Tilbage til                                                                                             

Endelig kunne det lade sig gøre at rejse igen efter corona-pandemien. Vi havde længe haft lyst til at besøge Rumænien og Moldova, og Viktors Farmor havde en 12-dages tur til både Rumænien, Moldova og Transnistrien, som vi syntes lød spændende, så den valgte vi, for man måtte gerne rejse dertil, når man var færdigvaccineret.

Efter at have tilbragt nogle dage i Rumænien var det nu tid til at køre videre mod Moldova, så vi startede køreturen dertil lidt før middag,

Vi startede med at køre hen til et bryggeri i udkanten af byen Iasi i Rumæniwn, hvor vi skulle spise frokost. Det var et hyggeligt sted, hvor der også var restaurant. Vi fik tapas og en fadøl. Der var varmt, ca. 35 grader.

Da vi havde spist, kørte vi mod grænsen til Moldova. Der var nogle biler foran os ved grænsen, så det tog over en time at komme over grænsen. Først skulle det rumænske grænsepoliti have passene, og lidt efter skulle grænsepolitiet i Moldova have både pas og coronapas. Vi passerede floden Prut på grænseovergangen.

Mange fra Moldova er rejst til udlandet for at arbejde, og mange af de mennesker, der skulle over grænsen, var folk fra Moldova, som skulle hjem på ferie.

Men endelig var vi i Moldova, som er et af de fattigste lande i Europa og det europæiske land, der har færrest turister. I 2018 var der kun 900 turister.

Flere fakta:

Republikken Moldova er et østeuropæisk land beliggende mellem Rumænien og Ukraine. Det har et areal på 33.851 km2, dvs. lidt større end Jylland.

Landet har ikke adgang til Sortehavet og udgjorde fra 1945 til 1991 en delrepublik i Sovjetunionen. Landet har siden sin løsrivelse fra Sovjetunionen været præget af en konflikt mellem centralregeringen og landets etnisk-russiske mindretal i Transnistrien (Transdnjestr), der de facto har løsrevet sig fra Moldova. Indbyggerne i staten kaldes moldovere, og er for flertallets vedkommende etniske rumænere. Større mindretal udgøres af russere, ukrainere og gagauzere. Sidstnævnte er et kristent tyrkisktalende folk.

                                                                                                                              Vandbrønd som kan bruges af alle i landsbyen og tilrejsende.

Moldova har ikke gennemført større politiske eller økonomiske reformer efter Sovjetunionens sammenbrud. Landet har kun modtaget få udenlandske investeringer og hører i dag til blandt Europas fattigste stater. Mange yngre moldovere har opnået rumænsk statsborgerskab og arbejder i dag i Rumænien eller andre lande i EU.

Moldova skal ikke forveksles med det tidligere Moldavien – et fyrstendømme, som var dobbelt så stort, og som delvist lå i nutidens Rumænien. Moldova føler sig også nært knyttet til Rumænien, og hverdagssproget er mange steder rumænsk.

Men der bor også mange russere i området, og indtil videre satser landet på sin egen selvstændige status fremfor at blive en del af Rumænien.

Selv om landet er fattigt har byen Soroca i det nordlige Moldova en roma (sigøjner) population, som til forskel fra andre steder i verden lever i luksus.

Man kunne godt se, at Moldova var et fattigere land end Rumænien, for mange huse var små og i dårlig stand. Der var også en del marker, som lå brak. Vejen var ikke asfalteret hele vejen.
   
Der var rigtigt mange æbletræer langs vejen. Alle må gerne tage dem.

Efter cirka 2 timers kørsel kom vi til hovedstaden Chisinau. Det er Europas mindste hovedstad med ca. 550.000 indbyggere i selve byen og 700.000 med de omliggende landsbyer. Det er en flot by bortset fra de gamle blokke fra kommunisttiden. Der er mange parker.

Vi kørte hen på vores hotel, Hotel Manhattan, som er et mindre hotel, der er privatejet. Vi fik værelse på 1. sal med udsigt til gaden. Tidligere havde Viktors Farmor brugt et andet hotel fra kommunisttiden, men det var fuldstændigt ødelagt. Der er ikke rigtigt kommet gang i turismen i Moldova efter pandemien, så vi var næsten de eneste gæster på hotellet.

Vi skulle spise aftensmad kl. halv 8. Det var salat, kød med bønner og en kage. Vi købte en flaske moldovisk rødvin. Den kostede ca. 100 kr.

Onsdag 18.8. – Grotter og landsbyskole

Da vi skulle køre kl. 9, kom der en lokalguide med, som hed Lina. Der skal altid være en lokalguide med på udflugter i Moldova.

Først kørte vi en lille rundtur i byen og lavede et fotostop ved triumfbuen. Der var flot. Der er faktisk mange flotte bygninger, præsidentpalads, parlament, teatre og opera m.m. Vi så også en statue af Stefan den store, som var fyrste af Moldavien i 1457-1504. Ham var folk i Moldova og Rumænien stolte af, for han fordrev tyrkerne.

Moldova er et demokratisk land, og der er en kvindelig præsident, som er provestlig. Derfor flager de også med EU flag og vil gerne i EU, men det har lange udsigter.

Man mærker ikke corona-restriktionerne her. Selvom der er et forsamlingsloft på 3 personer, er der ingen, der overholder det. Og mundbind bruges næsten kun i offentlige transportmidler. Men pandemien har været hård ved landet. Meget var lukket ned, og grænsen var lukket for turister indtil maj.

Vi kørte derefter ud til byen Orheiui Vechi. Vi kørte igennem et flot opdyrket landbrugsområde og små landsbyer med flotte, gamle huse, som var meget charmerende. Efter Sovjettiden blev jorden delt, alt efter hvor gode venner man var med borgmesteren.

   Et begravelsesoptog i en landsby for 2 personer.

Vi standsede i en landsby for at gå lidt rundt. Det viste sig, at der var 2 begravelser, hvor hele byen deltog. Den ene var en militærmand, og den anden var en ældre mand. Vi så optoget med den ældre mand. Han lå på ladet af en lille lastbil med låget taget af, og låget lå på en trækvogn. Nogle af mændene i optoget gik forrest med krucifikser og blomsteropsætninger m. m. Det var en speciel oplevelse.

Carmen fortalte en del om Moldova, som hun fik at vide af Lina.

De fleste lejligheder i Chisinau er ejerlejligheder, for i Sovjettiden fik alle en lejlighed til næsten ingen penge, og efter Sovjetunionens fald kunne folk købe deres lejlighed ret billigt og betale den over 10 år. De gamle lejligheder koster omkring 2.000 kr. pr. m2, og de nye omkring 5.000 kr. pr. m2. Mange af dem, der er rejst til udlandet, investerer i en lejlighed i Chisinau, for det er en god forretning. Der findes dog også lejeboliger.

Nogle ældre savner Sovjettiden, for da skulle de ikke kæmpe for noget. Alle fik et arbejde og en lejlighed, når de var færdige med deres uddannelse, og når de fik børn, fik de hurtigt en større lejlighed. Dengang var der også bedre offentlig transport, så det var ikke noget problem ikke at have bil.

Der findes rigtigt mange dyre biler, men også mange brugte, som købes på et bilmarked, som auktion.

 
Moldova har en del eksport, 70% til Rumænien og resten til EU. De eksporterer vin, tobak og fødevarer, men mest arbejdskraft, for mange rejser til udlandet for at arbejde, især til Rumænien, Israel og Italien. Der er udenlandske firmaer, som investerer i Moldova, bl.a. firmaer fra Rumænien, England, Israel og Italien.

Det er lave lønninger, folk har. Minimumslønnen er omkring 1500 kr. om måneden, men så lav en løn betaler man ikke skat af. Ellers er skatten 30%, og moms er 20%. Man betaler også ejendomsskat, men ikke ret meget. Pengene bruges til skoler m. m. Mellemindkomsten er mellem 2500-3000 kr. Og en høj løn er ca. 5000 kr.

Pensionen er meget lav, 220 kr. om måneden, hvis ikke man også har en pension fra arbejdet, som er på 750 kr. Mange kan ikke klare sig for så lille en pension og får så hjælp fra deres familie eller sælger nogle af deres afgrøder, f. eks. ved vejen. Vi så mange små boder med frugt og grønsager.

Priserne på fødevarer er selvfølgelig også lave. 1-3 kr. for et brød, 20-35 kr. for et kilo kød. Mælk koster 5 kr. for en liter, og grønsager er billige.

Forbrugsafgifter i lejlighederne er heller ikke høje, bortset fra gas til opvarmning og madlavning. Det kommer fra Rusland, og i Sovjettiden var det billigt, men da Moldova ville være selvstændigt, satte Rusland prisen op, og nu koster det 750 kr. om måneden om vinteren, så det er der mange, der næsten ikke har råd til.

Vi kom til nogle grotter, som vi gik op til. Det var lidt kuperet, men oppe foroven var der en flot udsigt. Der stod et ønskekors, hvor man skulle lukke øjnene og ønske. Vi skulle derefter gå ned i en kirke, som lå nede i en af grotterne. Det var lidt stejlt at gå derned, men det gik ok. Nede i grotten boede der en munk alene på ca. 20 m2. Der var 4 andre munke tilknyttet, men de kom kun, når der var gudstjeneste. Han var 74 år og brugte tiden på bøn, læsning m. m. Der kom nogle fra landsbyen med mad til ham 3 gange om dagen. Det var interessant at se.

 Nede i grotten boede der en munk alene på ca. 30 m2.                                   Munken havde også et lille alterrum.

Bagefter gik vi igennem landsbyen i nærheden, hvor vi så en typisk gård fra før i tiden, som nu var museum. Landsbyerne bliver affolket, så der er mange tomme huse. Nogle var dog lavet til Bed and breakfast.

Vi kørte til en nabolandsby for at besøge et lærerpar. Det var nogle, Carmen havde fået forbindelse med for en del år siden. De boede i et hyggeligt hus med en flot have og overdækket terrasse med vinranker Da vi kom, blev vi modtaget med vin og brød, og manden spillede på harmonika, mens 5 skolepiger sang en folkesang. Det var specielt. Derefter fik vi en rigtig god frokost med deres egne afgrøder og egen vin. Det var udelukkende vegetarmad. Det smagte meget godt.

    Sikke en velkomst af læreren og Ludmilla ( hans kone) samt skolen folkesangskor.

Da vi havde spist, sang pigerne flere folkesange, og manden, som var musiklærer, spillede harmonika igen. De dansede også en folkedans. De var dygtige.

Vi var der i et par timer, og bagefter gik vi op på skolen, hvor Ludmilla både var lærer og direktør. Skolen lå oppe på en bakke, hvor der var grusvej op til. Der fortalte Ludmilla om skolen. For nogle år siden var der omkring 500 elever, men nu var der kun omkring 100 elever, fordi folk flyttede. Det var et problem, at forældrene flyttede til udlandet for at arbejde og efterlod børnene hos bedsteforældrene, for de kunne nemt komme til at mangle omsorg fra forældrene, som i stedet gav børnene materielle ting. Der er 9 års skolepligt, og det er gratis.

Det var en spændende dag, også fordi vi fik indblik i lokale beboeres liv. 

Torsdag 19.8. - Cricova

Da vi stod op ved 7-tiden, havde det regnet. Det var første gang, der havde været regn på turen. Der var omkring 17 grader om morgenen.

Vi skulle først køre kl. halv 11, så vi gik en hurtig tur efter morgenmaden. Det var lidt køligt, men var holdt op med at regne.

Vi skulle køre knap en time for at komme hen til vingården Cricova. Undervejs fortalte Carmen om sygehusvæsenet. Det er gratis for børn op til 18 år at komme på sygehuset, samt for folk på arbejdsmarkedet og pensionister. Sygehuset i Chisinau er fint, men standarden er dårlig i de mindre byer. Nogle gange betaler folk penge under bordet for at få en ordentlig behandling. Læger og sygeplejersker får en dårlig løn, så mange af rejser til udlandet, når de har fået lidt erfaring.

Når vi gik tur i byen, kunne vi se, at fortovene og vejene var i dårlig stand. Der kommer ikke nok penge i statskassen, fordi folk gør alt for at slippe for at betale skat. De får noget af lønnen som sorte penge.

Cricova har den andenstørste vinkælder i verden, med 120 km lange gange. Den er ejet af staten, også vinområderne. Det er dog ikke kun markerne omkring vingården, de får druer fra, også fra marker andre steder. Den er Moldovas stolthed og i Guiness rekordbog.

    Cricova har den andenstørste vinkælder i verden, med 120 km lange gange

Vi kørte ned i vinkælderen i el-drevne vogne. Der var ret køligt, så vi havde trøjer på. Vi var først inde i en biograf, hvor vi fik et glas mousserende vin og så en film om vingården. Den er meget kendt i hele verden og er på vej til at blive optaget på Unescos verdensarvliste. Kælderen er blevet gravet ud af kalksten, som blev brugt til at genopbygge Chisinau efter 2. verdenskrig. Derefter kørte vi videre til det sted, hvor de gjorde mousserende vin klar til lagring. Flaskerne skulle vendes hveranden dag for at gære af. Der er 5 ansatte, som har forstand på det arbejde. Det er gået i arv i flere generationer. I alt er der 500 fastansatte plus dem, de ansætter til at plukke druerne om efteråret. Mange af dem kommer fra udlandet.    

                                                                                                                              Præsiden Putin fra Rusland har også fået  flasker i gave til afhentning          

Vi var også henne at se vinoteket, hvor de opbevarer ca. 1 mio. flasker. Det var kun kvalitetsvine, som lå der i hver sin niche. Præsidenter fra mange forskellige lande har været på besøg og har fået en niche med vin, som de kan råde over.

Efter rundvisningen på ca. halvanden time kørte vi hen til det sted på vingården, hvor der skulle være vinsmagning og spisning. Vi smagte 6 forskellige vine og fik tapas. Det var en spændende oplevelse og et hyggeligt rum.

Vi kørte hjem ved halv 4 tiden. Vi har næsten ingen turistbusser set i Moldova, men heller ikke særligt mange i Rumænien, så corona-pandemien påvirker også turismen her.

Denne gang skulle vi til Republikken Transnistrien

For at læse om Transnistrien – tryk her:

Vi kom tilbage til Moldova om aftenen fra turen til Transnistrien og skulle sove i Moldova en enkelt nat mere, inden vi næste dag skulle køre tilbage til Rumænien.

Hvis du vil fortsætte videre tilbage til Rumænien og ikke har læst hele beskrivelsen der, hvor vi jo var de første dage,  skal du klikke her

                                                                                        
                                                                                                                    Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                               Aalborg

 Tilbage til