Tags: rejsebeskrivelse nepal, rejser Nepal, Himalaya, Delhi, Katmandu, Boudhanath Stupa, Chitwan nationalparken, FDM-travel, nepal rejsebeskrivelse, mount everest, jytte og bjørn,    

Rundrejse i Nepal og Indien 27.3.-10.4.2010                                                                                           

27.3. – Rejsen til Nepal

 Vi sidder nu i Helsinki lufthavn og venter på at flyve videre til Delhi med Finnair. Her skal vi vente i ca. 5 timer, men det klarer vi nok, når eventyret venter – igen. Vi troede ellers, at da vi havde været på vores lange rejse til Australien og New Zealand sidste sommer, så skulle det være slut med lange rejser i meget lang tid. Men mærkeligt nok – når der er gået nogle måneder, glemmer vi, hvor anstrengende det med de lange flyveture, og så kommer rejselysten tilbage igen.

Vi stod op ved 5-tiden i morges, for vi skulle flyve fra Aalborg kl. 7. Vi mødtes med Bente og Niels Chr. (Bjørns bror og svigerinde) kl. 6 i Aalborg lufthavn, for de skal også med på turen ”Eventyr i Nepal og Indien” med FDM Travel. Det er en 15 dages rundrejse med dansk rejseleder, og der er 25 personer i gruppen.

Vi var i København allerede kl. godt 8 og skulle først mødes med gruppen kl. halv 11. Det viste sig, at de allerfleste var fra Jylland – faktisk var vi 11 fra Nordjylland.

28.3. – Delhi-Kathmandu

Efter 6½ times flyvning fra Helsinki er vi nu kommet til Delhi . Vi fløj med en Airbus 330 med 8 sæder på tværs. Det var et fint fly med god benplads. Vi sad ved vinduet, hvor der kun var 2 sæder, så det var dejligt. Det lykkedes os at få sovet lidt, da vi havde spist aftensmad. Vi ankom kl. 6.45 og kørte derefter til et flot 5-stjernet hotel, hvor vi fik en rigtig god morgenmad. Niels Chr. har fået dårlig mave, men han må have fået det hjemmefra, for turist-diarré kan ikke nå at komme så tidligt.

           Templer på Durbar Square                                 Lotusblomst                                       

En af de andre kvinder var dårlig med opkast og hovedpine, fordi hun havde taget malariapiller, malarone. Vi havde også tænkt på at tage malariapiller, men efter at have læst Rejsedoktoren, fandt vi ud af, at det vist ikke var nødvendigt. Det er det heller ikke på denne tid af året.

Da vi havde spist morgenmad, gik vi ud til poolen og slappede af, indtil vi skulle køre i lufthavnen kl. 11. Der var meget varmt, ca. 35 grader. På vejen så vi både hellige køer, slum m.m. De kører i venstre side hernede. Folk kører ud og ind imellem hinanden, og fodgængere vader bare over gaden.

Der var også kaotisk i lufthavnen, med masser af kontrol og udfyldelse af udrejsekort – da vi kom til Delhi, skulle vi udfylde indrejsekort. Det tog over en time at checke ind. Flyet til Kathmandu var desværre forsinket 1½ time, så det var træls, når vi var trætte efter den lange tur. Det var et gammelt fly fra Air India. Vi kom ikke til at sidde ved siden af hinanden, så jeg sad ved siden af Kirsten, en sød sygeplejerske fra Sjælland. Vi er allerede kommet godt i snak med mange fra gruppen. Vi mødtes med vores rejseleder Villads i Delhi. Han er 27 år og har været hernede konstant siden efteråret som guide for forskellige selskaber, bl.a. Albatros og Da Gama Travel. Han hilste på os med ordet ”Namasté” og samlede sine håndflader foran brystet – man kan også gøre det foran eller ansigtet. Det er den almindelige hindu-hilsen og betyder egentlig: ”Jeg hilser guden i dig”.

Vi ankom til vores hotel, Hotel Vajra, omkring kl. 18.30, et lille hyggeligt hotel med en flot have med bl.a. trompetblomster på træer, julestjernetræer og bouganvilla. Vi har værelse ud mod haven, så der er ikke meget larm. Kathmandu ligger i ca. 1300 m’s højde, så der var en behagelig temperatur, ca. 27 grader – rigtigt sommervejr.

Der er knappe vandressourcer og elektricitet i Nepal, som er et af de fattigste lande i verden, så nogen af de andre måtte tage bad i kun lidt vand eller koldt vand, men vores bruser var helt fin. Lyset går også ud nogle gange, så der var et stearinlys på værelset. Strømmen er faktisk væk 13 timer pr. dag i Kathmandu, så vi så næsten heller ingen gadelygter. Deres el-ledninger hænger i et stort virvar i gaderne. Gad vide, hvordan de holder styr på dem!!

Nepal eksporterer ellers strøm til Indien, som de laver med vandkraft, men på den her tid af året er der ikke ret meget vand i floderne, fordi det er længe siden, det har regnet. Det regner faktisk kun om sommeren – monsunen, som starter i                            maj/juni.                                                                                                                                                                                                         

Vi var godt trætte efter halvanden døgns flyrejse og venten i lufthavne, så det var rart at få et bad og få noget andet tøj på. Vi skulle spise på hotellet kl. 8, hvor vi fik typisk nepalesisk mad, som bl.a. består af ris og kylling. Vi fik en stor øl dertil. Vi gik i seng kvart i 10, for vi var ret trætte. Vi faldt i søvn med det samme.

29.3. - Kathmandu

Vi vågnede kvart over 6 og stod op halv 7, for vi skulle på tur kl. 8. Morgenmaden bestod af müsli, brød, frugt og pandekager, så det var udmærket.

Vi kørte først til Patan, en lille by 5 km sydøst for Kathmandu. Det er den ældste buddhistiske by i verden. På vej derud så vi masser af byliv og trafikkaos. Der bor ca. 1½ million mennesker i Kathmandu, så det er klart, der bliver kaos, for der er kun 1 indfaldsvej til Kathmandu, og der er ingen jernbane, så al fragt med gods foregår med lastbiler. Det var en helt speciel oplevelse at køre der, med masser af fattigdom og affald i dynger på gaden, hellige køer og aber m.m. Der var også en masse ihærdige gadesælgere, som var svære at slippe af med.

I Patan var vi inde at se forskellige gamle bygninger, pladser og helligdomme på Durbar Square, som er den gamle kongepaladsplads. Det kongelige palads fylder næsten hele østsiden af pladsen, som løber i en akse nord-syd. Vi var inde i gården, hvor der var mange bederuller. Når man drejede på dem – med uret, blev der sendt bønner af sted.

                                                                                                                                                            Slumbebyggelse

Bagefter kørte vi tilbage til Kathmandu, hvor trafikken nu var ekstrem tæt. Det er et under, at man overhovedet kan komme frem.

Vi kørte hen til en af de største stupaer i verden, Boudhanath Stupa. Den er 36 m høj og meget flot. En stupa er et buddistisk bedested, hvor der ligger relikvier indeni. Der hænger bedeflag i lange liner fra toppen. På disse er der skrevet bønner og gudenavne, og når flagene blafrer i vinden, bliver bønnerne sendt af sted. Buddister tror nemlig på, at man skal udføre mange bønner.

Der var ekstremt mange mennesker i dag, fordi der var en stor festival, hvor især bjergfolk kom hertil for at bede m.m. De gik rundt om stupaen og drejede på bederullerne hele tiden. Festivallen var specielt stor, fordi det var fuldmåne dagen efter. Vi havde svært ved at komme igennem trængslen.

Vi spiste frokost på Boudha Stupa restaurant, hvor vi sad oppe på toppen med udsigt til stupaen og hele pladsen. Vi fik tibetansk frokost, med en suppe først, derefter en hovedret med ris og noget indbagt kød. Til sidst fik vi en kop kaffe med brownie. Alle vores måltider er med i turen, så vi skal aldrig selv sørge for at finde et sted at spise. Det er meget rart, også fordi det er et ret stramt program, vi har.

Efter frokost kom vi ud i trafikmylderet igen. Der havde været strejke i 3 timer, fra 12.00 til 15.00, en kommunistisk demonstration for bedre vilkår. Vi kørte ned til Pashupatinath, et af hinduernes vigtigste Shiva-templer, hvortil der kommer mange pilgrimme, også fra Indien. Shiva er guden for både ødelæggelse og genopbygning. Han har 4 arme. Hinduismen har en masse guder. Som ridedyr har Shiva tyren Nandi, som ofte ligger foran eller i Shiva-templerne.

         Templet Boudhanath Stupa.                                                                         Hellig tyr i gaden   

Templet ligger nede ved floden Bagmati, som er en biflod til Ganges. Der var dog ikke ret meget vand i floden, idet den sidste monsun kun havde givet knap den halve mængde vand af det, den plejede. Der er også flere ligbrændingsplatforme, ghats., hvor hinduerne brænder de døde og derefter spreder asken i floden. Det var en speciel oplevelse at stå at kigge på brændingen. Efter kremeringen sørger den efterladte i 13 dage i et hus ved siden af floden. Han/hun får kun 1 måltid om dagen og skal sørge for mad, tøj, smykker m.m. til ”præsten”.  Den 13. dag holdes der fest.

Vi var hjemme ca. kl. 17.00, hvorefter vi havde tid til at slappe lidt af. Vi blev hentet igen kl. halv 7 for at komme ud at spise. Vi blev kørt hen til en tibetansk restaurant, hvor vi fik tibetansk mad og underholdning. Der blev vist tibetansk dans og spillet tibetansk musik. Det var meget spændende. Vi var tilbage på hotel ca. kl. kvart i 10. Vi pakkede vores kuffert, for vi skulle af sted kl. halv 8 næste morgen.

30.3. – Pokhara

Vi hørte nogle hunde gø, da vi kom i seng, så det tog tid, inden vi faldt i søvn. Nogen af de andre havde også hørt dem natten før, så de ikke kunne falde i søvn.

Vi sod op lidt i halv 7, for vi skulle stille vores kufferter ud kl. 7 og køre af sted halv 8. Lyset var væk igen, da vi stod op.

Først kørte vi til en buddhistisk stupa, Swayambhunath, som ligger på en bakketop uden for byen 77 m over dalen. Den er det bedste kendte symbol for Nepal. Alverdens buddhister mener, at templet har den mest kraftfulde stupa på jorden og er samtidig stedet, hvor ens bønner virker bedt. Det kaldes også abetemplet, fordi der er så mange aber der, rhesus-aber. Der var også duer og sorte glenter, for de spiser de ting, som folk ofrer til guderne, bl.a. ris.

Vi skulle gå det sidste stykke derop, da der var rigtigt mange mennesker p.g.a. festival igen i dag, fordi det var fuldmåne, så det var noget af en prøvelse at komme igennem mængderne nogle steder. De sad og udøvede religiøse ceremonier. Der var en i gruppen, som fik stjålet alle sine penge, mens han gik rundt i trængslen, så det var surt. Der var en del gamle damer der. Det var sjovt at se dem skubbe og mase sig frem, selv om de ikke var ret store. Nogle af dem sad også og røg og havde ring i næsen.

     Bedeflag langs vejen                                          Abetemplet Swayambhunath                                                                                           

Der hang en masse bedeflag i forskellige farver efter de 5 elementer. Blå symboliserer himmelrummet, hvid vand, rød ild, grøn luft eller ilt fra træet, og gul jord.

Vi brugte ca. 2 timer i alt på gåtur derop og til at se templet og stupaen, og bagefter kørte vi ud af byen til Kathmandu dalen, som er meget flot og frodig. Der er rigtigt mange terrasser, hvor de dyrker ris, korn og grønsager, bl.a. kål. De får vandet fra bjergne, men det så lidt tørt ud nogle steder. De høster 2 gange om året. Vi kørte langs Trisuli floden, som bl.a. bruges til rafting – vi så en del rafting-både dernede.

Der var simpelthen så mange lastbiler på vejen, hvilket jo skyldes, at der kun er den ene landevej. De var meget farvestrålende, ikke så kedelige som danske lastbiler. De kører dog som en brækket arm og overhaler alle steder, også i sving. Mange af chaufførerne har ikke kørekort, sagde Villads. 

Da vi kom et stykke uden for byen, blev der kø, fordi der var vejarbejde. Vi fik at vide, at der ville være kø et par timer, så vi gik lidt ud og kiggede, da trafikken gik helt i stå. Der var overhovedet ingen køkultur, så biler kørte bare forbi og ind i køen længere fremme, og på et tidspunkt var der faktisk 3 rækker, hvilket så selvfølgelig betød, at dem fra den anden side ikke kunne komme forbi – totalt kaos.

Det tog faktisk 3½ time at komme igennem køen, så klokken var 4, inden vi kom frem til den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Lidt før vi kom dertil, begyndte det at lyne og tordne, og derefter kom der både regn og hagl, kæmpestore hagl. Det er ellers ikke ret tit, det regner uden for monsuntiden, så det er en velsignelse for befolkningen, når der kommer en byge.

Vi var fremme ved hotellet i Pokhara kl. godt 8 om aftenen efter i alt 10 timers kørsel incl. pauser, selv om der kun var godt 200 km dertil. Hotellet hedder Hotel Barahi. Det var flottere end det, vi boede på i Kathmandu. Pohhara har ca. 100.000 indbyggere og ligger i 880 m’s højde ved en flot sø. Denne by er det næststørste turistmål i Nepal, fordi den er udgangspunkt for de mest populære trekking-ruter. Der findes ikke andre steder i verden, hvor man næsten uhindret kan se 8000 m høje sneklædte bjerge rejse sig blot 25 km borte.

Vi tog et hurtigt bad, hvorefter jeg gik ned og spiste sammen med Bente og Niels Chr., for Bjørn var ikke sulten. Vi gik i seng kl. godt 10, for vi skulle op tidligt næste morgen.

31.3. – Sarangkot – Solopgang over Himalaya bjergene

Vi stod op allerede ved halv 5 tiden i morges, fordi vi skulle ud at se solopgang over Himalaya bjergene. På den her tid af året skal man være lidt heldig for at kunne se solen, fordi der tit er lidt dis, så vi var spændte på, om det ville lykkes.

Vi kørte kl. 5 til Sarangkot, som er et godt udsigtspunkt i 1600 m’s højde. Det ligger ca. 25 km fra Pokhara. Der var fuldstændigt klart vejr, sikkert fordi det regnede i går, så luften var blevet renset. Det var et flot syn at se solen stå op ca. kl. 6 og lyse hen på bjergtoppene, Annapurna 1, som er 8091 m højt, og Fishtail på knap 7000 m. (Ses til højre i billedet forneden). Der stod mange mennesker og kiggede på bjergene. Vi kunne bl.a. se en japansk og en hollandsk gruppe. Nogle af japanerne stod med store kameraer.

Bagefter begyndte vi på vandretur ude på landet, en vandretur på ca. 11 km. Vi startede med at spise vores medbragte morgenmad på en lille bjergcafe – udendørs. Det var meget hyggeligt i det gode vejr. Vi hygger os med gruppen, som alle er ”det grå guld” – fra 53 år og op til 78 år. Det var en stor madpakke, vi havde med, så vi kunne ikke spise det hele. Villads, vores rejseleder, samlede det sammen, som vi ikke kunne spise, og gav det til dem, der havde cafeen. De blev simpelthen så glade. De var åbenbart ikke vant til så meget god mad på én gang. Det giver stof til eftertanke, at folk bliver så glade for ens rester!!

Annapurna (8091 m.)                              Himalaya                                              Trafikmylder                                    

Derefter startede den 4 timer lange gåtur gennem lokalbefolkningens landområde. Vi så, hvordan de boede, og hvordan de arbejdede på deres marker. Ca. 80% af Nepals befolkning bor på landet, hvor de dyrker ris, korn og grønsager. Det er meget primitivt, med pløjning med vandbøfler og tærskning af korn, som vi gjorde det for omkring 100 år siden. Komøj bar de ud i flettede kurve og fordelte det i små bunker på marken, hvorefter de fordelte det, måske med hånden. Det var især kvinderne, som arbejdede i markerne. Mange mænd arbejder inde i byen.

Det er nogle smukke og søde mennesker. De fleste, især kvinderne, er smukt klædt på i sarier, selv om de er fattige, og deres børn er også pæne i tøjet.

Efter et par timers gåtur blev det temmelig varmt, omkring 27 grader, så vi blev lidt trætte til sidst. Klokken var lidt over 12, da vi kørte tilbage til Pokhara, hvor vi spiste frokost på en hyggelig udendørs restaurant med udsigt til søen. Vi fik igen ris med kylling. Det spiser de meget af her. Oksekød spiser de faktisk ikke, for køerne er hellige, men vandbøffel spises af og til. Mange er vegetarer, så der bliver spist rigtigt mange grønsager hernede.

Da vi havde spist frokost, gik vi tilbage til hotellet. Lige ved siden af hotellet var der en internet cafe, som vi gik ind på sammen med Bente og Niels Chr. Vi fik sendt den første mail til familie og venner. Det kostede kun 100 rupees for 1 time – ca. 7,50 kr., så det er meget billigt. Alt er billigt hernede. Jeg købte for øvrigt en halskæde af lapis-sten ude på vandreturen samt halskæder til børnebørnene.

Vi var tilbage på hotellet ca. kl. 4, hvorefter vi slappede lidt af på balkonen efter den lange dag.

Vi skulle spise kl. 8, og det foregik udendørs ved poolen. Vi fik barbecue, som bestod af kylling, svinekød og bagte kartofler + grønsager. Det var dejligt lunt, så det var hyggeligt. Vi gik i seng omkring kl. 22, godt trætte.

     Terrasselandbrug                                                                                      Risarbejde                                         

1.4. – Chitwan

I dag blev vi vækket kl. halv 7 for at køre til Chitwan kl. halv 8, en køretur på ca. 6 timer. Det første stykke vej var den samme vej, som vi kørte, da vi kom hertil i forgårs, man da var det mørkt og regnede, og derfor havde vi ikke set ret meget af landskabet. Vejen snoede sig en del, men til trods for det overhalede bilerne og busserne hinanden lige før et sving. De fleste kører som en brækket arm, så det er mærkeligt, der ikke sker flere ulykker. Men der sker dog ulykker af og til, for vi så både lastbiler i grøften og nogle, der var kørt ind i hinanden.

Vi så masser af mennesker, som arbejdede i rismarkerne med at plante ris, fordi der var kommet regn. De håbede på at kunne nå at høste inden monsunen starter i maj/juni. Vi holdt et par pauser undervejs, hvor vi bl.a. kunne komme på toilettet. Toilet var nu så meget sagt, for de fleste steder var det kun et hul i jorden, som der var støbt fliser omkring. Vi holdt også pause ved et privat hus, hvor vi fik lov at komme ind og få en kop chai, som er te med bøffelmælk, rørsukker og kardemomme. Det smagte godt.

Da vi kom ned lavlandet, terai, var det meget mere fladt, men stadigvæk med mange rismarker.

Det er tropisk lavland langs grænsen til Indien og er helt forskelligt fra det bjergrige Nepal, som de fleste turister ser. I terai findes stadig jungler, f.eks. Chitwan nationalpark, som er 932 km2. Indtil 1950 var Chitwan kongeligt jagtterræn, hvor Nepals konge med gæster drog på jagt for at skyde pansernæsehorn og tigre.

Med bekæmpelsen af malaria vha. DDT i 1960’erne blev terai åbnet for tilflytning af bjergstammer og indere, og de vilde dyr blev fordrevet til mere afsides jungle. I 1963 blev der oprettet et reservat for at redde de sidste pansernæsehorn og tigre i Nepal. I 1973 blev området nationalpark, og tilflytterne fik tildelt jord uden for parken i stedet for.

Vi stod af bussen 7 km fra junglelodgen, for bussen kunne ikke køre længere. De sidste 7 km foregik det med jeep, hvor vi kørte igennem flere vandhuller. På vejen så vi en sort bjørn, en læbebjørn. Det er sjældent at se sådan en. Den er ret lille, sort med hvide læber. Til sidst kom vi frem til Chitwan jungle lodge, som ligger inde i nationalparken. Den består af bungalows lavet af bambus, meget hyggeligt, men lydt, så man kan rigtigt høre fuglene. Der er kun strøm i lodgen ca. 6 timer om dagen, så vi får nok brug for vores lommelygte.

Efter frokost, som bl.a. bestod af vandbøffelkød, pakkede vi lidt ud, hvorefter vi skulle på jungletur. Vi blev delt op i 2 hold. Det ene hold skulle på jeep safari, og vores hold skulle ud at gå i 1½ time. Det var meget varmt og fugtigt, ca. 33 grader.

     Børnebørnene hygger sig                                                                          Bustransport   

Der var 2 lokale guider med, som havde en kæp med hver, så de kunne jage de vilde dyr væk. Det blev dog ikke nødvendigt, for vi så kun et vildsvin og en masse fugle, bl.a. asiatiske storke, en isfugl og rørhøner. Vi gik ned til en sø, hvor der også var krokodiller, men de kom ikke op til overfladen. Vi kom også hen til en flod med fisk i. Der mødte vi 5 soldater, der passer på nationalparken og sørger for, at der ikke kommer krybskytter eller folk, som samler græs m.m. De må kun komme ind at samle græs en gang om året.

Der var ingen el på vores værelse, for pæren i badeværelset virkede ikke. Vi fik en olielampe ved halv 7 tiden, da det begyndte at blive mørkt.

Kl. 7 var vi henne at se en film om Nepal, hvorefter der var aftensmad, som bestod af ris, grønsager og bagefter en dessert. Vi gik i seng ca. halv 10 efter en lang dag. Man er på næsten hele tiden på denne tur, men det gør ikke noget, når man oplever så mange spændende ting.

2.4. – Ture i junglen i Chitwan

Vi hørte junglens lyde i løbet af natten, bl.a. en abe, som gav høje lyde fra sig, og senere på natten og især ved morgengry kunne vi høre fuglene synge. Sengene i Nepal er generelt meget hårde, men vi sov nu udmærket alligevel. Der er myggenet for vinduerne, så man kan godt åbne det yderste vindue.

Vi har heldigvis ikke fået dårlig mave, i hvert fald ikke endnu. Men næsten halvdelen af gruppen har haft noget en dags tid. Egon fra Brønderslev var dårlig i flere dage og måtte have læge. Han fortalte, at ejeren af lodgen havde været lidt bekymret for ham og havde siddet en del hos ham, mens han var dårlig. Han sagde, at han betragtede ham som en del af sin familie, så det var meget venligt. Nepaleserne er meget venlige.

Vi blev vækket lidt før 6 og var igen delt op i 2 hold. Vores hold skulle ud på en jungletur med jeep kl. halv 7, mens det andet hold skulle ud at ride på elefanter. Vi fik lige en kop kaffe og et par kiks, inden vi tog af sted. Det var dog ikke så mange dyr, vi så på den tur, kun hjorte, isfugle og ørne. Det er ikke så nemt at finde dyrene, for de gemmer sig. Der findes ellers både næsehorn, tigre, leoparder og slanger.

Vi var tilbage kl. 8, hvorefter vi fik morgenmad, som bestod af müsli med mælk, toast, spejlæg, små pølser samt ost og marmelade. Det er første gang, vi har set ost til morgenmaden.

Kl. 9 var det vores tur til at komme ud at ride på elefanter. Der kunne være 4 på hver elefant. Vi har aldrig prøvet at ride på elefanter før, så det var meget spændende. Vi var en gruppe på 13, så der blev brugt 4 elefanter. Vi var sammen med Bente og Niels Chr. på vores elefant, som var 54 år – de kan blive 80-90 år gamle. Derefter gik det derudad ad støvede stier og junglebevoksning på begge sider, bl.a. kæmpelianer, som slyngede sig rundt om store træer, så de gik ud. Nogle steder brænder man bevidst skovbunden af, men det går ikke ud over træerne. Man gør det for at gå mulighed for at få frisk vækst igen. Der var også en del flotte blomster.

Da vi kom over floden, fik nogle af elefantførerne pludselig øje på et indisk pansernæsehorn. De var faktisk ved at blive udryddet i begyndelsen af 1900-tallet, fordi krybskytter skød dyrene og solgte hornene til kineserne, der tillægger hornet helbredende egenskaber og anvender det til medicin. Da der blev oprettet nationalparker, steg antallet til 650. Alle 4 elefanter omringede næsehornet, så det rejste sig og gik ud, hvor vi alle kunne se det. Det vidste ikke rigtigt, hvilken vej det skulle gå, men tog det dog ret roligt. Et indisk næsehorn adskiller sig fra det afrikanske ved kun at have 1 horn. Desuden har det et slags panser, deraf navnet pansernæsehorn.

     I jeep til junglelodgen                                    Elefantsafari i Chitwan-nationalparken           Pansernæsehorn

Bagefter kom vi ind i noget mere uigennemtrængeligt buskads. Der så vi adskillige sommerfugle, storke og ”warrior birds” (krigsfugle), som er orange. Da vi kom til søen, som vi gik til går, så vi hovedet af 2 krokodiller. Det er dog ret små krokodiller, der er i søen, kun ca. 1 m lange. På vejen tilbage fik vi øje på 5 vildsvin, som kom gående efter hinanden.

Turen tog 1½ time og var en stor oplevelse. Det var varmt, da vi kom tilbage, så vi gik ned og fik noget andet tøj på. Efter frokost gik vi ned til floden for at se 2 elefanter få bad. Den ene var en unge på kun 5 år. Det var sjovt at se. Villads blev overtalt til at hjælpe til, så han gik ned i vandet kun iført underbukser. Han satte sig på elefanten, som derefter oversprøjtede ham med vand, hvilket vakte meget morskab hos os andre. Vi tænkte: Godt det ikke var os!! Man kunne se, at elefanterne nød at blive afkølet.

Senere var vi ude at ride på elefant igen sammen med Bente og Niels Chr. Vi var af sted i 2 timer, hvor vi det første lange stykke tid kun så en hjort og 2 vildsvin. Så vi var lige ved at fortryde, at vi var taget på turen. Mange af de andre blev hjemme, enten fordi de var trætte eller dårlige. Men lige før vi var hjemme, kom der et næsehorn på stien lige foran os. Elefanten og næsehornet stod og kiggede på hinanden ca. 10 m fra hinanden. Næsehornet strakte ørerne lodret op, og elefanten prustede og flagrede lidt med ørerne. Til sidst gik næsehornet sin vej. Det viste sig, at det var gået lige forbi lodgen, så mange af de andre havde også set det. Det viser tydeligt, at det er farligt at gå uden for lodgen alene. Det måtte vi slet ikke.

     En stolt mahout (elefantfører)                                                                    Hellig mand

Vi kom i bad i næsten koldt vand igen, og der var ret mørkt på værelset, for der var ikke kommet en ny pære i badeværelset. Der var aftensmad kl. halv 8. Den bestod af bl.a. vandbøffelkød. Vi får også altid suppe, grønsagssuppe, som smager meget godt. Vi sad over for Kirsten og Niels, et sympatisk par fra Sjælland, som vi snakkede meget med. Vi 4 endte med at være de sidste, der gik. De begyndte at slukke lysene lidt før halv 10 som tegn på, at vi gerne måtte gå. Vi satte os lidt udenfor sammen med nogle af de andre, for det var alt for godt vejr til at gå i seng, og vi skulle ikke op før kl. halv 7 dagen efter. Vi skulle ellers have været på en fugletur kl. 6, men der var ingen, som orkede det.

3.4. – Nagarkot

I dag er det Bentes fødselsdag, så da vi havde pakket, gik vi over i deres hus for at synge fødselsdagssang for hende, inden vi skulle spise morgenmad.

Vi kørte af sted i jeeps ved 8-tiden for at køre ud af nationalparken til vores bus. Derefter gik det mod Kathmandu og Nagarkot, en strækning på i alt 220 km. Vi holdt en pause i en lille by, hvor vi fik en kop chai eller kaffe. Det var en lille lokal cafe, som var ret primitiv, men spændende at opleve. Der var ”toiletter” omme bagved. Bjørn var ved at kaste op på grund af lugten.

Vi sad næsten forrest i bussen videre, og vi var ved at få dårlige nerver af at kigge på trafikken. Det var jo bjergkørsel, men det skulle man ikke tro på den måde, de kørte. Der er også rigtigt mange motorcyklister, som snor sig ind og ud mellem bilerne. Nogle sad der op til 4 personer på. Som regel var det kun føreren, som havde hjelm på, passagererne havde ikke. Nogle steder holdt der lastbiler i siden af vejen og skabte trafikpropper.

Vi så rigtigt mange ris- og kålmarker undervejs. Der er et flot og frodigt landskab i Kathmandu dalen med terrasser overalt. Vi spiste frokost på en hyggelig restaurant med udsigt over floden.  Da vi kørte videre, kom vi til det vejarbejde igen, som forårsagede 3-4 timers kø den dag, vi kørte den anden vej. Men i dag var der politi til at dirigere trafikken, så det gik ret hurtigt med at komme igennem. Der kom en bus med en ged, der stod ovenpå bagageladet. Det er de underligste ting, vi oplever i trafikken.

Vi kørte igennem Kathmandu for at komme til Nagarkot, som ligger ca. 30 km fra Kathmandu i ca. 2000 m højde. Det er et turiststed, fordi man her har mulighed for at se den smukke solopgang over Himalaya, især i klart vejr, ligeledes er terrasseskråningerne meget smukke. Vi kørte op ad meget snoede og smalle veje i lang tid, inden vi nåede til hotellet, som hedder Hotel Country Villa. Det er det bedste hotel, vi har boet på i Nepal. Vi var der først lidt over 7, så vi havde været undervejs i næsten 12 timer.

Vi spiste aftensmad, da vi kom. Da vi var ved at være færdige, blev lyset slukket. Nogle troede, der var strømafbrydelse igen, men jeg kunne se et stearinlys og vidste så, at det var en overraskelse til Bente. San Gita – vores lokalguide – og tjeneren samt Villads begyndte at synge happy birthday og kom med en flot fødselsdagskage med 1 lys. Bente blev meget overrasket og rørt. Hun skulle skære et stykke først og puste lyset ud. Bagefter blev kagen skåret i stykker til os alle sammen.

Vi fik værelse helt oppe foroven, et flot værelse med balkon ud mod bjergene. Da vi havde væet i bad, kom Bente og Niels Chr. op til os. De havde bestilt 4 Bailey til os, som vi sad og nød indtil godt halv 11.

4.4. – Nagarkot og fly til Indien

Vi blev vækket halv 6, så vi kunne komme op at se solopgang. Vi stod på vores balkon sammen med Bente og Niels Chr. og så solen komme op over bjergtoppen. Det var flot, men vi kunne ikke rigtigt se bjergene på grund af dis. Dejligt var det så, at vi dage før havde set den flotte solopgang ved Sarankot.

Morgenmaden spiste vi omkring kl. halv 7. Vi sad udenfor på deres panorama terrasse med en prægtig udsigt til bjergene og ned over dalen. Men der blev ved med at være diset, så vi kunne ikke se ret meget af bjergene. Efter morgenmaden gik vi en lille tur ned forbi flere andre hoteller, for der er en del hoteller i Nagarkot. Det var rigtigt flot vejr med ca. 20-25 grader.

Vi kørte mod lufthavnen kl. 9 for at flyve til Varanasi i Indien. Lufthavnen ligger ca. 20 km fra Nagarkot, men da der var myldretid, tog det næsten 2 timer at komme til lufthavnen. Som sagt er infrastrukturen meget dårlig i Nepal. Der var politi til at dirigere trafikken, så det hjalp lidt.

Vi så et optog i nærheden af en stor græsbane. Der var rigtigt mange mennesker med bannere. Det var kristne nepalesere, som fejrede påskesøndag. Der er et kristent mindretal hernede.                                        

  I lufthavnen skulle vi igennem mange forskellige kontroller, både check-in, immigration og diverse sikkerhedskontroller, men det gik nu rimeligt gelinde og ret hurtigt. Vi skulle flyve med Air India igen. Mens vi ventede på vores boarding kort, kom vi i snak med en kvinde fra Kathmandu, som skulle til Singapore til en konference. Hun var vældigt pænt klædt på, og det var hendes familie også, som skulle med, så de hørte nok til middel- eller overklassen. Hun arbejdede som socialarbejder i Kathmandu på en slags plejehjem for ældre mennesker, som ikke har nogen familie. Hjemmet får sikkert penge fra private donationer.

Bjørn fortalte hende, at han syntes, de skulle besøge orkide-haven i Singapore, for vi syntes, den var så flot.

Lige inden vi skulle ombord på flyet, kom vi igennem 2 kontroller mere, én lige før vi gik ind i bussen til flyet, og én igen lige før vi gik ombord på flyet. Der kiggede de taskerne grundigt igennem. Han, som undersøgte Bjørns ting, tog hans genopladelige batterier, som han havde til at ligge løst i bæltetasken, idet han mente, de kunne være farlige. Det ville Bjørn dog ikke umiddelbart acceptere, så han klagede til stewardessen, som ville finde en løsning, så det endte med, han fik dem tilbage i Varanasi lufthavn. Vi har aldrig oplevet det tidligere, at batterier blev taget.

Nu er eventyret i Nepal slut. Det har været en rigtigt spændende uge med masser af oplevelser og meget anderledes kultur. Nu fortsætter vi rejsen til Indien med nye eventyr – se hjemmesiden om Indien.

                                                                                                            Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                       Aalborg

  Tilbage til