Omanier                                                                                                     Klik på billedet for at gøre det stort.                                                    

Rejsebeskrivelse fra Oman – Krydstogt i den persiske golf 16.-28. januar 2020

Her fortsætter rejsen fra Dubai, Abu Dhabi og Qatar.

Torsdag 23. januar – Udflugt til Nizwa og op i bjergene

Vi ankom til Muscat i Oman ca. kl. 8. Vi kunne se bjerge i baggrunden af byen. Der lå allerede et krydstogtskib der, da vi ankom. Mein Schiff fra TUI. Det så vi også i Abu Dhabi.

Fakta om Oman:

Oman er 7 gange så stort som Danmark og ligger strategisk placeret ved Omanbugten og det arabiske hav.

Befolkningstallet er ca. 4,6 mio., hvor ca. 40% af befolkningen er immigranter. Ca. 1,6 mio. af dem bor i hovedstaden Muscat.

Sultan Qaboos har siddet ved magten siden 1970. Han var meget respekteret, for han forandrede landet fuldstændigt. Før 1970 var der kun få veje, og de var smalle og grusede, sundhedssystemet var så godt som ikke-eksisterende, der fandtes kun tre skoler forbeholdt drenge. Kontrasten er tydelig til i dag, hvor flersporede motorveje binder byer sammen, små og store hospitaler er gratis for befolkningen, og der er over 1000 skoler for både drenge og piger fordelt i hele landet - også i de mindre landsbyer.

        Muscat                                                                                                             Ali, vores venlige og meget informerende taxachauffor, kørte en

                                                                                                                                  8-9 timers tur ind i baglandet og op til oasebjerglandsbyer.

Sultanen har intet mindre end transformeret landet og også formået at holde landet ude af krige, som der ellers har været nok af i Mellemøsten. Derfor var han meget respekteret af befolkningen. Han døde dog 14 dage, før vi skulle afsted på vores tur, 79 år gammel, af kræft. Det er en af hans fætre, som har overtaget styret, men han vil fortsætte Qaboos linie, har han sagt.

Landets markante udvikling har hovedsageligt været finansieret af undergrundens olie- og naturgasreserver, der trods en dalende andel stadig udgør 46 procent af landets BNP. Resten kommer fra fiskeri, landbrug og i stigende grad turisme. I Oman betaler indbyggerne ikke skat, så statens indtægter skal komme andre steder fra. Ligesom resten af verdens olielande er Oman ramt af de seneste års faldende oliepriser, der udfordrer statens budgetter, som nogle analytikere endda forudser at gå i minus inden for få år. Det offentlige forbrug er stort, blandt andet på grund af et højt velfærdsniveau med pensionsordning, gratis sundhedsvæsen og økonomisk støtte til lavindkomstgrupper og arbejdsløse.

I forhold til nabolandene Dubai, Abu Dhabi og Qatar er det et noget andet bybillede, der møder den tilrejsende i Omans hovedstad Muscat.

 Fraværet af højhuse, store shoppingcentre og ekstravagante biler er slående, og bjergene, der skimtes i udkanten af byen, indikerer, at også på landskabsfronten adskiller Oman sig fra sine naboer. Den usædvanlige blanding af høje bjerge, brede ørkenvidder og grønne daddelplantager samt wadier er trækplastre for indbyggere fra hele den arabiske halvø samt turister. En wadi er et udtørret flodleje, som kun bringer vand i perioder. Men vandforsyningen er tilstrækkelig til, at palmer, grønt græs og daddelplantager kan eksistere i et land, der ellers er omgivet af øde ørken og golde klipper. Dertil har et sofistikeret net af kunstvandingskanaler i årtusinder skabt liv til denne ørkenstat.

Da vi havde spist morgenmad, gik vi ud for at finde en taxa, for vi havde besluttet, at vi ville tage på en dagstur ind i landet. Vi lavede en aftale med en taxamand om, at vi skulle betale 190 euro for en hel dagstur - han sagde ellers først 220 euro. Han ringede efter en taxa, for ham her arrangerede taxaturene. Den første, som kom, var åbenbart ikke interesseret i at køre en lang tur, men den næste var. Han hed Ali og var meget flink. Han var 33 år og ret god til engelsk, så vi fik en masse at vide om landet og de steder, vi besøgte.

Vi kørte ud af Muscat på motorvej hele vejen til Nizwa. Der var omkring 160 km dertil, og det tog næsten 2 timer at køre. På alle offentlige bygninger undervejs var deres flag på halv. Det skulle de være i 40 dage på grund af sultanens død, og i den tid måtte der ikke ske forandringer med nye love osv.

Nizwa er omkranset af lave bjerge og daddelplantager og har en fortid som landets kulturelle og videnskabelige centrum. Der er kvarterer med gamle lerhuse og traditionelle vandkanaler.

Vi parkerede ved souq'en, hvor der bl.a. holdt en lille lastbil med køer. Om fredagen, når folk holder fri, er der mange flere dyr, som bliver solgt på auktion, og der er også mange flere mennesker i souq'en om fredagen. Ali gik med ind og viste os rundt der. Da vi kom ind, blev vi tilbudt dadler og kaffe. Det er noget, de bruger for at vise deres gæstfrihed. Alle mænd går rundt i deres traditionelle dragter og en hat. De fleste havde hvide dragter på, men Alis var mørk. Kvinderne havde sorte dragter på. Vi måtte ikke have korte shorts på eller bare skuldre. Sådan har det også været i de andre 3 lande, vi besøgte på turen.

       På vej mod den tidligere hovedstad Nizwa

Vi var rundt i hele souq'en. Det var meget spændende og anderledes. Der var masser af dadler og produkter lavet af dadler. I Oman findes der 140 forskellige slags dadler, så det er helt vildt mange. Vi smagte nogle af dem. Vi så også mange forskellige krydderier, honning, som de laver meget af, kød, krukker m.m. Vi var også på fiskemarkedet, hvor der var store Kingfish og tun.

       Nizwa. Omanierne sidder på pladsen foran Det Gamle Fort. Der handles med dyr.

       Det Gamle Fort                                                                                           Udsigten fra fortet ud over byen og daddelplantager. 

Derefter gik vi hen til fortet, som lå lige ved siden af. Vi købte billetter for at komme ind, 5 rial pr. stk., dvs. ca. 90 kr. Ali ventede udenfor, mens vi var derinde en times tid. Det runde fort blev bygget i 1600-tallet af Imam Sultan Bin Saif Al Ya'rubi. Tårnet er det største i Oman. Fra tårnet kunne vi se ud over hele byen med masser af daddelpalmer. Der var også en lille lund ved fortet, hvor der gik lidt dyr. Der kunne vi se, hvordan en okse trak vand op af brønden i gamle dage. Der var også et sted inde på fortet, hvor de lavede en slags traditionelt brød på en varm plade. Det så vi blandt andet også i den udsendelse i fjernsynet om Anne og Anders i Oman, hvor Anne skulle prøve at lave det. Det er helt tyndt fladbrød.

       Omanier bager de traditionelle fladbrød.                                                Souq`en - stedet hvor der sælges krydderier, fisk, grøntsager m.m.

Efter besøget i Nizwa, som får besøg af mange turister - vi kunne se nogle fra vores skib, men skibets tur var dyrere, og desuden kom de ikke så vidt omkring som os - kørte vi videre til byen Al Hamra, som lå cirka 3 kvarters kørsel fra Nizwa. Der kørte vi til et udkigspunkt, hvor vi kunne se ned på en kæmpestor daddelplantage. Mange familier ejer et stykke af daddelplantagen, men de lever ikke kun af det. Det er en bibeskæftigelse, de har.

Ali tilbød at køre ned igennem daddelplantagen, som lå i et meget grønt område. Det var meget spændende. Der så vi også mange vandingskanaler. Vi kørte igennem en lille landsby, som lå i udkanten af plantagen og kørte videre op i bjergene, til en gammel bjerglandsby, Misfat al Abriyyin.

Vejen var lidt snoet, men asfalteret, så det var ok, og vi kom kun op i ca. 1000 m højde. På skråningens naturlige bjergplateauer står små lerhuse, som de har gjort i flere hundrede år, side om side med palmetræer og grønne buske. De mange planter, både daddelpalmer, bananpalmer og papaya, får vand fra et komplekst og menneskeskabt vandingssystem bestående af mange smalle vandløb, falajs, som snor sig gennem de frodige plantager på bjerget. Vi var først inde i en lille butik, hvor de solgte honning. De producer en del honning i Oman. Vi så deres bistader, som så noget anderledes ud end dem, vi har i Danmark. Vi smagte 3 forskellige slags, som havde en lidt anderledes smag end vi var vant til. Vi fik også sprøjtet lidt rosenvand på vores håndled. Det duftede godt.

       Orkide                                                                                                                  Udsigt over til bjergoasebyen Misfat al Abriyyin

Derefter gik vi videre ned i den gamle landsby, hvor de havde lavet nogle af de gamle huse om til guesthouses. De så meget hyggelige ud. Vi gik ned ad nogle trapper helt ind i oasen, hvor vi kunne høre vandet, og et sted var der nærmest et vandfald, hvor nogle drenge var ude at bade.

Ali fortalte, at det kun var folk fra det område, der fik lov at købe hus eller grund der, for ellers ville der blive for lidt plads. Der var nemlig ikke ret mange steder at bygge der på grund af bjergene.

Efter den lille rundtur var klokken ved at være 3, og det var tid til at køre tilbage til Muscat. Ali stoppede dog i en lille by henne ved en moske. Han spurgte, om det var ok, at han gik ind for at bede. Det sagde vi selvfølgelig ja til. Da han kom tilbage efter knap 10 minutter, sagde han, at han skulle gøre det inden solnedgang, og det ville han ikke kunne nå, hvis han først gjorde det, når han havde sat os af. Omans form for islam, ibadisme, er mere moderat end i mange af de andre arabiske lande. Engang kunne de heller ikke få lov at rejse til Mekka, fordi man ikke mente, de var nok religiøse, men det har ændret sig.

Vi har forøvrigt lagt mærke til, at ved siden af alle toiletter i storcentre og andre butikker er der et bederum, et for mænd og et for kvinder. Det gælder for alle de arabiske lande, vi har rejst i på denne tur.

       Bjergoaselandsbyen Misfat al Abriyyin med sine mange vandingskanaler og mange daddelpalmer, papayaplanter, bananer m.m.

Ali fortalte mange ting, også om de sociale forhold. Han sagde, at tit tog familien sig af deres gamle forældre. Hvis børnene ikke rigtigt havde tid til det, selvom de boede i det samme hus, hyrede de en hushjælp til at tage sig af den gamle mor eller far.

På vejen tilbage så vi et par dromedarer gå inde på en mark ved siden af motorvejen. De var ikke hegnet inde. De er ikke vilde, men tilhører nogen. En dromedar koster godt 5.000 kr. at købe.

Vi var tilbage ved skibet ved halv 6 tiden og fik sagt pænt farvel til Ali. Det havde været en rigtig god tur med masser af oplevelser. Han er også tour guide og kan kontaktes direkte på e-mail, hvis man selv vil arrangere en tur: ali.almuqeemi@gmail.com

Vi tog en kop kaffe, da vi kom ombord og senere op at spise. Vi sprang dog over showet i aften, for vi var lidt trætte efter den lange tur. Da vi kom ned, var der redt pænt seng og gardinerne trukket for. Det gør de hver aften, så der bliver ordnet kahyt 2 gange om dagen. Der er godt nok fin service.

Fredag 24. januar – Sightseeing i Muscat

Efter morgenmaden forlod vi skibet for at gå rundt i Muscat. Vi blev kørt med en shuttle bus til en bygning tæt ved skibet, hvor vores tasker skulle checkes – de bliver altid checket, når vi forlader skibet. Derefter steg vi på en bus igen, som kørte os videre til udgangen af havneområdet, for folk måtte åbenbart ikke gå i havneområdet.

Omanierne er et venligt folkefærd, der gennem århundreder har levet af handel med tilrejsende fra nær og fjern. Ikke mindst i Muscat, der oversat betyder "ankerplads" med henvisning til hovedstadens placering i en naturlig havnebugt. Herfra kommer stadig vigtige indtægtskilder som fiskeri, containerfragt og turisme, og det er næsten dagligt, at krydstogtskibe lægger til ved kajen, som både ligger tæt på havnepromenade og byens basar. Byen ligger smukt med bjergene i baggrunden.

Da vi stod af den minibussen, var vi faktisk næsten henne ved Mutrah Souq, hvor der bliver solgt lidt af hvert fra de mange små boder langs de smalle gader i den overdækkede basar Mutrah Souq, der er den største og et af de ældste markeder i Oman. Vi gik først ind på fiskemarkedet, som ligger lige ved siden af Mutrah Souq. Der var masser af mennesker, fordi det var fredag, deres fridag. Vi så mange forskellige fisk, rejer, blæksprutter, tunfisk, laks, Kingfish m.m. Der stod personale og fileterede og skar fisk i stykker, inden det blev leveret til kunden. Fiskemarkedet starter allerede kl. 6.30, når fiskerbådene trækkes op på stranden bag markedet.

Vi gik også ind gennem grønsagsmarkedet, hvor der var alle mulige slags grønsager. I Oman er der ikke ret mange supermarkeder, så det er i basaren, folk køber deres ting.

Bagefter gik vi ud ad havnepromenaden, Cornichen. Det betyder egentlig en promenade, man kan gå på, fortalte Ali i går. Promenaderne i Abu Dhabi og Doha havde nemlig også det navn.

       Fortovene smukt mønstret

Vi har lagt mærke til, at der er meget rent i både Oman og de andre 3 lande, vi har besøgt. De gør meget for at holde gaderne rene.

Vi kom forbi en del moskeer på vejen, og ind imellem kunne vi høre, der blev kaldt til bøn. De beder sikkert i længere tid om fredagen, når der er fridag. En del butikker m.m. havde også lukket i dag. Vi gik først hen til Mutrah fort, som blev bygget af portugiserne i 1600-tallet ved indsejlingen til Muscat havn med det formål bedre at styre handlen. Vi så også nogle udkigstårne på nogle af de nærliggende bjergtoppe. Muscat var belejret af portugiserne i 140 år (1508-1648). De blev fordrevet af Sultan Bin Saif i 1650. Fortet er blevet restaureret, og vi kunne komme op i toppen, endda gratis, og derfra var der en flot udsigt ned over byen.

Bagefter fortsatte vi videre ud af byen, hvor der var parker og brede fortove med flotte blomsterbede i siden. Det så ret nyt ud. Vi fortsatte 4-5 km, for vi ville ud at se Sultanens palads, som ligger i den ældre del af Muscat. Det var umagen værd at gå derhen, for det var flot. Heldigvis var der gråvejr i dag, så det var til at holde ud at gå i lange bukser, selvom det var lidt fugtigt i vejret. Det er første dag, der har været gråvejr.

Paladset hedder Al Alam Royal Palace og er sultanens officielle palads. Det havde flotte farver, både gule og blå og lå meget tæt på vandet, omgivet af mange andre regeringsbygninger. Vi så også sultanens skib ligge i havnen, på cirka samme størrelse som Danmarks kongeskib. Paladset blev bygget i 1972, 2 år efter den afdøde sultan Qaboos overtog magten. Der er ingen adgang til paladset for offentligheden, som må nøjes med at beskue den farverige bygning med de karakteristiske søjler fra de høje porte udenfor. Der stod soldater inden for portene.

Sultanen bor dog ikke der. Paladset bliver i stedet brugt til officielle arrangementer og gæstebolig. For eksempel har dronning Elizabeth være indlogeret på paladset under sine officielle besøg i Oman.

Det tog ca. halvanden time at gå derud, og det gjorde det selvfølgelig også tilbage igen. Da var vi også lidt trætte i benene og ville finde en cafe, hvor vi både kunne betale med visa kort og bruge WiFi, for vi havde ikke vekslet penge.

De første par steder var der lukket, og et andet sted spurgte vi nogle af de andre gæster udenfor, om der var WiFi. Det sagde de, at der var, men personalet var lige gået til bøn en times tid, og de skulle hjælpe en med at komme på WiFi, så det kunne heller ikke lade sig gøre. Men endelig fandt vi et sted, hvor vi fik en cappuccino og kunne gå på WiFi og betale med visa kort. Det var en typisk omansk restaurant, men dog lidt speciel, for de havde en slags akvarium nede i gulvet, som man gik ovenpå. Der svømmede fisk rundt, som folk kunne vælge at spise. Meget sjovt.

Vi var tilbage på skibet ved 2-tiden. Vi var lidt sultne, så vi gik op i buffet-restauranten for at spise lidt. Klokken 5 sejlede vi, så vi gik op på dækket for at se skibet sejle ud af havnen. Vi kunne se sultanens palads i det fjerne.

Vi spiste i buffet-restauranten igen, og bagefter gik vi ned for at se show. I aften hed det Paris Paris, så der var en fransk sang og en masse dans og akrobatik, også efterligning af Moulin Rouge danserinder. De var alle meget dygtige. Der er hver aften fyldt op i teatersalen.

Lørdag 25. januar – Khasab, Oman

Vi stod op ca. halv 8, men da sejlede vi stadigvæk. Vi ankom først til vores sidste stop i Oman, Khasab, kl. 9. Khasab ligger på Musandam halvøen, som udgør den alleryderste spids af hele Den Arabiske Halvø. Området, der mest består af stejle og uvejsomme bjerge, strækker sig ud i det smalle Hormuzstræde og hører til Oman, men er skilt fra resten af landet af Emiraterne.

Størstedelen af de omkring 35.000 indbyggere bor i hovedbyen Khasab; resten i små fiskerlejer langs kysten og fjordene og i isolerede landsbyer i bjergene.

Vi lå for anker ude i bugten og skulle derfor sejles ind byen i små både. Da vi kom ind til havnen efter ca. 5-10 minutters sejlads, besluttede vi os for at gå ind til byen, som lå ca. 4 km fra havnen. De fleste andre tog en shuttle bus derind. I Khasab findes der lufthavn, skibshavn, nogle få hoteller, et supermarked og små forretninger. Byen har ca. 20.000 indbyggere, der fortrinsvis ernærer sig ved turisme, fiskeri, handel og smugleri.

       Krydstogtskibet ankrede op et stykke ud for havnen.                              Khasab.

Iranske handelsmænd anløber Khasab dagligt via Hormuzstrædet og sælger geder og får, hvilket ikke er forbudt. Indimellem sker det, at de, der sejler tilbage over strædet, medbringer smuglergods som elektronik og amerikanske cigaretter med hjem til Iran. Det hele foregår ved højlys dag og kan ofte iagttages fra havnen i Khasab, hvorfra de fleste sejlture afgår.

Det er også muligt at komme ud at sejle med en dhow, det traditionelle sejlskib. Men i dag har de fleste motor, så man ikke er afhængig af vind for at sejle ud på Musandams fjorde. Vi fravalgte dog dette.

Der var fortov et meget langt stykke ind mod byen. Vi kom først hen til Khasab fort, som vi dog kun så udefra. Det blev bygget af portugiserne i 1600-tallet og lå oprindeligt helt nede ved vandet. Vandet har trukket sig så meget tilbage siden portugiserne byggede fortet, at det i dag står helt tørskoet.

Da vi gik videre ind mod byen, så vi flere moskeer og nogle store villaer. Der var også en del små indhegnede områder med daddelpalmer m.m. Der gik også nogle enkelte geder derinde.

        Løsgående geder i byen.                                                                          Centrum i byen.

Efter knap en times gang kom vi ind til centrum af byen, hvor der lå nogle forretninger og restauranter m.m. Vi gik ind på en meget lokal cafe, hvor vi fik en kop kaffe til kun 1 euro pr. stk., men den var nu heller ikke ret stor. Det var dog også lige meget, for vi var der mest på grund af den gratis WiFi. Vi kunne se nogle omaniere spise frokost med fingrene (kun højre hånd). Det er den traditionelle måde at spise på i Oman.

Da vi havde fået checket mail og sendt messenger m.m., gik vi tilbage til havnen for at tage båden tilbage. Vi var tilbage godt 2 og slappede af resten af dagen.

Vejret var fint med sol i dag, og kun få bølger. Vi fik at vide, at gæsterne fra et andet krydstogtskib, som vi har set i nogle af de havne, vi har været i, ikke kunne komme i land den dag, de var her for nogle dage siden. Det har vist også regnet en del i Oman det sidste stykke tid, for vi har set store vandpytter nogle steder.

Da vi havde fået eftermiddagskaffe, gik vi ned i teatret kl. 5, for der var et informationsmøde om proceduren for at forlade skibet. Det var næsten en hel videnskab, men vi blev klog på det meste. Man må sige, at der er styr på tingene, så det går nogenlunde smertefrit med at få folk fra borde.

Skibet sejlede afsted mod Dubai kl. 18, vores sidste destination, men som vi også var i et par dage i starten.

Vi spiste i buffet-restauranten igen. Vi lagde mærke til, at en af tjenerne havde sorte sko på, som skinnede rigtigt meget. Han havde vist gnubbet meget på dem. Derefter gik vi ned for at se show for sidste gang. Det var helt vildt godt, ligesom de andre aftener, men i aften havde de gjort endnu mere ud af det, og det varede næsten en time. De sang bl.a. "So raise me up". Det lød rigtigt godt.

 Gå tilbage til Dubai rejsebeskrivelsen, hvor vi slutter af med et par dage mere. Gå evt. nederst i beskrivelsen, her er de sidste par dage 

                                                                                                              Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                         Aalborg

 Tilbage