Tags: andorra rejsebeskrivelse, Andorra La Vella,                 Rejsebeskrivelse Andorra, Jytte og Bjørn Larsen rejser, relsebeskrivelser

 FORSIDEN                                                                                             

                       

                 Stort kort - klik på kortet                                                                                                                                                                          

  

Rejsebeskrivelse juni 2019

 

I forbindelse med en rejse til Barcelona sidst i juni var vi også på en tur til Andorra, som man kan komme til med bus fra Barcelona.

 

Da vi kom ind i Andorra, var der nogle rigtigt flotte udsigter til skibakker, for Andorra er kendt som er af de bedste skisportssteder i Pyrenæerne.

 

Fakta om Andorra:

 

Andorra, officielt Fyrstendømmet Andorra (catalanskPrincipat d'Andorra), er et lille land, som ligger mellem Frankrig og Spanien i den østlige del af bjergkæden Pyrenærerne. Landet har et areal på ca. 470 km2, dvs. det er lidt mindre end Falster. Der er ca. 90.000 indbyggere. Ca. halvdelen bor i hovedstaden, Andorra La Vella.

 Først i 1993 blev landet en suveræn stat efter at have indgået en aftale om dette med Frankrig og Spanien. Dermed blev Andorra et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund og blev optaget som medlem i FN, Europarådet og en række andre internationale mellemstatslige organisationer.

Andorras politiske system har gennemgået en reformproces, hvor grundloven af 1993 har gjort landet til et parlamentarisk demokrati. Det tidligere fattige og isolerede land oplevede fra 1950'erne og fremefter en økonomisk opgangsperiode. Landet har gennemgået udviklingen til en moderne selvstændig stat, og har i denne proces oprettet nationale institutioner på mange felter indenfor samfunds- og kulturliv.

Turisme og handel, bankvirksomhed og ejendomsudvikling har været de vigtigste sektorer i økonomien. Forudsætningerne for landets økonomi har ændret sig på grund af EU`s indre marked, hvor nabolandene Spanien og Frankrig er med. International bekæmpelse af skatteparadiset har medført skærpede krav for bank- og finanssektoren i landet.

 

                       

 

Landskabet består hovedsageligt af bjerge med en gennemsnitlig højde på 1996 m. Bjergene er højest ved grænsen mod Frankrig og den sydøstlige del af grænsen mod Spanien. Det højeste bjerg er Comapedrosa, som ligger nordvest i landet og når en højde på 2.942 moh. Flere af landets bjergtoppe når over 2.500 meters højde.

Det er et meget fredeligt land, med næsten ingen kriminalitet.

 

Hovedstaden hedder Andorra la Vella og er den højest beliggende hovedstad i Europa, ca. 1000 m over havet. Der er ca. 45.000 indbyggere i hovedstaden.

 

Andorra la Vella, med betydningen "Gamle Andorra", ligger i det sydvestlige Andorra, hvor to bjergbække, Valira d’Ordino og Valira d’Encamp, mødes og bliver til Gran Valira, Byen er et meget populært skisportssted.

 

Sprog:

Catalansk er officielt sprog ifølge grundloven. Dette sprog bruges i områderne Andorra grænser op til, særlig i den spanske autonome region Catalonien, som Andorra på mange måder har forbindelse med, og i Roussillon i Frankrig. I Andorra er det dialekten vestcatalansk, som tales. Bortset fra catalansk tales der også spansk og fransk, ikke mindst fordi skolevæsnet er tredelt med undervisning på catalansk, spansk og fransk. På grund af arbejdsindvandring taler mange indbyggere også portugisisk..

Selv om catalansk er landets officielle sprog, har det været presset som følge af spansk og fransk skolevæsen, mediepåvirkning og indvandring. Udbygning af den andorranske skole, voksenundervisning og etablering af det offentlige sprogråd Servei de Política Lingüística er sket for at styrke det catalanske sprog i landet.Undervisning i catalansk er påbudt i det franske og spanske skolevæsen.

Religion:

92,4 % af befolkningen er kristne. De fleste af disse tilhører den katolske kirke. På grund af arbejdsindvandring findes der også mindre grupper af muslimer og hinduer, men begge grupper udgør under 1 % af befolkningen.

Turisme:

 

Turisme er Andorras vigtigste levebrød. I vinterperioden trækker alpinanlæggene besøgende.

 

                          

 

                       

 

Turisme og medfølgende handel er den vigtigste del af Andorras økonomi, og den står for omkring 80 % af BNP. Flere millioner turister besøger Andorra årligt, lokket af Andorras tax-freebutikker. De fleste turister er dagsbesøgende. I 2009 kom 57 % af de tilrejsende fra Spanien, mens 40 % var franskmænd. Tax-freeturisme var af særlig stor betydning før Spanien blev medlem i EU i 1986, men besøgende kan fortsat vende tilbage til Frankrig og Spanien og medbringe en afgiftsfri kvote af tobaksprodukter, alkohol, parfume, madvarer og industriprodukter (særlig småelektronik), som er større end for mange lande udenfor EU. Selvom de fleste turister er dagsrejsende, har landet alligevel flere hundrede hoteller og overnatningssteder, og der fandtes i 2009 720 virksomheder i hotel- og restaurantbranchen. I 2009 havde Andorra over 1,8 millioner overnattende gæster. Turistindustrien er af betydning både i sommer- og vintersæsonen. Andorra er den største vintersportsdestination i Pyrenæerne.   

Vi havde et par stop undervejs til hovedstaden, bl.a. lidt før, vi kom til toppen af passet, som er 2400 m højt og et af de højeste pas i Pyrenæerne. Der var en rigtig flot udsigt. Der var stadigvæk sne på nogle af bjergtoppene.

 

                       

            Den spektakulære bro i hovedstaden.                                                               Gågaden med dens dyre butikker

         

Vi kom til hovedstaden, Andorra La Vella hen på eftermiddagen. Der var meget varmt, selvom byen er lidt højt beliggende, 1100 m over havet, men den ligger alligevel nede i et hul omgivet af bjerge, så der var omkring 35 grader. Derfor gik vi kun en meget lille tur, men byen er heller ikke noget særligt. Der er en lang gågade med masser af butikker med dyre mærkevarer, parfume og spiritus, for Andorra er toldfrit område. Der var selvfølgelig også nogle cafeer, hvor man kunne nyde lidt at spise eller evt. en kop kaffe. Et ophold her er i 2 dage synes vi er nok.

 

                                                                              

                                                                                                                Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                           Aalborg

                                                                                                             

 FORSIDEN