|
Tilbage til
Seksten timers flyvning fra Danmark og du lander i Santiago-Chile. Herefter videre med fly ud over Stillehavet i næsten 5 timer, og du ankommer til Påskeøen - og her er vi nu.
Onsdag 13.02.08
Turen herover til Påskeøen gik godt. Vi fløj med en Boing 767. Den var stor, med 7 sæder på tværs. Flyet så ret nyt ud, og der var god plads til benene. Vi ankom kvart over 9 om aftenen efter 5 timers flyvning. Landingsbanen er meget lang, fordi NASA gerne ville sikre sig en nødlandingsbane til sine rumfærger in the middle of nowhere. Derfor bekostede USA udbygningen i 1986. Der var dejligt lunt, 24 grader. Her er mere fugtig luft, ligesom vi kan huske det fra Caribien., og cikaderne sang. Nu var vi kommet til Polynesien, som vi havde set meget frem til. Vi skulle stille uret 2 timer tilbage i forhold til Chile, så nu var vi 6 timer bagefter Danmark.
Vi blev hentet af Kia Koe, som vores agent herovre hedder, og kørt til hotel Iorana (det betyder goddag). Hotellet ligger ikke ret langt fra lufthavnen og lige ned til vandet, så vi har en flot udsigt fra vores værelse, nr. 19, som har terrasse.
Da vi ankom, fik vi en velkomstdrink. Vi valgte en Pisco Sour, som vi sad og drak udenfor. Der kom vi i snak med et tysk par fra Dresden, som også sad derude og fik Pisco Sour – de kendte den også fra Peru. De var også i 50’erne som os, og deres filosofi var den samme som vores, at de ville ud at opleve noget, og de ville tage de lange rejser, mens de havde kræfter til det. De var kommet direkte hertil fra Paris via Santiago, så det har været en lang tur for dem.
I Hanga Roas lille lufthavn Iorana - goddag
Klokken var 23.00, da vi rejste os for at gå i seng. Vi stod et øjeblik og nød stilheden og udsigten fra terrassen ved poolen. Cikaderne sang, og havets bølger slog mod stranden og lavablokkene. Månen stod flot på den sorte himmel, og kokospalmerne var sorte silhuetter mod den oplyste måne. Det virkede helt surrealistisk at stå her på Rapa Nui, Påskeøen.
Udsigt fra terrassen Stilheden med cikadernes …
Torsdag 14.02.08
Her til morgen blev vi vækket af haner, som galede, og hunde, der gøede. Både høns, hunde og heste går løse omkring på hele øen.
Vi blev hentet ca. kl. 10 af guiden Ana til vores heldagsudflugt til de forskellige steder, hvor der er moai’er: Vaihu, Ahu Aka Hanga, Rano Raraku Volcano, Ahu Tongariki (15 moai’er), Ahu Te Pito Kura og Ahu Nau Nau.
Ahu Tongariki er en af de mest kendte på øen, idet den indeholder 15 moai’er i alt. Det store flade område nede foran Rana Raraku gav fin mulighed for at bygge kæmpe-ahuen. Stedet blev i 1960 udsat for en kæmpebølge, som skyldtes et jordskælv i Chile. Moai’erne væltede og blev skyllet langt ind i baglandet. I 1992 begyndte et restaureringsarbejde under japansk ledelse, og efter 5 års arbejde stod øens mest spektakulære ahu genrejst.
Rano Raraku er værkstedet og stenbruddet, hvor man udhuggede ”kæmperne”. Beregninger tyder på, at hvis 30 mænd arbejdede 8 timer hver dag i et år, kunne de lave en ca. 10 meter høj og 80 tons tung moai. De moai’er, som står halvt begravet i jorden, ventede på at blive transporteret ned ad vulkanskråningen på store palmestammer. Nogle var altså helt færdige til at blive transporteret, og andre var man i gang med. Den største af dem alle (ikke rejst op) måler ca. 21 meter. Moai’erne her har ikke de røde øjne påsat., det blev de først på det sted, hvor de blev transporteret hen. Øjnene var lavet af rød lava og koral. I Rano Raraku er der også et enkeltstående eksemplar af en knælende moai. Den blev fundet af den berømte arkæolog Thor Heyerdahl i 1955. Ved Rano Raraku fik vi videre op til en kratersø, hvor heste og køer gik op og drak vand. Ellers var der ikke ret mange muligheder for dem at finde vand.
Ahu Nau Nau er bygget ovenpå tidligere ahuer. Hvad der er iøjnefaldende, er de rødlige hårtoppe, lavet af rød lava. Mange af moai’erne havde oprindeligt de røde ”hårtoppe” kaldet ”pukao” påsat. Hvorfor havde nogle af statuerne pukaoer? En teori er, at det var ledere/betydningsfulde personer, som bar toppen. En anden forklaring er, at det var efterligninger af en rødhovedet race, som var set på øen. Disse moai’er er kendetegnet ved, at de har lange ører, hvilket dog næsten alle moai’er på øen har.
Vi spiste picnic ude ved Rano Raraku. Det var kylling og ris med salat samt en lille dessert.
Om eftermiddagen så vi bl.a. en hellig sten, som kaldes ”lysets navle”. Legenden siger, at man får sit ønske opfyldt, hvis man lægger sit hjerte ind til den.
Efter at have set alle disse moai’er tog vi ud til Anakena stranden, som er den ene af to sandstrande på Påskeøen. Der står også nogle moai’er. Der er palmer på stranden, dog ikke særligt mange. Påskeøen er dog faktisk mere frodig, end vi havde forventet, især inde i og omkring Hanga Roa, hvor næsten hele befolkningen på ca. 4.000 mennesker bor.
Vi var omkring 20 personer med på turen, englændere, spaniere, italienere, en hollænder og os, så det var en blandet flok. Vejret var fint, dog lidt varmt, men heldigvis var der lidt vind. Vi brugte en høj faktor solcreme, for solen brænder meget. Vi fik at vide, at der er et ret stort hul i ozonlaget herude.
Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 17.00. Vi havde fået at vide, at den årlige festival først slutter på lørdag den 16. februar, dvs. den varer i alt 14 dage, og vi troede faktisk, at den kun varede 1 uge, så vi blev glædeligt overrasket. Vi gik ned i byen – det tager ca. en halv time. Der var masser af udklædte mennesker, dvs. de fleste var smurt ind i en slags ler og havde næsten ingen tøj på, kun et lille stykke klæde foran til at dække de ædlere dele. Mange af pigerne havde bastskørter på, ligesom andre steder i Polynesien. Så var der ellers optog gennem gaderne med sang og dans, bl.a. hula hula dans. Musikken og sangen lød rigtigt godt, og det var sjovt at se alle de specielle mønstre, de havde malet på kroppen. Vi kiggede på det omkring halvanden time, hvorefter vi var ved at være sultne. Først fandt vi dog en butik, hvor vi kunne få et ekstra SD kort, for i mangel af et videokamera var Bjørn nødt til at tage video med digitalkameraet, hvilket heldigvis viste sig at være af ret god kvalitet. Når vi kommer hjem, vil han lægge et lille foto/videoklip på hjemmesiden, dog i et dårligere format (mpeg -1), da dette ikke fylder så meget. Vi købte også en souvenir, en Moai i træ.
Vi gik ned til havnen, hvor vi fandt en restaurant, der havde fiskeretter. Den er ejet af en franskmand, som åbenbart har haft den i mange år, for den er også beskrevet i Hans Gregersens bog ”Øjeblikke der aldrig ophører”, som handler om hans jordomrejse i 1997, bl.a. til Påskeøen. Vi fik en fisk, der hedder ”Sisse”. Det var en god fisk med masser af forskelligt tilbehør, bl.a. søde kartofler, banan, gulerødder m.m. Det smagte dejligt. Bagefter gik vi hen på en internet cafe og sendte mails til bl.a. børnene. Her var det heller ikke så dyrt, omkring 7 kr. for ½ time.
Det var ved at være lidt mørkt, da vi begyndte at gå hjem ca. kvart over 9, men der er lidt gadelys, så det var ikke noget problem, selv om der ikke er fortov ret mange steder. Vi satte os lidt på den lune terrasse, da vi kom hjem. Havets skvulpen hørtes i det fjerne, cikaderne sang, og stjernerne lyste på den mørke nattehimmel – jo, aftenerne er dejlige.
Fredag 15.02.08
Vi vågnede først halv 8 i dag, sikkert på grund af al den friske luft i går, og fordi vi ikke sov så godt natten før.
Efter morgenmaden skulle vi først på én halvdagstur, som hed Orongo Tour. Vi blev hentet lidt i 10. Det var også Ana, som var guide i dag. Hun var meget sød og vidste en masse om øens historie. Det var nogle af de samme personer som i går, der var med på turen, dog ikke helt så mange. Først kørte vi til Orongo med fuglemandskulturen, derefter til Ahu Vinapu og Ranu Kau vulkanen.
Orongo er i dag et naturreservat, og ud for kysten ser man bl.a. en lillebitte ø, som hedder Motu Nui. På den tid, hvor fuglemandskulturen blomstrede, blev skaberguden Makemake det centrale, og han blev repræsenteret af den såkaldte ”fuglemand” Tangata Manu. Det kommende års ”fuglemand” blev hvert år i september valgt ved en konkurrence, hvor kandidaterne til værdigheden blev repræsenteret af unge, stærke atleter. De blev fra ceremonilandsbyen Orongo ved vulkanen Rano Kau sendt af sted for at hente det første æg fra en af de sodfarvede terner, som ynglede på den lille ø Motu Nui.
Først måtte deltagerne ned ad den stejle skrænt til havet, siden skulle de med et bundt siv som hjælp svømme et par kilometer gennem et haj- og strømfyldt farvand, før de endelig kunne kravle op på Motu Nui. Her måtte de måske vente i dage, før der endelig var en af mændene, der kunne holde et nylagt æg frem. Og dermed var den, som han repræsenterede, den nye ”fuglemand”. Det krævede dog, at den unge mand klarede at føre ægget sikkert tilbage til fastlandet. Det skete efter en svømmetur, hvorunder han opbevarede ægget i et pandebånd.
Den udvalgte Tangata Manu fik nu håret barberet af sit hoved, øjenbryn og øjenvipper, og derefter blev hans hoved malet hvidt, inden han det kommende år skulle leve alene i et bestemt hus ved Rano Raraku. Nogle fortællinger siger dog, at han kunne udvælge sig den jomfru, han gerne ville have. Under fuglemandskonkurrencen boede stammehøvdingene i lave huse ved Ranu Kau. Indgangene er så små, at man må bukke sig for at gå ind. De blev kun brugt til at sove i, for man lavede mad udenfor. Et af disse huse er blevet restaureret, så man kan se størrelsen. Fuglemandskulturen fandtes helt frem til 1866, hvor den blev forbudt af katolikkerne.
Der var en bod ved Orongo, hvilket der i øvrigt var ved flere af seværdighederne. Her købte jeg en halskæde, som var lavet af perlemorsskal, som bruges til perler, og desuden var der en perle derpå fra Tahiti. Den forestiller en skildpadde – den er meget speciel og anderledes. Det er en god souvenir.
Ahu Vinapu har ingen moai. Denne bygning er speciel ved, at murene ikke findes tilsvarende andre steder i Polynesien, men blandt andet i Peru brugte inkaerne præcis samme byggestil. Vi har ved selvsyn set lignende byggestil både i Cuzco og Ollantaytambo i Peru. Stenblokkene passer så godt sammen, at det er umuligt at få et stykke papir imellem. Desuden er stilen kendetegnet ved mange fintpudsede flader. Thor Heyerdahl mente, at byggestilen kunne være et af beviserne på, at de første indbyggere kom fra Sydamerika. Andre mener dog, at de første beboere kom fra Marquesas øerne, idet man havde lignende religiøse ahu-pladser der.Desuden minder sproget om det polynesiske.
Rano Kau vulkanen har et krater, hvor der findes en kratersø med vand. Der går hestene blandt andet hen for at drikke.
Turen tog omkring 3 timer. Der var lidt mere vind i dag, så det var dejligt behageligt. Vi blev sat af nede ved den eneste pengeautomat, som virkede, for vi var næsten løbet tør for pesos. Heldigvis havde jeg læst, at man kun kunne bruge Mastercard i den, så det havde vi taget med. Vi fik hævet penge, hvorefter vi købte noget brød og vand og satte os på en bænk nede ved havnen. Der er en flot udsigt. Senere gik vi op til Hotel Hangaroa, hvor vi havde aftalt at blive hentet til nr. 2 halvdagstur kl. 15.00. Denne tur hed Akivi Tour. Efter denne tur har vi set de vigtigste moai’er – der er godt 800 i alt på øen. Vi besøgte Ahu Akivi, de eneste, som vender mod vest, mod Polynesien, til ære for den 7. kong fra Hiva, en af Marquesas øerne, Pahu grotten og Puna pau, hvor de lavede ”hattene” til Moai’erne. De sidste, vi så, hed Tahai. De stod helt nede ved kysten ved Hanga Roa og synes at være et forsøg på at lave en form for individualisme i figurerne, hvilket ikke var det normale. Der står bl.a. også den eneste moai med øjne. Den hedder ahu Kote Riku.
Vi kom tilbage til hotellet lidt over 6 efter en lang dag. Vi blev friske igen efter et bad og gik derefter ned for at finde et sted at spise. Vi fandt en vej, som gik ned til den gamle havn, hvor vi fandt en hyggelig lille restaurant med udsigt over havnen. Der satte vi os udenfor i den lune aften under palmeblade. Vi fik en bøf med salat samt øl. Jeg fik også en piña sour, som vist var frisk ananassaft med spiritus i. Det var en god middag. Der kom også et engelsk par fra vores hotel. Dem kom vi i snak med. De var begge 2 holdt op med at arbejde, selv om han kun var 58 år – hun var godt 60, men han havde tjent mange penge på salg af en lejlighed i London. De var af sted i 3 uger. Vi fulgtes ad hjem lidt over 9, for de kendte en genvej op til hotellet. Det nåede heldigvis ikke at blive helt mørkt, før vi kom hjem, for der var ingen gadelygter der. Der var en flot solnedgang ud over havet, så Bjørn tog et billede af den, inden vi gik ind.
Nede ved den gamle havn ligger der nogle lystbåde. Den ene er fra England, og vi fik at vide af dem, der også sad på restauranten, at det var en familie, som havde været undervejs i 5 år, så det er lang tid at være på farten.
Påskeøen er meget afhængig af turisme – 95% af deres indtægter kommer fra turisme. De får også lidt tilskud fra Chile. Der kommer dog kun ca. 35.000 turister om året, bl.a. på grund af for få fly og for lidt hotelkapacitet. Myndighederne ønsker heller ikke at åbne op for alt store hoteller – godt for det. Man skal bestille mange måneder i forvejen, i hvert fald, hvis man vil af sted i højsæsonen, som er december, januar og februar. Der er højst 2 fly om dagen dertil i højsæsonen, og i lavsæsonen er der fly 3-4 gange om ugen.
Lørdag 16.02.08
I dag troede vi, at vi skulle på byrundtur (nogle havde grinet, da vi sagde, vi skulle på byrundtur – troede det var en spøg), så vi stod og ventede på bussen et kvarters tid, men da den stadigvæk ikke kom, spurgte vi en guide fra Kia Koe, som kom til hotellet for at hente nogle andre gæster, om hun vidste noget. Det viste sig, at de havde skrevet forkert på vores program, så turen var først om søndagen. Da havde vi dog planlagt at ville i kirke, men vi ville blive hentet kl. 10 uden for kirken, så det accepterede vi.
Nu havde vi så lige pludselig en hel dag for os selv, så vi besluttede os for at gå ned i byen og ud til Tahai for at tage nye billeder af Moai’en med øjne, for i går, da vi var der, stod solen ”forkert”, så billederne af den blev for mørke. Det var dog overskyet, da vi var der omkring halv 11, og der kom også en enkelt byge, så billedet blev heller ikke så godt denne gang. Vi prøver nok igen i morgen. Derefter gik vi tilbage til byen, hvor vi mødte en del af dem, vi havde været sammen med de forrige dage. Nogen af dem skulle af sted i dag efter kun 3 nætter herovre. Vi er glade for, vi skal være her 5 nætter, så der også er tid til at slappe lidt af ind imellem og gøre ting på egen hånd. Vi gik ned på posthuset for at få et stempel fra Påskeøen i vores pas, for det havde vi læst, at man kunne. De tog dog penge for det, 1 dollar pr. stk., men det gav vi gerne. Vi købte også nogle flotte frimærker.
Bagefter gik vi hjem til hotellet efter at have været inde i et supermarked for at købe noget vand og brød. De har mange ting i nogle af deres supermarkeder, men der ser mere rodet ud end i danske supermarkeder. Ellers synes vi dog, der er rent på gaderne og fortovene. Man kan nu ikke kalde det fortove, for det er bare nedtrådt jord, med masser af hestepærer. Der er heller ikke så mange asfalterede veje, kun nogle enkelte inde i Hanga Roa og vejen ud til Anakena stranden.
Over middag tog vi en taxa til Anakena stranden. Det kostede 12.000 pesos frem og tilbage, dvs. ca. 130 kr. Det er ret billigt. Vi var derude omkring halv 2 og aftalte, at vi skulle hentes igen kl. 5. Vi fandt et godt sted under en palme i den fjerneste ende af stranden, men efter et stykke tid måtte vi flytte os, for vandet kom for tæt på. Det er en flot strand, og vandet var dejligt varmt og klart, ca. 25-26 grader, og turkisgrønt. Der er 3-4 boder ved stranden, hvor man kan købe lidt mad og drikkevarer. Der var også mulighed for at få grillkød, i hvert fald i week-enden, for vi kunne se, at mange af de lokale holdt picnic derude lørdag eftermiddag og aften og købte grillet mad.
Helt ude til højre, når man var på stranden, plantede Bjørn en kokosnød, som han havde fået af Lisa, datter af ejeren af vores hotel. Den stod i hotellets have. Han plejer som regel at plante en kokospalme eller 2, når vi er et sted, hvor der er strande med kokospalmer. Han planter dem altid nær vandet, da det giver flotte billeder. Mange strande mister palmer, fordi man ikke genbeplanter helt ude ved vandet. Og som han siger: ”Har du plantet et træ, har du ikke levet forgæves”.
Om aftenen gik vi ned i byen igen. Vi får gået nogle kilometer i løbet af en dag her på Påskeøen. Vi spiste på en restaurant, som lå på hovedgaden. Vi fik fisk fra Påskeøen – Maki Maki hed den vist. Det smagte godt, men var lidt tørt. Vi fik Escudo øl dertil. Det er en chilensk øl. Den smagte godt, specielt fordi vi var tørstige på grund af den fugtige varme.
På vejen hjem købte vi en øl og en cola, som vi nød på terrassen, mens vi kiggede på solnedgangen og så palmerne i silhuet.
Søndag 17.02.08
I dag er det Emmas fødselsdag – hun bliver 3. Vi håber, hun tilgiver os for ikke at være med til fødselsdagen.
Vi spiste hurtig morgenmad i dag – vi kan først få morgenmad kl. 8. Vi skulle være i kirke kl. 9, og kirken ligger næsten i den anden ende af byen end der, hvor vi kommer ind i den, så det ville tage ca. ½ time at gå dertil i nogenlunde skarpt trav. Vi havde jo set Troels Kløvedals udsendelse fra Påskeøen, hvor han og hans besætning bl.a. var i kirke, og det var en meget speciel oplevelse at høre sangen. Det ville vi også gerne prøve, og det var virkelig en anderledes oplevelse end at gå i kirke i Danmark. De er katolikker herude. Gudstjenesten var på spansk, men de sang på Rapa Nui, deres eget sprog.
Da vi kom, blev vi budt velkommen ved indgangen af en mand i hvid kjortel – og et par Caterpillar vandrestøvler!! Han sagde ”Iorana” (goddag). Han var vist en slags kirketjener. Der var 8 af dem. Desuden var der 2 præster. Den ene af dem, den øverste af dem, bar den pæneste præstekjole og en kalot. Den anden var vist en hjælpepræst, for han skulle vende bladene i bogen for præsten. Der var også 3-4 andre personer, som sagde noget fra de 2 slags prædikestole.
Gudstjenesten startede med, at der var 6, der spillede og sang, 2 på guitar, 1 på tromme, 1 på ukulele og 2 på harmonika. Det lød så godt, at jeg fik gåsehud, og Bjørn fik tårer i øjnene. Vi kunne se, at også andre var følelsesmæssigt dybt berørt. Det lød simpelthen så smukt, især da folk begyndte at synge. Alle sang med af fuld kraft, og kirken var fuld. Ganske vist var der en del turister iblandt, men de fleste var de lokale, nogle i polynesisk tøj og kvinderne med en blomst i håret, mens andre var i vestligt tøj. Der var meget mere sang end i danske kirker. I slutningen af gudstjenesten skulle alle tage hinanden i hånden, mens der blev sunget, og senere skulle man hilse på dem, som sad i nærheden af en, mens der blev sagt: ”Guds fred være med dig” – på deres eget sprog Rapa Nui.
Da gudstjenesten sluttede kl. 10, gik vi ud for at finde guiden fra Kia Koe, idet vi skulle på byrundtur. Det lykkedes efter et stykke tid. Vi var kun 2 par, som skulle på den tur. Det andet par var italienere, som vi havde mødt på en af de andre ture. Først kørte guiden lidt rundt, bl.a. ned til den gamle havn. Derefter kørte vi ud til et landbrug, hvor de dyrkede mange forskellige slags frugt og grønsager, bl.a. ananas, maniok, papaya, citroner, tomater m.m. alle produkter var til et specifikt hotel. De brugte ikke kemiske sprøjtemidler og også mest organisk gødning, f.eks. hestegødning, som jo findes i rigelige mængder. Det var meget interessant at se, for vi har ikke set andre landbrug så tæt på.
Derefter kørte vi ud til museet i udkanten af byen. Det er et antropologisk museum, som blev etableret i 1973 af en præst/missionær ved navn Sebastian Englert. Det blev oprettet for at fremme kendskabet til Rapa Nui kulturen. Det hele stod dog på spansk, så jeg kunne ikke forstå det hele. Vi fik heldigvis en guidebog på engelsk, som vi tog med os, så vi kunne studere den i fred og ro.
Efter museet bad vi om at blive sat af ved Tahai, for Bjørn ville meget gerne have taget billede af den i sollys og med solen fra den rigtige retning. Det lykkedes endelig, så han var glad. Bagefter gik vi tilbage til byen, hvor vi købte de sidste souvenirs, en T-shirt til Bjørn og en CD med polynesisk musik. Det lød godt. Nu var vi ved at være sultne, så vi købte noget brød og vand, som vi spiste nede ved havnen efter at have hævet flere penge. De får hurtigt ben at gå på her på Påskeøen, for alt er generelt noget dyrere her end i Chile. Vi gik hjem langs stranden, hvor der heldigvis var lidt skyer og også noget vind, så det var meget behageligt.
Da vi kom tilbage til hotellet, gik vi op for at få en kop kaffe og te, som vi drak ude ved poolen, mens vi skrev dagbog og læste i den engelske oversættelse fra museet. Det er vores sidste dag herovre, men nu synes vi også, vi har set og oplevet meget, så 5 nætter er meget passende, idet man så også har tid til at slappe lidt af. Nogle er her kun 3 nætter, men så bliver det lidt presset, synes vi.
Vi har for øvrigt set mange lokale køre i pick-up trucks, hvor ladet var fyldt med folk. Der kunne godt være plads til 5-6 stykker. Vi så også en i dag, hvor der lå et par børn og sov under et tæppe. Og hvad med en scooter med mor og 2 børn på. Ingen hjelm på!
Vi ville have spist på den samme restaurant nede ved den gamle havn, som vi spiste på den første aften, men den var lukket, fordi det var søndag. Det viste sig, at mange restauranter langs kysten var lukket, så vi måtte gå op på hovedgaden, hvor vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi satte os udenfor. Vi fik laks med grønsager. Det smagte godt. Bagefter gik vi hen i en lille butik, som stadigvæk var åbent, og købte noget vand samt en cola og en Escudo øl, som vi ville drikke på terrassen. Vi nåede dog ikke at sidde der ret længe, før der kom en ordentlig byge, så vi var heldige, at vi nåede hjem inden. Bygerne kommer ret pludseligt, men vi har nu ikke været udsat for ret mange af dem. Det har som regel været om natten eller tidligt om morgenen, det har regnet lidt.
Vi snakkede lige lidt med naboen, for han kom tilbage fra en gåtur, mens vi sad på terrassen. De er fra Australien og har været af sted i 6 uger.
Vi så nogle flotte røde blomster i dag. De hedder Paradise Bird. Dem har vi aldrig set før.
Mandag 18.02.08
I dag var det tid til afrejse fra Påskeøen for at flyve tilbage til Santiago. Vi skulle flyve ved 12-tiden, så vi ville blive hentet 10.45, hvilket gav os god tid til at pakke kuffert. Vi var færdige med det ca. halv 10, hvorefter vi gik en lille tur hen til poolområdet, hvor vi sad og kiggede ud over vandet et kvarters tid.
Vi blev hentet præcist 10.45 af en chauffør med en hovedbeklædning med fjer i. Den så ret speciel ud. Vi fik begge 2 en halskæde med en lille moai i, vistnok af træ. Da vi kom til lufthavnen, blev al vores bagage checket. Det har vi ikke oplevet før ved afrejse. Vi havde hver en banan, som vi ville have spist i lufthavnen, men den måtte vi ikke beholde, for man må ikke indføre frugt og grønsager til Chile. De sprøjtede også flyet indvendigt, inden vi fløj, så de er nok bange for at få sygdomme i deres frugt og grønsager i Chile.
Flyet var fuldstændigt fyldt igen. Det er kun LAN, som flyver hertil. Man skal faktisk bestille fly og hotel 9-10 måneder før afrejse for at være sikker på at få den flyafgang og det hotel, man ønsker, især i højsæsonen.
Vi fortsætter nu vores rejse tilbage til Chile, du kan læse videre om, hvad vi oplevede de sidste par dage bl.a. i Valparaiso ved at trykke
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
Tilbage til
|
