Rejsedagbog fra vores rundrejse i New Zealand fra 19.7.-25.7.2009 (fortsættelse af rundrejse i Australien)

Auckland-Rotorua-Queenstown-Milford Sound-Franz Josef Glacier-Christchurch

Vi foretog ovennævnte rundrejse på 22 dage (Australien og New Zealand). Vi bestilte den gennem FDM Travel, som har samarbejde med AAT Kings, den største turoperatør i Australien. Det var en individual tour – forstået på den måde, at alle billetter, overnatninger, transport og ture var arrangeret på forhånd, men vi rejste ikke rundt med en samlet gruppe. Det kunne sagtens være nye mennesker, vi mødte mindst 1 gang om dagen, og nogle gange 2-3 gange på en dag, for vores tur var delt op på forskellige halvdags- eller dagsture. Nogle gange var vi dog også sammen med enkelte andre et par dage, hvis de tilfældigvis havde valgt en 2-3 dages tur. Da det var en individuel tur, betød det selvfølgelig også, at vi nogle gange selv skulle sørge for at få bekræftet dagen før, at der kom nogen og hentede os om morgenen, men det er ikke noget problem, når man kan sproget. Denne måde at arrangere rejsen på gjorde, at vi ikke havde noget spildtid, for når man kun har 22 dage til rådighed, er det nødvendigt at have alt planlagt på forhånd.

Vi var meget glade for denne rejseform, for vi kom til at møde og snakke med mange forskellige mennesker fra mange forskellige lande. Vi fik en masse at vide om landene, også om de sociale forhold, af chaufføren/guiden. Chaufføren var altid også guide, og da han var fra lokalområdet, vidste han selvfølgelig en masse om området. Nogle gange sad vi oppe foran, for tit var der slet ikke fyldt op i bussen p.g.a. lavsæson, især i New Zealand, så vi fik tit lidt mere at vide, end han fortalte til resten af gruppen.

Vi kan varmt anbefale både FDM Travel og AAT Kings, for alt fungerede perfekt. Vi blev altid hentet til tiden, og vi boede på gode og centralt beliggende hoteller over det hele, selvom vi havde valgt den laveste kategori i deres tur. Vi havde vist 9 hotelskift på turen, men det bliver en vanesag ikke at tage ret meget op af kufferten.

En rejse til Australien og New Zealand tager over et døgn – det er jo ovre på den anden side af jorden. Det tager næsten 12 timer at flyve fra København til Singapore, og det tager næsten 8 timer at flyve derfra til Sydney, så vi valgte at gøre et stop-over i Singapore 1 nat. De har et godt tilbud, hvor man, hvis man flyver med Singapore Airlines, får en billig overnatning – vi gav kun 650 kr. for et dobbeltværelse – og i den pris er der inkluderet transport til og fra hotellet, gratis transport med deres SIA hop-on busser og gratis adgang til nogle seværdigheder. Så det er en fin service. Man skal bare gå hen til en speciel skranke i lufthavnen og vise sit boarding kort. Man skal dog måske vælge hjemmefra, at man gerne vil have denne service.

Fredag 17.7.09 - Auckland  

Efter ca. 12 oplevelsesdage i Australien var det nu tid til at flyve fra Cairns til Auckland for at holde ferie i ”kiwiernes” land.

På vej ud af hotellet i Cairns mødte vi en af de ansatte, som ønskede os en god dag. Han syntes, der var koldt, for det var jo vinter. Vi spurgte, om der ellers ikke var højsæson i Queensland nu, og det var der, men de kunne også mærke finanskrisen, så der var ikke så mange turister, som der plejer at være.

Vi fløj 4½ time fra Cairns til Auckland med Air New Zealand. Vi sad ved siden af en ung backpacker fra England, som havde været af sted i 10 måneder. Han havde bl.a. arbejdet på en farm i Australien, hvor han tjente 17 australske dollars i timen, dvs. ca. 78 kr. Han så lidt beskidt ud og havde kun sandaler på. Han havde glemt sine sko i Australien, så han kunne godt komme til at fryse her på New Zealand, for det regnede, da vi landede. Det var en lidt hård nedfart med en del turbolens, sikkert p.g.a. regnvejr og lidt blæsevejr. Der var ca. 12 grader, da landede, så det var næsten ligesom vores efterår.

I New Zealand er de meget strikse m.h.t. at undgå at få spredt sygdomme til deres dyr og frugter, så det er forbudt at indføre madvarer og frugt, og man skal svare på, om man har været på besøg på en gård inden for den sidste måned. Kufferterne blev gennemlyst for at se, om man havde forbudte varer med ind.

Vi blev hentet i lufthavnen af en repræsentant fra AAT Kings samarbejdspartner i New Zealand, Southern World. Han havde nye rejsedokumenter og vouchers med til os til brug under vores ophold i New Zealand. Vi blev kørt til vores hotel, som hedder Quadrant. Det er et rigtigt flot hotel, og vores værelse har en slags køkken med både vask, kogeplade, mikrobølgeovn, vaskemaskine og opvaskemaskine. Vi kunne dog ikke nå at bruge vaskemaskinen, for vi skulle kun være der 1 nat. New Zealand er 2 timer foran Sydney og Cairns og 10 timer foran Danmark.

Da vi havde været i bad og skiftet tøj, gik vi en lille tur ned på hovedgaden, selvom det stadigvæk regnede. Vi købte en flaske rødvin. Man kan kun købe vin i specielle liquor stores. De har ikke vin i almindelige butikker. Da klokken var blevet så mange, bestemte vi os for bare at tage lidt mad med hjem på hotellet sammen med vinen, så vi købte en lammekebab. Vi hyggede os med det på hotellet, indtil vi blev trætte omkring kl. 11.

Lørdag 18.7.09 - Rotorua

Vi blev vækket kl. 6.20 i morges, fordi vi skulle til Rotorua. Det var hårdt at komme op så tidligt, især p.g.a. tidsforskellen på 2 timer mellem Cairns og New Zealand. Vi blev hentet kl. 7.30 af bussen fra Great Sights. I den bus mødte vi igen nogle danskere, som var fra Ikast, så nu har vi mødt danskere 3 gange på turen. Der var 18 med på turen, så det var ikke specielt mange i den store bus. Det regnede, da vi startede, og det blev først lyst lidt over 8.

     Bregnepalmer                                                        Kiwifrugter                                                           Kiwifugl 

Vi skulle først køre til Waitomo Caves, som er kendt for sine glødende ”orme”. Vores chauffør fortalte en masse undervjes, men han snakkede meget hurtigt, så det var ikke det hele, vi fik fat i. Deres engelsk er jo også lidt anderledes end britisk engelsk – men meget charmerende.

Han fortalte bl.a. noget om landbruget. Kvægbrug og fremstilling af mejeriprodukter er New Zealands største industri. De har også mange får, mellem 50-80 millioner, men tidligere havde man flere. Da havde man mest fåreavl, og under Commonwealth havde New Zealand en favorabel handelsaftale med England. Men da England kom med i EU i 1973, forlangte de andre europæiske lande, at England skulle prioritere at købe landbrugsvarer fra dem i stedet for fra New Zealand. Det var hårdt for New Zealand, idet landet så skulle til at finde andre markeder og andre indtægtskilder end bare fåreavl. Derfor begyndte man bl.a. at satse på kvægavl og senere hjortefarme.

Det var interessant at køre gennem landskabet, og heldigvis holdt det op med at regne i løbet af en times tid. Der er mange grønne enge med bakker. Der går bl.a. køer, og malkeanlæggene er også udenfor, for køerne kan jo gå ude hele året. Der er subtropisk klima, så de dyrker bl.a. appelsiner og kiwi-frugt. De har også anderledes træer og buske, end vi har, bl.a. bregnepalmer og hawaii-blomster. Der er blade på deres egne træer hele året rundt, men de træer, de har importeret, mister bladene om vinteren, f.eks. egetræerne.

Mange af husene, vi så, var af træ, men vi fik at vide, at man de senere år er begyndt at bygge murstenshuse. Man bygger dog også stadigvæk træhuse, men de er dyrere.

Vi ankom til Waitomo Caves omkring kl. 11 og fik en rundvisning på ca. 1 time. Det var meget spændende. Vi kom ned i underjordiske drypstenshuler med store sale i fantastiske formationer og med en akustik, der er så enestående, at internationale kor kommer hertil for at synge. Men hovedattraktionen er de glødende insekter. De lyser for at få mad, og jo mere sultne de er, jo stærkere skinner de. Dyrene ligner små myg uden mund, og de har lange tråde hængende ned for at opfange føden. Men det kan man ikke se. Man kan kun se deres lys. Vi var ude i en båd, som sejlede i fuldstændigt mørke, og så kunne vi se op på de mange tusinde insekter, som lyste. Det lignede fuldstændigt en stjernehimmel. Det var en meget speciel oplevelse.

Bagefter kørte vi til en cafe for at spise frokost, inden vi skulle køre videre til Rotorua. Der er ca. 374 km i alt fra Auckland til Rotorua, og især på den sidste del af strækningen var der lidt flere højder, op til 1.000 m, og lige før Rotorua kørte vi på et bjergplateau, hvor der var mange små vulkantoppe.

Vi ankom til vores hotel, hotel Ibis, ca. halv 5, et meget hyggeligt hotel, ikke så stort og flot som det i Auckland, men vi synes også, at mindre hoteller er mere hyggelige.

Vi skulle være klar igen til kl. halv 6, for vi skulle til et Maori show lidt uden for Rotorua, Tamaki, hvor de har lavet en lille landsby med den slags huse, som maorierne brugte tidligere (og måske også nogle steder i dag). De viste deres velkomst-ceremoni, som bl.a. går ud på at sætte næserne sammen i stedet for at give hånd. Desuden var der sang og dans i fælleshuset. Det lød rigtigt godt.

     Maoridansere                                                                 Geysere i Rotorua                                                             Maoriskulptur

  Der er vist 48 forskellige maori-stammer. Maorier er efterkommere af den oprindelige polynesiske befolkning. Maorierne udgør under 20% af kiwierne, men kun hver femte af dem er fuldblodsmaori, for mange af dem er blevet gift med europæere. De er velintegrerede i samfundet, ikke som aboriginals i Australien, som lever meget mere afsondret fra resten af befolkningen. Der er dog konflikter, idet maorier får positiv særbehandling til job, boliger og uddannelse. Deres sprog er blevet anerkendt på linje med engelsk. De er overrepræsenteret i parlamentet og har deres egen minister for maori-forhold. De får også genindført flere og flere gamle maori-stednavne.

Efter showet med sang og dans var der spisning, hvor vi fik mad, der var pakket ind og tilberedt på varme sten, bl.a. kartofler, fisk og kylling. Det smagte godt.

Vores chauffør og guide, som hed Florence, var selv maori og lærte os en del maori-ord, f.eks. ”kia ora”. Dette ord betyder flere ting, bl.a. ”goddag”, ”tak” og ”hav det godt”. Vi blev kørt hjem kl. 21.00, og det var vældigt underholdende med sange fra hvert land, som de forskellige deltagere kom fra, bl.a. Australien, Irland, England, Nepal og Brasilien. Vi slap dog for at synge, for hun glemte at nævne Danmark, og vi skulle nok holde mund!! Vi var hjemme ca. 21.30 efter en dejlig og begivenhedsrig dag.

Søndag 19.7.09 – Rotorua/Queenstown

I dag blev vi også vækket kl. 6.20, fordi vi skulle på en formiddagstur, inden vi skulle flyve videre over middag. Vi blev hentet halv 8 af selskabet Great Sights igen. Mange af deltagerne var de samme, som vi var sammen med i går. Der var heldigvis tørvejr og solskin, selvom det dog var køligt og med noget vind. Der var nok 10-12 grader.

Først var vi inde at se geyserne i Te Puia, som ligger inde i byen. Det var sjovt at se det varme vand springe højt op, 30 m højt i ca. 20 minutter ad gangen, men det lugtede af rådne æg. Der er geysere på grund af vulkansk aktivitet, som findes på overfladen. New Zealand ligger nemlig på den brudzone, som strækker sig fra Alaska og ned over Hawaii og videre til New Zealand. Derfor er der også jævnligt jordskælv. Faktisk havde der været et stort jordskælv nogle få dage, inden vi kom dertil, 7,4 på Richter-skalaen, men EPI-centret var ude i havet, så de mærkede ikke så meget til det i land, selvom der dog var nogle enkelte rystelser, især på Sydøen. Der var vist ikke nogen ødelæggelser.

                                                                             
Derefter kom vi ind i et maori-område med forskellige huse, bl.a. forsamlingshus og forrådshus. Det var dog vist en slags museum, men de bruger stadigvæk disse huse de steder, hvor de forskellige stammer kommer fra.

Da vi havde været der en times tid, kørte vi videre til Agrodome Farm show, hvor vi så forskellige slags får. Der findes omkring 10-12 forskellige typer får. De viste også, hvordan man klipper dem, og hvordan fårehunde, som kunne være en slags labrador eller schäferhund, kunne passe på fårene og lede dem ind i en fold. Én hund kunne passe på 2.000 får. Der var dog lidt for meget show over det, men der skal jo tjenes penge på turisterne!!

Derefter kørte vi til Spring Forest, som både er regnskov og en slags zoologisk have for bl.a. kiwi, kea (en bjergpapegøje), fisk (især ørreder) m.m. De gør især en del for at opretholde bestanden af kiwier, som er en truet dyreart. Da den ikke kan flyve, har den været et let bytte for mennesker og de dyr, som de bragte med sig, katte, mus, rotter og possum – et pungdyr fra Australien, som er blevet en plage, idet den spiser fugleæg fra sjældne fugle og rødder fra sjældne planter og er vokset i antal fra nogle få tusinde til i dag 70 mio. Derfor faldt bestanden af kiwier på mange millioner dramatisk på få år. For at bevare denne fugl, som er deres nationalfugl, og som befolkningen er opkaldt efter, har man lavet kiwi-huse, hvor man har dannet et nattemiljø for dem, og man indsamler også deres æg ude i naturen, hvis man kan finde dem, inden de bliver taget af dyr, og får dem udruget i husene. Ungerne bliver opfostret, indtil de er cirka et år og bliver derefter sat ud i det fri.

Rotorua er vokset meget siden Bjørn var her i 1972 som backpacker, så han kunne næsten ikke kende noget af det. Der er vist omkring 70.000 indbyggere i byen nu, og landbrug, skovbrug og turisme er deres vigtigste indtægtskilder. Det er dog lavsæson nu p.g.a. vinteren, men vi synes nu, der alligevel er en del turister. Dog er vores busser aldrig fyldt op.

Vi var tilbage på hotellet lidt over 12 og skulle køres i lufthavnen kl. 1, så vi kunne lige nå at gå hen på Pizzahut og få en pizza, inden vi skulle afsted, for vi var ikke sikre på, vi ville få mad i flyet til Christchurch og senere Queenstown, da det kun er korte strækninger.

Det tog ikke lang tid at komme i lufthavnen og få checket ind. Det er en lille lufthavn, som kun har indenrigsfly, men efter jul får de også 3 ruter til Australien.

Air New Zealand flyet til Christchurch var ikke særligt stort, kun 2 sæder i hver side og 17 rækker. Der var fuldstændigt skyfrit på den sidste strækning af Nordøen, så vi så Cook strædet tydeligt. Vi så også de new zealandske alper med sne på toppen. Turen fra Rotorua til Christchurch tog 1½ time. Vi var lidt forsinkede, så vi var spændte på, om vi kunne nå flyet videre til Queenstown, for vi havde kun 25 minutter til at skifte fly, men stewardessen sagde, at flyet ville vente på os, og vi fik at vide, hvilken gate vi skulle gå hen til. Det viste sig dog, at dette fly også var lidt forsinket, så der var ingen problemer.

Vi havde også en god udsigt fra dette fly ned over bjergene med sne og til store søer. Vi landede ca. halv 6 og blev hentet af en minibus. Vi blev kørt til Kingsgate Hotel Terraces, som ligger med en pragtfuld udsigt over Lake Wakatipu, som er den 3. største sø i New Zealand. Vi fik et værelse på 2. etage med en altan med udsigt til både søen og bjergene med sne på. Det var ekstremt flot.

Da vi havde været i bad og pakket lidt ud, for her skulle vi være 3 nætter, gik vi ned i byen. Det tager ca. 10 minutter. Vi fandt en stor internet-cafe, hvor man kunne bruge internettet en time for 4 dollars, dvs. ca. 15 kr., så det er billigt. Vi læste mails fra børnene og skrev til både dem og vores søskende for at fortælle, hvad vi havde oplevet siden vi skrev sidst for nogle dage siden.

Vi var færdige med at skrive mails ca. kl. 20, hvorefter vi gik ud for at finde et sted at spise. Vi fandt en thai restaurant, hvor vi fik en sweet & sour ret med svinekød og en masse grønsager + 1 flaske rødvin. Det smagte rigtigt godt. Tjeneren var en ung mand fra Frankrig. Vi kunne se, at der var mange unge mennesker i byen, så vi spurgte ham, om de kom for at stå på ski. Han mente ikke, de fik stået ret meget på ski, for de drak sig fulde om aftenen – pub crawling, så det var han lidt træt af. Vi var tilbage på hotellet ved 22 tiden. Både hue og vanter er fundet frem, men det var stille vejr, så det føltes ikke så koldt.

Mandag 20.7.09 – Milford Sound

Vi blev vækket lidt over 6 af telefonen – vi havde bestilt vækning, hvilket vi gjorde hver dag for en sikkerheds skyld, selv om vi også havde vores rejsevækkeur med. Det var lidt hårdt at stå op, men vi skulle afsted allerede halv 8 for at køre til Milford Sound. Det var stadigvæk mørkt på det tidspunkt. Der skulle kun 18 med på denne tur. Vi skulle køre ca. 300 km for at komme til Milford Sound. Vi kørte i en bus med glasloft, så man kunne se op på bjergtoppene. Den var kun et halvt år gammel, fra Scania, så dernede køber de også svenske busser!

       Te Anau                                                              Milford Sound                                                      Mirror Lake! 

 Vi kørte igennem meget forskelligt landskab, bl.a. grønne marker med sneklædte bjerge på begge sider. Det var meget spektakulært, og det er faktisk pænere på den her tid af året, når der er sne på bjergene. Det er også mere tørt om vinteren, og vi var rigtigt heldige i dag, for der var solskin næsten hele dagen. Det regner ellers ca. 200 dage om året. Hernede gik der også mange får, køer og hjorte.

Der er langt mellem byerne på Sydøen, og vi mødte heller ikke ret mange biler. Men der bor også kun ca. 1 million mennesker der. Tre fjerdedele af befolkningen bor på Nordøen. Den manglende trafik skyldes dog også, at der er lavsæson for turismen, for om sommeren er der meget mere trafik, også mange flere busser.

Nogen siger, at landskabet i Fjordland National Park, New Zealands største nationalpark ud af 14, næsten ligeså stor som Jylland, 21.000 km2, med klipper, bjerge, fjorde og store vandfald, minder en del om Norge. Det gør det måske også lidt, men der er den forskel, at der vokser regnskov i bunden af bjergene, så det er meget mere frodigt end Norge. Vi så bl.a. cabbage tree. Det er en slags palme, men bladene har en kålsmag. Der er også mange bregnepalmer, fern, og mange forskellige typer. Desuden er der specielle fugle i bjergene. Vi så nogle keaer. Kea er den eneste bjergpapegøje, der findes. Vi så den gå på en parkeringsplads i 1000 m højde, så der var sne. Den er ret fræk, idet den kan ødelægge en hel bil ved at bide i både vinduesviskere, antenner og gummiet omkring ruderne, hvorved ruden kan trykkes ind. Derefter fortsætter fuglen med at bide i de indvendige ting.

Vi havde et stop efter et par timer ved Lake Te Anau. Der lå en lille turistby, hvor vi kunne strække benene og tage nogle billeder.Vi fik også en kop kaffe. Bjørn købte sin første souvenir, en kasket, der stod Milford Sound, New Zealand, på. Derefter kørte vi videre ind i Fjordland, hvor der var det ene smukke syn efter det andet. Vi gjorde flere stop, bl.a. ved en sø, der hed Mirror Lake, fordi de sneklædte bjerge spejlede sig i vandet.

Omkring 13.15, efter mere end 5½ times kørsel incl. stop, kom vi til Milford Sound, som hører til verdens kulturarv, og er den mest berømte fjord, 22 km lang og 2 km bred. Der skulle vi ud at sejle på fjorden. Der var frokost inkluderet, så vi fik en dejlig buffet. Sejlturen varede næsten 2 timer, og vi havnede helt ude ved det åbne hav. Det var fantastisk imponerende at kigge op på bjergene og vandfaldene nede fra vandet. Det mest kendte bjerg hedder Mitre Peak, som ligger 1962 m o.h. Vi var helt tæt på et af vandfaldene, Bowen Falls, så vandet næsten sprøjtede på os. Vi så også flere sæler ligge og sole sig på sten på bredden.

Efter den flotte sejltur, hvor vejret stadigvæk var godt, var klokken blevet lidt over 3, og så gik det direkte hjem, bare med et enkelt stop, hvor vi købte en sandwich til at tage med hjem, for vi vidste, at vi ikke orkede at gå ud at spise, når vi kom hjem halv 8 om aftenen. Da vi kom hjem, tog vi os en kop te og spiste sandwichen. Der var el-kedel, kaffe, te og kakao på alle hotellerne, så det var fin service. Vi brugte resten af aftenen til at skrive dagbog og se billeder fra vores gode tur i dag.

Tirsdag 21.7.09 – Queenstown

I dag skulle vi ikke på tur, så vi behøvede ikke at stå tidligt op. Vi nød at kunne blive liggende lidt længere og stod først op ved 8-tiden. Vejret var dog ikke så godt, da vi stod op. Det var overskyet med regnvejr. Vi opdagede dog, da vi kom ud at gå lidt over 9, at der faktisk var helt lunt, så vi havde fået for meget tøj på. Vi havde vinterjakkerne på, for det var nødvendigt i går, men da var vi selvfølgelig også højere oppe i bjergene.

Vi gik ned for at kigge lidt på byen og bl.a. købe souvenirs. Vi så masser af mennesker – især unge – komme gående med ski og snowboards. De skulle op i bjergene i nærheden af byen for at stå på ski. Byen er et populært skisportssted for folk fra New Zealand og Australien.

       Lake Wanaka                                                     Vej på Sydøen                                                    Kea bjergpapegøje      

Vi fik købt gaver til børn og svigersønner, bl.a. bodylotion med kiwi-duft. Vi købte også nogle æbler, så tasken var godt tung. Derfor besluttede vi os for at gå tilbage til hotellet og læsse noget af og skifte til lidt lettere overtøj samt håbe på, at det snart ville klare op. Vi tog os en kop kaffe og fik udfyldt skemaet fra AAT Kings, hvor de bad om kommentarer. Vi skrev ene rosende ord, for vi har være meget tilfredse.

Over middag bestemte vi os for at gå en tur igen. Vi troede, det var nogenlunde holdt op med at regne. Vi tog dog regntøj og paraply med, og det var også nødvendigt, for det begyndte at regne ret kraftigt igen, og der kom også et tordenskrald. Der var meget ringe sigtbarhed på grund af regnen, og skyerne hang meget lavt, så man kunne ikke se bjergtoppene. Vores sko og strømper var godt våde, da vi kom tilbage, men der var heldigvis en radiator, så vi kunne tørre dem. Det klarede lidt op sidst på eftermiddagen, så vi bestemte os for at gå ned i byen for at spise aftensmad. Vi havde været inde på en mexicansk restaurant den første aften for at få et bord, men alt var optaget, fordi det var sent vi kom. Men i dag var vi der ved halv 7 tiden, så da kunne vi godt få et bord. Vi havde selv medbragt en rødvin, som vi havde købt i en liquor store til 13 dollars, dvs. ca. 50 kr. I New Zealand kan man på mange restauranter medbringe sin egen vin, B.Y.O. kalder de det: Bring your own. De tager dog lidt ”proppenge”. Her var det 5 dollars, men det kan alligevel godt svare sig. Vi fik tacos. Det smagte godt. Inden vi gik hjem, hævede vi penge i en hæveautomat, en ATM, så nu har vi vist nok til resten af ferien. Det var heldigvis blevet tørvejr, da vi gik hjem.

Onsdag 22.7.09 – Franz Josef Glacier

I dag blev vi først hentet kl. 8.10 af Newman’s Intercity Coachline for at køre til Fox og Franz Josef Glacier på vestkysten. Da vi forlod Queenstown, regnede det, men da vi kom lidt uden for byen, blev det fint vejr, og sådan fortsatte det i meget lang tid. Vi var kun 6 i bussen i dag. Foruden os var der 4 unge piger, en fra Skotland, en fra Argentina og 2 fra England, så vi var en lille flok i den store bus. Bussen skal dog køre, selvom der ikke er nogen med, for folk kunne også stå på undervejs. Vores chauffør den første strækning hed Peter. Han var 65 år. Nogle af de andre chauffører var også over 60. Han sagde, at det ikke var så nemt at få turistchauffører, måske på grund af de lange arbejdstider, men han kunne meget godt lide det. Hans forældre kom fra Skotland og England. De kom i 20’erne, hans far som minearbejder. Der kom mange englændere til New Zealand dengang for at arbejde i kulminerne. De blev rekrutteret i England. Da 2. verdenskrig brød ud, ville hans far melde sig til hæren, men det fik han ikke lov til, for det var mere vigtigt, at han blev i kulminerne for at producere kul til våbenindustrien.

Det var et meget varieret landskab, vi kørte igennem. I starten var der mange vinmarker og frugtplantager. Vi stoppede ved Jones’s Fruit Stall, en slags frugtbutik, hvor de havde masser af æbler, pærer, kiwi m.m. Vi købte et par æbler og pærer til at tage med i bussen. Der var næsten hele tiden sneklædte bjerge i baggrunden. Der var kommet frisk sne sidste nat på toppen. Vi kørte også forbi nogle guldminer, som lå langs floden. De var dog alle sammen lukket nu. Det blev de for ca. 30 år siden. I f.eks. byen Luggate er de nu begyndt at dyrke hvede i stedet for.

Vi gjorde nogle stop undervejs, bl.a. ved en lille cafe, hvor vi fik en kop kaffe. Jeg fik også en pie med hakket lammekød. New Zealand er kendt for deres kødtærter, ligesom England.

Vi kom også forbi et par store søer, Lake Wanaka og Lake Hawea. Der var ekstremt flot, med flot blågrønt vand og bjergene i baggrunden.

Senere kom vi til Westland, som man egentlig burde kalde Wetland, for det regner næsten altid. Det begyndte også at regne, da vi kom dertil. Der kommer mellem 5 og 9 m regn pr. år. Vi så også havet, det tasmanske hav. Der var rigtigt meget regnskov på den strækning, men det er jo klart, når det regner så meget. 75% af arealet i Westland er nationalparker. Vi så bl.a. beech trees. Disse træer er gode til at lave møbler af, men det tager 3 år, inden de er tørre nok til brug.De er stedsegrønne, og på grund af det fugtige vejr gror der masser af mos på stammerne og grenene. Der er så meget, at det også hænger ned fra grenene. Det så helt eventyragtigt ud. Filmen Narnia er optaget i noget af dette landskab, hvor der også lå en sø, som hed Mareki. På søen var der sorte svaner.

Vi skiftede chauffør undervejs. Nummer 2 chauffør hed George. Han var meget morsom, men bag den sjove facade bar han på en stor sorg. Han havde bl.a. været ambulancefører, men det stoppede han med, da hans søn på 20 år blev dræbt ved en trafikulykke, og det var ham, der først kom i ambulancen til ulykkesstedet. Det var for meget for ham, og han kunne ikke klare det arbejde mere. Han havde den filosofi, at hvis han kunne gøre ét menneske gladere hver dag, så havde han gjort en god gerning…

       Franz Josef Glacier                                                                                        

Om eftermiddagen kom vi til Haast Pass, som er det sydligste og nyeste pas over alperne. Passet ligger lavt, kun 560 m o.h., så man lægger ikke så meget mærke til, at det er et pas. Der ligger en brudlinie i nærheden af Haast. Den går ned til Milford Sound. Vi så bl.a. en revne i bjergsiden. Desuden kunne man se, hvor jordskælvet i sidste uge havde fritlagt lidt skov på bjergsiden.

Inden vi kom til Franz Josef, kørte vi på en strækning, hvor vi kunne se Mt. Cook, som er det højeste bjerg i New Zealand, 3760 m højt. Omkring kl. 16.00 kom vi til Franz Josef, som byen med gletcheren hedder. Vi skulle bo på Franz Josef Glacier Hotel, et udmærket hotel med udsigt til gletcheren. Der var ikke ret mange gæster på hotellet. Vi havde troet, at det ville være køligt, når det var i nærheden af en gletcher, men der var 10-12 grader.

Kl. 17.00 skulle vi ud at se gletcheren, som er opkaldt efter den sidste østrig-ungarske kejser. Det var en østrigsk bjergbestiger, Julius von Haast, som udforskede den og syntes, den skulle have navnet Franz Josef. Vi blev hentet af en minibus, kun os 2. Vi kørte ud i nærheden af gletcheren, og derefter gik vi ned til et udkigspunkt, hvor vi kunne se over til gletcheren. Den lå 2 km væk, så vi kunne ikke nå at gå helt derhen, inden det blev mørkt, men vi gik et lille stykke på det flade område foran gletcheren. Vi så også nogle vandfald. Det stykke, man kan se, har en højde på 1100 m, men det så slet ikke så højt ud på afstand. Gletcheren kan slet ikke måle sig med gletchere på f.eks. Grønland, men det specielle ved denne gletcher og Fox gletcheren er, at regnskoven går helt hen til gletcherne.

Det var næsten mørkt, da vi kom tilbage til minibussen. Da var klokken 18.00. Vi blev kørt tilbage til byen, som er meget lille, og blev sat af ved en hyggelig restaurant, hvor vi gik ind og spiste. Vi fik sweet and sour pork. Det var godt, og portionen var stor, så vi blev godt mætte. Derefter gik vi tilbage til hotellet – i regnvejr, og det blev ved med at regne hele aftenen. Vi kunne høre den tromme på taget – meget hyggeligt at lytte til, når man har det lunt inden døre.

Torsdag 23.7.09 – Christchurch

Det regnede meget i nat, og der kom også tordenbrag, så vi vågnede flere gange i løbet af natten.

Vi blev hentet lidt over 9 for at køre til Greymouth, hvor vi skulle med den transalpine jernbane  (det troede vi i hvert fald). Det regnede faktisk det meste af vejen. Landskabet var ret ens på den strækning, med en del fåre- og hjortefarme. Vi holdt pause i en by ved havet, som hed Hokitika. Vi gik ned til havet, som rigtigt var i oprør, og vi kunne se nogle træer, som næsten lå ned på grund af blæsten. De var endnu mere skæve end her i Danmark ved vestkysten. Der lå nogle historiske huse i byen.

Da vi nærmede os Greymouth, så vi nogle oversvømmede marker og haver, så man ikke kunne gå hen til husene uden at gå i vand. Det har åbenbart regnet mere end normalt.

Vi var i Greymouth ca. kl. 1 og skulle med toget lidt i 2. Vi stod og ventede 1 time, for det var forsinket fra Christchurch. Vi kom i snak med et par fra New Zealand. Han var landmand, og hun var sygeplejerske. De boede i Dunedin, som ligger syd for Christchurch. Han havde lige været i Australien for at så hvede og byg. Han havde tjent 12.500 dollars, dvs. ca. 50.000 kr., på 6 uger, og han skulle ikke betale skat. Desuden fik han kost og logi. Men han arbejdede også mange timer og 7 dage om ugen. Vi fik at vide, at mange landmænd fra New Zealand tog til Australien nogle uger om vinteren, fordi der ikke var noget at lave hjemme, men i Australien var vejret perfekt til at så korn og andre afgrøder, og de har åbenbart ikke folk nok i Australien til det, også fordi det skal gøres på meget kort tid.

Da vi havde stået og ventet i lang tid, fik vi til sidst at vide i højttaleren, at togturen var aflyst, fordi der var faldet klipper ned på jernbaneskinnerne flere steder p.g.a. ekstremt meget regn de sidste par dage. Det var bare surt, for det havde vi glædet os meget til. Der var også mange andre, der var skuffede, kunne vi høre. I stedet måtte vi køres i busser til Christchurch, så der kom 3-4 busser inden længe for at samle os op. Det regnede stadigvæk, så det var ikke meget, man kunne se, også på grund af dug på bussens ruder.

Da vi kom op til Arthur’s Pass, som ligger i en højde af næsten 1000 m i de New Zealandske alper, var der masser af sne. Bussen havde også lidt besvær med at komme op ad bakken, den gik endda i stå en enkelt gang op ad bakken, men kom heldigvis i gang igen med det samme. Der var faldet nyt sne, og på vej ned kørte vi hen over sletter med høje, sneklædte bjerge på begge sider. Det var meget spektakulært og en meget flot strækning.

Vi gjorde et stop undervejs, så vi kunne få en kop kaffe, for vi havde regnet med at skulle have noget at spise på toget, så vi var efterhånden blevet sultne.

Vi var i Christchurch lidt før halv 8, så det var godt en time senere, end hvis vi havde kørt med tog. Toget kører jo ikke op over passet, men igennem en 18 km lang tunnel. Vi blev hentet på banegården af Flight Transport og kørt til Elms Hotel. Det var også et godt hotel. Vi skyndte os at gå i bad og komme ud at spise. Det var lidt vanskeligt at finde et sted, hvor man også kunne få vin – så skulle man selv tage det med, og vi kunne ikke finde en liquor store. Til sidst fandt vi dog en hyggelig thai restaurant, hvor vi fik en god ret med rejer, grønsager og ris samt en flaske rødvin. Vi ville jo afslutte ferien med maner. Tjeneren var fra Kina og havde boet i New Zealand 6 år, men ville nu snart videre, måske til Australien. Vi var hjemme omkring kl. 22. Temperaturen lå på ca. 12 grader, så der var lidt lunere her.

Fredag 24.7.09 – Flytur hjem

Vi blev vækket kvart i 6 i morges, for nu var det tid til at flyve hjem til Danmark. Vi blev hentet kl. 7 og kørt i lufthavnen for at flyve til Auckland først. Vores chauffør hjalp os med at finde den rigtige skranke. Vi kom heldigvis afsted til tiden, 08.45, og vi havde 2 timer til at skifte fly i Auckland. Vi ankom til Auckland i solskin kl. 10, så vi gik fra indenrigs- til udenrigslufthavnen. Vi skulle følge en blå og hvid linie udenfor bygningen, så det var nemt nok.

Vi skulle videre til Singapore kl. 12. Flyet, en Boeing 777, var helt fyldt op. Vi kom til at sidde ved siden af en kvinde fra England, som havde været på New Zealand sammen med sin søster for at besøge sin datter og svigersøn.

Vi fik mad 2-3 gange, varmt mad 2 gange, så det var fin service. Flyveturen tog 10 timer, så det var lang tid, men noget af tiden gik med at døse lidt og se en film. Vi ankom til Singapore kl. halv 7 om aftenen og skulle først flyve videre omkring kl. 1 om natten. Der var gratis internet i lufthavnen, så vi benyttede chancen til at checke mails og sende en mail til børnene. Vejret har åbenbart ikke været særligt godt, mens vi har været væk. Der er kommet en del regn.

Lørdag 25.7.09

Efter ca. 6 timers ventetid i Singapore lufthavn – i øvrigt en flot og dejlig lufthavn med masser af faciliteter, kom vi afsted kl. 1 om natten. Dette fly var også fyldt op. Der var dog en enkelt ledig plads ved siden af os, så vi var glade, for det ville give os lidt mere plads, når vi skulle sove. Glæden blev dog kort, for en anden passager blev vist derop, fordi hans sæde ikke virkede ordentligt. Det lykkedes dog alligevel at sove nogle timer. Et par glas rødvin var nok også medvirkende til det. Vores medpassager var en dansk landmand fra Himmerland, som var driftsleder på en kvægfarm i Vestaustralien, hvor de havde 800 malkekvæg. Han havde boet i Australien i 5 år og havde ikke planer om at flytte tilbage foreløbig.

På denne flyvning fik vi også mad 2-3 gange, så vi kan helt sikkert anbefale Singapore Airlines. Deres fly er også ret nye.

Vi landede i København omkring kl. 7 om morgenen og skulle flyve videre halv 10. Vi følte os ikke fuldkommen smadrede, selvom vi efterhånden havde været undervejs i over 30 timer.

Vi vil ikke sige, at flyrejsens længde ikke betyder noget, men det er noget, vi tager med, når eventyret venter. Vi har simpelthen oplevet så meget på denne 22 dages tur, at hovedet næsten ikke kan rumme det hele. Det dukker op i små bidder, og noget har selvfølgelig gjort større indtryk end andet. Derfor er det også en god ide at skrive dagbog og evt. lave hjemmeside med tekst og billeder. Så kan vi altid senere mindes de gode oplevelser, vi har haft.

Jytte og Bjørn Larsen

Aalborg

 Tilbage til