|
Forskellige arter af ørne findes i Armenien Klik på kortet og gør det stort. Se også et kort over ruten.
Rejsebeskrivelse fra Armenien oktober 2019
Vi havde flere gange snakket om, at det kunne være spændende at besøge Georgien og Armenien, som er lande ved Kaukasus, vi ikke vidste så meget om. Derfor besluttede vi os for denne tur med Risskov Rejser, og det var en rigtig stor oplevelse, hvor vi blev meget klogere på deres historie, og hvordan de klarer sig over for deres ”store” nabolande, f.eks. Rusland og Tyrkiet.
Lørdag 19. oktober - Gyumri
Efter nogle dage i Georgien var vi nu på vej til Armenien.
I starten var vejen ok, men senere blev den meget dårlig, så efter en times tid stoppede bussen, og vi skulle skifte til 3 minibusser i stedet for. Dem kørte vi i ca. halvanden time, og det var virkelig en humpet vej det meste af vejen, selvom de flere steder var i gang med at gøre den bedre. Kristine kørte i samme minibus som os. Chaufføren var armener, men kunne ikke snakke georgisk, selvom han havde boet i Georgien hele sit liv, så han og Kristine snakkede russisk sammen, for hun kan ikke snakke armensk. Der bor en hel enklave af armere i det nordlige Georgien, som aldrig har lært at snakke georgisk. Kristine kaldte dette område for det glemte Georgien. Landskabet var helt anderledes end det, vi lige havde kørt i. Der var store, flade områder, hvor de dyrkede kartofler og gulerødder, samt korn. Vi så en gammel mejetærsker på en mark. Der kom et par enkelte regnbyger. Det var første gang, vi havde oplevet regn på turen.
Først kom vi til den georgiske grænse, hvor vi skulle have stemplet vores pas. Derefter kørte vi en kilometer længere hen til den armenske grænsekontrol, hvor vi skulle gå igennem med vores kufferter og få stemplet vores pas igen. Vores kufferter skulle også gennemlyses. Desuden vekslede vi penge. Det var store sedler, vi fik. Deres valuta hedder DRAM, og vi fik godt 28.000 for 60 dollars. En øl koster 1000 DRAM, dvs. ca. 14 kr.
Bare sletter men også områder med kornavl og græsning til får og kvæg
På den anden side af grænsen mødte vi vores armenske guide, Elia, og der stod en ny bus og ventede på os. Der var WiFi i bussen. Det havde vi ikke forventet i Armenien, så det var fint.
Vi kørte ca. en time, inden vi kom til byen Gyumri, hvor vi skulle overnatte. Landskabet så ret bart ud, og Elia fortalte, at der var mange bjerge i Armenien, og det laveste punkt i Armenien var ved grænsen og var 400 m over havet. Det højeste bjerg hedder Aragats og er ca. 5000 m højt. Vi kørte igennem centrum, hvor der bl.a. står en lille triumfbue og en statue af Charles Aznavour, som har betydet meget for Armenien. Han er af armensk afstamning og har doneret mange penge til landet, især efter jordskælvet i 1988, hvor der døde mange mennesker og blev ødelagt rigtigt meget, specielt i byen Gyumri. Det tog mange år at få genopbygget byen, for selvom Sovjetunionens præsident Gorbatjov lovede at genopbygge byen i løbet af 2 år, skete der ingenting, og da Sovjetunionen brød sammen i 1991, skete der slet ingenting. Det var faktisk først, da folk begyndte at protestere for nogle få år siden, at der endelig skete noget.
Armenien har 3 mio. Indbyggere. Der bor dog flere millioner uden for Armenien, og mange af dem sender penge hjem til familierne i Armenien. Ellers ville de have svært ved at klare sig. Det armenske rige har været meget større engang, bl.a. havde de den anatolske højslette i Tyrkiet. Armenien har et dårligt forhold til Tyrkiet, men et godt forhold til Rusland, som de er meget afhængige af.
Flere fakta om Armenien:
Historie:
Armeniens guldalder
Som stat og nation har Armenien en historie, der går
helt tilbage til det 6. århundrede f. Kr. Især fire elementer af armeniernes
tidlige historie spiller i dag vigtige roller for deres nationale identitet og
udgør derfor en idé om en slags national ’guldalder’.
I løbet af sin historie har Armeniens grænser været flyttet mange gange, og landet har været underlagt bl.a. Det Romerske og Det Persiske imperium, mongolerne og Osmannerriget. I 1375 blev den sidste rest af det armenske kongedømme besat, og der eksisterede ikke noget selvstændig Armenien i perioden 1375 til 1918, hvor den første armenske republik blev udråbt efter 1. Verdenskrigs afslutning.
1000 dages republikken’I de sidste måneder af 1. Verdenskrig, hvor det var blevet tydeligt, at Osmannerriget ville blive én af krigens tabere, blev den første armenske republik udråbt, den 28. maj 1918. I den første fredstraktat efter krigens afslutning fik Armenien yderligere tildelt en del af det, der i dag er det nordøstlige Tyrkiet. Men den første republiks levetid blev kort – ca. 1000 dage (fra maj 1918 til december 1920). I 1920 invaderede tyrkernes nye leder Mustafa Kemal Armenien for at generobre det tidligere tyrkiske territorium. Stormagterne, der var præget af krigstræthed, gav ingen militær støtte til den lille og fattige armenske stat, som derfor ikke kunne stå imod den tyrkiske invasion. Efter den tyrkiske invasion blev der indgået en ny fredstraktat, og det blev enden på den første republik, fordi tyrkerne fik lov til at beholde den del af Armenien, som de havde invaderet, og resten kom til at indgå i Sovjetunionen som ”Sovjetrepublikken Armenien”. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, blev den tidligere Sovjetrepublik Armenien til den selvstændige stat, der eksisterer i dag. Det nye selvstændige Armenien var en drøm, der gik i opfyldelse for mange armeniere. Men den nye selvstændighed var ikke uden problemer. Som mange andre tidligere Sovjetrepublikker, var Armenien præget af fattigdom, arbejdsløshed, korruption og kriminalitet. Problemer som stadig ikke er løst i dag, og siden selvstændigheden i 1991 er mere end 20 % af Armeniens befolkning udvandret.
Nabokrig Sovjetunionens kollaps bragte ikke kun selvstændighed til armenierne. Ud af sammenbruddet kunne flere af Sovjetrepublikkerne få den selvstændighed, de i lang tid havde ønsket, men det skabte til gengæld også mange konflikter om, hvor de nye grænser skulle drages. I december 1991 udbrød der krig mellem Armenien og den nye selvstændige naborepublik Azerbadjan. Krigen gjaldt den armenske enklave Nagorno Karabagh, der officielt er en del af Azerbadjan, men hvor flertallet af befolkningen er armeniere. Det anslås, at 30.000 mennesker mistede livet i krigen, og at mere end 1 million mennesker flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem. Som følge af krigen i Nagorno Karabagh indførte både Tyrkiet og Azerbadjan handelsblokade og lukkede grænserne til Armenien. Disse sanktioner gælder forsat i dag og har haft en meget negativ effekt på Armeniens økonomi. Krigen blev afsluttet med en uofficiel våbenhvile, forhandlet ved russisk mellemkomst, 12. maj 1994. Våbenhvilen gælder fortsat i dag, men relationerne mellem Azerbadjan og Armenien er stadig meget anspændte. Folkedrabet De tyrkiske myndigheder i Det osmanniske Rige anholdt 24. april 1915 lidt over 200 fremtrædende medlemmer af det kristne armenske samfund og indledte, hvad Armenien og en lang række andre lande kalder et organiseret folkedrab. Ifølge historikere blev op mod 1,5 millioner etniske armere i Tyrkiet dræbt ved massakrer, der foregik i årene 1915-1923. I årene før havde der dog også være forfølgelse af armenere i nogle af de områder, som i dag hører til Tyrkiet. Den armenske befolkning blev spredt ud over mange lande efter massakrerne. Tyrkiet hævder, at der "kun" døde mellem 300.000 og 500.000 armeniere, og at armeniere også begik massakrer på tyrkere sammen med fremrykkende russiske styrker i krigens slutning. Religion
Over 90% af armenierne regnes for at tilhøre den armenske kirke. I Sovjetunionen var denne kirke, som andre, udsat for kirkelukninger o.l., men gennem hele sovjetperioden bevarede den en stærk position i samfundslivet og formidlede det tætte samarbejde med armenske emigrantmiljøer uden for Armenien.
Geografi:
Det nuværende Armenien ligger i det nordøstlige hjørne af det historiske Armenien. Mod sydvest grænser det op til Tyrkiet og Nakhitjevan. Sidstnævnte hører til nabolandet Aserbajdsjan, men ligger i det historiske Armenien. På aserbajdsjansk område ligger også det tidligere autonome område Nagorno-Karabakh, hvor et stort flertal af befolkningen er etniske armeniere. Mod nord grænser landet op til Georgien og mod sydøst til Iran. BefolkningSkønsmæssigt bor der 2,5 mio. armeniere uden for det tidligere Sovjetunionen, bl.a. i Tyrkiet, Syrien, Libanon, Iran, Irak, Frankrig, USA og Sydamerika. Endvidere bor der ca. 1,5 mio. armeniere i Georgien, i forskellige områder i Nordkaukasus samt andre dele af det tidligere USSR. I forbindelse med krigshandlinger er flere af de etniske mindretal i området fordrevet eller flygtet; i 1988-89 forlod skønsmæssigt 300.000 armeniere således Aserbajdsjan. Sovjetunionens sammenbrud førte tillige til stor udvandring; 1992-2002 forlod skønsmæssigt 0,5 mio. armeniere hjemlandet. NaturforholdArmenien er et højlandsområde mellem de to floder Kura mod nord og Araks mod syd. Der er flere bjergkæder og -massiver, og store områder ligger i 2-3000 m højde; højest er vulkanen Aragats (Alaghez), 4095 m. De vigtigste landbrugsområder er Araks floddal og Jerevanområdet. Vækstperioden er 6-7 måneder, og Armenien forsynede Sovjetunionen med flere subtropiske afgrøder: frugt, grøntsager og en betydelig mængde vin. Endvidere er der kornavl, plantager med granatæbler og en del fåre- og kvægavl. Vi ankom til vores hotel Hotel Gyumri Inn lidt over 5. Det var lidt mere enkelt end hotellerne i Georgien. Det var også et andet et end det, der stod i programmet. Der var lidt køligt på værelset. Vi skulle mødes kl. 7 for at køre med bussen hen til en lokal restaurant inde i byen. Der fik vi armensk mad, først lidt auberginer m.m. i en oliedressing, derefter oksekødsuppe. Hovedretten var kylling med skivede, stegte kartofler med dressing, og til sidst fik vi is. Vi købte en øl og et glas rødvin.
Vi var tilbage på hotellet ved halv 10 tiden.
Søndag 20. oktober – Byrundtur i Gyumri + Echmiadzin
Vi sov rigtigt godt, for endelig var der en ordentlig pude. De fleste i Georgien var meget hårde. Vi blev dog vækket 2-3 gange af hunde, der gøede. Der er er også mange løse hunde både her i Armenien.
Vi stod op ca. kvart i 7, for vi skulle afsted på byrundtur kl. halv 9. Vejret var fint med solskin.
Vi kørte ned til centrum af byen Gyumri. Der var lidt køligt så tidligt på dagen, men det ændrede sig hurtigt. Elia viste os et kort over Armenien og de omkringliggende lande, så vi kunne se, at det kristne Armenien er klemt inde mellem flere muslimske lande, og Tyrkiet ville gerne have Armenien, så det kunne blive et stort samlet muslimsk område. Det ønsker Rusland dog ikke, så derfor står der russiske styrker ved grænsen til Tyrkiet. Tyrkiet har helt lukket for grænsen - grænsen til Azerbaijan er også lukket - så de varer, Armenien køber i Tyrkiet, skal fragtes gennem Georgien til Armenien, og derfor er varer dyre her til trods for deres lave lønninger.
Centrum i Gyumri Mange bygninger er bygget af sandsten i forskellige farver
Vi gik lidt rundt i gaderne, hvor der var et par store kirker. Den ene var ved at blive renoveret, for den var blevet ødelagt ved jordskælvet i 1988. Der var nogle flotte gamle bygninger, for Gyumri er ældre end Yerevan, hovedstaden. De fleste er bygget af sandsten i forskellige farver, for Armenien bruger næsten altid sandsten, fordi de har så mange stenbrud med dem. Vi gik hen i gågaden, hvor vi så en statue af Kirk Kerkoriem, en armenier, som skabte det Las Vegas vi kender i dag. Han har sendt mange penge hjem til Armenien. Der er også mange andre kendte armeniere rundt om i verden, bl.a. sangeren Cher.
Efter byturen kørte vi videre til Armeniens religiøse og spirituelle hovedstad Echmiadzin. Mange steder var vejene ret dårlige. Landskabet var temmelig bart med store marker, hvor de bl.a. dyrkede hvede, kartofler, gulerødder og kål. Der gik også en del kvæg, nogle gange sammen med en hyrde. Nogle steder så vi også kvæg gå ude på vejen, for der var ingen hegn. Vi kom også forbi et stenbrud, hvor de skar sandsten. Armenien er kendt for sine sandsten, og de har 40 forskellige farver.
Der var en del rør langs vejen. Det var naturgas fra Rusland, som de bruger til opvarmning.
Da vi kom en anden klimazone, så vi en del drivhuse, for de vil forsøge sig med tomatavl. De kan ikke dyrke tomater udendørs, fordi der er alt for tørt og varmt om sommeren og alt for koldt om vinteren, men da solen alligevel skinner en del om vinteren, vil de forsøge. Det regner kun 400 mm om året.
Vi så Armeniens højeste bjerg Aragat med sne på toppen, 4095 m højt.
Vi kom igennem en by, hvor der kun boede yazider, en slags kurdere, som også findes i bl.a. Irak. Det var der, de blev forfulgt af IS. Der bor nogle få tusinde i Armenien. De har en lidt speciel religion, hvor pigerne bliver gift tidligt, allerede som ca. 14-årlige, og de går ikke i skole så mange år.
Vi så også et kvægmarked på en mark. Der var ikke hegn omkring markerne, derfor gik der hyrder.
Vi stoppede ved en alfabetpark, som blev oprettet i 2006 til minde om det armenske alfabet. Der stod også et stort kors, som bestod af 1719 små kors til minde om Kristendommens indførelse i 301.
I den anden klimazone, som var mere frodig, så vi frugttræer, bl.a. æbler, abrikoser og valnødder. De forsøger også at dyrke vin. Det hele skal dog kunstvandes på grund af for lidt regn.
Der er 12 års skolegang, som er gratis, og blev indført i 2010. Børnene starter som 6-årige og går i skole indtil de er 18. Derefter skal mændene ind til militæret i 2 år. De bliver næsten alle sendt til Nagorno-Karabakh, hvor der ikke er fred. Der bliver skudt i hvert fald en gang om måneden, og hver gang dør der nogle soldater
Det er svært at være skoleelev i Armenien. Som 6-årige lærer de det armenske alfabet på 38 bogstaver, som 7-årige lærer de russisk med et alfabet på 33 bogstaver, og som 8-9 årige lærer de engelsk.
Der er 3 måneders sommerferie, juni, juli og august. Skoledagen starter 8.30 og slutter mellem 1 og 3.
Man betaler for at gå på universitetet, 600 euro året. Nogle får dog stipendiater, som gælder for er år ad gangen.
Der er stadig et atomkraftværk i Armenien fra Sovjettiden. Der var også mange storkereder i master, men storkene var fløjet videre til Afrika for vinteren.
Omkring middagstid ankom vi til Echmiadzin, hvor vi skulle spise frokost på en kunstskole. Det var et rigtigt hyggeligt sted, og vi fik en god frokost med masser af salat og fisk samt kage til dessert. Derefter kørte vi hen til katedralen, som lå på en kæmpestor plads, men den var lukket på grund af renovering. Vi var inde at se et museum med mange ting fra kirkens tid, og vi gik igennem den have, som katolicus har foran sit hus, næsten et palæ. Der var en museumsguide, som viste rundt.
Bagefter kørte vi videre til Zvartnots templet, som er på UNESCO's verdensarvliste. Det blev bygget fra 643-652, men er nu ruiner, for der har været mange jordskælv i Armenien i tidens løb. Vi så en model af templet inde på et lille museum ved siden af. Der var udsigt til bjerget Ararat med sne på toppen.
Vi var fremme ved hotellet i Yerevan ved halv 6-tiden, Ani Plaza Hotel. Det var det flotteste hotel på hele turen. Vi fik værelse på 4. etage, faktisk en hel suite, så det var dejligt, for der skulle vi bo 3 nætter. Det ligger meget centralt i byen.
Vi havde aftalt at gå ud at spise sammen med Anni og Ole, så vi mødtes kl. 7 og fandt en restaurant på Charles Aznavour pladsen ikke ret langt fra vores hotel. Det var et lidt pænere sted, men meget hyggeligt. Vi fik lammeskank med grønsager og en øl. Derudover fik vi gratis brød, en lille forret med en tynd skive aubergine, der var rullet omkring en form for smøreost. Det har vi også fået et andet sted, så det er åbenbart en armensk ret. Vi fik en Limoncello til sidst, også uden beregning. Vi betalte i alt næsten 18.000 DRAM, dvs. mellem 250 og 300 kr., så det var ok.
Da vi kom ud af restauranten, var der 20 grader, så det var lunt. Det var dejligt. Der var også mange mennesker på gaden.
Bagning af fladbrød i store lerkar. Bageren svinger sig ned i det varme kar, og klasker brødene op mod siden.
Mandag 21. oktober – Khor Virap klostret/Byrundtur i Yerevan
Da vi stod op kvart i 7, regnede det, men det holdt heldigvis op ved 9-tiden. Vi gik ned for at spise morgenmad lidt over 7. Der var rigtigt meget at vælge imellem, noget mere end de andre steder, så det var dejligt.
Vi kørte klokken halv 9. Da regnede det stadig en lille smule, men ikke noget særligt. Vi skulle køre cirka en time for at komme ud til Khor Virap klostret, som ligger på en høj tæt ved grænsen til Tyrkiet. Der var meget trafik i Yerevan, for der er rigtigt mange biler, og der skete en del trafikuheld idag på grund af regnen, for folk her er ikke så vant til regn. Der bor 1,5 mio. mennesker her, dvs. ca. halvdelen af befolkningen. Sidste år blev der importeret 70.000 brugte biler fra USA og Europa og også 70.000 allerede i år, for afgiften bliver sat op til nytår. I udkanten af byen kunne vi se en masse lastbiler med personbiler holde og vente ved tolden for at få dem registreret. De bliver repareret i Armenien og solgt videre til deres egne beboere eller til andre lande i nærheden, bl.a. Rusland.
Yerevan var persernes hovedby i Armenien, men senere blev det Sovjetunionens hovedby i Armenien. De lavede en byplan i 1924 for at få indbyggertallet til at vokse, og i 1924 boede der 120.000 mennesker der. Da der i 1980 var 1 mio. indbyggere, blev der bygget en metrostation. Men alligevel er den offentlige transport dårlig, for der er alt for få busser, og de er for små, og metroen fungerer heller ikke optimalt, så borgmesteren var lige nu i Vesten for at se, hvordan den offentlige transport fungerer der, for der skal gøres noget ved den kaotiske trafik i Yerevan.
Da vi kørte ud af byen, kunne vi se en masse tomme industribygninger i udkanten af byen. De blev nedlagt, da Sovjetunionen brød sammen og står nu tomme.
Noget af vejen var ret dårlig, men igennem Ararat dalen var der motorvej, og den var ok. Den stoppede dog ved bjergenes begyndelse. Vi kunne se dem i det fjerne. Desværre var det overskyet, så vi kunne ikke se toppen af Ararat bjerget, men vi kunne dog se lidt sne. Bjerget er over 5.000 m højt og ligger i Tyrkiet.
Ararat dalen er frugtbar og svinger mellem hel- og halvørken. Der dyrkes mange forskellige frugter og grønsager, men det er nødvendigt at kunstvande, for det regner ikke ret meget. Temperaturen svinger også meget, fra 40 grader om sommeren til -20 grader om vinteren. Det ligger 800 m over havet. De dyrker også vin, men de er tvunget til at skære vinstokkene ned til 20 cm i november og dække dem til, for ellers klarer de ikke vinteren.
De højeste bjerge findes i det sydlige Armenien, og de højeste pas er ca. 2400 m høje.
Da vi kom frem til Khor Virap klostret, gik vi først op på toppen og kiggede over mod Ararat bjerget. Der var kommet mere sne, men Elia sagde, at det var sent i år, for oktober havde været varm. Vi kunne dog ikke se toppen på grund af en del skyer. Klostret ligger kun 3-4 km fra den tyrkiske grænse, så vi kunne se russiske vagtposter ved ingenmandslandet, og længere væk kunne vi se en amerikansk base, for Tyrkiet er et NATO land og har derfor amerikanske soldater.
Khor Virap klostret i det fjerne Statuen af Mother Armenia er med soklen 51 meter høj
I kirken er der en grotte, hvor den hedenske konge Trdat holdt St. Gregorius indespærret i 12 år, fordi han prædikede den kristne tro.
Vi var der ca. 3 kvarter, hvorefter vi kørte tilbage til Yerevan. På det tidspunkt var vejret fint. Vi kørte først op på det øverste af byen, hvor der var en statue af Mother Armenia i Victory parken. Hun er en kvindelig personificering af Armenien. Statuen er meget høj. Selve statuen er 21 m, og med soklen er den 51 m. Først var der en statue af Stalin, som blev fjernet i 1962, men det var først i 1967, man lavede statuen af Mother Armenia. I parken var der bl.a. en model af en MIG jager.
Bagefter kørte vi ned i centrum, ned til Kaskaden, The Cascade. Det er et flot kompleks med en masse trapper udvendigt, vistnok over 700 trin, på skråningen, som forbinder parken nedenfor med boligområder foroven. Indvendigt er der både almindelige trapper og rulletrapper, Ved siden af rulletrappen var der nogle flotte og specielle kunstværker. Fra toppen var der god udsigt ned over byen. Efter besøget der gik vi hen på en lille cafe i parken ved kaskaden.
Bagefter gik vi i samlet flok ned forbi Musikhuset og operaen og videre ned ad gågaden ned til Frihedspladsen og Republikpladsen, hvor der hver aften er springvand med musik til. Derefter blev vi kørt hen til kognakdestilleriet Ararat, hvor vi fik en rundvisning og skulle smage på 2 slags kognak, en på 3 år og en på 5 år. Vi kunne bedst lide den på 3 år, for den var mere mild.
The Cascade med 700 trin og med kunstværker langs siden.
Det store frugt- og grønsagsmarked i Jerevan
Bagefter kørte vi hen til det kendte frugt- og grønsagsmarked, som er et slaraffenland af friske og tørrede frugter og grønsager. Det var spændende at gå rundt derinde, men billigt var det ikke. Vi købte dog nogle æbler til en ok pris.
Vi var tilbage på hotellet ved halv 6 tiden. Vi skulle mødes igen kl. 7 for at gå på restaurant. Vi gik hen på restauranten, for den lå lige i nærheden af hotellet. Vi fik dejlig armensk mad, mange forskellige små forretter med grønsager, ost og brød, bl.a. grillede squash, tynde aubergineskiver med fyld, fyldte peberfrugtskiver m.m. Hovedretten var fyldte kåldolmerne. Og til dessert fik vi en god nøddekage. Der var underholdning med armensk musik. De var 5 personer, som spillede på nogle anderledes instrumenter, end vi kendte. Det lød godt.
Armensk folkloreaften
Vi gik tilbage til hotellet ved 9-tiden. Jeg havde bare ben, og det var ikke for koldt. Der var nok 15-16 grader.
Tirsdag 22. oktober – Mindesmærke for Folkemordet/Manuskriptmuseet/Garni
Der var fint vejr, da vi stod op ca. kvart i 7 i morges.
Vi kørte først klokken 9 i dag, for vi skulle på museum, og de åbner først klokken 10. Vi kørte op til mindesmærket og museet for det armenske folkemord, der herskede fra 1915 til 1923. Det ligger i en underjordisk bunker. Osmannerne/tyrkerne dræbte ca. 1,5 mio. armenere for at få deres land og kun have muslimer til at bo der. Det var ligeså slemt som jødeforfølgelserne, men der blev ikke rigtigt snakket om det efter 1. verdenskrig. Der var dog nogle missionærer, journalister og andre, som gjorde opmærksom på det, men der skete ingenting. Der var også 2 danske kvinder, som beskrev det, Karen Jeppe og Maria Jacobsen De 2 kvinder blev afbildet på nogle særfrimærker, som Armenien udsendte i 2015 i anledning af 100-året for folkedrabet, så deres indsats er blevet meget værdsat. De hjalp bl.a. nogle af de mange forældreløse børn, som havde overlevet. De arbejdede på nogle børnehjem, som blev oprettet i nærområderne. Der er mindeplader for dem på muren ved mindesmærket.
Mindesmærke for Folkemordet. Med en evig flamme Osmannerne/tyrkerne dræbte ca. 1,5 mio. armenere( 1915 til 1923) for at få deres land og kun have muslimer til at bo der.
Det var først mange år senere, at emnet kom op igen, men tyrkerne anerkender det ikke.
Derefter kørte vi hen til et andet museum, Manuskriptmuseet. Det tog noget tid at køre, for trafikken er fuldstændigt kaotisk. Færdselsregler er der ikke mange af. De bliver i hvert fald ikke overholdt. Museet er opkaldt efter Merop Mashtots, som var den armenske munk, der omkring 400 e.Kr. udviklede det armenske alfabet. Den verdenskendte samling indeholder dokumenter fra det 7. århundrede.
Ved halv 1 tiden kørte vi ud af byen for at køre til den lille by Garni, hvor vi først skulle spise frokost. Der var snoede og lidt dårlige veje derud. Der var et bagerforretning i forbindelse med restauranten, hvor vi så den traditionelle armenske måde at brød på. Den er også på Unesco’s verdensarvliste. Det var fladbrød, og de blev sat på kanten af den varme ovn. De skulle sørge for at tage dem op, inden de faldt ned, for så duede de ikke. Vi smagte det sammen med ost og krydderier. Maden var fin, først en del grønsager, derefter grillede spareribs med kartofler, og til sidst te og kage.
Garni templet Flotte efterårsfarver i naturreservatet Dilijan
Bagefter gik vi hen til Garni templet, som ligger flot med udsigt ned til en flod og flotte gule træer. Det er et hellenistisk tempel, som var tilegnet solguden Mitra, og da kristendommen vandt indpas i Armenien, blev templet kongelig sommerresidens, og der blev anlagt en kirke og et badehus, som man kan se ruinerne af.
Bagefter kørte vi til Geghard klosteret, der ligger i en snæver kløft med stejle klippesider, og en del af klostret er faktisk en klippehule. Geghard betyder spyd og refererer til det spyd, Jesus blev stukket med på korset. I nærheden af Jerath kørte vi igennem et stort naturreservat på 275 hektar. Der lever der mange truede dyrearter, bl.a. Sydkaukasisk brunbjørn, los, hyæne, ørn, grib, slanger, kaukasisk bjergfår, sort leopard.
Vi var tilbage på hotellet ved 18-tiden. Jeg følte mig dog ret træt og lidt utilpas, så vi havde ikke lyst til at gå ud at spise. I stedet gik vi ned på Republikpladen lidt over 8 for at se springvandet springe til musik. Det så flot ud. Vi blev der dog ikke så længe, for jeg var træt og havde dårlig mave, så jeg tog et par Imodeum inden jeg gik i seng. De hjalp heldigvis, men jeg var ikke helt frisk.
Onsdag 23. oktober – Sevan søen/Haghartsin-klostret
Vi skulle køre kl. halv 9. Vejret var fint. Vi skulle tilbage til Georgien, men skulle først se nogle flere ting i Armenien.
Først kørte vi til Sevan søen, som er en af verdens højest beliggende ferskvandssøer og dækker ca. 5 procent af Armeniens areal. Vi kørte ud til den lille halvø, som stak ud i søen. Der skulle vi gå op ad over 200 trappetrin for at komme op på toppen. Oppe på toppen var der en meget flot udsigt ud over søen i solskin. Den ligger i 2000 m højde, er 75 km lang og på 1200 km2. Den er 70 m dyb. Der lå et middelalderkloster deroppe.
Bagefter kørte vi igennem de frodige naturområder, der er kendt for at producere frugt i verdensklasse, til Haghartsin klostret. Vi gik ca. 800 m op gennem skov med meget smukke efterårsfarver, indtil vi kom til klostret, som lå rigtigt flot med udsigt over dalen. Det er et kloster fra det 13. århundrede og ligger nær byen Dilijan. Da vi kom tilbage til bussen, fik vi serveret abrikos-brandy med chokolade til. Det smagte ok. Vi sad på bænkene i det fine vejr.
Haghartsin nær byen Dilijan Sevansøen
I dette område var der en del skov. 11% af landet er dækket af skov, og 10% af ørken.
På vores tur i dag fortalte Elia en del om de sociale forhold.
Folk skal selv betale for at komme på sygehus. Dog er det gratis for børn under 14 år. Hospitalerne er fine, og der findes både offentlige og private hospitaler. Der er ikke ret mange, der har sundhedsforsikringer, så de må selv betale. Familielægen er dog gratis for de fleste.
Der findes ingen plejehjem eller anden form for pleje af de ældre, så det må folk også selv sørge for. Derfor er der en del af den ældre generation, som drømmer sig tilbage til tiderne under Sovjet, hvor der var arbejde til alle, og skole, uddannelse, sygehus m.m. var gratis.
Der er stor forskel på folks indkomster og formuer. Der findes næsten ingen middelklasse, men nogle få rige mennesker med rige slægtninge i Rusland, og resten af befolkningen er ret fattige. Blandt andet derfor emigrerer mange unge til USA, og andre arbejder 9 måneder om året i Rusland, især i byggeindustrien, så der findes 6 mio. armenere i udlandet, dvs. det dobbelte af landets befolkning, men det skyldes dog også folkemordet, hvor de, der ikke blev slået ihjel, blev jaget på flugt, så der findes armere i mange forskellige lande, også i Europa. Det er et problem, at så mange unge rejser ud.
Landbrugsprodukter er den vigtigste eksportvare. Derudover er turisme og IT også blevet en vigtig indtægtskilde.
Deres lønninger er ret lave. Minimumslønnen er 100 euro pr. måned, og en statsansat læge tjener gennemsnitligt 300 euro pr. måned. De gennemsnitlige leveomkostninger for en familie er ca. 1000 euro pr. måned.
Vi kunne se, at der var en del halvfærdige huse. De har ikke altid råd til at bygge huset færdigt, så de starter med underetagen, og når de så får flere penge, bliver der bygget en etage mere. Tit bor flere generationer sammen for at spare penge.
Sidst på eftermiddagen kom vi til den georgiske grænse, dog et andet sted, end dengang vi kørte fra Georgien til Armenien. Vejen her var meget bedre end ved den anden grænseovergang. Vi skulle skifte bus og have en ny guide. Vi vekslede også vores resterende armenske valuta tilbage til euro. Vi skulle nu tilbringe de sidste 2 dage i Georgien igen.
Det var nogle meget spændende dage, vi havde i Armenien, bl.a. takket være vores meget kompetente danske rejseleder Steen Ramsgård og vores lokalguide Elia, som begge vidste meget om Armenien.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
|
