Tags: rejsebeskrivelse thailand, øer i Thailand,          Rejsebeskrivelse fra Thailand 2017, rejser til Thailand, rundrejser thailand, TUI,

 Tilbage til Thailand                                                                                                                                                         Tilbage til START

                                                                                                                                                                                         

       

   Copyright © Fotos: Bjørn Larsen  All Rights Reserved

 

Rejsebeskrivelse fra Thailand 25.1.-7.2.2017

 

Vi havde lyst til at gense Thailand efter vores gode tur dertil for 2 år siden, men denne gang bookede vi det hele selv på nettet. Vi fandt billetterne på FDMs hjemmeside og hotellerne på Hotels.com og Agoda.com.

 

Transporten fra Bangkok - både bus og speedbåd - bookede vi gennem Coco Dee Bo Tours på Koh Chang, for dem kendte vi fra vores tur til Thailand for 2 år siden. De arrangerede dengang vores tur til Cambodia og øferien. Denne gang fik vi dem til at arrangere transport fra Bangkok til Trat, som ligger på fastlandet over for Koh Chang i det sydøstlige Thailand. Desuden arrangerede de turen med taxa og speedbåd til øen, hvor vi skulle være 8 nætter.

 

Onsdag 25. januar - Afrejse

 

Vi stod op til sædvanlig tid lidt over 7, for vi skulle først med bybussen ud i lufthavnen kl. 10. Flyet til Amsterdam gik 12.10 og var meget præcist. Vejret var også fint, 4 grader og næsten stille vejr - og ingen sne.

 

Vi havde 4 timers ventetid i Amsterdam, inden flyet til Bangkok med KLM afgik kl. 17.30.

Torsdag 26. januar – Ankomst Bangkok

 

Flyveturen til Bangkok gik fint, men det var en lang tur, 10 1/2 time, og der var ikke så meget plads, selvom der faktisk var ok benplads på flyet, som var en Boing 777-300. Der var 63 rækker i alt med 10 sæder på tværs, så det var et kæmpefly.

 

Vi kom til at sidde ved siden af en ung pige på 21 år fra Amsterdam. Hun rejste derud alene, for hun var meget vant til at rejse, fordi hendes forældre var ansat ved KLM, så de kunne få billige billetter. Hun skulle besøge flere forskellige steder i Thailand og også Bali. Hun skulle også bo i Khao San Road ligesom os - et rigtigt backpacker-kvarter, så vi besluttede at tage en taxa sammen fra lufthavnen.

 

Der var fin service ombord med gratis mad og drikke. Det lykkedes os at sove lidt, men ikke særligt meget.

 

Vi ankom til Bangkok ca. halv 11 om formiddagen til rigtigt varmt vejr, over 30 grader og fugtigt, så det var lidt rigeligt.

 

           

  Indflyvning til Bangkok                                            Med tuk-tuk

 

Det gik let og smertefrit med at komme igennem immigrationen, og vores kufferter var der heldigvis også. Det er jo ingen selvfølge, når vi flyver via Amsterdam.

 

Det tog lidt tid at finde den rigtige taxa, for dem, der holdt lige uden for ankomsthallen, var meget dyrere end det, vi havde læst om taxa-priser på nettet. Det viste sig, at vi skulle gå en etage ned, hvor der var nogle taxaer med grønne og gule farver. Det var et sindrigt system, hvor man skulle trække et nummer, og det nummer svarede til den taxa, vi skulle køre med. Det kostede 500 baht ind til byen, ca. 40 km, dvs. ca. 100 kr., så det var billigt.

 

Chaufføren var ikke så god til engelsk, for det er ikke alle, som lærer det i skolen. Han havde lært det på nettet og ved at hans søn på 8 år hjalp ham, for han havde åbenbart engelsk i skolen.

 

Vi blev først sat af ved vores hotel, Rikka Inn, som ligger i Khaosan Road, en gade med masser af lokalt liv, bl.a. var der en masse gadekøkkener. Der kommer også mange backpackere hertil, så der er liv næsten hele døgnet rundt. Heldigvis ligger hotellet lidt væk fra gaden, så vi kunne ikke høre særligt meget støj fra gaden - troede vi. For det viste sig, at det kunne man om aftenen, da der var meget liv i gaden.

 

Da vi havde fået vores værelse på 5. sal, et ret lille værelse, men ok, gik vi en tur ud i byen for at finde nogle af de templer, vi havde læst om i guidebogen. Der var varmt, men lidt overskyet, så det var til at holde ud. Det var lidt svært at finde rundt, men vi havde heldigvis et kort, så vi gik hen til Democracy Monument, som var nogle flotte søjler. 

 

           

  Democracy Monument                                               Buddha figur på 46 m  

 

Vi mødte en mand derhenne, som anbefalede os at tage en tuk tuk til 5 forskellige seværdigheder, for der var langt imellem dem. Og det kostede kun 20 baht, dvs. 4 kr. Vi havde godt nok læst, at det var et trick, de brugte, hvor man så blev kørt hen til en skrædderbutik, for der får de penge til benzinen for at køre folk derhen. 

 

Vi fik dog en billig rundtur på den måde og prøvede at køre i tuk tuk. De snor sig ind og ud mellem bilerne og scooterne, så helt ufarligt er det nok ikke. Vi blev først kørt til et tempel, hvor der var en meget høj Buddha figur på 46 m, som var guldbeklædt. Den var imponerende.

 

Derefter blev vi kørt til et par templer mere, som også var flotte, men ikke helt så imponerende. Det sidste sted var det gyldne bjerg, men inden vi blev kørt dertil, stoppede vi ved en butik, hvor de laver tøj. Vi blev bedt om at være der i hvert fald 10 minutter, for ellers kunne han ikke få penge til benzinen. Det gjorde vi så, og sælgerne derinde prøvede at overtale os til at få syet et sæt tøj eller købe et slips, dog uden det store held....

 

Det sidste stop var Det gyldne bjerg. Der var gået over en time, så vi kunne ikke få mere kørsel for pengene, men der var heller ikke ret langt hjem, så vi betalte og gav lidt drikkepenge og gik så op ad de mange trapper. Oppe fra toppen var der en rigtig god udsigt ud over det meste af byen, så man kunne se, at der både var fattige og rige kvarterer.

 

Det tog ca. 3 kvarter at gå tilbage. Vi gik bl.a. over en af de mange broer over floden, som løber igennem Bangkok, så vi så nogle turbåde sejle på den lidt beskidte flod. Vi kunne også se de små og fattige huse, som lå lige ned til floden. Nogle steder så vi også tiggere og hjemløse på fortovene. Det var et meget broget skue.

 

Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 18. Der var begyndt at være meget liv i vores gade, med masser af gadekøkkener og andre handlende, og da vi gik ud for at spise lidt over 7, var der endnu flere. 

 

           

  Gadekøkken                                                             Mange lokale thaier spiser stegte larver, skorpioner og jo store edderkopper!..

 

Vi fandt en hyggelig restaurant ikke ret langt fra vores hotel, for vi var lidt trætte. Vi fik en ret med nudler og fisk samt en stor øl. Det smagte rigtigt god, og priserne er også meget rimelige, 600 baht for både mad og drikke, dvs. ca. 120 kr. i alt. Selvfølgelig er det billigere at spise maden fra et gadekøkken, men vi trængte til at sidde ned.

 

Vi gik i seng ved 10-tiden, godt trætte.

 

Fredag 27. januar – Sightseeing i Bangkok

 

Det var lidt svært at falde i søvn på grund af larmen fra gaden, som blev ved længe. Heldigvis var det ikke for varmt, selvom vi havde slået air condition fra.

 

Vi sov helt til næsten 8, så det var dejligt at få udsovet. Vi havde næsten vænnet os til de 6 timers tidsforskel.

 

Vi gik afsted kl. ca. 9 for at se The Grand Palace, som er et kæmpestort tempel- og kongeområde. Der var mange tusinder mennesker på vej til det samme sted, for det er en af de største attraktioner i Bangkok.

 

Vi har set en masse sørgebind hængt op ved mange officielle bygninger og mure, og i dag så vi mange mennesker klædt i sort og med et lille emblem med et billede af den gamle konge. Det var på grund af den gamle konges død for et par måneder siden. Han var meget populær, så der er et helt års sørgetid. 

 

Hele komplekset er omgivet af hvidkalkede mure. Paladsområdet blev opført som Kongens by i årene efter Bangkoks grundlæggelse i 1782, og indtil 1946 boede kongen, hans hustruer og et væld af tjenestefolk og vagter her. I dag residerer kongen i Dusit kvarteret mod nord, mens paladset lægger hus til særlige ceremonier og statsbesøg.

 

Det var en stor oplevelse at gå rundt mellem alle de flotte templer. Før vi fik lov at komme ind, skulle vi være "anstændigt" klædt, så vi havde taget ekstra tøj med, som dækkede armene og benene. Jeg tog en langærmet bluse og en sarong på, og Bjørn tog lange bukser på. Det kostede 500 baht pr. person at komme ind.

                                                                                            The Grand Palace   

Der var meget trængsel inde på det store område, men det lykkedes os at få set en hel del, selvom vi ikke nåede det hele. Vi var der ca. et par timer, og derefter gik vi hen til et andet kendt sted, Wat Pho, hvor der er en kæmpestor liggende Buddha, der er indlagt i gips og forgyldt i guld. Den er 46 m lang og 15 m høj og den største hvilende Buddha i Thailand. Den var imponerende.

 

           

 

 

Wat Pho er det største tempel i Bangkok og har den største samling af Buddha figurer (over 1000). På tempelgrunden står der spir alle vegne, både tykke og tynde, klokkeformede og snoede spir med glinsende belægninger.

 

Inde i tempelområdet kunne folk få en lille skål, som de lagde penge i og fordelte i nogle større skåle, der stod op ad muren. De allerfleste mennesker i Thailand er buddhister, og deres tro siger, at de skal hjælpe de fattige. Vi så også donationsbokse andre steder.

 

Klokken var efterhånden blevet mange, så vi gik ind på en lille lokal restaurant, hvor vi fik en kop kaffe og en cola. Det var en speciel måde, de lavede kaffe på, men det smagte ok, sagde Bjørn.

 

Derefter gik turen hjemad, både ved hjælp af kort og ved at spørge flere forskellige om vej, for folk var ikke altid lige enige om vejen, og kortet var ikke specielt godt. Men det lykkedes til sidst efter nogle kilometers gåtur at finde hjem og slappe af på hotelværelset, indtil vi gik ud for at spise.

 

Vi gik ud at spise ved 7-tiden. Vi fandt en anden restaurant end forrige aften. Jeg fik en ret med kylling og grønsager i sur/sød sauce. Det smagte godt. Bjørn fik en ret med en masse grønne grønsager, men vi ved ikke, hvad det var. Det smagte også godt. Vi fik øl til. Der var lidt høj musik derinde, men der er der på alle restauranter i den gade.

 

Vi gik lidt rundt i gaden bagefter. Der var et leben af den anden verden og rigtigt mange gadekøkkener. Vi så bl.a. et par stykker, hvor de solgte skorpioner, edderkopper, små slanger og andet kryb og insekter. Vi smagte nu ikke på det.

 

 

                                                                                                                                    Mange går klædt i sort tøj i et år på grund af kongens død

Lørdag 28. januar - Tur til Trat

                                                                                                                                  

Det var meget svært at falde i søvn på grund af høj musik fra gaden. De spillede indtil næsten kl. 3 om natten, så det var lidt træls.

 

Vi stod op kl. halv 7, for vi skulle hentes af en minibus fra et firma, som hedder Seahorse. Det var en transport, vi havde bestilt gennem Coco Dee Bo Tours på Koh Chang. Vi skulle hentes halv 8, men klokken blev næsten 8, inden vi blev hentet, sikkert på grund af meget trafik. Der skulle hentes gæster på flere forskellige hoteller, så der var vist 9 i alt, bl.a. en fra Sverige, en fra Tyskland og et par fra USA.

 

Det tog lang tid at komme ud af Bangkok for at påbegynde turen til Trat i det sydøstlige Thailand, end tur på ca. 400 km. Der var motorvej det første lange stykke vej, så der blev kørt rigtigt stærkt, også på de veje, der ikke var motorvej. Generelt kører bilerne ret hurtigt hernede, så det er mærkeligt, der ikke sker flere ulykker, end der gør.

 

Vi holdt et par pauser undervejs, så vi kunne købe lidt at spise og drikke. Det var interessant at se landskabet undervejs. Vi så også små Pick-up trucks med folk på ladet, og der var også en med grise i små bure. Forhåbentlig havde de det ikke for varmt.

 

Et par steder var der også et skilt, hvorpå der stod Elephant Crossing, men vi så nu ingen elefanter gå over vejen, og heldigvis for det ....

 

Vi ankom til færgelejet, hvor færgen sejler til Koh Chang, ca. kl. 3. Vi var de eneste, der skulle af bussen, for de andre skulle med til Koh Chang. Vi fandt en taxa, dvs. en slags åben ladvogn, hvor der var flere med. Det kostede 80 baht pr. person, dvs. ca. 15 kr., så det var billigt, for der var ca. 20 km. Der var også en ung engelsk pige med. Hun skulle med til busstationen i Trat.

 

Det tog ca. en halv time at køre til vores hotel,  Baanrimnam Resort, som ligger flot nede ved floden. Vi fik det anbefalet af Colin fra Coco Dee Bo Tours, og vi blev ikke skuffede. Det var et dejligt stort værelse med terrasse ud til floden, et meget roligt sted. Det kostede kun 195 kr. for et dobbeltværelse.

 

Da vi havde taget lidt mad, gik vi en tur op i byen, for vi fik at vide, at der var marked. Byen er ikke specielt stor, og den er hyggelig. Det var et meget lokalt marked midt i byen, med masser af grønsager, frugt, fisk og alt muligt andet. Vi købte både frugt og grønsager, som var meget billigt, meget billigere end i Bangkok.

 

           

  Et toilet på en tankstation på vej til Trat                   Bedested i byen Trat                                                  Lokal marked i Trat

 

Befolkningen i Thailand er meget flinke og smilende, specielt hernede i Trat. Hvis vi stod og kiggede for at finde vej, kom der straks nogen og spurgte, om de kunne hjælpe.

 

Vi var tilbage på hotellet ca. kl. 17 og slappede lidt af på bænken uden for værelset. Vi kunne høre fuglene synge i træerne ved floden.

 

Vi gik ud at spise ca. kl. 7. Vi valgte at gå ned i byen, som er en stille og rolig by, i hvert fald der hvor vi gik. Der var ikke specielt mange restauranter der, men vi fandt en, der hed Orchard (orkide). Måske fordi der er mange orkideer her. Det var både et guesthouse og en lille restaurant. Da vi sad der, kom der bl.a. 4 tjekker med rygsæk og spurgte, om de kunne få 2 værelser, og det kunne de åbenbart. Vi kunne forstå, at mange rejste rundt med rygsæk og fandt et sted at bo undervejs. Det er også ret nemt i Thailand, og det er et ret sikkert rejseland, også for enlige. Dem så vi mange af.

 

Vi fik en ret med fisk i sur/sød sauce samt ris og en stor øl hver. Det smagte rigtigt godt, og der var mange forskellige grønsager deri. Desuden fik vi en stor lokal øl. Priserne var noget lavere end i Bangkok, kun 400 baht i alt, dvs. ca. 80 kr. , så det er meget billigt at spise ude hernede.

 

Vi var tilbage på hotellet ved 9 tiden. Vi sad lidt ude på terrassen i det lune vejr og lyttede til cikaderne.

 

Søndag 29. januar – Afrejse til øer

 

Vi stod op kl. 7 efter en god nats søvn - uden larm fra gaden. Der var meget stille her.

 

Der var en flot morgensol over floden, da vi gik hen for at spise morgenmad. Det var ikke med i værelsesprisen, men kostede kun 100 baht, dvs. ca. 20 kr. Det var amerikansk morgenmad - kaldte de det, med spejlæg, pølse, frugt, toastbrød og kaffe. Det var udmærket.

 

Vi blev hentet kl. halv 10 af en ladvogn. Den var fyldt op, og det viste sig, at der også var et dansk ægtepar med. De var fra Grenå og skulle til en anden ø, men de skulle med den samme båd som os. Vi kørte ca. en halv time, før vi kom til havnen, som den hurtige katamaran skulle sejle fra. Firmaet, som stod for både taxa- og bådtransport, hedder Boonsiri High Speed Ferries.

 

Vi satte os udenfor på færgen, for der var mere luft. Turen til Koh Kood tog en time, og vi lagde til oppe nordpå på øen ved en lille fiskerby, hvor der bl.a. var en flot Buddha på en lille bakketop, og der var også et lille tempel. For 2 år siden sejlede vi med speedbåd direkte til vores hotel, men her skulle vi med en "taxa" - også en ladvogn. Det var med i prisen. Den var også fyldt op med andre turister, som skulle bo i nærheden af vores hotel.

 

   

  Indsejling til øen

 

Vi kørte ca. en halv time, før vi kom til hotellet. Vi kom igennem et par enkelte små byer, bl.a. byen, hvor den eneste pengeautomat og bank var. 

 

Klokken var næsten halv 1, da vi ankom. Vi fik hytte D1, den samme, som vi boede i for 2 år siden. Vi valgte en D hytte, fordi de har køleskab. Den ligger perfekt næsten helt ned til vandet. Der var sket nogle ændringer siden sidst, og det havde vi også set på nettet, for der var blevet bygget nogle nye hytter ved siden af vores.

 

Vi var ude at bade i det lune vand, inden vi spiste lidt frokost og derefter slappede af på verandaen. Der var elkedel og kaffe i bungalowen, så vi kunne lave en kop kaffe senere på eftermiddagen og nyde den på verandaen. Der var omkring 30 grader, så det var dejligt.

 

 Inden vi gik hen for at spise, sad vi ude i det lune vejr og kiggede på palmerne i silhouet, da solen gik ned. Det var flot.

 

Vi spiste henne påen lille bungalowrestaurant, hvor vi sad med udsigt lige ud til vandet. Vi fik kylling med hvidløg og salat. Vi spiste tomaterne og bønnespirerne, så vi satsede på ikke at få dårlig mave. Desuden fik vi en lokal øl, Singha. Den har vi drukket hver aften. 

 

De havde fået lavet en bar udenfor i løbet af dagen, så det var nogle enkelte gæster, som benyttede sig af den. Men der var nu ikke meget søgning til den.

 

Da vi kom tilbage til bungalowen, satte vi os et stykke tid på verandaen i den lune aften. Det var hyggeligt.

 

Mandag 30. januar - samt næste mange dage

 

Den følgende uges tid på den paradisiske ø gik med at gå nogle lange ture til andre strande, bade og slentre langs stranden, slappe af i liggestolen på verandaen med udsigt til vandet, samt spise god thaimad om aftenen. Man kom helt ned i gear i disse rolige omgivelser uden en masse gøgl.

 

        

         Hvide idylliske bounty-strande med meget få turister.

 

                                          

 

 

 Det kan dog godt ske, at der kommer mere udvikling og flere hoteller med tiden. Der var allerede 2 hoteller mere på vores strand end for 2 år siden, nogle af dem med mere luksus end vores, så måske bliver den ø næsten ligeså turistet som mange af de andre øer. Vi snakkede med en svensker, som sagde, at der var sket meget de sidste 3-4 år.

 

Når vi gik tur, kom vi forbi nogle oliepalmer, hvor der sad små skåle på stammerne til opsamling af væsken.

 

Vi spiste de fleste gange i den restaurant, som hørte til vores hotel. En af de sidste aftener så vi en ny medarbejder derovre, som vi kom i snak med. Han ejede nabohotellet, som lå længere henne på stranden, et flot hotel, men han var herovre for at hjælpe sin broder, som ejede vores hotel. Han var 55 år og ville gerne snart trække sig tilbage, for han var træt, sagde han. Han arbejdede 6 dage om ugen og ca. 12 timer om dagen. Hans nevø var i gang med at overtage hoteldriften, men var ikke så gammel endnu og manglede stadigvæk lidt erfaring. Grunden til, han var ovre på vores hotel, var bl.a. at sætte de ansatte mere i gang. Mange af dem er fra Cambodia, for thaierne gider ikke den slags arbejde til den lave løn, sagde han. Men ulempen er, at de ikke er så gode til selv at tage initiativ til at gøre noget, f.eks. rydde op på området. Vi har tit set dem sidde med deres smartphone, når de kunne komme til det.

 

Han fortalte også, at de vist vil til at renovere bungalowaerne, for nogle af hytterne er noget slidte. Det bliver lidt spændende at se, hvad de vil lave.

 

Vi spurgte, hvad de gør med deres affald. Det putter de bare i et stort hul, men det kan de nok ikke blive ved med. De må finde en løsning med genbrugs- og lossepladser på et tidspunkt.

 

Mandag 6. februar – Afrejse til Bangkok

 

Vi sov dårligt i nat, fordi vi kunne høre bølgerne slå ind mod kysten. Der var nemlig højere bølger i nat på grund af mere vind i går aftes.

 

Vi stod op ved halv 7 tiden, for vi skulle afsted til Bangkok i dag. Vi blev hentet af Boonsiri ladvognen kl. 8. Det var det firma, som stod for både taxa, færge og bus til Bangkok. Det tog ca. en halv time at køre til fiskerlandsbyen, hvor katamaranen lå.

 

Sejlturen tog godt en time, og da vi kom i land, blev vi kørt hen til et opsamlingssted, hvor vi skulle med dobbeltdækkerbussen til Bangkok. Det tog ca. 5 timer at køre den tur, med 2 pauser undervejs. Vi blev sat af i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi tog en taxa til vores hotel, Miracle Suvarnabhumi Airport. Taxaen kostede 200 baht, ca. 40 kr., så det var billigt. Der var også andre, som stod af der. Resten skulle med ind til Khaosan Road, som var endestationen.

 

Det var et flot hotel, og vi fik et luksusværelse på 4. etage med udsigt over til lufthavnen, med spa - det brugte vi dog ikke. Vores værelse kostede kun 262 kr. incl. morgenmad og transport til lufthavnen dagen efter, så det var helt vildt billigt.

 

Vi kunne se flyene ankomme, og der lå også en flod og en cykelsti nedenfor. Det var næsten første gang, vi så nogen cykle. Inde i centrum af Bangkok er det alt for farligt at cykle.

 

Vi gik en lille tur, da vi havde drukket en kop te, for det kunne man lave på værelset. Der var varmere her end på vores ø i sydøst-Thailand. Vi prøvede at finde et sted, hvor vi kunne spise aftensmad, men der var ingen restauranter i det her kvarter, så vi besluttede os for at spise på hotellet.

 

Man kunne godt se, at der var en bedre service på det her hotel, men drikkevarerne var også lidt dyrere. Vi fik thaimad ligesom de andre dage, men jeg fik også et stykke cheesecake. Det smagte godt.

 

 Tirsdag 7. februar – Hjemrejse

 

Vi stod op ca. kvart i 7. Vi skulle først afsted kl. 9, så der var god tid til at spise morgenmad. Der var et større udvalg end de andre steder, vi har været her i Thailand, så det var dejligt. Det er også et hotel for forretningsfolk, kunne man se.

 

Vi blev kørt til lufthavnen i hotellets egen minibus. Den service var med i hotelprisen. Det tog ca. et kvarter, og vi blev kørt direkte til den indgang, hvor KLM havde deres indcheckningsskranker. Det tog ca. en time at komme igennem det hele, både indcheckning, sikkerhedskontrol og paskontrol. Vi kom til lufthavnen 3 timer før afgang, så der var god tid, inden vi skulle flyve.

 

Flyet var næsten fyldt op, så denne gang kom der også til at sidde en ved siden af os. Der var en nordmand, som boede i Thailand, men arbejdede som kok på et skib, så han pendlede frem og tilbage mellem Norge og Thailand.

 

Turen tog 11 1/2 time, så det var en lang tur, men der var god service ombord. Vi fik varm mad 2 gange og en hollandsk vaffel næsten inden ankomst. Desuden var der gratis drikkevarer, også vin, øl og spiritus. Vi var i Amsterdam kl. 18 lokal tid.

 

I Amsterdam har de åbenbart skærpet sikkerheden, for vi skulle igennem både sikkerhedskontrol og paskontrol, selvom vi var i transit. Vi blev også kropsvisiteret.

 

Vi havde godt 2 1/2 time til at skifte fly og fløj ca. kl. 21. Vi landede i Aalborg 22.15 til sne og kulde, så det var noget af en forandring. Vi blev hentet af Lotte, så det var dejligt.

 

Det var rart at komme hjem til vores hus igen, selvom vi har haft en pragtfuld ferie med mange gode minder.

 

 

 

                                                                                                               Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                          Aalborg

 

                                                                                    

                                                                                                             

 Tilbage til Thailand                                                                                                                                                      Tilbage til START