Alle fotos forefindes i stor opløsning

Rejsebeskrivelse fra Irland – Atlanterhavets grønne ø – juli 2013

KLIK på billederne for at gøre dem store

Rejseruten i Irland

Vi har i flere år snakket om, at det kunne være spændende at komme til Irland, både for at opleve den irske folkemusik på pubberne og se landskabet, som skulle være grønt og flot. Så nu skulle det være. Vi valgte Riis Rejsers 12 dages tur, fordi det passede bedst med tidspunktet, og fordi vi på den måde også ville komme til at se en del af Tyskland, Holland, Belgien og England på vejen over. Og det fortrød vi ikke, selvom vi selvfølgelig skulle køre meget – i alt 4.500 km på 12 dage (heraf 1500 km i Irland).

Søndag 14.7. – Afrejse til Tyskland

Så startede på vores 12 dages busrundtur til Irland med Riis Rejser. Det var første gang, vi skulle rejse med dem, så det var vi spændte på.

Vi stod op kl. 5 og skulle med bussen halv 7 fra Thomas Boss Gade i Aalborg, så det var nemt. Det var en stor bus, og det var den, vi skulle køre videre med fra rastepladsen Hylkedal ved Kolding. Der kom der mange flere gæster på bussen. Det var en lidt kølig morgen, men heldigvis var det tørvejr.

Vores guide Dolores, som bor i Irland, stod også på bussen på rastepladsen i Kolding. Hun er født og opvokset i Irland, men har boet 30 år i Danmark. Udover at være guide for Riis Rejser arbejder hun som lokalguide i Irland. Hun var en meget dygtig og vidende guide, så vi fik en masse at vide, både om dagliglivet i Irland og historien. Det var dejligt at have sådan en god guide med. Vi havde også en dygtig chauffør, Kent, som har ca. 14 års erfaring, så vi følte os i gode hænder, også på de smalle veje i Irland, selvom han ikke havde kørt den tur før.

Da alle var steget på bussen, var vi i alt 49 personer. Vi standsede ved en rasteplads syd for Haderslev, hvor vi fik kaffe og rundstykker, men det var vi også ved at trænge til, idet klokken næsten var halv 11.

Turen ned gennem Tyskland gik godt. Vi undgik heldigvis at holde i kø, så vi var fremme ved Hotel Mercure i Traar, en lille by i nærheden af Krefeld, ca. halv 7. Den ligger ikke ret langt fra den belgiske grænse i Ruhr distriktet. Det var nu alligevel en lang køretur, så det var dejligt at komme ud at bevæge sig lidt. Hotellet ligger i udkanten af byen, dejligt fredeligt og hyggeligt.

Da vi havde spiste aftensmad, gik vi en tur op i byen. Vejret var pragtfuldt, over 20 grader, så da vi kom tilbage, satte vi os på deres udendørs terrasse sammen med nogle af de andre. Vi gik i seng ca. kl. 22, for det begyndte at blive lidt køligere, og vi skulle op allerede kvart over 5 næste morgen.

Mandag 15.7. – England

Vi blev vækket kvart over 5. Heldigvis sov vi godt, selvom det var et nyt sted. Klokken 7 gik det så videre mod den hollandske grænse. Det tog kun ca. en halv time. Der er meget fladt ligesom hele vejen gennem Tyskland.

  Landbrug i Belgien                           Kenilworth                                        Kenilworth Castle                         Kenilworth-kort 

Vi startede dagen med en bitter – Dr. Nielsen. Det er vist skik og brug ved alle busselskaber. Bagefter sang vi en sang, hvilket vi gjorde flere gange. Sangen i dag var god og gav stof til eftertanke, dagen i dag – at man selv er med til at skabe sin dag og man skal udnytte den, og ved at glæde andre får man noget igen. Hvis man er positiv, forskønner man sit liv. Den er skrevet af Anna Thorstein.

I Holland så vi en masse kæmpestore drivhuse. Men vi får jo også meget af vores frugt og grønt fra Holland, så det er ikke så mærkeligt.

Vi ankom til Calais i Frankrig ca. kl. 11, hvor vi skulle køre med biltog gennem Eurotunnellen. Først skulle vi dog igennem den engelske paskontrol, for England er ikke med i Schengen. Vi skulle alle sammen ud af bussen og ind i deres paskontrol-bygning. Derefter blev vi kørt hen til en slags transithal, hvor vi købte en baguette hver, mens vi ventede. Det var en speciel oplevelse at komme ind i det lange tog til busser. Der var også varmt, men udenfor var der også 25 grader og masser af sol.

Eurotunnellen er en jernbanetunnel til biler, busser og lastbiler under den Engelske Kanal. Den går fra Calais i Frankrig til Folkestone ved Dover. Den blev åbnet den 25. juli 1994. Den er 50 km lang, og de 38 km er under havet. Det tager 35 minutter at køre igennem. Det er nødvendigt med 2 lokomotiver. I gennemsnit rejser der hver dag 27.500 igennem tunnelen.

Vi ankom til grevskabet Kent, som kaldes Englands have. Her kørte vi også på motorvej, hvilket vi faktisk har gjort hele tiden indtil nu. Omkring kl. 17 ankom vi til Hotel Holiday Inn i en lille hyggelig by, Kenilworth, lidt syd for Birmingham. Der var ca. 29 grader, så der var også varmt på værelset. Græsset var helt vissent her, og blomsterne i kummerne og bedene hang noget, fordi det ikke havde regnet i lang tid. Vi gik en lille tur ned i byen, for det var der tid til inden aftensmaden. Der var nogle rigtigt hyggelige huse.

Vi fik en 3-retters menu til aften ligesom i går – og alle de efterfølgende dage. Først fik vi tomatsuppe, derefter en ret med kyllingebryst og til sidst en æbletærte. Jeg fik en cider dertil og Bjørn en Guiness, som er en meget mørk øl. Min cider var fra Irland og havde 4,5% alkohol. Den var rigtigt god og frisk, slet ikke som dem, man køber i Danmark i de store flasker.

Efter aftensmaden gik vi op til Kenilworth Castle, som lå lige i udkanten af byen. Vi gik sammen med nogle af de andre fra gruppen. Det var en gammel borg, som blev grundlagt ca. 1120, men udbygget af King John i begyndelsen af 1200 tallet. Der var nu næsten kun ruiner tilbage, så der er kun 2 af bygningerne, som bebos i dag. Slottet blev en turistattraktion fra det 18. århundrede, i Victoriatiden. Det bliver i dag administreret af English Heritage og er åbent for publikum. Dog var der lukket om aftenen, men vi kunne gå rundt om borgen, og vi så den flotte solnedgang. 

Tirsdag 16.7. – Wales-Dublin

I dag kørte vi afsted kl. 7.45. Vi kørte gennem Nordwales, som er et bakket landskab med masser af får. Vi så også mange skorstene med flere rør, som rakte op over skorstenen. Det skyldtes, at der skulle være et rør til hver kamin i huset.

Vi kørte over 2 øer/broer for at komme til færgen, bl.a. Britannia bridge, som er en flot bro over Menai Strait mellem øen Anglesey og hovedlandet i Wales. Man kan kun sejle over til Irland på nogle bestemte tidspunkter, 2 gange om dagen, for der er meget tidevand. Vi kunne se, at der var meget lavvandet om formiddagen. Sejlturen over det Irske Hav til Dublin tog 3 ¼ time. Vi sejlede med Stena Line, som er det ene af de 2 færgeselskaber, der sejler mellem Holyhead i England til Dublin – det andet hedder Irish Ferries. Stena Line bruger nogle af de færger, som tidligere har sejlet mellem Danmark og Sverige.

Vi ankom til Dublin kl. 17.15 og kørte ind gennem Dublin i myldretiden. Vi kørte først på den nordlige side af floden Liffey, som løber hele vejen gennem Dublin. Floden Liffey deler Dublin i syd og nord. Lige syd for floden ligger latinerkvarteret Temple Bar. Øst for kvarteret ligger centrum med bl.a. mokka, mode og markeder. Lidt længere østpå ligger museumskvarteret og det smukke georgianske kvarter, hvor en stor del af byens historie, arkitektur og kunst er koncentreret. Vest for centrum kan man nyde dråberne fra Dublin – i Guinnessbryggeriet og det gamle Jameson whiskeydestilleri.

Nord for Liffey ligger bl.a. den store Phoenix Park med Dublin Zoo og andre muligheder for børn. På den nordlige side finder man også Finanscentret med mange banker m.m. Derfor så vi mange mænd, som kom gående i jakkesæt og slips.

Vi ankom til hotellet Harcourt ca. kl. 18. Det ligger i det georgianske kvarter ved siden af den store park St. Stephens Green. Dette kvarter stammer fra den georgianske periode fra ca. 1714-1830, som er opkaldt efter tiden i engelsk historie, hvor de fire George’r regerede. Kvarteret har brede, lige gader med fornemme rækkehuse med farvestrålende døre. Her boede overklassen sidst i 1700-tallet i Dublins guldalder. St. Stephens Green blev anlagt i 1664 og dækker et areal på 9 ha – det samme som 9 fodboldbaner. Den er smykket med plæner, blomsterbede, små søer og busterne af betydningsfulde bysbørn, bl.a. forfatteren Janes Joyce. Over den nordlige indgang hæver en triumfbue sig – en hyldest til The Royal Irish Fusiliers, der kæmpede på den engelske side i Boerkrigen i Sydafrika i 1899-1902. I det hele taget har mange irske soldater kæmpet på engelsk side op gennem tiderne.

Vi fik et stort værelse på 1. sal. Den eneste ulempe var, at det lå lige over hotellets diskotek, hvor der var musik indtil ca. kl. 1.

Vi spiste aftensmad kl. 19, først suppe, derefter en fiskeret og til sidst en Bailey ostekage. Ostekage er en irsk specialitet. Den irske mad er ikke den store gastronomi, men ok. De spiser mange kartofler, og vi fik altid kartofler til hovedretten i en eller anden version, tit som kartoffelmos. Morgenmaden består altid af æg og bacon, blodpølse og toast. Nogle gange var der også yoghurt, men ikke altid. Vi smagte blodpølsen, som faktisk smagte helt godt.

Temple Bar Pub Irske folkemusikere Pubben O’Donoghue’s

Efter spisningen gik vi en tur ned i Temple Bar sammen med Lis, en sygeplejerske fra Sjælland. Temple Bar består af en halv snes gyder og et par flisebelagte pladser, hvor der en del gamle pubber, nogle nye cafeer, restauranter, natklubber, gallerier m.m. Et miks, der lokker millioner af besøgende til hvert år. Området tilhørte oprindeligt augustinerordenen, indtil den engelske kong Henrik 8. ragede uklar med paven og lukkede klostrene i 1537. I 1600-tallet blev det erhvervet af sir William Temple, der har givet kvarteret navn. I 1700-tallet var Temple Bar berygtet for sine værtshuse og bordeller. Siden flyttede dygtige håndværkere ind, men industrialiseringen i 1800-tallet gjorde dem arbejdsløse, og området gik i forfald. I 1960’erne blev området opkøbt for at blive jævnet med jorden og brugt til at bygge garager på. Men dublinerne protesterede så voldsomt, at planen blev opgivet. Siden begyndelsen af 1990’erne er kvarteret blevet restaureret under ledelse af udviklingsselskabet Temple Bar Properties, som blev dannet af regeringen og bl.a. har fået store tilskud fra EU.

Der var mange mennesker på gaden, især unge mennesker, men vejret var også pragtfuldt, omkring 20 grader. Ifølge Dolores er der dog vist altid mange mennesker, også om vinteren. Lidt inden Temple Bar kunne vi høre musik inde fra en pub, som lød rigtigt godt, men vi kunne ikke se nogen. Bjørn gik ind og spurgte, og det viste sig, at der var musik ovenpå i et hyggeligt lokale. Der satte vi os og fik en øl, en guinness og en ale. Det var rigtigt hyggeligt, og på det tidspunkt var der ikke så mange mennesker, så det var også nemt at høre musikken. Omkring kl. 23 kom der mange flere, men da havde vi også været der en times tid, så vi bestemte os for at gå igen. Vi gik videre ned til Temple Bar, hvor der også var masser af mennesker og folkemusik, rigtig irsk stemning. Vi så også den berømte pub The Temple Bar, en flot rød bygning, hvor der også var godt musik, men helt fyldt af mennesker, så vi gik ikke ind.

Vi var hjemme lidt efter midnat. Der var stadigvæk larm fra diskoteket, men det lykkedes os alligevel at falde i søvn.

Onsdag 17.7. – Dublin

Vi stod op kl. 7 i dag og kunne få morgenmad fra 7.30. Morgenmaden var ok her på hotellet. De har bl.a. noget godt brød, som er en blanding mellem rugbrød og franskbrød.

I dag skulle vi på byrundtur. Første stop var St. Patrick’s Cathedral, som er Irlands største kirke og stammer fra 1100-tallet. Under de himmelhøje hvælvinger er mosaikker, gravsten og statuer og messingplader til minde om fordums helte. Blandt andet er der en buste af Jonathan Swift, der var domprovst i kirken 1713-45 og blev berømt for eventyret om Gullivers Rejser. Kirken er i dag hovedkirke for den anglikanske Church of Ireland. Dolores fortalte en masse om kirken – hun har en meget stor viden om historien.

KLIK på billederne for at gøre dem store

St. Patrick’s Cathedral                     Molly Malone                                    Liffey Floden                                     Ha’Penny - broen

Efter rundvisningen i katedralen kørte vi på sightseeing i næsten hele Dublin, hvor vi så alle de kendte bygninger. Vi kørte også ud til en kæmpestor park, Phoenix Park på den nordlige side af floden. Det er den største indhegnede bypark i Europa og fylder lige så meget som 700 fodboldbaner – eller dobbelt så meget som Central Park i New York. Her ligger bl.a. Dublin Zoo, præsidentens residens, den amerikanske ambassadørbolig og en 62 m obelisk til ære for den 1. hertug af Wellington (1769-1852). Han blev født i Irland og vandt hæder i den britiske hær i Napoleonskrigene, bl.a. Slaget ved Waterloo. Den tidligere pave holdt engang en messe der for 1,2 mio. mennesker.

Dolores fortalte, at alle amerikanske præsidenter besøger Irlands præsident i hvert fald én gang i deres præsidentperiode, for de vil gerne være gode venner med irerne, fordi der er mange amerikanere af irsk afstamning, ca. 51 millioner. Også flere af de tidligere amerikanske præsidenter er af irsk afstamning, bl.a. John F. Kennedy, George Bush og Bill Clinton.

Det sidste stop på vores byrundtur var Trinity College og biblioteket med bl.a. Book of Kells. Universitetet blev opført i 1592 efter ordre fra Dronning Elizabeth 1. Katolske studerende fik først adgang i 1970’erne. De oprindelige bygninger findes ikke mere, men området på 16 ha er rigt på smuk arkitektur, bl.a. det storslåede, gamle bibliotek fra 1700-tallet, Old Library/Collonades. Der er meget højt til loftet i biblioteket, som har ca. 250.000 gamle bøger. Det modtager eksemplarer af alle bøger, der udgives i Republikken Irland og Storbritannien og rummer næsten 3 mio. titler.

Den mest berømte bog der er Book of Kells. Den ligger i en montre på universitetet. De 680 sider er lavet af kalveskind, som skildrer de fire evangelier fra Det Ny Testamente og blev skrevet og illumineret af munke i 800-tallet. Den er meget flot.

Der er også en flot park i forbindelse med universitetet, så da turen var færdig kl. 1, gik vi ned og satte os på en bænk i parken sammen med Irina fra vores gruppe, efter at vi havde købt noget brød og frugt. Vi sad og snakkede et stykke tid, inden vi gik ned i Temple Bar, for Irina havde ikke set området, og vi havde ikke set det ved dagslys. Vi så bl.a. en masse store ampler med petunia i alskens farver. Det så flot ud.

Senere gik vi over Ha’Penny bridge til den nordlige side af floden. Det er den mest kendte bro og er en smuk victoriansk gangbro fra 1816, som er opkaldt efter den daværende broafgift: en halv penny. På den anden side gik vi på en af de nye promenader langs floden. Der fandt vi en lille udendørs cafe, hvor vi satte os alle 3 og fik en kop kaffe. Der var ingen tomme borde, så vi satte os ved et bord, hvor der sad en mand. Da vi havde siddet og snakket lidt, spurgte manden lige pludselig på dansk: ”Kommer I fra Danmark?” Det viste sig, at han havde boet i Danmark i 5 år for en del år siden. Det var lidt pudsigt.

På vejen hjem kom vi forbi en statue af Molly Malone, som vi kender fra sangen: ”In Dublin’s fair city”. Dog fandtes der vist ikke en kvinde med det navn, men hun symboliserer kvinder, som solgte fisk m.m. om dagen og tjente penge på anden vis om aftenen …

På vejen hjem gik vi gennem den store park, St. Stephen’s Green. Der lå en masse mennesker og solede sig i det gode vejr – der var omkring 26 grader. Foruden mange blomster var der også nogle palmer, vistnok Cordyline palmer fra Australien, som trives fint i Irland på grund af det milde klima. De kan godt tåle en smule frost, men der er meget sjældent frostvejr og sne i Irland.

Vi var tilbage på hotellet kl. 17, hvor der var tid til lidt afslapning inden aftensmaden kl. 19, bruschetta, laks og jordbær-ostekage. Det smagte godt.

Efter aftensmaden havde Dolores arrangeret en gåtur ned til pubben O’Donoghue’s, hvor The Dubliners startede med at spille i 1962. Der var en gårdhave og et baglokale, hvor der var plads til os alle sammen. Vi var godt 20 afsted. Inde på selve pubben var der masser af billeder af The Dubliners, som vi er en stor fan af. Der var en gruppe, som spillede, men desværre holdt de pause kort tid efter vi gik ind og hørte dem, så vi syntes, det var for sent at vente på, de startede igen. Da vi skulle til at gå, kom der en lille tyk mand ud og spurgte, hvor vi kom fra. Han blev vældigt glad, da vi fortalte, at vi var fra Danmark, og at vi elskede The Dubliners. Jeg fortalte, hvilke sange jeg kendte, og hvilke af sangerne. Han ville absolut have os til at fortælle, hvem der var den bedste ”Dub”, som han kaldte dem, men til sidst fik vi ham dog til at sige det selv: Ronni Drew. Han havde spillet til hans brors bryllup, sagde han. Vi fik ham til at synge en af The Dubliners’ sange for os. Det var en sjov oplevelse.

Vi var hjemme ca. kl. 23. Det tog noget tid at falde i søvn, fordi der også denne aften var musik på diskoteket.

Det irske sprog er meget charmerende. Næsten alle snakker engelsk, med deres irske accent, men nogle snakker kun gælisk, som de lærer i skolen. Mange skilte står både på gælisk og engelsk, og i nogle grevskaber står de kun på gælisk. Deres sprog stammer fra kelterne, et indoeuropæisk folk, som vandrede fra Centraleuropa til Irland godt 700 år f.Kr. De dannede små kongeriger og udviklede en stærk kultur, som stadig lever.

Vi har lagt mærke til, at der er mange unge mennesker i Irland. Dolores fortalte, at 41% af befolkningen er mellem 15 og 35 år, og kun 11% er over 66 år. Det skyldes, at mange udvandrede i 80’erne, men senere kom børnene tilbage (i 90’erne), og stiftede familie. Nogle får 3-4 børn.

Torsdag 18.7. – Galway

Vi stod op kl. 7 og kørte af sted kl. 9 med bestemmelsessted Galway i det vestlige Irland. På vejen så vi en del store internationale firmaer, bl.a. Intel, IBM og Hewlett Packard. Mange IT virksomheder har deres europæiske hovedkvarter i Irland på grund af den lave selskabsskat, men også fordi irerne er kreative og talentfulde, hvilket bl.a. skyldes deres musikalitet.

Irland eksporterer meget oksekød, især til England. Der er ca. 134.000 gårde i Irland, og landbrug er en af de 4 største indtægtskilder. De har gode betingelser for landbrug, især det sydlige Irland, hvor jordtemperaturen aldrig kommer under 6 grader.

Vi kom også forbi en del tørvemoser, bl.a. en højmose, med meget kæruld. En sjettedel af alle tørvemoser i verden findes i Irland. Engang var omkring 20% af Irland dækket af mose og blev dannet for 4-5.000 år siden. Ved udgravning af moserne har man fundet mange smykker og snesevis af lig fra bronze- og jernalderen.

Vi skulle ind at se et whisky-destilleri, Kilbeggan Distillery, som ligger i byen Kilbeggan, hvor Dolores bor. Hun fortalte om alle de mennesker, som bor i den lille by, hvor alle kender alle. Det gjorde hun på en meget humoristisk måde. Vi fik en rundvisning der og en smagsprøve. Destilleriet er mest museum nu, men der laves dog stadigvæk lidt whisky.

KLIK på billederne for at gøre dem store

 Bølgende irsk landskab  Typisk gademiljø                          Kilbeggan Distillery                    Whiskytønder

Det blev grundlagt i 1757 og er det ældste whisky-destilleri i Irland. Det blev lukket i 1957, og bygningerne forfaldt. Men 20 år senere restaurerede Kilbeggan kommune destilleriet og åbnede det som museum.

Man startede lidt whisky-produktion igen i 2007, det år, hvor man fejrede 250 års jubilæum. Det blev fuldt operativt igen i 2010, men det whisky, der ligger på tønderne nu, er først klar til at drikke i 2014, for det skal lagres i mindst 3 år. Under lagringen fordamper ca. 2%. Det kaldes ”Angel’s share”. Denne fordampning forårsager, at bygningerne omkring destilleriet er sorte.

Der avles en del byg i nærheden af destilleriet, hvor en del landmænd har en kontrakt med destilleriet om at levere byg dertil. Der findes i alt 4 whisky-destillerier i Irland i dag.

Efter rundvisningen kørte vi til en lille by, hvor vi købte noget brød og frugt, som vi spiste i skyggen. Der var pragtfuldt vejr også i dag, op til 28 grader. Det er meget usædvanligt at have det så varmt i Irland, for temperaturen kommer generelt aldrig over 20 grader, heller ikke om sommeren, og i år har der været 25-30 grader og tørt i 2-3 uger. Det er aldrig sket før i Irlands historie. Vi kan også se, at græsset er tørt en del steder.

Klosteret Clonmacnoise Klosteret Clonmacnoise

Over middag kørte vi videre ad små veje, hvor der ikke er plads til 2 busser, som skal forbi hinanden. Der begyndte også at være masser stengærder, og endnu flere, da vi kom ind i Vestirland. Stengærderne er bygget således at vinden kan blæse igennem. Der er ingen cement imellem stenene.

Vi kørte først til ruinerne af katedralen ved klosteret Clonmacnoise, et af Irlands helligste steder, som ligger flot ved Shannon floden. Det blev grundlagt i året 548. Men nu er der kun ruiner tilbage af katedralen, fem små kirkebygninger og halvandet rundtårn står endnu – sammen med nogle højkors af sandsten fra 900-tallet.

Dolores gav en times rundvisning og fortalte om klostret. Det var spændende, men temmelig varmt.

Derefter kørte vi videre til Galway. Der var også en del tørvemoser på den strækning. Vi så også en del gamle tårne, som blev brugt til beboelse for flere hundrede år siden. Døren sad så højt oppe, at man var nødt til at bruge en stige for at komme ind i dem. På den måde var det nemmere at beskytte sig mod fjender.

Vi ankom til vores hotel Flannery’s Hotel ca. kl. halv 5. Det lå lidt uden for centrum.

Dolores havde bestilt billetter til et riverdance show om aftenen kl. 21, Trad on the Prom, som blev holdt på The Galway Bay Hotel nede ved kysten. Det var rigtigt godt, med både riverdance, sang og musik, bl.a. irsk sækkepibe-musik. Det varede 2 timer.

Fredag 19.7. – Connemara + landmand

Efter morgenmaden kørte vi af sted. Vejret var igen pragtfuldt, op til 28 grader. Vi kørte ud til Connemara National Park, som ligger vest for Galway. Den dækker 2957 ha af det mest uberørte Connemara: moser, bjerge, heder og græssletter. Det er meget flot med mange blomster og vandløb og søer. Det højeste punkt der er 729 m – Twelve Bens.

Efter at have kørt et stykke tid i området kom vi hen til en landmand. Der er ikke mange huse ude i dette område. Landmanden og hans kone har også en bed and breakfast og en lille butik med souvenirs. Ellers kan de ikke få det til at løbe rundt. De er nødt til at have en bibeskæftigelse. Vi kørte med 2 lukkede vogne trukket af en traktor op i 200 m højde, så vi fik god udsigt over landskabet. De har får, Scottish sheep, som trives godt i Connemara, lidt kvæg og 6 Connemara ponyer, som er en speciel race. Det er en stor pony, næsten ligeså stor som en hest. Landmanden fortalte om deres levemåde og området. Han viste os også, hvordan han graver tørv, men de må kun grave til eget forbrug. De bruges til deres åbne ildsted og komfur til madlavning, for de har ikke centralvarme.

Connemara ponyer                         Kæruld                                           Connemara med Riis Rejser         Gammelt landbohus

På hans grund var der et lille hus, som vi var inde i. Landmanden fortalte historien om den familie, som havde boet der. Det var en mand, som hed Dan O’Hara, som boede i huset i 1845 sammen med sin kone og 7 børn. Der var kun 2 rum i huset, så der var meget lidt plads. De blev sat ud af huset, da de ikke kunne betale huslejen. De udvandrede til USA, men konen og 3 døtre døde undervejs. Han overlevede ved at sælge tændstikker på gaden i New York. Han blev dog efterhånden en kendt mand, og der er skrevet en sang om ham.

Denne familie delte skæbne med masser af andre irere. En tredjedel af den irske befolkning ernærede sig primært af kartofler på det tidspunkt, men i 1845 slog høsten fejl. Kartoffelplanterne blev angrebet af en svampesygdom, hvilket resulterede i, at hele høsten gik tabt. Det samme skete de næste tre år og skabte derfor hungersnød, og det skønnes, at omkring en million mennesker døde af sult. Der var også mange, som udvandrede, især til USA, hvilket betød, at befolkningen faldt fra ca. 8 mio. i 1847 ned til ca. 4 mio. nogle få år efter. De irske emigranter vakte opsigt, da de ankom til havnene på den amerikanske østkyst. De var udsultede og fattige på en helt anden måde, end man tidligere havde set. Disse fattige katolske irere talte ydermere kun gælisk og adskilte sig også derfor fra andre amerikanere. De var det irske pjalteproletariat. Og selvom de var bønder, blev de hængende i de amerikanske storbyer på østkysterne og arbejdede i industrien. Men efterhånden fik de arbejdet sig op i samfundet og overtog den politiske magt i det demokratiske parti.

På vejen videre så vi blomstrende fuchsia-hække og også en masse rododendron. De vokser vildt, og de breder sig faktisk alt for meget og bliver betragtet som ukrudt og en pestilens. De har prøvet alt muligt for at holde dem nede, men det er næsten umuligt, for klimaet er perfekt til rododendron.

Vi så næsten ingen havemøbler i irernes have. Dolores fortalte, at de næsten aldrig sidder ude i haven og spiser, bl.a. fordi et regner så meget – nogle steder mellem 1500 og 2000 mm om året. De er bange for, at der pludselig skal komme en byge, så der er slet ikke tradition for at sidde i haven.

Der er heller ikke mange køkkenhaver og drivhuse. Det skyldes, at grønsagerne ikke trives ordentligt pga. for meget regn og for lidt sol.

Vi holdt frokost ved et flot slot, Kylemore Abbey, som er smukt beliggende ved en bjergsø. Det ligner næsten et eventyrslot. Det blev bygget af det rige engelske par Mitchell og Margaret Henry i 1860’erne. De blev forelskede i området på deres bryllupsrejse og købte jorden. I 1920’erne overtog benediktinerordenen stedet, og nu er en del af slottet restaureret og omdannet til museum.

Øde Connemara landskab    Kylemore Abbey

Efter frokost kørte vi videre ind gennem bjergene og kom til et område, hvor alle skilte var på gælisk, og kun gælisk. Vi kom ned til kysten, som vi kørte langs med for at komme tilbage til Galway. Der var et par badestrande undervejs, hvor der var masser af mennesker på grund af det gode vejr.

Vi ankom til Galway omkring kl. 16, hvor vi havde et par timer på egen hånd.  

Vi gik op i gågaden, hvor der var en del musik og andre aktiviteter, bl.a. fordi der var festival, som der altid er i juli

 måned. Det var Galway Arts Festival, der var den uge, vi var der. Sidst i juli skulle der være en væddeløbsfestival, for irerne går meget op i hestevæddeløb. Der var mange mennesker på gaden. Vi satte os på en lille café, hvor vi fik en cappuccino, mens vi lyttede til lidt irsk musik.

Bussen holdt ved domkirken, så inden vi kørte hjem, gik vi ind og kiggede. Der var nogle flotte glasmosaikker.

Efter aftensmaden gik vi en tur ned til en strand ikke så langt fra hotellet. Der var stadigvæk lunt, en fugtig varme. På vejen derned så vi en meget høj busk med røde blomster. Vi kunne ikke rigtigt se, hvad det var, så vi gik ind i haven til konen, som gik og vandede blomster for at spørge. Det var en klatrerose, og vi måtte gerne få en stikling, men det duede jo ikke, når vi ikke skulle hjem før ugen efter. Da vi kom ned til stranden, var der lavvande. Det så lidt specielt ud.

Vi var tilbage på hotellet ca. kl. 22.

Lørdag 20.7. – The Burren, Cliffs of Moher + Killarney

Endnu en flot solskinsdag og op til 28 grader.

Vi kørte også kl. 8.45 i dag videre mod Killarney. Vi skulle først besøge The Burren,  som er et stykke unik natur. En slette, som blev skabt af koraldyr, der blev presset sammen for over 350 mio. år siden, da området var havbund. Her vokser 75% af Irlands vilde blomsterarter, og her lever 85% af øens sommerfuglearter. Vi så bl.a. små orkideer og klokkeblomster. Om vinteren er der meget blæsende herude, og det er et barsk landskab.

Bagefter kørte vi til Cliffs of Moher, hvor vi også havde frokostpause. Klipperne rager 100-200 m lodret op af havet over en strækning på 5-6 kilometer. Vi gik op til 2 forskellige udkigspunkter, hvor der var en meget flot udsigt over klipperne. Det var lidt varmt, men ok, fordi der var lidt vind. Der var rigtigt mange turister, der kommer over en mio. gæster om året.

KLIK på billederne for at gøre dem store

Tørv skæres Tørven tørres The Burren                                  Cordyline palmer

Senere på eftermiddagen sejlede vi over Shannon floden. Det tog ca. 20 minutter, og vi kom over til en lille by, som hedder Tarbert. Der holdt vi pause ved parkeringspladsen, hvor vi tog billeder af Cordyline palmerne ved vandet. Der stod 8 af dem ved siden af hinanden. Det så helt sydlandsk ud, men vi er nu også ret langt sydpå i Irland. Jordtemperaturen i Kerry County bliver aldrig under 6 grader.

Vejene i Kerry er bedre end nord for Shannon floden. Det er turistministeren, som har sørget for det. Der er også mere frodigt.

Da vi kom ind i Killarney, kørte vi op på udkigspunkt Aghadoe Heights, hvor der var en flot udsigt over søen. Killarney blev grundlagt i 1700-tallet, da de rige begyndte at sværme for naturen. I dag har byen ca. 8000 indbyggere, og det er grevskabet Kerrys mest turistede by med mange hoteller, pubber og restauranter.

Vi ankom til vores hotel Killarney Oaks Hotel omkring kl. 17. 

Cliffs of Moher                                                                                          Palme (subtropisk) i Killarney Park

Efter aftensmaden gik vi en lille tur ned i nationalparken, som ligger lige over for vores hotel. Den ligger lige ned til en sø, som ligger flot med udsigt til bjergene i Ring of Kerry. Derefter gik vi hen på Hotel Lake View, hvor vi så et stort abetræ. Der var abetræer flere forskellige steder. Vi havde fået at vide, at der var irsk folkemusik kl. 21. Det viste sig dog, da vi kom derhen, at det først startede kl. 22, men vi satte os udenfor sammen med en del af de andre danskere og fik en ale og en cider. Det var dog slet ikke folkemusik, de spillede, men en blanding af alt muligt, som dog lød ok. Vi gik hjem kl. halv 12 sammen med et par fra Skive.

Søndag 21.7. – Ring of Kerry og Muckross House

Efter morgenmaden kørte vi mod Ring of Kerry – med retning mod uret, hvilket alle busser skal, for vejene er for smalle til at 2 busser kan komme forbi hinanden. Det er en af de smukkeste ruter i Irland og er på 179 km rundt om Iveragh-halvøen med et skiftende landskab af søer, bjerge, bakker, enge, strande, klipper og hav. Lidt udenfor Killarney måtte vi standse op, fordi en flok køer skulle over vejen. Vi har set får på vejen et par steder.

Vejret er også fint i dag, ca. 24 grader, så det er meget passende.

Vi standsede ved Red Fox Inn, som åbner allerede kl. 10 om søndagen, hvilket pubberne ellers ikke gør, så de havde en god forretning ved det, for der kom mange turister derhen. Lige efter stoppede vi igen for at få kaffe. Der var et flot vandløb der.

Næste stop var en by, som hedder Waterville. Der var vi nede for at dyppe tæerne i Atlanterhavet, men det var lidt koldt, vist koldere end Vesterhavet. Der ligger et hotel, Butler Arms Hotel, i byen, som Chaplin tit kom og boede på. Han byggede også et sommerhus i byen – en gul bygning.

Ca. kl. 13 kom vi til byen Sneem, hvor vi holdt pause ca. halvanden time. Der var festival i byen, Family festival, så der var masser af aktiviteter for hele familien. Da vi havde spist frokost, kiggede vi lidt på byen og aktiviteterne. Det er en turistby med mange souvenirbutikker.

Irerne har gode familiebånd. Når de tager på udflugt om søndagen, tager de også de gamle med, også en nabo m.m., hvis han/hun er alene.

Bagefter kørte vi ind gennem bjergene, hvor der kom et par enkelte byger – det var første gang, vi oplevede regn på hele turen. Vi kom forbi nogle søer, som lå smukt nede i dalen.

Omkring kl. 15 ankom vi til Muckross House, som er et victoriansk palæ fra 1800-tallet. Det blev bygget i 1843 for Henry og Mary Herbert. Det havde 65 rum. Familien fik det restaureret og udvidet i 1850’erne, fordi Dronning Victoria skulle komme på besøg i 1861. Hun var der dog kun 2-3 dage og kom aldrig på besøg siden, og det siges, at alle disse forbedringer bidrog til de finansielle vanskeligheder, familien kom i, og de var nødt til at sælge huset i 1899.

Først gik vi en tur i den kæmpestore park, som ligger ned til en stor sø. Der var også et kæmpestort cedertræ i parken fra ca. 1790. Derefter var vi på rundvisning huset, som er et studie i over- og underklassens livsstil i 1800-tallet, og hvor man kunne drage sammenligning med Herskab og Tjenestefolk eller Downtown Abbey. Vi så deres stuer og soveværelse samt køkkenet, som lå i bunden af huset. Der hænger en række klokker i kælderen, som er forbundet til hver sin klokkestreng i værelserne ovenpå. Når herrerne i billardsalonen f.eks. ønskede flere drinks, så trak de i snoren, og tjenestepigen kom ilende op fra kælderen.

Fest i Sneem Typisk gadebillede Det engelske marked Fuchsiahække

Vi var tilbage på hotellet lidt i 6, hvorefter vi drak en kop te og slappede lidt af. Der har været mulighed for at lave kaffe og te på alle værelserne her i Irland. Det var rart.

Da vi havde spist aftensmad, gik vi ned i byen sammen med Lis. Det tog ca. en halv time. Vi gik ned på en pub, som hedder The Danny Mann, på New Street, for Dolores fortalte, at de spillede traditionel irsk musik der. Det var virkelig en oplevelse, med en masse af de kendte melodier, som bl.a. The Dubliners spillede. Gruppen hed the Clancy Brothers Tribute. Vi sad og lyttede til dem et par timer, indtil de sluttede kl. 23. En del af de andre fra vores gruppe var der også.

Vi gik også tilbage, for vejret var fint. Vi var tilbage på hotellet lidt før midnat.

Mandag 22.7. – Cork og Wexford

Da vi stod op kl. 7, var der gråvejr for første gang på turen, og da vi kom lidt uden for Killarney, regnede det lidt, og der var ”kun” 19 grader. Derfor var udsynet ikke helt så godt, men vi var jo meget heldige alle de andre dage. Det var den sidste dag i Irland, så det gjorde ikke noget. I grevskabet Cork, som vi kørte i nu, regner det 250 dage om året. Det ligger på samme breddegrad som London, men i Vestcork er der 2 grader varmere end i London, så der er næsten subtropisk klima med flotte haver. Der ligger store landbrugsområder der, men også bjerge og landskaber, som ser ud som ved Connemara.

På vores sidste dag sammen med Dolores fortalte hun en masse om livet i Irland og lønninger, skatter m.m. Minimumslønnen er ca. 6,50 Euro pr. time. For en håndværker er minimumslønnen 7,65 Euro, men en dygtig håndværker får ca. 22-25 Euro i timen. En kassedame får ca. 12,5 Euro i timen, men kan så købe varer i butikken til indkøbspris.

En kontordame i det offentlige tjener ca. 24.000 Euro om året og en lærer ca. 27.000 Euro om året + tillæg, så en lærer kan nå op på 50-60.000 Euro om året.

På grund af finanskrisen, som også mærkes meget i Irland, sænkes de offentlige lønninger. Den økonomiske nedtur begyndte, da staten i 2008-2010 brugte enorme summer på at redde pengeinstitutterne og nationalisere landets tredjestørste bank, Anglo Irish Bank. Det fik statsgælden til at eksplodere, og i 2010 måtte den daværende irske regering bede om en lånepakke på 85 mio. Euro fra EU og Den Internationale Valutafond. Prisen var voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor og i velfærden, og arbejdsløsheden voksede fra 4 til 14%. Derfor er der mange unge irere, især veluddannede, som emigrerer til USA og Australien.

Folk betaler 20% i skat af indkomst op til 34.000 Euro om året og derudover 41%. Irerne har ikke mange fradrag, f.eks. findes der ikke noget, som hedder kørselsfradrag. Der er 13% moms på service og 21% på resten.

Folk, som er på understøttelse, får 183 Euro om ugen + evt. boligstøtte, men selvstændige har ikke ret til hverken understøttelse eller kontanthjælp.

Folkepensionister har det helt godt. De får 220 Euro om ugen. Desuden får de gratis transport og gratis læge. De får også gratis el + gratis brændsel fra oktober til marts: Tørv eller kul. Desuden får de gratis TV licens + gratis mobiltelefon + gratis medicin.

Grevskabet Cork er det største i Irland. Hele Irland er ca. dobbelt så stort som Danmark, men har næsten det samme indbyggertal som Danmark, ca. 4,3 mio. Det vestlige Irland er nemlig ret tyndt befolket, og der er langt mellem husene der.

Omkring middagstid ankom vi til byen Cork, som har ca. en halv mio. indbyggere og er den næststørste by i Irland. Den blev grundlagt i 1600-tallet og er kendt for sine gode cafeer og musikpubber. Vi gik rundt i byen godt 2 timer. Vi købte noget brød og frugt og gik ned til kanalen, hvor vi satte os på en bænk et stykke tid.

Bagefter gik vi lidt rundt i gaderne og fandt English Market, som er et mekka for madelskere. Det er et overdækket marked i victoriansk stil. Det bugner med friske råvarer – fra de fineste specialiteter til billigt brød. Gourmet-kokke køber deres varer der – alle varer er fra lokalområdet. Der er ca. 140 boder og små cafeer, hvor man kan slappe af og nyde atmosfæren. Dronning Elisabeth besøgte markedet i maj sidste år, så nu er det blevet endnu mere kendt og er blevet en stor turistattraktion.

Inden vi skulle af sted igen, gik vi op ad St. Patrick Hill, som var meget stejl og mindede lidt om gaderne i San Francisco. Vi gik helt op på toppen, hvor der var en flot udsigt over næsten hele byen, for det var klaret lidt op.

Området øst for Cork i det nordlige Cork er ret fladt og ligner lidt et dansk landskab. Der er mange bygmarker, idet byggen leveres til Jameson’s Distillery, som ligger i dette område.

Ved Dungarvan og op til Kilkenny dyrker de æbler, som bruges til cider-produktion. Irsk cider bliver også eksporteret til England.

Omkring kl. 18 ankom vi til Stanville Hotel, et hyggeligt hotel, som lå ude på landet i nærheden af Wexford, langt væk fra alting. Så da vi ville gå en tur efter aftensmaden, var der kun mulighed for at gå lidt rundt på parkeringspladsen og kigge på en flok køer, som gik på marken ved siden af.

Hamburg havn

Inden vi gik ind på vores værelse igen, så vi lige Irinas suite, som hun havde fået, fordi der ikke var flere standardværelser. Den var helt vildt flot og stor, med flotte møbler, separat soveværelse, stort badeværelse og altan. Hun var helt ked af, at vi ikke skulle være der lidt længere, så hun havde tid til at nyde det.

Tirsdag 22.7. – Wales

Vi blev vækket allerede 5.45 i dag, fordi vi skulle med færgen over til England. Så nu var det slut med at rejse rundt i Irland. Det var lidt vemodigt, for vi har haft en pragtfuld uge der.

Der var også gråvejr i dag og ca. 20 grader. Dolores tog afsked med os nede ved færgehavnen i Rosslare, hvor vi skulle sejle med Stena Line til Fishguard i Wales, en sejltur på 3½ time. Hun skulle med bus hjem, først flere timer til Dublin, og derfra videre med en anden bus til Kilbeggan, så det var næsten en hel dagsrejse. Hun har været en rigtig god og kompetent guide. Så nu er Kent (chaufføren) på egen hånd.

I Wales står skiltene også på både gælisk og engelsk, ligesom i Irland. Landskabet er grønt og med bølgende bakker, og der gik en del får der.

Køreturen fra Fishguard tog ca. 3 timer + en pause undervejs, så vi var fremme ved hotel Holiday Inn Express i Swindon ca. kl. 17. Det ligger tæt på motorvejen. Vejret klarede op hen på eftermiddagen, så der blev 25 grader – dejligt.

Efter aftensmaden gik vi en tur sammen med Lis, men der var ikke så mange steder at gå, så det blev mest til en gåtur på en hømark. Bagefter fik vi en drink sammen med hende og Bente og John, et par fra Viborg, inden vi gik i seng ca. kl. halv 11.

Den store nyhed i medierne var, at Kate og Prins William fik en søn i går. Der var store overskrifter i aviserne og masser af omtale i fjernsynet.

Onsdag 24.7. – Tyskland

Der var gråvejr her til morgen og 19 grader. Vi kørte af sted kl. 8 for at køre til Eurotunnellen. Det var en strækning på 240 km.

Vi ankom til tunnelen kvart i 12, hvor vi gik ind i centret for at få lidt at spise og bruge de sidste engelske penge. Vi skulle med toget 12.50, så vi skulle kigge på skærmen for at se, hvornår vi skulle ud i bussen. Vi regnede med, at det måske ville være ca. et kvarter før, men allerede en halv  time før stod der, at man skulle af sted, så Kent måtte ind for at hente de sidste, som ikke havde set beskeden. Det lykkedes at finde alle, så vi kom med toget til tiden.

Vi stillede uret en time frem, da vi kom til Calais, så klokken var nu 14.35. Vejret var rigtigt flot, sol og 24 grader – senere på dagen 28 grader.

Vi ankom til Hotel Mercure i Traar kl. 19.15, det samme hotel, som vi boede på, da vi kørte fra Danmark  i sidste uge.

Da vi havde spist, var klokken næsten 22, men vi gik alligevel en lang tur på 3 kvarter ned i den hyggelige by og næsten ud på landet. Der var 25 grader, så det var dejligt at være ude.

Vi gik i seng kl. 23, for vi var lidt trætte efter den lange køretur.

Torsdag 25.7.

Vores sidste dag startede kl. 8, igen med flot vejr og 22 grader. Turen mod nord gik fint, dog var der lidt kø et par steder. Da vi holdt frokost ca. kl. 1, var der 26 grader. Da vi kom til Hamborg, fortalte Kent lidt om havnen, og han sagde, at 70% af kranerne der var uden fører, de var computerstyrede. Der var også lidt kø ved Elb-tunnelen, men vi ankom dog alligevel til Otto Duborg til tiden. Der fik vi lidt tid til at købe ind, før vi skulle køre den sidste strækning til Kolding. Vi købte et par kartoner rødvin og lidt mandler, men ellers ikke noget.

Vi ankom til Kolding ca. kl. 18.30 og blev så spredt for alle vinde og fordelt i andre busser. Vi fik sagt farvel til vores rejsefæller, hvilket var lidt vemodigt efter 12 hyggelige dage sammen. Vi synes, at vi har haft alletiders tur, som vi vil mindes i lang tid.

Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                    Aalborg