|
Tilbage
til
Tags: rejsebeskrivelse usa, rundrejser usa, usa rejsebeskrivelse, rejser usa, San Francisco, Los Angelas, monument valley, Gran Canyon, Bryce Canyon, USA, charterrejser usa, new york, Florida 10.2.07 - lørdag
Vi sidder nu i flyet til Los Angeles, som vi skiftede til i Washington. Vi lander om ca. 3 timer.Vi startede turen fra Aalborg kl. 9.55 i morges. Det var fint vejr, så der var næsten ingen forsinkelse. Vi skulle videre med SAS til Washington kl. 12.20, og det fly var heldigvis heller ikke forsinket. Det tog 8½ time at flyve den strækning.
Det var ret besværligt og tidskrævende at skifte i Washington, så det er faktisk nødvendigt at have 2½-3 timer til det, for først skal man igennem immigrationen, som tager ca. 3 kvarter. Derefter skal man tage sine kufferter. Det var ikke ret nemt at finde dem, for de var taget af båndet. Derefter skulle de afleveres et nyt sted for at blive sendt videre, men ikke checkes ind, så vi forstår ikke helt, hvorfor de ikke kunne blive sendt hele vejen. Vi snakkede med nogle belgiere på vores rundtur, som var rejst til Florida via Chicago, deres kufferter blev sendt hele vejen dertil. Vi skulle også have et boarding-kort, og vi skulle gå ret langt for at finde den rigtige skranke. Til sidst var der det omfattende sikkerhedscheck. Vi skulle også tage skoene af, og vores håndbagage blev åbnet og kontrolleret fuldstændigt.
Men endelig kunne vi tage shuttle-bussen ud til terminal C, hvorfra vores fly fra United Airlines gik. Det er et stort fly, 9 sæder på tværs, så det er større end SAS flyet, som kun havde 8 sæder på tværs. Turen til L.A. tager godt 5 timer.
Monument Valley
11.2.07 - søndag
Efter godt 5 timers flyvning landede vi i L.A. efter 2 forsøg p.g.a. tåge. Piloten måtte opgive at lande med automatpiloten, men anden gang, da han prøvede manuelt, lykkedes det.
Vi ventede på vores kufferter i meget lang tid, og efter godt 1 time kunne vi
se, at min ikke var med – igen igen (den har en vis evne til at forsvinde på
lange flyveture). Vi fik at vide, at den først ville ankomme til midnat fra
Washington, og at vi selv var nødt til at hente den her til morgen, idet vi jo
var nødt til at få den, inden vores tur startede kl. 7. Heldigvis boede vi på
Hotel Airport Hilton, som ikke ligger ret langt fra lufthavnen, så vi stod op
allerede kl. 5 for at tage shuttlebussen ud til bagagekontoret, som åbnede kl.
6. Heldigvis gik det hurtigt med at få kufferten og komme tilbage til hotellet,
så vi kunne nå at spise morgenmad, inden vi skulle af sted kl. 7 på vores 13
dages busrundtur med AlliedTPro (bestilt gennem Travel Partner i Randers), som i
alt er på næsten
Hvis man ønsker selv at køre rundt i USA, så er der mange muligheder for dette. F.eks. Expedia, Momondo, FDM-Travel og Jysk Rejsebureau, for at nævne nogle, kan bruges til at bestille flybilletter, hotel, biludlejning m.m.
Vi er en gruppe på 24 personer, ca. halvdelen italienere, 3 tyskere, 1 fra Australien og et par fra Belgien. Ikke ret mange af italienerne forstår engelsk, så vi kan ikke rigtigt snakke med dem. Vores guide hedder Louis og er fra Peru, men hans bedstemor var italiener, så derfor er han god til italiensk, og tysk kan han også til husbehov, men tyskerne var ret utilfredse med hans tysk-kundskaber, og jeg kunne også sagtens høre, at det var ret dårligt.
Det regnede, da vi kørte fra Los Angeles i morges, hvilket det vist kun gør ca. 10 dage om året. Dette bevirkede, at der faktisk skete en del trafikuheld på motorvejen, da vi kørte af sted, fordi folk ikke er vant til at køre i regnvejr. Det stoppede heldigvis med at regne, da vi kom ud til ørkenen uden for L.A. (folk i USA kalder den altid L.A., aldrig Los Angeles).
Los Angeles er meget lang og på størrelse med Sjælland. Man kan køre i 3 timer og stadigvæk være i L.A. Det er en af de største byer i verden med ca. 17 mio. mennesker. Der er næsten altid tæt trafik, selv om der nogle steder er 7 spor i hver retning på motorvejene, som der er over 30 af. Der er også 10 mio. biler i L.A., dvs. næsten en bil til hver, så det kan ikke undgås, at der er meget trafik. For at få folk til at køre sammen, har man bl.a. i L.A. indført car pool, hvilket indebærer, at hvis man er flere i bilen, har man lov til at køre i Diamond Lane, dvs. de yderste baner, hvor trafikken skrider hurtigere, mens folk, som kører alene, skal køre i de inderste baner.
Det var specielt at køre på motorvejen ude i ørkenen. Den går bare ligeud hele vejen. Det er vejen fra vest- til østkysten, og det tager 3½ dag at køre hele strækningen, hvilket mange truckere gør. Der kører næsten ligeså mange lastbiler – eller road trains, som der kører personbiler. Vi gjorde stop på en rasteplads for bl.a. truckere. Det var sjovt at se deres store lastbiler.
Langs vejen så vi mange husvogne. Det er de fattige, der bor i dem, ”trailer trash”. Hvis ikke man har sparet op til sin pension allerede fra 30-års alderen, har man ikke ret mange penge i alderdommen, og mange er derfor nødt til at arbejde til over 65 års alderen.
Omkring kl. 5 i eftermiddags ankom vi til Scottsdale, som er en forstad til Phoenix. Den svarer til Beverly Hills i L.A. Der ligger mange store og dyre huse der. De rige bor her om vinteren, for da er klimaet behageligt, men om sommeren bliver der over 40 grader. Vores hotel Doubletree Paradise Valley er rigtigt luksus, med et kæmpeværelse og 2 store senge. Bare ærgerligt, at man ikke har tid til at nyde det. Alle hotellerne, vi boede på, var fine, selv motellerne, som vi boede på 2 gange, havde store og gode værelser, med 2 dobbeltsenge, så vi kunne rigtigt brede os.
Der er en del mennesker, som flytter til Arizona fra Californien, fordi det er billigere at bo der.
12.2.07 - mandag
Vi spiste på hotellet i går aftes. Vi fik en dejlig pastaret og en øl. Det er en lidt dyr restaurant, så det blev næsten 50 dollars i alt for kun den ene ret. Vi gik i seng kl. halv 9, for vi var meget trætte efter ikke at have sovet ret godt den første nat, bl.a. på grund af jetlag.
Vi blev vækket kl. 6 i morges, for vi skulle starte på turen til Grand Canyon kl. halv 8. Vi fik de forreste pladser i dag, for vi skifter plads hver dag. Det gav et godt udsyn til at fotografere.
Vi fik for resten amerikansk morgenmad i dag, som bl.a. bestod af røræg, pandekager med sirup m.m. Det smagte godt, men vi blev så mætte, at vi næsten ikke kunne spise noget resten af dagen.
Vi kørte igennem et særpræget landskab med masser af store kaktusser, saguaro.
Der er meget store forskelle i vegetationen, for efter
På vejen kom vi til Montezuma Castle, som ikke er et slot, men en 5-etagers, 20
værelses indiansk bolig bygget i 1100 tallet op ad en lodret klippevæg –
Længere fremme begyndte der at være bjerge, og der lå sne nogle steder. Pludselig kom vi til nogle røde klippevægge – det var bare så flot. Det kaldes Red Rock Country og ligger i nærheden af Sedona. Der er indspillet flere film der, bl.a. med John Wayne. Vi holdt pause i Sedona godt en time, hvor vi bl.a. spiste frokost (salat) og gik lidt rundt i byen. Deres salater er nu generelt lidt kedelige – dem vi har fået har hovedsageligt bestået af salatblade, ikke ret meget tomat, agurk eller andre grønsager. Sedona har udviklet sig til en populær turistby p.g.a. dens beliggenhed mellem de flotte klippevægge.
Efter opholdet i Sedona kørte vi til Grand Canyon, hvor nogle kom af ved
lufthavnen, fordi de skulle på en helikoptertur over Grand Canyon. Vi andre
kørte ind i Grand Canyon og stoppede ved Bright Angel Lodge ved South Rim. Det
var bare storslået. Grand Canyon er
Vejret var pragtfuldt, ca. 5-6 grader og sol. Det havde dog sneet nogle dage før, og der lå stadigvæk lidt sne. Vi så for øvrigt 2 elge, da vi gik langs kanten. De lå og hvilede sig lidt inde i bevoksningen.
Vi var i Grand Canyon ca. 3 timer, og da vi havde gået de
Grand Canyon Bryce Canyon
Vi var på hotellet i Grand Canyon lidt før 6, hvorefter vi gik over i supermarkedet og købte lidt ind til dagen efter, fordi der ikke ville blive lejlighed til at købe noget til frokost den dag. Desuden købte vi 2 øl, som vi drak sammen med en burger, vi købte hos McDonald og tog med hjem på hotellet, for vi gad ikke gå ned i restauranten og spise aftensmad.
Bjørn hoster en del, for han blev forkølet, før vi skulle af sted på ferie, så han er træt om aftenen. Han gik i seng kl. 8.
13.2.07
I morges skulle vi også af sted kl. halv 8. Vi vågner også tidligt, for vi har vist ikke vænnet os helt til amerikansk tid.
Det var lidt gråvejr i dag. Vi kørte langs med ”the south rim” af Grand Canyon. Det var utroligt smukt at se den i solopgangen. Derefter kørte vi hen til et indianercenter med butik, posthus m.m. Bjørn købte en kasket, der stod Arizona på, og jeg købte et par grydelapper med kæmpekaktusser på.
Bjørn snakkede med en Navajo indianer, som var 60 år og var Vietnam veteran. Han tog også billeder af ham og hans bil og lovede at sende ham en kopi. Derefter kørte vi videre gennem ørkenen, bl.a. the Painted Desert. Det er utroligt så øde der er i Arizona og Utah, som vi også kom til i dag. Der er ikke særligt mange huse, kun nogle indianerhuse, som så fattige ud. Indianerne – Navajo indianerne – får dog penge af regeringen, gratis skolegang og en bil hvert femte år for at råde bod på den uret, regeringen gjorde overfor dem tidligere, da de bl.a. tvang dem til afgive deres land.
Vores vigtigste mål var Monument Valley, som er røde klippesøjler – majestætiske
som totempæle, der skyder op til
Derefter kørte vi til Lake Powell i Utah, hvor der var en stor dæmning. Det var også et specielt landskab. Til sidst kørte vi til Kanab, hvor vores hotel lå (eller faktisk et motel) - Shilo Inn. Vi spiste på en italiensk restaurant og gik derefter tilbage til motellet, hvor vi benyttede os af, at der var gratis internet. Vi fik sendt mail til vores familie og venner i Danmark, så de kunne høre, at vi havde det godt. Vi kørte først til Bryce Canyon. Det er meget flot, med røde, eroderede kalkstensklipper, der former de utroligste figurer. Amerikanerne kalder de eroderede klipper for hoodoos, der også har en anden betydning: at kaste en forbandelse (kommer fra woodoo). Og ifølge Paiute-indianerne er søjlerne i virkeligheden The Legend People, der blev forstenet af prærieulven som straf for dårlig opførsel.Vi var der godt 1 time, hvor vi gik rundt og kiggede. Der var sne og 5 graders frost, men klart og solskin, så det var ikke så slemt.
14.2.07 - onsdag
Vi stod også tidligt op i morges – lidt i 6. Morgenmaden var selvbetjening, som det åbenbart er på moteller, men til gengæld var det med i turens pris. Ellers er al fortæring for egen regning.
Inden vi kørte, nåede vi lige at checke mail og sende et svar til Camilla. Det var med at benytte sig af det gratis internet. Det er også nogle steder vanskeligt overhovedet at finde en computer, for de gør meget brug af wireless forbindelse, som så ganske vist er gratis, men kræver, at man har en bærbar computer, hvilket vi jo ikke render rundt med
Vi kørte først til Bryce Canyon. Det er meget flot, med røde, eroderede kalkstensklipper, der former de utroligste figurer. Amerikanerne kalder de eroderede klipper for hoodoos, der også har en anden betydning: at kaste en forbandelse (kommer fra woodoo). Og ifølge Paiute-indianerne er søjlerne i virkeligheden The Legend People, der blev forstenet af prærieulven som straf for dårlig opførsel.Vi var der godt 1 time, hvor vi gik rundt og kiggede. Der var sne og 5 graders frost, men klart og solskin, så det var ikke så slemt.
Dernæst kørte vi til Red Canyon, som også er utroligt flot, med røde, høje
klippeformationer, og derefter til Zion Nationalpark, som bl.a. har den længste
naturlige bro i verden. Desuden er der en
Før Zion stoppede vi ved en butik, hvor vi købte en legetøjsbil – en amerikansk pickup – til Emma og en perlekrans til mig.
Vi spiste frokost i udkanten af Zion, hvor vi bare købte noget brød og bananer, som vi nød ude i solen. Vi var heldige at få bananer til 19 cent pr. stk., hvilket er meget billigt. Ellers koster frugt mange steder næsten 1 $ pr. stk., dvs. næsten 6 kr., så det er ikke så mærkeligt, amerikanerne er tykke, for frugt og grøntsager er dyre, i hvert fald de steder, vi har købt ind.
Derefter gik turen til Las Vegas i Nevada. Det tog 2½ time. Her skiftede landskabet karakter igen, for i Utah var der faktisk ret grønt, og der var ret mange gårde og huse samt køer, men i Nevada var der bare ørken. Der bor 3 mio. mennesker i Nevada, hvoraf de 2 mio. bor i Las Vegas. De fleste arbejder på kasinoer – der er faktisk ingen arbejdsløshed i Las Vegas.
Vi kom til vores hotel Sahara ca. halv 4. Det er et kæmpehotel med et meget stort kasino, som vi var inde at kigge på. Vi prøvede at spille i en slags enarmet tyveknægt for 1 $, men tabte – på kun nogle få sekunder. Et amerikansk par hjalp os med at finde ud af det.
15.2.07
Vi er 2 busser som følges ad på turen, men kun indtil Las Vegas. I går kom chaufføren og guiden på den anden bus åbenbart op at skændes, så vores chauffør David måtte prøve at mægle. Bjørn hørte guiden sige til vores chauffør: ”Don’t fuck with me, and I will fuck you”.
I går aftes spiste vi på en kinesisk restaurant i nærheden af hotellet. Det var udmærket, men ikke noget særligt. Det kostede 8 $ pr. person + skat + drikkepenge. Det er et mærkeligt system, de har i USA, at både skat og betjening (dvs. drikkepenge) kommer oveni den pris, der står, så man ved aldrig, hvilket beløb man ender med at skulle betale. Og skatten er endda forskellig fra stat til stat. I Californien er skatten vist 7,5%, og betjening (eller drikkepenge) er ca. 15%, så det løber op. Man tænker ikke altid over disse ekstra procenter.
Da vi havde spist, gik vi hen til det høje tårn på
Her til morgen spiste vi morgenmad på Ihop, et typisk amerikansk spisested. Vi fik røræg med grønsager i samt pandekager med sirup. Det smagte godt. Serveringspersonale og butikspersonale er så venlige og hjælpsomme og åbne. Det er amerikanere i det hele taget generelt – i hvert fald dem, vi har mødt.
Kl. halv 10 mødtes vi med Louis i lobbyen, hvor vi fik et kort over byen. Derefter gik vi ned i den ende af The Strip, hvor de mest kendte hoteller ligger. Vores hotel Sahara ligger også på The Strip, men i den ene ende, så der var faktisk temmelig langt ned til de andre. Vejret var pragtfuldt, masser af sol og omkring 17-18 grader, så vi havde faktisk for meget tøj på.
Las Vegas
Bellagio
Vi gik først ind og kiggede på Caesar’s palace. Lobbyen havde en kæmpestor kuppel. Det er et af de største hoteller, vi nogensinde har set. Men mange af hotellerne i Las Vegas er kæmpestore. Vi gik også ind i ”Paris”, som har Eiffeltårn, Triumfbuen, Champs Elysee m.m. Det var næsten som at gå i Paris’ gamle gader med brosten og fransk musik og alt tekst på fransk. De havde også lavet en himmel, så man næsten troede, man var udendørs. Det var imponerende. Det samme havde man gjort i The Venetian. Der var kanaler med gondoler, man kunne sejle i, mens manden/kvinden, der styrede gondolen, sang en italiensk sang. Det virkede ganske vist lidt kunstigt, men var alligevel populært. Vi kunne ikke finde ud igen – det var faktisk besværligt på mange af hotellerne og kasinoerne og hotellerne, fordi de er så store, og der er mange udgange. Vi spurgte en vagt – en neger – om vej. Han syntes, det var ekstremt morsomt og grinede ad os, men fortalte os selvfølgelig, hvad vej vi skulle.
Der er kasino på alle hoteller – det er utroligt, der kommer så mange og spiller, men der kommer ca. 35 millioner besøgende til Las Vegas hvert år. Kasinoerne er åbne 24 timer i døgnet. De er som regel uden vinduer, så man ikke kan se, om det er nat eller dag. De er altid uden ure, så man ikke behøver at bekymre sig om tiden.
Vi så også nogle bryllupskapeller og brudepar. Der er ca. 120.000 par, som bliver gift i Las Vegas hvert år.
Vi gik også hele vejen tilbage igen til vores hotel, så vi var godt trætte i
benene. Vi har i hvert fald gået
Kl. ca. halv 7 tog vi bussen ned til Bellagio for at se det flotte springvand. Der var musik til. Bagefter gik vi ned for at finde et sted at spise. Vi havde læst i vores bog om USA, at man kunne få billig buffet mange steder i Las Vegas, men det lykkedes os ikke at finde. Derfor tog vi bussen op til Frontier Hotel i nærheden af vores hotel, hvor de havde buffet til 13,95 $. Vi blev simpelthen så mætte, at vi næsten blev dårlige. Derefter tog vi bussen hjem og var hjemme godt halv 10. Vi tog en enkelt Jägermeister, for Bjørn hoster stadigvæk en del, og det hjælper at få lidt stærkt til halsen.
16.2.07 - fredag
Vi blev først vækket kl. halv 8 i morges, for vi skulle først køre kl. 9. Vi tog morgenmad i cafeen – et bæger kaffe og en croissant. Selv om vi bestiller en ”small”, svarer det faktisk til 2 kopper. Det er altid store portioner, man får af alting.
Mens vi drak vores kaffe, kom vi i snak med en engelsk kvinde, som var taget alene til Las Vegas i kun 3 dage, fordi hun skulle høre Barry Manilowe optræde på Hotel Hilton, og hun skulle endda snakke med ham sammen med 9 andre inden showet. Det glædede hun sig til, for hun var en stor fan af ham. Hun havde sklerose, så hun ville gøre de ting, hun gerne ville, inden hun ikke kunne det mere p.g.a. sin sygdom.
Vi forlod Las Vegas med en fuld bus, for nu var vi vokset til 48 personer i stedet for 24. Der er kommet flere italienere og tyskere til, men nu er der også spaniere og argentinere med. Vores første stop var i Barstow, hvor vi var inde i et outlet. Vi ankom ca. halv 12 og skulle være der 2½ time. Vi gik først hen og spiste frokost på El Pollo loco. Vi fik ”grilled chicken nachos”. Det smagte godt og mættede meget. Bagefter gik jeg rundt i alle butikkerne med mærketøj, mens Bjørn sad og nød solen på en bænk, for der var dejligt varmt, i hvert fald min. 20 grader. Jeg købte dog kun nogle trusser til Cecilie og et par strømper til mig selv, så det blev vi ikke ruinerede af. Parret fra Belgien sagde, at herretøjet var alt for stort til ham, selv en størrelse small var alt for stor.
Derefter kørte vi til Bakersfield. Der begyndte der rigtigt at være landbrugsområder, efter at vi de første 4-5 timer efter afrejsen fra Las Vegas kørte i ørken.
Californien har den 5. største økonomi i verden. 75% er landbrug. Vi kørte bl.a. igennem områder med vinmarker og appelsintræer, der strakte sig så langt øjet rakte. Det er blevet forår i dette område, for mandeltræerne var i blomst. Dem har de også mange af.
Der arbejder mange meksikanere i landbruget, for mange af dem er illegalt i landet og får derfor en lav løn.
I Bakersfield var vi inde på en rasteplads, hvor vi fik en kop kaffe på ”Jack in the box”. Vi købte også nogle appelsiner hos en bondemand, som holdt der med sin bil. De høster appelsiner hele året. De kostede 50 cent pr. stk., hvilket er ret billigt. Da vi købte appelsinerne, snakkede vi med et par fra Fresno. Konen havde solgt en gammel Mustang på E-bay til en dansker, så de syntes det var meget sjovt, at vi kom fra Danmark.
Vi skulle køre endnu 3 timer for at komme til Mariposa, vores bestemmelsessted i nærheden af Yosemite, så det var mørkt, da vi ankom ved 8-tiden. Vi orkede ikke at gå ud at spise, så vi købte en burger og en flaske vin i supermarkedet overfor motellet, hvorefter vi nød det på værelset, som har dør lige ud til gaden.
17.2.07
I dag er det Emmas fødselsdag, så vi har sendt en SMS og ønsket til lykke. Vi blev vækket kl. 7 – det var dog vist en fejl, for vi skulle først køre kl. 9, men så gik vi lidt rundt i byen efter vi havde spist morgenmad. Det var continental breakfast. Det er ikke noget særligt. Det består af kaffe og juice samt toast med marmelade. Der er dog også vafler med sirup og en slags wienerbrød – Danish. Vi kom til at snakke med nogle amerikanere uden for supermarkedet. Den enes søn var gift med en dansker og skulle snart flytte til Danmark – Sønderjylland. Verden er lille! Han havde en gammel pickup-Ford fra 1955, som var fuldstændigt renoveret og malet blå.
En af dem nævnte, at det kostede fra 200-1000 $ at forsikre sig mod sygdom m.m. Men efter 65-års alderen er det gratis at få lægehjælp.
Det tog ca. 1 time at køre til Yosemite, men derefter tog det endnu 1 time, inden vi kom til det sted, hvor vi holdt pause og skulle være i 3½ time. Vejret var pragtfuldt, høj sol og ca. 14-15 grader. Det er usædvanligt på denne tid af året. Der plejer at ligge masser af sne og være koldt, men nu var det faktisk forår.
Yosemite - El capitan i det fjerne.
San Francisco Golden Gate
Flotte huse i Alamo Square - San Francisco
Før vi kom til rastepladsen, stoppede vi ved et udsigtspunkt, hvor vi så den højeste klippe i verden ”El capitan”. Det var flot.
På rastepladsen gik vi først ind og fik en kop kaffe og et stykke ”Danish” og en
scone. Vi gik derefter hen til vandfaldet, som hedder Upper Yosemite Fall. Det
har et fald på
Vi så også nogle høje og tykke træer – en slags fyrretræer. Vi kunne dog ikke komme op at se de kæmpestore sequoia træer p.g.a. sne. Det var lidt ærgerligt, men vi så meget andet smukt. Sequoia træer bliver ved med at vokse. Barken er næsten uden harpiks, og den tykke, trævlede skal er næsten umulig at antænde. Vi så også flere egern.
Da vi kørte hjemad, stoppede vi ved et smukt sted – vistnok Glaciers Point, hvor der var en flod og flotte bjerge i baggrunden med sne på toppen. Det var overvældende smukt. Det tog 2 timer at køre tilbage til Mariposa. Vejen snoede sig meget, og David, vores chauffør, kørte temmelig hurtigt, så en af tyskerne blev dårlig og måtte sidde oppe foran på den sidste strækning. Da vi kom tilbage kl. 5, lavede vi en kop kaffe, for der var kaffemaskine og kaffe på værelset. Det var der faktisk på næsten alle de hoteller, vi boede på, også selvom det ikke var moteller. Fin service. Der var også føntørrer på alle værelser og nogle steder også strygejern. Der er dog en ting, som er forskellig fra hotel til hotel – bruserne. Nogen gange er det en hel videnskab at finde ud af, hvordan de virker.
Godt halv 7 gik vi over på den anden side af gaden, hvor der lå en kineserrestaurant. Der var ikke så mange restauranter at vælge imellem, for Mariposa er en lille by. Restauranterne i mange mindre byer lukker allerede kl. 9 eller halv 10, så det er ret tidligt. Vi fik en menu med 4-5 forskellige retter. Det smagte godt og mættede meget.
Inden vi gik tilbage, gik vi en lille tur op ad gaden, men der var ikke meget liv på denne tid af året, også fordi det er en lille by. Der var dog et minimarked, der var åbent, så vi købte lidt postkort og kiks til turen i morgen til San Francisco.
Børnene havde for øvrigt sendt en SMS hver. De havde haft en god dag med at fejre Emmas fødselsdag.
18.2.07 - søndag
I dag stod vi op kl. 6 for at køre mod San Francisco kl. halv 8. I dag var der lidt skyer, da vi kørte, men efter et par timers kørsel klarede det op. På vejen kom vi forbi masser af marker med frugtrræer og vinstokke i mange og lange rækker, så vi forstår godt, hvorfor 75% af Californien er landbrug. Der var også masser af vindmøller samlet på et sted. Græsset var grønt, og det er det kun 2 gange om året, ellers er det tørt. Vi så også kirsebærtræer og andre træer i blomst, så det er rigtigt blevet forår i det her område.
Efter ca. 4½ times kørsel kom vi til San Francisco. Der var strålende solskin, hvilket det kun var 2 gange ud af 10, når Louis kom hertil – han har været guide i over 20 år – så vi var meget heldige. Normalt regner det eller er tåget og derfor ret køligt, vist næsten aldrig over 20 grader, men vi havde omkring 14-15 grader i dag. For at illustrere det normalt dårlige vejr, skulle Mark Twain have sagt: ”Den koldeste vinter jeg har oplevet er en sommer i San Francisco”.
Vi kørte over Golden Bay Bridge, som er meget trafikeret. Der kører 300.000 biler over den hver dag. Den blev bygget omkring 1935 samtidig med Golden Gate Bridge. Golden Bay Bridge blev betalt af staten, mens Golden Gate Bridge blev betalt af byen. Byen gik dog bankerot på et tidspunkt, og da staten ikke ville betale resten, tog folk lån i deres huse, så de kunne give penge til at få broen gjort færdig.
Vi kørte først til Fisherman’s Wharf, hvor vi var på havnerundfart i en time. Det var meget interessant. Vi sejlede bl.a. forbi Alcatraz og fik fortalt en del om øen, for vi havde høretelefoner på, hvorigennem der blev fortalt om Alcatraz’ historie og også en masse om San Francisco. Alcatraz blev lukket i 1963, for det var for dyrt at drive det. Det er kun lykkedes 3 fanger at flygte fra fængslet, men man ved ikke, om de druknede på vejen ind til land, eller om det lykkedes for dem at komme i land og gemme sig.
Efter sejlturen havde vi tid til at få lidt at spise. Vi købte en laksesandwich. Den var meget lækker.
Kl. 1 tog vi på byrundtur. Vi kørte gennem Little Italy og Chinatown og hen til rådhuset, hvor vi holdt en lille pause. Det er en meget flot bygning. For øvrigt lå vores hotel ikke ret langt derfra. Fra vores vindue havde vi udsigt derover. Derefter kørte vi bl.a. til Alamo Square, hvor der var en masse viktorianske huse, som ikke blev ødelagt af jordskælvet i 1906. Man kalder dem Painted Ladies (sminkede damer), fordi de er så farverige. Det var de dog ikke fra starten. Da husene blev bygget, var man flov over, at der ikke var råd til stenhuse i europæisk stil. Derfor blev træhusene (af redwood) malet i grå nuancer, så de lignede stenhuse. Men da hippierne kom til byen i slutningen af 1960’erne, kom der mere farve på husene.
Vi kom også til en nyere katolsk kirke, som vi var inde at se. Den var flot. Derefter kørte vi til Twin Peaks, et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over hele byen, når der er klart vejr som i dag. Det var et betagende syn. Man kunne bl.a. se nogle af de lige og stejle gader. De er som man ser dem i film med biljagter i San Francisco. Den stejleste gade har en stigning på godt 31%. Som de siger i San Francisco: ”Når man bliver træt af at gå på gaderne, kan man altid læne sig op ad dem”.
Til sidst kørte vi forbi Golden Gate Park, hvor der er masser af mennesker i week-enden, som nyder det gode vejr og motionerer, bl.a. ved at cykle eller løbe på rulleskøjter. Til allersidst kørte vi hen til Golden Gate Bridge og så den nedefra. Det var et flot syn.
Vi kom til vores hotel, Holiday Inn, ca. kl. halv 5. Det ligger ved Market Street i Civic Center, finanskvarteret. Der var også kaffe på værelset der, så vi lavede en kop kaffe og slappede af efter den lange dag. Vi bor på 8. etage. Fra værelset har vi udsigt til kuplen på rådhuset, så det er flot om aftenen.
Vi fandt en kinesisk restaurant – igen. Der bor jo rigtigt mange kinesere i San Francisco, så de har deres egen bydel – Chinatown. Grunden til, det er så mange kinesere der, er, at der blev bragt mange hertil, da jernbanen skulle bygges i midten af 1800 tallet, som gik fra østkysten til vestkysten, og da deres familier også kom hertil, dannede de et helt kinesisk samfund i Chinatown.
Vi fik en dejlig 5 retters menu med masser af grøntsager. Vi savner nogle gange grøntsager, så det var dejligt at få masser af gulerødder m.m. Vi gik ikke særligt langt, for selv om det er et pænt kvarter, går der alligevel mange underlige mennesker rundt her, både tiggere og hjemløse. Det er især negre og meksikanere eller puertoricanere, som er hjemløse. Vi følte os ikke helt trygge, så vi skyndte os at gå tilbage til hotellet, da vi havde spist.
19.2.07 - mandag
Vi havde en dag for os selv i dag, så vi behøvede ikke stå så tidligt op, men vi vågnede lidt over 6. Vi stod op ved 7-tiden og lavede kaffe på værelset og spiste bagels og en croissant, som vi havde købt i går aftes. Morgenmad er dyrt på de fleste af de hoteller, vi har boet på, så som regel spiser vi morgenmad ude i byen eller på den cafe, som nogle af hotellerne har. Det er dog ikke meget brød, man kan få – mest croissanter eller wienerbrød (som de kalder Danish). De har alle afskygninger af wienerbrød.
Kl. 9 fik vi et kort over San Francisco af Louis, hvor han havde tegnet de vigtigste seværdigheder ind samt tegnet den rute, vi kunne tage – evt. på gåben. Vi ville først have været på biblioteket for at sende mails, for det er en del dage siden, vi har været i nærheden af en computer, men der var lukket p.g.a. helligdag – President’s day. Det er præsidenterne generelt, man fejrede både i week-enden og i dag mandag. Helt tilbage til præsident Lincoln.
Vi gik først op ad Grove Avenue til Alamo Square, hvor alle de viktorianske huse ligger. De er meget flotte. Vi satte os lidt oppe i parken foroven, inden vi gik tilbage. Vi gik tilbage til hotellet for at tage lidt mindre tøj på, for der var ligeså fint vejr i dag som i går, strålende solskin og 15 grader. Vi er vist ekstremt heldige med vejret. Vi tog også lidt at spise, faktisk fandt vi rugbrød i en butik samt bananer.
De stejle berømte gader i San Francisco
Derefter gik vi ned til Union Square for at tage med sporvognen – The cable car. Der var en kæmpekø, så vi kom til at vente ca. 20 minutter, men det var det værd. Det kostede 5 $ pr. person. Det er et meget specielt fremdriftsystem. Føreren skulle rykke i en stang næsten hele tiden. Vi kørte både op og ned ad stejle gader næsten helt ned til Fisherman’s Wharf. Turen tog omkring et kvarter. Derefter gik vi hen til Pier 39 for at se søløverne, som lå og solede sig på træplader. Da vi havde kigget lidt på dem, købte vi en kop kaffe og satte os på en bænk ca. 1 time. Der var tulipaner og pinseliljer i bede ved bænkene, så det er rigtigt forår i San Francisco. Egetræerne var også sprunget lidt ud.
Da klokken nærmede sig 3, gik vi hen langs vandet. Der var underholdning forskellige steder, bl.a. breakdance og steelband musik og salg af alt muligt tingel-tangel. Derefter gik vi op til Lombard Street, som er den mest snoede vej i verden. Det var meget sjovt at gå op ad den – men hårdt, og derefter ned ad den. Om sommeren er der blomster der. Vi gik videre hjemad, først igennem Little Italy og Chinatown. Der var simpelthen så mange butikker med kinesiske varer. Vi købte dog kun lidt postkort og et penalhus til Cecilie, hvor der står San Francisco på. Vi var tilbage på hotellet ved 6-tiden.
Vi spiste fastfood på en slags meksikansk burgerbar. Det var dog lidt træls at være derinde, for der kom nogle tiggere derind. De henvendte sig dog ikke til os, men til nogle af de andre gæster. Der er mange tiggere og hjemløse i San Francisco, og især om aftenen ser man dem på gaden. Om dagen ligger de mange steder rullet ind i et tæppe. Louis sagde, at der var så mange, fordi de her får 600 $ om måneden af staten, hvilket de åbenbart ikke gør i andre byer.
20.2.07
Inden vi gik i seng i går aftes, sendte vi en SMS til Camilla for at ønske hende til lykke med fødselsdagen i dag.
Vi gik hen på Starbucks og fik morgenmad – en kop kaffe og en kage, som hed Bear Claw. Bagefter skulle vi køre sydpå og kom først til Montery, hvor vi gik rundt på Fisherman’s Wharf, som dog er meget mindre end det i San Francisco. Monterey er en mondæn by, hvor der bor mange rige. Vejret var lidt mere skyet i dag, men det klarede op i løbet af dagen.
Før vi kom til Montery, kørte vi forbi en masse marker i nærheden af Castroville, hvor de dyrkede jordbær og artiskokker. De havde – og har måske stadigvæk – en konkurrence, hvor de kårede ”miss artiskok”, og vinderen kom til en prøveindspilning i Hollywood. En af vinderne for mange år siden var Marilyn Monroe.
Efter 1½ times ophold i Monterey kørte vi langs kysten ad ”
Derefter kørte vi til Carmel, en lille hyggelig by med dyre butikker. Efter at have fået en kop kaffe og et stykke lagkage gik vi lidt rundt. Vi var inde i en butik, hvor de havde flotte vaser til 5.500 $, og også malerier til den pris.
Vi så også Californiens nationalblomst der, den californiske valmue (golden poppy), som har gyldengule blomster. Den så vi faktisk flere steder.
Efter Carmel skulle vi køre 3 timer. Vi kom forbi store vinmarker m.m. Vi kom også forbi et skilt, der stod Solvang på – den danske by. Vi ankom til Santa Maria Inn kl. godt 7 om aftenen. Gruppen ”The Eagles” boede engang der og indsang derefter sangen ”Hotel California”. Der har også boet mange filmstjerner der, for når de skulle besøge William Hearst på Hearst Castle, var der for langt at rejse fra Los Angeles på 1 dag, og derfor overnattede de på Santa Maria Inn – på hans regning. Det er et rigtigt flot og hyggeligt hotel – faktisk det bedste vi har boet på.
Vi gik over og spiste på den anden side af gaden. Vi fik en steak og salat samt 1 flaske rødvin. Det er faktisk første gang, vi har købt rødvin på en restaurant herovre, for de koster ellers en formue. Amerikanerne drikker vist ikke ret meget vin, når de spiser ude – hvilket egentlig er lidt mærkeligt, når de selv dyrker masser af vin i Californien.
Da vi havde spist, skrev vi et par mails til børnene.
21.2.07
Vi spiste morgenmad på et typisk amerikansk sted, hvor vi fik toast, røræg, bacon, stegte, revne kartofler + kaffe. Bagefter forlod vi hotellet. Det var helt trist, at vi skulle forlade dette hotel, for det er så flot.
Vi kørte af sted kl. halv 9 og kom først til Santa Barbara. På vejen dertil kom vi forbi Michael Jacksons ranch, Neverland, men vi så kun et lille skilt, hvor vejen startede. Ranchen kunne man ikke se. Da vi kom til Santa Barbara, gjorde vi holdt nede ved vandet og tog derefter en shuttle bus ind til byen, for bussen måtte ikke køre ind i byen. I mange store byer må busser og motorhomes ikke køre ind i byen. Derfor så vi mange motorhomes, som havde en bil på slæb, når de kørte rundt ude i landskabet.
Vi fandt et stort supermarked, hvor vi købte noget frugt. Vi har vist aldrig set så meget frugt på et sted, så det var et helt eldorado. Vi købte bl.a. Jonagold æbler fra Californien, så de dyrkes åbenbart også her. Ellers kendte vi ikke de andre æblesorter. Vi var i byen og nede ved vandet 1½ time i alt. Vi gik tilbage fra byen og nød solen ude på en træbro, som gik ud i vandet. Den kaldes Stearn’s Wharf. Vejret har også været pragtfuldt i dag, nok omkring 16-17 grader.
Omkring kl. 12 kørte vi videre til Los Angeles. Da vi nærmede os byen, blev der tæt trafik, for der er 10 millioner biler i byen. Lufthavnen er også stor. Der lander et fly hvert halve minut, og der kommer 75 millioner mennesker til L.A. med fly hvert år. Da vi kørte gennem Los Angeles Valley, så vi flere oliepumper, som pumpede olie op fra jorden. Der var også olieplatforme ude i vandet, men olien måtte kun bruges i nødstilfælde.
Vi kørte først til vores hotel – Hilton i lufthavnen, hvor nogle skulle af, mens vi andre skulle på byrundtur. Vi ville gerne se nogle af seværdighederne, nu vi er her. Vi kørte først downtown, hvor der er mange store og høje bygninger. Vi standsede ved operaen, som Placido Domingo er direktør for. Vi gik lidt rundt der og kom også forbi Symfonien, som havde en speciel form. Den var flot.
Bagefter kørte vi til Hollywood, som man kommer til ad Sunset Boulevard. Det var dog ikke muligt at køre ad Hollywood Boulevard, for den var spærret, fordi de var ved at stille op til Oscar uddelingen på søndag den 25. februar, hvor bl.a. Susanne Biers film ”efter brylluppet” og en kortfilm af Søren Pilmark er nomineret (vi har efterfølgende erfaret, at de ikke vandt en Oscar). Det koster 30 mio. $ at dekorere Hollywood Boulevard til den begivenhed. Vi standsede i nærheden af gaden og gik hen til Hollywood. Det var meget specielt. Vi gik bl.a. på Walk of Fame med alle bronze-stjernerne med filmstjernernes navne på (omkring 2500). Det er dog ikke alle de kendte, som har en stjerne, for det koster 30.000 $ at få en, og det ville bl.a. John Wayne ikke betale. Vi så også skiltet oppe på bjerget, der står Hollywood på.
Hollywood
Der gik masser af fotografer med store kameraer rundt, og vi kunne komme ind at se alle de 50 Oscars, som skulle uddeles på søndag. De stod i montre.
Vi drak en kop kaffe og spiste et stykke kage på Starbucks, for vi var ved at være sultne og tørstige. Der havde nemlig ikke været tid til at spise frokost i dag.
Kl. halv 6 kørte vi til Beverly Hills. Desværre var det ved at være mørkt, så vi kunne ikke se alle de store villaer, som filmstjernerne bor i. Vi så dog nogle af de steder, der er optaget film, bl.a. den polistation, hvor filmen ”frækkere end politiet tillader” med Eddie Murphy er optaget. Desuden var vi inde i Rodeo Drive, hvor de kendte køber tøj, og hvor Julia Roberts købte tøj i filmen ”Pretty Woman”. Der lå den ene mærkevarebutik efter den anden, f.eks. Dior, og minsandten også Georg Jensen. Vi var også inde at kigge på det hotel, hvor filmen ”Pretty Woman” er optaget. Det hedder Beverly Wilshire Hotel. Det var bare ekstremt flot.
Vi kørte tilbage til hotellet ca. kl. halv 7. Der kørte masser af biler på motorvejen. Der er over 30 motorveje i L.A. Det var især folk, som var på vej hjem fra arbejde. De bruger nemt halvanden time hver vej. Vi var på hotellet godt halv 8, og så var det tid til at sige farvel til alle vores rejsefæller. Det var lidt vemodigt efter 14 dages hyggeligt samvær, selv om vi ikke kunne snakke ret meget med italienerne, men som regel kunne vi forstå hinanden lidt.
Vi havde ikke lyst til at gå ud at spise, når det var blevet så sent, så vi købte en pizza og et par colaer i cafeen, som vi tog med op på værelset.
22.2.07 – torsdag
Vi stod op kl. halv 8, for vi kunne ikke sove længere. Vi havde bestemt, at vi ville tage i lufthavnen, når vi var færdige med at pakke, for vi kunne ligeså godt vente der, så vi tog shuttle bussen fra hotellet lidt over 9 for at køre til lufthavnen. Lufthavnen er både indenrigs og udenrigs det samme sted, så flyselskaberne har hver deres terminal. United har til huse i terminal 7. Vi har elektroniske billetter, så vi stillede os op i den lange kø. Det viste sig dog, efter ca. 20 minutters ventetid – at være den forkerte, for der kunne man ikke få hjælp. Det var kun for dem, som brugte kreditkort eller andre kort, og det mente vi ikke, vi kunne. Det lykkedes i hvert fald ikke, da vi prøvede i Washington på vej herover. Derfor skulle vi over i en anden kø, og det tog en evighed at komme hen til skranken. Det tog os næsten 1½ time at checke ind, så det var godt, vi var kommet i god tid. Man skal være der mindst 3 timer før.
Vi fik SMSer fra børnene i morges. Der er åbenbart rigtigt snestorm i Danmark, så vi er lidt spændte på, om vores fly til København flyver til tiden. Lotte og Michaels bil var sneet inde ude på NOVI, så det må være meget slemt. Camilla har også aflyst sin fødselsdag i aften.
23.2.07
Nu er vi kommet hjem efter vores dejlige tur til USA. SAS flyet fra Chicago var heldigvis ikke forsinket, selv om der var snestorm i Danmark. I flyet fra L.A. til Chicago sad vi ved siden af en kvinde fra Idaho. Hun havde lige været ovre at se et universitet, som hendes datter måske skulle studere medicin på. Der er mangel på læger, for det er meget dyrt at studere, ca. 250.000 $, så det er kun børn af rige forældre, som har råd til det. De kan dog være heldige at få et scolarship, hvis de er dygtige til et eller andet, f.eks. sport. Kvinden var hjemmegående, så hun havde muligheden for at tage den rejse. Hendes mand havde ikke tid til at komme med, for amerikanere har ikke ret meget ferie, kun 13 dage om året. Desuden får de kun 5 sygedage betalt af staten, så der er meget forskel på USA og Danmark på det område.
Hun fortalte os, at vi skulle med et tog fra indenrigs til udenrigs. Det var let nok at finde, og vi kom i god tid til gaten. Men da vi checkede vores boarding-kort, så vi, at vi havde fået plads langt fra hinanden. Det klagede vi over, så det kunne heldigvis laves om, for flyet var ikke helt fuldt. Vi fik dog ikke vinduespladser, som vi egentlig var booket på hjemmefra, men vi fik 3 sæder i midten helt for os selv, så det var ok. Vi faldt lidt i søvn i flyet, så de godt 8 timer gik rimeligt hurtigt. Vi var spændte på, m vores fly til Aalborg gik til tiden. Det gjorde det næsten, men vi var heldige, for nogle af flyene var aflyst.
Der var simpelthen så meget sne i Aalborg. Michael og Emma kom og hentede os i lufthavnen – Emma blev rigtigt glad for at se os.
Der lå også meget sne i vores indkørsel, selv om Michael har været ude at skovle – velkommen tilbage til Danmarks vinter!! Lotte og Cecilie havde lavet mad til os, og de havde købt gaver til Bjørn i anledning af hans fødselsdag i morgen.
Vi gav dem gaverne, vi havde købt i USA, amerikansk bil til Emma og penalhus og trusser til Cecilie. Lotte og Michael blev også glade for deres jelly bellys.
Vi er trætte nu, men det var det værd, for vi har haft en rigtig god tur, som vi vil mindes længe.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
Tilbage til
|
