Tilbage til                                                                                                                                                                                                                        

     Den Blå Lagune                                                                                              En smuk blomst vil op i det tørre sand.

Vores årlige efterårstur skulle denne gang gå til Malta, som vi aldrig har besøgt, men vi har tit snakket om, at det kunne være interessant at komme dertil. Der er jo et dejligt klima på denne tid af året. Vi valgte at tage rutefly via København og Frankfurt, og også selv booke hotel, for vi ville gerne bo på både Malta og Gozo. 

Torsdag 26. oktober – Afrejse

Vi stod op ved halv 5 tiden, for vi skulle flyve kl. 7 fra Aalborg. Vejret var heldigvis fint, da vi kørte i lufthavnen.

Flyet var præcist, så vi kom til København ved 8-tiden, hvor vi skulle vente et par timer inden den videre tur til Frankfurt. Det var Lufthansa, vi fløj med til Frankfurt. Turen tog halvanden time, og vi fik en sandwich samt drikkevarer gratis. Det var fin service.

Vi landede i Frankfurt godt halv 12 og skulle igen vente et par timer, inden vi skulle flyve videre. Lufthansa flyet til Malta var helt fyldt op. Vi kom til at sidde ved siden af en svensk dame, som skulle fejre sin 80 års fødselsdag dernede sammen med sine 2 døtre. Hendes mand var død for 2 år siden.

Vi landede lidt over 4, og da vi havde fået vores kufferter, gik vi udenfor for at vente på lufthavnsbussen X1, som vi havde læst gik til Mellieha Bay, hvor vi skulle bo. Der var dejligt lunt, omkring 20 grader ved 5-tiden. Bilerne kører i venstre side, for Malta har bl.a. hørt under England - fra år 1800 indtil 1964. De bibeholdt venstrekørsel efter uafhængigheden. Derudover har de også bibeholdt de røde telefonbokse og postkasser som et minde om den tid.

Vi ventede godt 20 minutter, inden bussen kom. Der var andre end os, der skulle med den. Det var billigt, kun 1,50 euro pr. person. Turen tog godt en time, for der var meget trafik, især i nærheden af Valletta, og bussen skulle stoppe mange steder. Vi så mange afrikanere undervejs, men det skyldes, at der kom mange immigranter fra Afrika, da Malta kom i EU, og det tog ikke så lang tid at sejle fra Nordafrika. Vi kunne se nogle af dem arbejde i byggeindustrien, for der bliver bygget og renoveret en del på øen. 

Det var begyndt at blive lidt mørkt, da vi kom til vores hotel, Luna Holiday Complex. Bussen stoppede næsten lige ved siden af hotellet, så det var nemt.

Vi fik en lejlighed på 3. sal. Den har udsigt ud til gaden og til landbrugsområder samt til en flot kirke, som ligger oppe på toppen, Our Lady of Victory. Det er en flot udsigt.

Da vi havde været i bad, gik vi ud og spiste. Da var klokken ca. halv 8. Først fandt vi dog et lille supermarked, hvor vi købte lidt forsyninger. Der lå omkring 5-6 restauranter i nærheden af vores hotel, så vi gik ind på en, hvor vi kunne få kanin. Vi kunne sidde udenfor med korte ærmer og bare tæer, så det var rigtigt dejligt. Vi fik kanin i hvidløgs- og rødvinssauce med stegte kartofler og grønsager til. Kanin er en af deres nationalretter. Det smagte helt vildt godt. Vi fik en flaske maltesisk rødvin dertil, og først fik vi 2 slags brød, noget af det med ens slags hvidløgspesto, så vi blev godt mætte.

Vi kunne høre cikaderne, da vi gik hjem omkring kl. halv 10.

Fredag 27. oktober – Mellieha by og strand                                              GØR kortet stort

Vi stod op ved halv 8 tiden, for vi var lidt trætte efter at være kommet tidligt op dagen før. Vi sov nogenlunde, men der var varmt. Solen kom ind på balkonen ca. 8.30, så vi sad og nød morgenkaffen derude.

Vi gik ud for at sondere omgivelserne lidt over 9. 

Malta er en lille ø, 316 km2 i alt med Gozo - næsten ligesom Als. Til trods for den ringe størrelse er der 365 kirker, en for hver dag i året. Det skyldes bl.a., at Malta er et stærkt katolsk land

Andre fakta om Malta:

Indbyggertal: 425.384.

Hovedstad: Valletta (6966 indbyggere).

Styreform: Republik.

EU: Medlem siden 2004.

Valuta: Euro

Sprog: Engelsk og maltesisk. Maltesisk ligner lidt arabisk.

Hovederhverv: Turisme, elektronik, service, spilindustri

Arbejdsløshed: 5,9%.

På grund af det subtropiske klima og beliggenheden ca. 93 km syd for Sicilien kommer der turister hele året. Blandt andet har Folkeferie rejser dertil hele året. Men selvfølgelig kommer der ikke så mange på det her tidspunkt som om sommeren. Forår og efterår er de mest behagelige tidspunkter at rejse dertil, for da er lufttemperaturen omkring 25 grader og vandet omkring 23 grader.

Først gik vi hen til et kontor, hvor de solgte udflugter, men det kunne ikke lade sig gøre nu, fordi det var uden for sæsonen, sagde de. Men vi kunne tage lokalbusser.

Derefter gik vi op i Mellieha by, for vi kunne ikke købe grønsager i den butik, vi var inde i dagen før. Der var kun ca. 1 km op til den kirke, vi kunne se fra vores hotel. Den var meget stor og flot – ligesom næsten alle de andre kirker, vi så på både Malta og Gozo. Den blev bygget i slutningen af det 19. århundrede. Der er faktisk en del af kirkerne, som ikke er særligt gamle.

      Masser af grøntsagsavl på de små jordlodder. Omkranset af stengærder.     Granatæbler

Det gik meget opad til kirken og byen, men der var pænt med mange forskellige slags blomster langs vejen. Vi kom også forbi en lille kirkegård i nærheden af vores hotel. Ligesom i andre sydeuropæiske lande var der mindeplader med billeder af de afdøde. Og oppe ved kirken var der endnu en kirkegård, hvor nogle af kisterne - eller måske urnerne - var sat ind i muren.

Der var en flot udsigt ud over havet lige ved siden af kirken, og vi kunne også se til Gozo.

Vi gik lidt rundt oppe ved kirken og fik øje på en vogn med grønsager og frugt. Det viste sig, at han kom hver tirsdag og fredag. Vi besluttede os for at købe nogle tomater m.m., men det tog cirka en halv time, inden det blev vores tur, for nogle af de lokale, som var før os, skulle have mange forskellige ting, og indimellem skulle han lige snakke i telefon, og han skulle lægge priserne sammen med håndkraft, ingen lommeregner ... Men så fik vi snakket med nogle af de lokale, som også stod og ventede. Det var meget sjovt. Sælgeren troede, vi boede i "The Danish village", som malteserne kalder Folkeferies feriekompleks, fordi der kun bor danskere der, og det er så stort. Han havde også lært mange af grønsagernes navne på dansk, bl.a. agurk og kartofler.

Bagefter gik vi lidt videre og kom ned til et andet sted, hvor de solgte udflugter, så vi bestilte en tur til om søndagen. Vi gik også et lille stykke videre op i byen, inden vi gik tilbage til kirken, hvor der var en cafe næsten lige ved siden af. Vi fik en kop kaffe og en cappuccino og nød udsigten og det lune vejr. Der var nok omkring 24 grader sidst på formiddagen.

Vi var tilbage på hotellet omkring halv 1. Vi spiste frokost, inden vi gik ned til stranden. Der var kun omkring 5 minutters gang derned. Først gik vi langs stranden så langt, som vi kunne komme, og dernæst fandt vi et godt sted at lægge os. Der var mange mennesker på stranden og også en del ude at bade. Vi var også ude at bade, og vandet var nok omkring 22 grader, så det var ok.

     Mellieha by

     Typisk sidegade i Mellieha by

Vi gik tilbage lidt over 3 og besluttede at gå ind for at se Folkeferies hotelkompleks, som ligger tæt på stranden. Det er et stort område med feriehuse på 70 m2, så de er gode for familier, for der er 2 soveværelser.

Da vi kom tilbage til hotellet, satte vi os på balkonen, for der var stadigvæk sol kl. 17. Mens vi sad der, kunne vi se bønderne arbejde på markerne lige over for os. De var vist ved at høste auberginer m.m. Der var også majs på nogle af markerne..

Om aftenen spiste vi på hotellet. Vi fik en paneret fisk med pommes frites og lidt grønsager samt en øl. Der var 2 store stykker fisk samt mange pommes frites, så vi kunne næsten ikke spise det.

Lørdag 28. oktober – Mosta + Valletta

Der var flere skyer, da vi stod op kvart over 7, og ved 8-tiden kom der et par byger, men de stoppede hurtigt.

Vi havde besluttet, at vi både ville til Mosta og Valletta, og vi havde fået at vide, at vi skulle tage enten bus 41 eller 42 til Valletta, for de stoppede begge 2 i Mosta, og hvis vi kørte videre inden for 2 timer, skulle vi ikke købe en ny billet. 

Vi tog bussen omkring kl. 9, og det tog næsten en halv time at køre til Mosta. Vi kom forbi en del marker med grønsager. Det er det eneste, de kan dyrke, for markerne er ikke store nok til kornavl. De dyrker mange forskellige slags grønsager, tomater, squash, kål, kartofler m.m. Vi kom også forbi vinmarker og olivenmarker, hvor de var ved at høste deres oliven.

Vi stod af lige ved domkirken i Mosta. Den er meget kendt, bl.a. fordi en af tyskernes bomber faldt ned gennem kuplen den 9. april 1942, mens 300 indbyggere var samlet til messe. Heldigvis eksploderede den ikke. En kopi af den mirakuløse bombe kan ses i sakristiet. Kirken kaldes også The Rotunda, for den er rund indvendigt. Med en diameter på 37 meter regnes kuplen for at være den tredjestørste af sin art i verden. Den blev bygget mellem 1833 og 1860 uden nogen form for stillads..

    Domkirken i Mosta

Derefter tog vi bussen videre til Valletta. Det tog ca. en halv time, for der var meget trafik på vejen ind til Valletta. Der kører rigtigt mange biler på vejene, for landet er tætbefolket - der bor 1346 pr. Km2, og i Danmark bor der 130 pr. Km2. Der kører dog også rigtigt mange busser rundt på hele øen, og de kører tit.

Valletta blev grundlagt i 1566 af Johannitterridderne. Den katolske gren af Johanitterordenen slog sig ned på Malta. De valgte Birgu som hovedsæde, idet byen lå ved havet, og begyndte straks at opføre forsvarsværker. I 1565 blev de angrebet af tyrkerne, men tyrkerne måtte trække sig tilbage. I 1798 blev ordenen fordrevet fra Malta af Napoleon, og i 1834 slog den sig permanent ned i Rom, hvor den stadig har hovedsæde. Vore dages katolske Johanitterorden - Malteserordenen - er vendt tilbage til rødderne: At hjælpe syge og nødlidende. Både i form af nødhjælp ved militær- og naturkatastrofer og ved humanitært arbejde i mere end 120 lande. På Malta yder ordenen bl.a. støtte til terminalt syge, hjælper dårligt stillede familier og bringer mad ud til ældre.

I Valletta byggede Johanitterordenen også mange forsvarsværker, især ved havnen, og de er spektakulære med deres sandsten. Næsten alle bygninger i Valletta er opført i sandsten. Byen er på UNESCO's verdensarvliste og skal i 2018 være Europas kulturby.

Vi stod af ved busterminalen, som ligger i centrum af byen og ikke så langt fra havnen. Først gik vi hen langs et indhegnet område, fordi de var ved at restaurere området. I det hele taget er der sket rigtigt meget de senere år, især efter landet kom i EU. EU har spillet en markant rolle i udviklingen og gør det stadigvæk. Både med økonomisk opbakning og fordi stadigt flere vælger at flytte til Malta. Nogle for at nyde deres otium i et behageligt klima med en behagelig skat på 15%, som man som udenlandsk pensionist kan blive godkendt til. Andre kommer for at arbejde. It- og spilindustrien stortrives og tiltrækker tusinder af unge professionelle fra andre lande. 

Vi gik over en bro, som førte os hen til den flotte nye indgangsport til gågaden Republic Street. Den kaldes City Gate og er tegnet af Renzo Piano. Han har også tegnet den moderne parlamentsbygning lige ved siden af. Det var meget imponerende og stort og altsammen lavet i sandsten.

     Valletta. Byen er på UNESCO's verdensarvliste

Mandag 30. Oktober - Gozo

Vi blev færdige med at pakke godt halv 9 og tog bus nr. 42 omkring kl. 9 ned til færgen til Gozo, hvor vi skulle bo de næste 6 nætter. Der var næsten fyldt op i bussen, og da vi kom ned til færgehavnen, kunne vi se, der var mange, der skulle med færgen. Det koster ikke noget at komme derover. Det er først, når man skal tilbage, at man betaler.

Turen over til Gozo tog ca. en halv time. Skibet vippede lidt, men ikke ret lang tid. Da vi kom i land, gik vi hen til vores busstoppested, men bussen var ikke kommet endnu. Mens vi ventede på bussen, kom der en taxamand og spurgte, om vi ville køres af ham for 8 euro, men det var vi ikke interesseret i, for vi havde masser af tid til også at gå det sidste stykke vej. Han var dog meget ihærdig og tilbød nu at køre for 6 euro, så det sagde vi ja til. Det tog kun godt 5 minutter at køre til vores farmhouse La Cetta i Qala, en lille stille og rolig by.

Vi havde lidt besvær med at finde det rigtige hus, for der lå 2 lige ved siden af hinanden, og vi var kommet hen til det forkerte først. Der var ingen, der lukkede op, så vi ringede på hos naboen, som var så flink at hjælpe os. Hun kunne se, der var nogen inde i huset og hjalp med at banke på. Det viste sig, at det også var gæster, men de hentede hende, som skulle lukke os ind, og hun kom og fortalte os, at vi skulle over på den anden side.

Det er et meget rustikt farmhouse, meget charmerende, men også ret "basic", men der er de ting, man skal bruge. Vi fik værelse foroven, hvor der var en pragtfuld udsigt ned over havet og marker. Men køkkenet var forneden og skulle deles med de andre beboere i huset. Så det er næsten ligesom et hostel.

Det er meget almindeligt for turister på Gozo at bo i et af de efterhånden utallige, fint restaurerede farmhouses, der har udviklet sig til noget af en Gozo-specialitet. Århundredgamle vindmøller, gårde eller stalde i søvnige landsbyer er blevet sat i stand og bygget om til ferieboliger. Men de originale gule kalksten, buer, tagterrasser og fine gårdspladser er bevaret, samtidig med, at der er installeret alle de bekvemmeligheder, nutidens feriegæster forlanger.

Da vi havde spist lidt frokost, gik vi en tur ned i byen for at se, hvad butikker og restauranter der var. Der var vist 3 restauranter og 2 supermarkeder, men der var lukket på grund af siesta. Her på Gozo holder vist næsten alle siesta. Alt går langsommere herovre end på hovedøen. Den er også meget mindre, med en længde på 14,5 km og en bredde på 7,2 km. Der er kun 37..000 indbyggere. Øen byder på smukke badebugter og mange vandremuligheder.

Efter turen rundt i den stille by gik vi op for at hente vores badetøj, for vi besluttede at gå ned til Hondoq bugten, som lå ca. et kvarters gang fra vores lejlighed. Der var ret øde på vejen denne, og det gik noget stejlt nedad. Der var lidt sten på stranden, men ikke ret mange i vandet, så Bjørn var ude at bade. Der var en del gæster dernede, og der var også en lille snackbar og en kiosk med is og slik.

Vi gik hjem omkring kl. 15. Da vi kom op til byen efter ca. 20 minutters gang, kunne vi se en grønsags- og frugtvogn holde henne i byen, ligesom i Danmark for mange år siden. Vi benyttede lejligheden til at købe lidt grønsager.

     Balkonudsigten fra vores lejlighed på farmhouse La Cetta i Qala på den stille ø Gozo

     Den lille kirke i Qala.                                                                                       Det store kors var oplyst om Natten

Da vi kom tilbage, lavede vi en kop kaffe og satte os på den dejligt store balkon.

Ved 5-tiden kunne vi høre stemmer i køkkenet, så vi gik ned for at høre, om vi kunne betale. Det kunne vi heldigvis, og de skulle have kontanter.

Ved halvsyv tiden gik vi ud for at spise. Vi gik ned på en restaurant, som hedder Ta'Vestru. Det var en af de eneste, som havde åbent den dag. Vi fik kaninstuvning med stegte kartofler og grønsager. Først fik vi en bruschetta hver, hvilket de åbenbart bruger at give flere steder uden beregning, også et sted på Mellieha Bay. Desuden fik vi brød til, så vi var halvvejs mætte, inden vi fik vores kanin, hvor der blev serveret stegte kartofler og grønsager til. Det smagte rigtigt godt.

Vi gik hjem ved 9-tiden. Der var meget stille, næsten ingen mennesker og biler på gaden, og vi kunne høre cikaderne.

Tirsdag 31. oktober – Victoria + tempel

Vi stod op ved 7-tiden. Vi var vågne nogle gange, men ikke på grund af trafik, for det var der ingenting af, men hanen begyndte at gale et eller andet sted ved 4-tiden. Og kl. 6 ringede kirkeklokken for første gang. Der er 2 kirker i denne lille by, og den ene ligger ikke ret langt fra vores farmhouse.

Vi stod op kl. 7 til en pragtfuld morgen. Klokken halv 8 var der sol på balkonen, så vi kunne spise vores morgenmad derude. Der er sol der hele dagen. Vi kunne se en del færger sejle frem og tilbage mellem Gozo og Malta, for vi havde udsigt til både havet og markerne nedenfor os med bananer, vin, grønsager, m.m. Vi kunne også se ned til byen, så det er en af de flotteste udsigter, vi har haft. Mens vi sad der, ringede kirkeklokkerne flere gange, og den ene gang spillede de en hel melodi.

Lidt i 9 gik vi ned til busstoppestedet for at tage bussen ind til Victoria. Det tog ca. 15 minutter at gå ned til bussen og 20 minutter at køre ind til busterminalen der. Alle busser kører til Victoria, og der skifter man så til en anden bus, hvis man skal til andre steder på øen. Mens vi ventede på den næste bus, nr. 307, nåede vi at gå hen til en grønsagsbod, som var næsten lige ved busterminalen. Der købte vi nogle bananer.

Vi skulle op til byen Xaghra, hvor der ligger et gammelt tempelkompleks, Ggantija, som er 5000 år gammelt. Det var en ukendt civilisation, som byggede et tempel med en sælsom arkitektur og kæmpe stenblokke på op til 50 tons. Ggantija templet ligger på en skråning med udsigt over Gozo, Comino og Malta i et fredeligt landskab af oliven- og citronlunde. Det består egentlig af to templer, der blev bygget mellem 3600 og 3200 f.Kr. og er opbygget med kamre på hver sin side af en central korridor. En enestående konstruktion, der skaffede templerne plads på UNESCO's Verdenskulturarv. Malta og Gozo har faktisk en del ting på UNESCO's verdensarvliste.

Vi gik rundt i komplekset en times tid, både inde og ude. Fordi vi var over 60, kostede det kun 7 euro, hvor normalprisen var 9 euro.

     Ggantija i byen Xaghra. Templet er 5000 år gammelt.

Derefter tog vi bussen tilbage til Victoria, hvor vi havde besluttet, at vi ville op at se citadellet. Det ligger meget højt, og da vi stod øverst på citadellets tunge bastionsmure, kunne vi se ud over hele øen. Det er et stort fæstningsværk, som blev bygget af Johanitterridderne efter Den store belejring i 1565 for at beskytte mod angreb som det, der overgik øen i 1551. Dengang hærgede tyrkiske pirater Gozo og tog det meste af øens befolkning som slaver. Det blev dog aldrig testet, om de tykke fæstningsmure kunne modstå fjenden, for da citadellet stod færdigt, var tyrkerne fordrevet fra det vestlige Middelhav. Alligevel var det lov frem til 1637, at gozitanerne skulle tilbringe hver eneste nat inden for citadellets mure. Da tiderne blev mere fredelige, opstod der efterhånden en by udenfor.

Da vi havde set hele komplekset, gik vi hen på en cafe, som lå ret højt oppe i citadellet. Der fik vi en kop kaffe og et stykke gulerodskage med flødeskum og is.

Vi måtte vente ca. en halv time på bussen hjem, for de går ikke helt så tit som på Malta. Vi kom afsted lidt før 3, men stod allerede af ved en by, som hedder Xewkija, for vi havde fundet ud af, at den kirke, som rager rigtigt højt op, og som man også kan se fra Malta, ligger i den by. Den hedder The Rotunda ligesom den i Mosta, fordi kuplen er rund. Kirken er i evig konkurrence med The Rotunda i Mosta om, hvis kuppel der er størst. Denne er 75 m høj og 28 m i udvendig diameter. 

Det er en rigtig flot kirke, som er bygget udenpå den gamle kirke, som var blevet for lille. Byggeriet af den nye kirke blev påbegyndt 1951 og afsluttet i 1971. 

Mens vi var der, kom der gæster til en begravelse, og senere kom ligvognen med kisten. Næsten alle gæsterne var helt i sort. De begyndte allerede at spille musik, inden kisten og gæsterne var kommet.

Vi tog så den næste bus, for det kunne vi gøre på den samme billet. Vi var hjemme ved halv 5 tiden og satte os på balkonen.

Mens vi sad der, begyndte solen at gå ned, så Bjørn ville hente sit kamera for at tage et billede af solnedgangen. I skyndingen glemte han at tænke på ikke at lukke balkondøren helt, så han kom til at lukke den helt i, hvorved den blev låst. Så stod vi ellers der, meget frustrerede, for vi kunne ikke være sikre på at få fat i nogen, for der var næsten aldrig nogen i huset om dagen, heller ikke de ansatte. Vi var dog så heldige, at der lige var kommet et par nedenunder - for bare 5 minutter siden, så vi så dem nede på deres balkon og kunne derfor bede dem gå op på vores værelse, som vi heldigvis ikke havde låst, og lukke vores altandør op igen. 

Det var lidt af et chok, så derefter sørgede vi for at sætte noget i klemme i døren for at forhindre, at det ville ske igen.

Vi havde ikke lyst til at gå ud at spise om aftenen, for der var sket så meget i løbet af dagen. I stedet satte vi os på balkonen i det lune vejr, med næsten fuldmåne, hvor vi nød lidt brød med ost.

Onsdag 1. november – Gåtur til Mgarr, færgehavnen

Da vi vågnede i morges, tordnede og lynede det i det fjerne, og efter et stykke tid kom det hen over os, og det begyndte også at regne. Det regnede godt et par timer, så det blev først efter kl. 10, vi kunne gå ud. Det var første gang, mens vi har været her, at det har regnet så længe. For nogle dage siden kom der bare en byge på omkring 10 minutter.

Vi gik ned til Mgarr, som er den by, færgerne sejler fra, også den til Den blå lagune, som vi måske ville til dagen efter. Der var vist 3-4 km ned til byen, så det tog godt en halv time at gå dertil. Afstandene er ikke så store her på Gozo. Da vi kom ned til havnen, gik vi hen for at se, hvor færgen sejlede fra, og hvornår. Derefter gik vi tilbage til Qala igen. Det var lidt hårdere, for det var mere op ad bakke. Der er temmelig kuperet her på Gozo, men ingen høje bjerge.

Vi gik også tilbage igen og slappede af resten af dagen, for da var der blevet solskin igen.

Vi gik ud for at spise ved halv 7 tiden. Når vi gik ned i byen, kom vi forbi et par kæmpestore villaer. Den ene hed Aussie cottage. Vi har hørt, at nogle mennesker fra Gozo, især i 1960- og 1970-erne, tog til USA, Canada eller Australien, fordi der var stor arbejdsløshed på Malta. Der  tjente nogen af dem mange penge og kom hjem og byggede nogle store villaer. Senere så vi en villa, der hed God Bless America. Den lå i Nadur.

Vi gik ind på den samme restaurant som forleden dag, for den er meget hyggelig. Vi fik pizza og en flaske rødvin.

Torsdag 2. november – Den blå lagune (Comino)

Da vi stod op i dag, var vejret fint. 

     Med båd til Øen Comino.                                                                                 Den Blå Lagune med sit fantastiske flotte vand!

Vi kunne se, at der lå et krydstogtskib nede i havnen. Vi vidste ikke, at der også kom krydstogtskibe til Gozo.

Det var heldigt med det fine vejr, for vi ville en tur til Den blå Lagune på Comino, som ligger meget tæt på Gozo.  

Frygten for pirater var årsagen til, at øens første vagttårn blev bygget i 1416. Samme sted opførte Johanitterridderne deres vagttårn, da øen blev brugt som jagtrevir.

Vi tog med båden kl. 10 nede fra havnen i Mgarr, som vi gik ned til lidt over 9. Det kostede 10 euro pr. person for en retur. Der var plads til ca. 20 personer på båden, og den var næsten fyldt op. Det tog kun ca. 10 minutter at sejle derover, og der var det flotteste azurblå vand der. Der var allerede en del ude at bade, da vi kom. Det var en meget smal sandstrand, der var, så om sommeren må det være næsten umuligt at komme til. 

Der var en del boder med både mad og drikkevarer, og der lå toiletter lidt længere oppe.

Vi startede dog med at gå en tur rundt på næsten hele øen, for den er ikke ret stor. Når man kommer lidt væk fra selve lagunen, har man næsten øen for sig selv, for ikke så mange turister går tur derovre. Og der bor næsten ingen mennesker herovre, og biler er der næsten heller ikke nogen af. Der var rigtigt mange nerier med flotte røde blomster og også mange Aleppo fyrretræer. I 1911 blev der plantet 1200 træer, bl.a. figentræer og vinplanter, og i 1970'erne blev der plantet endnu flere.

Vi så også mange blomster undervejs. Der var bl.a. nogle narcisser i blomst. De lignede lidt vores tete-a-tete i størrelsen, men var hvide med noget gult i midten. Vi syntes, det var lidt mærkeligt, at de blomstrer på denne tid af året.

Efter et stykke tid kunne vi i det fjerne se et hotel nede ved en strand, som hedder San Niklaw Bay. Det har 95 værelser i rosafarvede bungalower, flere restauranter og pool. 10 minutters gang herfra i Santa Marija Bay ligger 46 bungalower. Hotellerne har åbent fra april til oktober. Vi gik ned til Santa Marija Bay og så nogle ligge i telt. Det lignede hippier. Der var ikke noget luksus over det overhovedet. Der var lidt sandstrand dernede, så der var lidt mennesker ude at bade.

Dernæst gik vi videre op til St. Mary's Tower, som Vagttårnet fra Johanittertiden hedder. Det var dog lukket, så vi kunne ikke komme op at kigge i det.

     Vandring på de øde stier på Comino

     Forladt lille kirke                                                                                             Endnu en smuk turkisgrøn bugt på Comino!

Nu var vi kommet over på den side, hvor den blå Lagune ligger, så vi kunne kigge ned på den fra denne side. Den var rigtigt flot. Vi spiste vores medbragte mad, inden vi gik ned til lagunen, så Bjørn kunne komme ud at bade. Vandet var lunere end på Malta og Gozo.

Da vi havde set og oplevet det, vi ønskede, besluttede vi os for at tage båden tilbage 13.15. Det regnede lidt på vejen tilbage og også, da vi kom i land, så vi besluttede os for at tage bussen hjem. Det klarede dog op senere på eftermiddagen.

Før vi gik ud for at spise, kunne vi høre messe henne i kirken i nærheden af os, og da vi sad inde på restauranten, som ligger lige over for den store kirke, kunne vi se, at der gik en masse mennesker derind. Så vi spurgte tjeneren inde på den samme restaurant, som vi havde spist på de andre dage, om der var messe tit. Hun sagde, at det var der både morgen og aften, men i dag var der specielt mange, fordi man ærede de døde. Det er den samme skik, som vi også har oplevet i andre sydeuropæiske lande.

Vi fik fisk i aften, en seabass med stegte kartofler og grønsager. Vi fik en stor øl dertil.

Først fik vi både brød med smør og et bruschetta brød hver. Det er virkelig god service.

Fredag 3. november – Marsalforn + saltbassiner

Der var fint solskinsvejr, da vi stod op, men lidt mere vind end i går.

Vi har næsten hver morgen hørt nogen skyde. Det er del af den maltesiske kultur at gå på jagt og skyde fugle. Der er dog nogle steder, man ikke må skyde dem, bl.a. på Comino.

Vi tog bussen ind til Victoria lidt over 9, hvor vi så skulle skifte til bussen til Marsalforn, for vi havde bestemt, at vi ville op for at se de saltbassiner, som ligger i nærheden af den by. Da vi kørte med bussen, kunne vi se flag på halv alle steder. Vi tænkte på, om det kunne være den maltesiske journalist, der var blevet dræbt af en bilbombe, som skulle begraves. Det fik vi bekræftet af nogle, som boede her. Hun skulle begraves i domkirken i Mosta, og alle arbejdere fik fri en halv dag, fordi mange gerne ville med til begravelsen. Vi læste dagen efter i avisen, at flere tusinde havde deltaget i begravelsen.

Da vi kom til Victoria, skulle vi vente et stykke tid, inden vi kunne komme med bussen til Marsalforn, for den gik kun en gang i timen. Så der var tid til at gå hen på markedet for at købe grønsager og frugt. Vi har set en del forskellige vogne køre rundt i byerne med fisk, brød og frugt og grønsager, for i de mindre byer er der ikke så mange butikker.

Vi spurgte chaufføren, hvor vi skulle stå af, men det blev ikke nødvendigt at få ham til at fortælle det, for en englænder hørte, at vi spurgte, og han sagde, at det var stoppestedet efter hans. Han havde boet hernede et par år. Vi har faktisk mødt en del englændere, som bor her.

Vi stod af i en lille by, som hedder Qbaijar, ca. 1 km efter Marsalforn. Derefter gik vi hen til saltbassinerne, der som et kludetæppe af firkanter dækker en kilometer lang strækning ved Qbaijar Bay og Xwieni Bay. De stammer helt tilbage til romertiden. Der var vand i mange af dem, og det er saltvand, som skyller ind over kysten i løbet af vinteren, og når det bliver sommer, fordamper vandet og efterlader saltet. Nogle få familier har stadig koncession på at udvinde saltet, og vi så også en lille bod med Gozo salt til salg. 

Det er et meget særpræget landskab, for vind og vand har givet kysten nogle skulpturelle former, som gør det meget specielt. Det er åbenbart et godt sted at dykke, for vi så en del dykkere ude i landskabet.

     Saltbassinerne udenfor Marsalforn.                                                                Vi nyder en kop kaffe på en havnerestaurant i Marsalforn

Da vi havde set det meste af området, gik vi tilbage mod byen. Undervejs så vi en mindeplade for en mand, som hed Nicky Farrugia. Han slog den 28.7.85 verdensrekorden i at svømme fra Sicilien til Gozo - en strækning på næsten 100 km. Det tog ham 30 timer og 17 minutter. Det var noget af en bedrift.

Vi besluttede os for at gå til Marsalforn, for den lå kun ca. 1 km fra Qbaijar, så det tog kun godt 10 minutter at gå dertil. Byen var oprindeligt et fiskerleje, men nu er der masser af hoteller, restauranter og dykkerforretninger, som har gjort byen til øens førende dykkercentrum. Det er dog alligevel en charmerende by med en flot strandpromenade og flade badeklipper. Vi gik hele vejen rundt om havnen og satte os derefter på en cafe, hvor vi fik en cappuccino og en kop kaffe - americano. 

Det var hyggeligt at sidde der i det lune vejr og kigge ud på havnen. Senere gik vi op for at tage bussen, men den kørte lige for næsen af os, så vi måtte vente en time mere. Det var dog også ok, så vi gik ned til havnen igen, hvor vi købte en is og satte os på en bænk højt oppe med udsigt ned over havnen.

Det tog ca. 20 minutter at køre til Victoria. Det er jo små afstande på Gozo. Vi var hjemme lidt over 4 efter en dejlig dag. Vi sad lidt ude på balkonen, indtil solen gik ned.

Lørdag 4. november – San Blas Bay + Sopu Tower

Der var fint vejr, da vi stod op, så vi spiste morgenmad på balkonen på vores sidste dag på Gozo.

Efter morgenmaden gik vi igen ned i byen for at tage bussen til den nærliggende by, Nadur, for derfra kunne vi gå ned til en strand, som hedder San Blas Bay. Det første stykke vej var ikke så stejlt, men det var en flot strækning med masser af oliven- og appelsinlunde. Det var første gang, vi så så mange appelsintræer på et sted. Vi så også en mand, der var ved at sætte kartofler, så dem kan de dyrke flere gange om året. Det er jo også på den her tid af året, der kommer regn til markerne.

Det første stykke vej kunne der også køre biler, men det sidste stykke ned til bugten var det ikke muligt, så der bliver aldrig overrendt. Det gik meget stejlt ned, så man skulle passe meget på. Der var lidt klipper og rødt sand dernede, men vi syntes ikke, det lignede et godt sted at bade. Der er mange klipper på Gozo.

Der var også lidt andre turister der, og da vi kom gående op igen, lidt forpustede, mødte vi et par fra Malta, som vi snakkede lidt med, for de ville gerne vide, om det var umagen værd at gå derned.

Vi havde fået at vide, at der lå et vagttårn ude ved kysten et andet sted, Sopu Tower. Så vi gik derud igennem et lidt specielt landskab med lav bevoksning. Der var dog blevet plantet Aleppo fyrretræer og andre små træer for at give læ. Det tog godt et kvarter at gå ud til det gamle vagttårn fra 1600-tallet. Der mødte vi igen parret fra Malta, som vi faldt i snak med og fulgtes med ind til deres bil, som holdt inde i Nadur. De skulle vise os en sti hjem til Qala, vores by, men det endte med, at de tilbød os et lidt hjem, for de ejede en lejlighed i Qala, som de var på vej til. 

     Sopu Tower                                                                                                       En blomst spirer op af den tørre jord.

De tog over i den så tit, de kunne, for de kunne godt lide Gozo på grund af roen og den flotte natur. De fortalte en del om Malta og Gozo. Blandt andet fik vi at vide, at mindstelønnen er 800 euro pr. måned, og en normal løn er 1500 euro. Deres sygehusvæsen er noget af det bedste i Europa, i hvert fald i Sydeuropa.

Vi var tilbage i vores farmhouse ved halv 1 tiden, og vi slappede af på balkonen resten af eftermiddagen, for vejret var rigtigt dejligt, 23 grader og masser af sol. Det var vores sidste dag på Gozo, så det var med at nyde den dejlige udsigt.

Vi spiste på den samme restaurant som de andre dage, og vi fik kanin igen, for det syntes vi smagte så godt.. Der var flere gæster end de andre dage, sikkert fordi det var lørdag, så de lokale også var ude at spise.

Da vi gik hjem, kunne vi se en del lokale sidde udenfor ved nogle borde uden for en anden restaurant og bar lige ved siden af kirken. De sad og hyggede sig med øl og vin og spillede vist også et brætspil.    

Søndag 5. november – Tilbage til Malta

Vi stod op ved 7-tiden ligesom vi plejer, og da vi havde spist morgenmad, pakkede vi vores kufferter og gik afsted ved halv 9 tiden, så vi kunne nå en bus lidt over 9, som gik ned til færgen.

Vi skulle med bussen fra kirken. Vi kunne lige nå at kigge ind i den, for der var messe. Den var rigtigt flot og stor, med en masse store lysekroner.

Vi skulle købe færgebilletterne på Gozo, ikke på Malta. Det kostede knap 5 euro for en retur, så det var billigt.

Det tog ca. 20 minutter at sejle over, og derefter tog vi bussen til Mellieha. Denne gang op i byen, for vi skulle bo på et andet hotel den sidste nat, Pergola Spa & Resort. Det er et bedre hotel end de 2 andre.

Vi lagde os ved poolen et stykke tid, og derefter gik vi ud i byen for at købe lidt frugt og grønsager, så vi også havde lidt til hjemturen dagen efter. Vi kunne se, at der var mange restauranter heroppe i byen, flere end nede ved vandet, hvor vi boede de første dage. Senere gik vi ned til kirken, hvor der var en flot udsigt over bugten. På kirkegården ved kirken blev der holdt messe ved 4-tiden. Det undrede os lidt, hvad grunden var, men måske holder de altid en messe der om søndagen, eller også var det på grund af flere messer i forbindelse med de dødes dag.

Vi kom også hen til et andet flot udkigspunkt, hvor vi kunne se fra østkysten til vestkysten.

Vi gik ud for at spise ved halv 7 tiden, og vi fandt en hyggelig restaurant på hovedgaden. Der fik vi en menu med 3 retter, først grønsagssuppe, dernæst græsk salat med laks, og til sidst fisk med salat og pommes frites. Vi fik en maltesisk rødvin dertil, som hed Citadella. Det hele smagte godt.

Da vi gik hjemad, kunne vi høre musik ved kirken. Der blev holdt et eller andet arrangement, hvor nogle børn sang, og musikere spillede. Der blev også uddelt nogle diplomer, men vi fandt ikke ud af, hvad det gik ud på, for det hele blev sagt på maltesisk. 

Vi nød den lune aften og snakkede om, at i Sydeuropa har de meget større muligheder for at holde arrangementer udendørs uden at bekymre sig ret meget om risikoen for dårligt vejr.

                                                                                                                                    o

Mandag 6. november – Hjemrejse

Vi havde bestilt morgenmad, så det kunne vi få fra kl. halv 8. Det var en fin buffet med masser af ting at vælge imellem. 

Klokken halv 10 forlod vi hotellet for at tage lufthavnsbussen.Vejret var rigtigt fint igen, 23 grader og masser af sol.

Bussen var lidt forsinket, og den var fyldt med mennesker med kufferter, så det var lidt vanskeligt at få en plads. Turen tog ca. 1 time. Der er åbenbart tyverier af og til i busserne, for chaufføren sagde på et tidspunkt undervejs, at vi skulle se efter vores kufferter, for dagen før var der blevet stjålet 3 kufferter.

Vi fik checket vores bagage ind hele vejen til Aalborg, men kunne kun få boarding-kort til München, for denne gang skulle vi flyve via München og København, en tur på godt 9 timer i alt med pauser. Vi skulle først flyve med Air Malta. Der var ikke ret meget benplads i deres fly - det var noget bedre i Lufthansa flyet, og der var heller ikke så god betjening. Vi fik kun en sandwich og en vand, ingen kaffe, hvis ikke man selv betalte for det.

Vi ankom til München i regnvejr efter 2½ times flyvning, men det kunne vi jo også ligeså godt vænne os til. Det er en meget stor lufthavn. Vi ankom til 1 terminal, men skulle over i en anden. Først gik vi dog hen til Lufthansas servicecenter, hvor vi fik printet boarding-kort ud til resten af turen.

Vi skulle med et shuttle-tog for at komme hen til den rigtige terminal, men det tog kun 2 minutter, og de kørte hele tiden.

München lufthavn er meget stor og flot. Den virker meget velholdt.

Flyet fra München var vist fyldt helt op, ligesom flyet fra Malta. Der var kun 2 sæder i hver side i Lufthansa flyet. Turen til København tog kun 1½ time, men alligevel var der god service med en god sandwich og gratis drikkevarer, også rødvin.

Vi landede i København i ca. 2 graders varme, så det var noget af en forandring. Der skulle vi også vente godt et par timer, inden vi tog det sidste fly fra København kl. 23. Vi var i Aalborg omkring midnatstid og skulle skrabe is af forruden på bilen, som havde stået på parkeringspladsen alle de dage, vi var væk.

                                                                                                          Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                     Aalborg

 Tilbage til