Tilbage til Mallorca startsiden

Rejsebeskrivelse fra Mallorca 27.9.-4.10.2013

          KLIK på billederne

          for at gøre dem store

         

                                     

 

Efter mange års rejser til andre lande er det første gang, vi har besøgt Mallorca. Det skyldes bl.a. de fordomme, vi har haft om Mallorca, med grisefester, nedslidte hoteller osv. Men vi havde dog læst og hørt fra andre, at Mallorca igen er blevet populært som rejsemål, fordi man har gjort meget for at renovere de slidte byer og investeret i nye veje samt etableret cykel- og vandreruter for at tiltrække alle slags turister, også de aktive, såsom vandrere.

 

Og vi må sige, at vi blev meget glædeligt overraskede, for selv om vi boede i Alcudia, som jo er meget turistet, er der mange smukke steder på øen, når først man kommer lidt uden for turistbyerne. Mallorca er 3664 km2, og der bor ca. 900.000 mennesker der.

 

Vi rejste sammen med vores datter og svigersøn samt deres 2 piger på 8 og 11 år, og vores svigersøns far, John, var også med. Det var rigtigt hyggeligt at være af sted med familien. Vi havde dog hver vores lejlighed, så man også kunne have lidt tid for sig selv ind imellem.

 

Lørdag 28.9. – Alcudia

 

I dag slappede vi mest af, for vi ankom meget sent i går. Vi var først ved hotellet ca. kl. 1 om natten, for flyet var 1 time forsinket fra Aalborg. Vi fløj med Thomas Cook, og rejsen var bestilt gennem Spies. Vi havde lejet en 9 personers minibus hele ugen, så vi alle 7 + vores bagage kunne være der. Det tog ca. 3 kvarter at køre fra lufthavnen i Palma til vores hotel i Alcudia. Det hedder Viva Tropic og er et af Spies’ populære hoteller. Det er et fint hotel med masser af faciliteter og et par store swimmingpools. Vi boede på 1. sal, og de andre boede på 4. sal, så de havde en flot udsigt.

 

Vi havde morgenmad med i prisen, og det var en overdådig morgenbuffet med alt muligt forskelligt.

 

                                     

 

Efter morgenmaden gik vi sammen med John hen på Star Tour’s hotel Estrella Coral Mar, som lå næsten lige ved siden af vores, for at bestille en dagstur, men guiderne var der ikke før kl. 17, så vi gik derhen igen senere på dagen. Vi havde nemlig fundet ud af hjemmefra, at de havde en god dagstur til Valldemossa og Appelsindalen, hvor togturen fra Sóller til Palma også var med, og det var den ikke i Spies’ tur. Det er ikke noget problem at bestille ture hos andre selskaber end det, man rejser med, hvis der er plads.

 

Senere på formiddagen gik Bjørn og jeg ned til stranden og en lang tur langs vandet. Da det var første gang, vi var der, var det spændende at se, hvordan stranden og byen så ud. Det er en meget børnevenlig, bred og lang strand med roligt vand. Stranden er i alt 10 km lang. Der er også en god strandpromenade.

 

Om eftermiddagen lagde vi os ved poolen sammen med de andre. Vores børnebørn Emma og Cecilie brugte meget tid ude i poolen – de er et par rigtige vandhunde. Der var lidt gråvejr, men alligevel lunt, ca. 29 grader, så det var meget fint.

 

Om aftenen gik vi alle sammen ned på en restaurant ved strandpromenaden med flot udsigt over vandet og til palmer. Der var også lunt om aftenen, så vi havde ikke brug for hverken trøje eller strømper.

 

Søndag 29.9. – Dragegrotterne + Mondragó  GRØN Rute (se kortet)

 

Vi stod op kl. 8 i dag, for vi havde bestemt os for at køre til Dragegrotterne og Mondragó i vores lejede bil. Disse seværdigheder ligger et godt stykke nede ad østkysten.

 

Vi tog af sted kl. 10 og fik rigtigt set Mallorcas natur på østkysten, med mandeltræer, oliven og vinmarker m.m. Det var meget interessant, men der er ret tørt på denne tid af året, for det regner jo ikke ret meget om sommeren. Dog var der kommet lidt regn i begyndelsen af september, hvor det vist havde regnet lidt næsten hver dag i ca. 14 dage.

 

Vi kørte igennem Can Picafort, som også ligger ved Alcudia bugten, og videre til Artá, Son Servera og Portocristo, som har et flot havneområde. Den by har tidligere været meget besøgt af turister, men nu er de store strømme flyttet til Cala Millor lidt længere nordpå og til Cala d’Or sydpå. Derfor er der et lidt mere afslappet miljø uden for meget gøgl omkring havneområdet. Den er måske en af Mallorcas ældste havnebyer.

 

Dragegrotterne ligger lidt syd for Portocristo, og vi ankom dertil efter godt 1 times kørsel. Det koster 14 EUR for voksne at komme ind, men det var pengene værd. Grotterne er meget store og går godt 2 km ind i bjerget og 25 m ned under jorden. De har været kendt i århundreder og omtales i skriftlige kilder helt tilbage i 1300-tallet. I middelalderen brugte befolkningen dem som tilflugtssted i urolige tider. Efter selve rundvisningen på næsten en time sluttede vi af nede i bunden af grotterne, hvor der var en ret stor underjordisk sø, Llac Martel. Der lyttede vi til en lille kammerkoncert af musikere, der gled hen over søen i både med lys på. Ellers var alt lyset slukket dernede. Det var smukt at høre på.

 

KLIK på billederne

for at gøre dem store

 

                                            

                                                                                       Dragegrotterne

 

Efter besøget i Dragegrotterne kørte vi til Cala Mondragó, som ligger lidt afsides, med kørsel ad lidt små veje. Det er et fredet område på 785 ha. Der er 2 små sandstrande, som ligger meget smukt med klipper og fyrreskove ud til vandet. Bjørn og jeg gik en tur i området, for der var nogle stier, man kunne gå på. Vi var også ude at bade der. Vandet er ca. 23 grader, så det er meget fint at tage på ferie til Mallorca sidst i september eller først i oktober.

 

                                                           

         Mondrago Nationalparken i sydøstlige Mallorca

 

Vi var hjemme på hotellet ca. kl. 18 efter en rigtig dejlig tur, og om aftenen spiste vi på et Steakhouse.

 

Mandag 30.9.

 

Der var sol lige fra morgenstunden i dag. Vi gik en tur sammen med Lotte, vores datter, efter morgenmaden, for Michael, vores svigersøn, var på en lang cykeltur på racercykel helt op til nordspidsen af Mallorca, Cap de Formentor. Mallorca bruges også meget af cykelryttere, som træner der, både på grund af det lune klima hele året rundt og det kuperede terræn. Vi mødte faktisk mange på cykel, når vi var på tur.

 

Vi gik en tur på godt en time, bl.a. nede i gågaden, hvor der ligger en del hyggelige restauranter.

 

Omkring middagstid gik Lotte og jeg ned til stranden, og senere kom Michael og pigerne også derned. Jeg badede sammen med pigerne, som havde fået en oppustelig krokodille at lege med i vandet.

 

Efter nogle timer blev det dog næsten for varmt at ligge ved stranden, så jeg gik tilbage til lejligheden. Det var dog også for varmt at sidde på altanen på det tidspunkt, for den vendte mod vest.

 

Om aftenen var Lotte og Michael ude at spise alene, så vi tog Emma og Cecilie med på en kinesisk restaurant, som lå højt med udsigt over vandet. Det var flot kigge på palmerne i silhuet, da det begyndte at blive mørkt.

 

Tirsdag 1.10. – Valldemossa + Sóller  RØD Rute

 

Vi stod op allerede kl. 7, fordi vi skulle på en dagstur med bus til Valldemossa og Sóller. Vi blev hentet henne ved Star Tours hotel Estrella Coral Mar kl. 8.45. Vi kørte hen til nogle andre hoteller for at hente nogen, også i Pollenca, som ligger flot ud til en bugt lidt nord for Alcudia. Derefter kørte vi til byen Inca, hvor vi mødtes med guiden og nogle gæster, som kom nede sydfra. Guiden var nordmand og havde boet på Mallorca i mange år, så hun var godt kendt på øen.

 

Vi kørte igennem flere landsbyer på vejen til Valldemossa, bl.a. Almera, hvor der var en del vinmarker, dernæst Binissalem, som er en gammel romerby, og den ligger midt i vindistriktet. Den mallorcinske vin er lidt dyrere end den på fastlandet, fordi vinmarkerne ikke er helt så store som i Spanien, og dermed er det dyrere at producere vinen. Mallorca har en drue, som hedder Montenegro. Et af de mest kendte og største vinhuse hedder Jose L. Ferrer, hvis fornemste vine bl.a. importeres til Danmark af Laudrup Vin & Gastronomi. De var i gang med vinhøsten, hvilket var lidt senere end normalt pga. et koldt forår. Vi så også mange kartoffelmarker.

 

Den tredje landsby hed Consell, hvor de har produktion af bl.a. mandelolie og mandellikør.

 

Der er både køer og får på Mallorca, men om sommeren går køerne inde, fordi det er for varmt for dem at være ude, så de kommer først ud om efteråret.

 

Tramuntana bjergene, som Valldemossa ligger i, er på Unescos verdensarvliste, så der må ikke sættes vindmøller op. Det er et af de smukkeste områder på Mallorca, med de stejleste klippekyster og meget frodigt omkring Valldemossa og Sóller.

  

                                          

                                                                                      Valldemossa

Der var mange mandeltræer lidt før Valldemossa. Der var mange blade på træerne, til forskel fra træerne på østkysten, som var meget bare pga. et mere tørt klima der. Mandeltræerne blomstrer i februar/marts, og mandlerne høstes i december. Der var også mange terrasseområder i dette område – meget frodigt.

 

Vi kom til Valldemossa ca. halv 11 og var der i ca. 2 timer. Vi gik først en tur på en times tid sammen med guiden, først op til klostret Real Cartuja, som blev grundlagt i 1399. Før den tid var det sommerslot for de mallorcinske konger, der havde overtaget residensen efter maurerne. Munkene mistede klostret i 1835, da kirken blev frataget retten til at eje fast ejendom.

 

Derefter blev klostret brugt til beboelse. En af de mest kendte beboere var Chopin og hans kæreste George Sand, som boede der vinteren 1838-39. Derfor er der en buste af ham foran klostret, og hans celle er lavet til museum. Deres ophold der var dog en fiasko, for det år var vinteren kold og fugtig, hvilket ikke hjalp på hans begyndende tuberkulose.

 

Guiden fortalte også om en helgen, Catalina Tomás. Hun levede fra 1531-74 og er øens eneste helgeninde. Små kakkelbilleder på hvert hus fortæller om hendes uendelige række af gode gerninger. Hun blev født i Valldemossa, og kirken er viet til hende.

 

Byens gamle bykerne er meget velbevaret og malerisk med stejle, brostensbelagte gader og blomsterkrukker. Det så flot ud, og der var også et flot udkigspunkt, hvor man kunne se ned over dalen. Byen ligger 415 m over havets overflade. Det højeste punkt, vi kom til på hele turen, var 715 m over havet.

 

Efter 2 timers ophold i Valldemossa kørte vi videre langs kysten mod Deia, hvor vi så en del Johannesbrød-træer. Der var rigtigt flot med snoede veje og stejle kyststrækninger samt små vige. Der findes i alt 364 vige på Mallorca.

 

                                      

 

Lige inden Deia så vi Pierce Brosnans hus, som lå med god udsigt over vandet. Der er også andre kendte kunstnere, som bor i dette område, hvor der ligger mange dyre huse. Michael Douglas har et hus der, som man dog ikke kan se fra vejen. Vi standsede ved et udkigspunkt lidt før Deia, men ikke i selve Deia, for gaderne er så smalle, at busser ikke kan parkere der. Der er ligeså flot i Deia som i Valldemossa.

 

Den berømte britiske digter og forfatter Robert Graves er begravet i Deia, hvor han boede i mange år og skrev historiske bestsellere som hovedværket Jeg Claudius.

 

Strækningen fra Deia til Soller var meget kuperet og med snoede og smalle veje. Det var en meget flot strækning.

 

Da vi kom til Port de Sóller, standsede bussen i en rundkørsel, hvorfra vi skulle gå ned til havnen for at spise på en restaurant, der lå lige ned til vandet og de mange både. Port de Sollér har en stor promenade og er ved at være et mondænt sted. Der er også en lille strand der, men den er ikke så god som i Alcudia.

 

Bagefter kørte vi med bussen op til Sóller, hvor vi gik et stykke for at komme hen til togstationen. Sóller ligger i Appelsindalen, som skærer tværs gennem Tramuntana-bjergene. Rundt i dalen hænger appelsiner og citroner i mange etager. Frodigheden er sat i system af vandingsanlæg på terrasser, en teknik, der også holder egnens haveanlæg friske og svale i sommerheden. Appelsinerne var dog grønne, for de modner først i marts-april. De har deres eget kvalitetsmærke, der garanterer, at de er dyrket på Sóllers solfyldte terrasser. De sælges fortrinsvis til Sydfrankrig og Belgien.

 

På den strækning, vi gik til stationen, var der meget frodigt med mange forskellige blomster. Vi skulle ud at køre med det berømte turisttog, som kører mellem Palma og Sóller. Banen blev åbnet i 1912, hvor den blev brugt til at fragte appelsinerne, men nu bruges den kun til turistkørsel. Togvognene ser stadig ud som dengang, patineret, lakeret træ, og sæderne er hårde og smalle.

 

KLIK på billederne

for at gøre dem store

 

                                     

 

Den første strækning fra Sóller går op gennem appelsinlundene, mens det senere mest er oliventræer, man ser. Vi kom også gennem mange tunneller. Den længste var 3 km. Hele turen tog ca. 3 kvarter. Vi blev hentet af bussen igen og kørte direkte tilbage til hotel Coral Mar. Vi var hjemme ca. kl. 17.45 efter en rigtig god tur.

 

Lotte og Michael samt pigerne havde også været på nogenlunde den samme tur i bilen, men havde slappet lidt af ved stranden i Port de Sóller. Så i stedet for at gå ud at spise om aftenen besluttede vi os for at spise på deres altan. Vi bestilte mad på hotellet, som man kunne tage med op i lejlighederne, og købte en flaske vin i supermarkedet lige ved siden af.

 

Onsdag 2.10. – Alcudia, den gamle by

 

Efter morgenmaden gik vi en tur op i Alcudia, den gamle by, som lå ca. et kvarters gang fra vores hotel. Den har en bymur rundt om en del af byen og nogle gamle ruiner fra romertiden. Der var også en stor kirke. Vi gik lidt rundt i byen og også oppe på bymuren, inden vi gik tilbage igen en anden vej. Det var en tur på ca. 1½ time. Da vi kom tilbage omkring halv 12, var der 27 grader og skyfrit. Vi havde faktisk ikke regnet med, at der ville være så godt vejr i slutningen af september. Der har været omkring 30 grader om dagen og ca. 25 grader om aftenen, og halvdelen af dagene var der helt skyfrit.

 

                                   

         Toget fra Soller til Palma                                    Trompetblomster                                                  Soller

 

Om eftermiddagen lå vi ved poolen i skyggen, og om aftenen spiste vi på vores balkon sammen med John, for Lotte og Michael samt pigerne var taget til piratshow i Palma.

        

Torsdag 3.10. – Sidste dag  BLÅ Rute

 

Efter morgenmaden gik Bjørn og jeg en lang tur langs stranden, og på tilbagevejen var vi ude at bade i det dejligt lune vand. Der var lidt mere overskyet, hvilket faktisk var meget behageligt.

 

Senere lå vi ved poolen et stykke tid. Emma og Cecilie var som sædvanligt i vandet det meste af tiden. De elskede poolen og var næsten ikke til at få op igen.

 

Hen på eftermiddagen kørte vi en tur sammen med Michael og John. Lotte og pigerne blev hjemme. Vi ville gerne ud på Cap de Formentor, som Michael havde cyklet til og fortalt, at der var flot. Det ligger helt ude på nordspidsen af Mallorca. Halvøen er gold og ubeboet og med stejle skrænter, men også med pinjeskove. Det var temmelig smalle og snoede veje og nogle steder uden rækværk, så det var ikke så sjovt at kigge ned.

 

                                       

             Cap de Formentor                                                                                                                          Cap de Formentor med fyrtårnet

 

Der var skyet oppe ved fyrtårnet for enden af vejen, så der var ikke helt så god udsigt, som hvis der havde været solskin, men det var ok. Der var mange biler deroppe, så der var kaos og vanskeligt at finde en parkeringsplads, men det lykkedes til sidst. Vi gik lidt rundt deroppe og nød udsigten, inden vi kørte tilbage igen. Vi stoppede ved et udkigspunkt, Cala Fiquera, hvorfra man kunne kigge ned på Formentor stranden flere meter nede. Derefter stoppede vi ved et andet udkigspunkt, hvor der var trapper ud til en pynt, hvor man kunne se ud til flere sider.

 

Vi var tilbage på hotellet ca. halv 6, hvor vi fik en kop kaffe på balkonen og pakkede til hjemrejsen.

 

Vi spiste på en hyggelig restaurant i gågaden, Taula, hvor vi fik tapas og sangria. Vi syntes alle sammen, at det havde været en dejlig ferie.

            

Fredag 4.10. – Hjemrejse

 

Vi stod op lidt før 7, for vi skulle køre i lufthavnen kl. 8 for at flyve hjem til Danmark kl. godt 11. Palmas lufthavn er stor, men der kommer vist også ca. 20 millioner turister dertil om året. 95% af Mallorcas indtjening kommer fra turisme, så det er virkelig en stor indtægtskilde.

 

Vi kom af sted næsten til tiden og landede planmæssigt på grund af medvind. Vi var i Aalborg 14.15, hvor det regnede lidt og kun var 10 grader, så det var noget af en omvæltning fra 30 graders varme. Men det er også rart nok at komme hjem, og man har jo minderne fra en dejlig tur sammen med ens nære familie.

 

                                                                                                  

                                                                         

                                                                               Jytte og Bjørn LaRSEN

                                                                                          Aalborg

Tilbage til Mallorca startsiden