Tags: Østersøen rundt Riis Rejser, Tallin, Nilles Rejser,               Rejsebeskrivelse fra Sverige, Stokholm, Gislev Rejser,

                            Tilbage til                                                                                                                                                                                                 

                    Forsiden                                                                                                                                                       Startsiden

 

Dette er en Østersø-rundrejse, som startede i  Danmark, videre til Sverige, Polen, Kaliningrad (Rusland), Litauen, Letland, Estland og via Stokholm (Sverige) hjem. Ønsker du at læse rejsebeskrivelsen fra begyndelsen af, så skal du gå til siden......

 ............... Kaliningrad

 

                              

 

 Vi er kørt fra Polen, Kaliningrad (Rusland), Litauen, Letland og med færgen fra Estland og er nu i Sverige.

 

Rejsebeskrivelse fra Sverige 9.-11.8.2016

 

Tirsdag 9. august – Stokholm og Jönköping

 

Jeg sov ikke så godt, fordi skibet gyngede en del, så vi stod op ca. kvart over 6. Da var vi inde i den svenske skærgård. Vi havde nu stillet uret en time tilbage igen til svensk - og dansk tid. Et af de andre par havde glemt at stille uret tilbage, så de var nede for at få morgenmad halv 6 baltisk tid – det var surt show...

 

Da vi havde spist morgenmad, gik vi ud for at kigge på den flotte skærgård.

 

                                   

               Mågerne i modlys nyder også den smukke svenske skærgård tidligt om morgenen..

 

Vi ankom til Stokholm kl. 10 efter 17 timers sejlads, så det var en lang sejltur. Sejladsen gennem skærgården var meget flot og tog flere timer. Vi kom forbi i en masse små øer. Der er 30.000 øer i skærgården, så det er mange.

 

Da vi kom i havn, blev vi mødt af en svensk lokalguide, Beatrice, som tog os med på en guidet byrundtur, først med bus og senere til fods.

 

Stokholm er bygget på 14 øer og er omgivet af flotte parker, skove, strande og søbredder. Der er 26 parker, så det er en meget grøn og flot by.

 

Der er 2 mio. indbyggere i Stokholm, og hver 5. har sin egen båd. Det er ikke så mærkeligt på grund af alle deres skærgårdsøer. Byen ligger ned til Mälaren, som er den 3.største sø i Sverige. Den er 100 km lang.

 

Vi kørte først over broen til Djurgården. Djurgården er den 3. største ø i det centrale Stokholm. Der er ca. 831 indbyggere der. På Djurgården finder man bl.a. Skansen og en dyrepark og forlystelsesparken Gröna Lund. Der er også mange museer der.

 

Et af de mest kendte museer i Stokholm er Vasa Museet, hvor krigsskibet Vasa er udstillet – vi havde dog ikke tid til at besøge museet. Det er det eneste bevarede skib i verden fra det 17. århundrede. Over 95% af skibets originaldele er bevaret, og med sine hundredvis af udskårne ornamenter er Vasa en enestående kunstskat og et af verdens største turistmål. Det udstilles i et museum, der er bygget til formålet, og som tiltrækker flere besøgende end noget andet museum i Norden.

 

Skibet var helt nybygget, da det den 10. august 1628 satte sejl og gjorde klar til at forlade Stokholms havn. Men da det langsomt sejlede mod havnens indsejling, kom der et par store vindstød, som forårsagede, at skibet lagde sig ned på siden, og vandet strømmede ind ad de åbne kanonporte. Skibet sank, og omkring 50 mand af en besætning på 150 mand druknede. Der gik 333 år, inden Vasa blev hævet. Grunden til, at det var så velbevaret, var, at pæleormen ikke trives i Østersøens brakvand. Det vidste den private udforsker Anders Franzén, så han indledte eftersøgningen efter Vasa i begyndelsen af 1950’erne, og i 1956 fandt han skibet.                                                        Torvet på Gamle Stan  

 

Det var Sveriges konge, Gustav II Adolf, som beordrede skibet bygget. Det tog omkring to år og var et af de mægtigste skibe, der nogensinde var bygget. Da det sank, ville kongen have placeret ansvaret, men det viste sig, at det egentlig var hans egen skyld, at skibet sank, for han ønskede et større antal kanoner ombord end normalt. Det betød, at de valgte dimensioner ikke længere holdt, og bygningskonstruktører kom ud, hvor de ikke kunne bunde, for de 120 tons ballast, som blev lagt i bunden til at kompensere for den høje overbygning og to omgivende skibsdæk til kanoner var ikke tilstrækkeligt. Derfor opgav kongen at placere noget ansvar.

 

Vi holdt en lille pause på Djurgården og kunne derfra se over til Gamla Stan.

 

Efter turen til Djurgården kom vi til Skeppsholmen, som også er en ø i det centrale Stokholm. Indbyggertallet er ca. 70. Her findes også nogle museer og en kirke.

                                                                                                                                             

Den tredje bydel, vi kom til, var Södermalm, som kaldes Stokholms Montmartre. Det er et kuperet område og består af 3 øer, Åsön, Reimersholme og Långholmen. Der er ca. 100.000 indbyggere fordelt på et areal på bare 5,71 km2, så det er et af de mest befolkningstætte områder i Skandinavien. Det er et meget populært sted at bo.

 

                 

     Udsigt til Djurgården                                                   Kongeslottet i det fjerne

 

Der var en flot udsigt fra toppen til Gamla Stan.

 

Efter busrundturen var vi på en gåtur sammen med Beatrice, bl.a. til Kongeslottet og til andre steder i Gamla Stan med de små og smalle gader. Det er den ældste del af Stokholm og stammer helt tilbage til 1200-tallet, men de fleste bygninger er fra 1700- og 1800-tallet. Det er en gammel hansestad med brostensbelagte gader, gamle købmandsgårde og åbne pladser, samt en masse hyggelige restauranter og butikker.

 

Efter byrundturen havde vi et par timer på egen hånd, så vi fandt en lille cafe i en af de smalle gader, hvor vi fik en cappuccino og en softice.

 

Kl. 3 skulle vi køre videre mod Jönköping. Det var blevet lidt køligt og blæsende og kun omkring 15 grader, og det begyndte at regne en del, da vi kom et stykke syd for Stokholm. Jönköping ligger godt 300 km syd for Stokholm, ved Vättern, som er Sveriges andenstørste sø og den femtestørste i Europa. Den er 1912 km2 og ca. 150 km lang. Der ligger en stor ø ude i søen, Visingsö, som er 14 km lang og 3 km lang. Den har ca. 800 indbyggere og er et populært udflugtsmål om sommeren.

 

Vi ankom til Comfort Hotel i Jönköping ca. kl. 7. Da var der heldigvis holdt op med at regne, men der var køligt, kun 11 grader.

 

Vi fik et udmærket værelse på 2. sal. Hotellet er ikke så stort, men hyggeligt. Aftensmaden bestod af svampesuppe, kød med flødestuvede kartofler og salat og grønsager, samt en hindbærmousse til dessert.

 

Efter aftensmaden gik vi en tur langs Vättern og ind til byen. Der var en god sti at gå på. Der var flot langs vandet, og husene så ret nye ud.

 

 

                                                                                                                                                                             Hver 5. har en båd i Stokholm  

Torsdag 11. august - Hjemrejse

 

Vi skulle afsted kl. halv 9. Vi nåede lige at gå over i supermarkedet for at bruge de sidste svenske mønter på lidt frugt. Det er noget højere priser, de har i Sverige på næsten alt.

 

Vi kørte til Helsingborg, som lå godt 200 km væk. Der var køligt til morgen, kun 10 grader. Vi hørte, at der også var koldt i Danmark, helt ned til ca. 7 grader om natten, så det var helt usædvanligt.

  

Vi sejlede fra Helsingborg til Helsingør og så Kronborg (Se billedet). Sejlturen tog kun ca. 20 minutter. Derefter gik turen til Hillerød, hvor vi kunne se Fredensborg og Frederiksborg slot. Der var en, der skulle af i Hillerød. Derfra gik turen videre til Københavns Hovedbanegård, hvor der også var nogle der stod af.

     

Derefter kørte vi ud til Fisketorvet, som er et stort indkøbscenter. Der holdt vi vores frokostpause, inden vi kørte videre mod Fyn.

 

Vi skulle skifte bus ved Hylkedal syd for Kolding, hvorefter turen gik nordpå. Vi var hjemme i Aalborg kl. 22.15, så vi var lidt trætte efter den lange køretur hjem, men syntes, det var det hele værd, for vi har oplevet mange spændende ting og hørt historien om sovjettiden fra folk, som har oplevet det på egen krop. Det gjorde historien meget levende.

 

Vi kørte i alt 3600 km, og dertil skal lægges 3 sejlture, så det har været en omfattende, men pragtfuld tur. Og vi var sammen med nogle søde og rare rejsefæller.

 

 

                                                                                                           Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                      Aalborg

                                                                                                             

      Tilbage til                                                                                                                                                                                                      

 Forsiden

 Startsiden