|
Tindholmur
Gør kortet stort ..................................................
Rejsebeskrivelse fra Færøerne 22.-29. juni 2017
Efter at have besøgt både Grønland og Island som en del af de nordatlantiske øer, havde vi også fået lyst til at se Færøerne, og da vi så, at man kunne flyve direkte fra Aalborg dertil om sommeren, slog vi til. Det var ikke helt nemt at finde overnatning, fordi vi bestilte sent, men det lykkedes os at finde noget.
Torsdag 22. juni – Afrejse
Vores tur til Færøerne startede med, at vi tog bybussen ud til lufthavnen ca. kvart over 8. Vi skulle flyve kl. halv 11 direkte fra Aalborg med Atlantic Airways, som har flyvning til Færøerne 2 gange om ugen i sommerperioden, så det er nemt.
Flyvningen tog kun knap 2 timer. Vi fik juice og kaffe, men mad skulle man betale for, så det valgte vi fra, når det var så kort en tur. I Aalborg regnede det, men på Færøerne var der fint vejr, en del sol og næsten ingen vind, så vi kunne rigtigt se øerne, da vi fløj ind over dem. Lufthavnen ligger inde mellem nogle fjelde på øen Vagar, så det kræver en dygtig pilot at lande der, især tidligere, da landingsbanen var kortere. Men nu er den længere, 1799 m, og Atlantic Airways flyene har fået avanceret udstyr, så de nu næsten altid kan lande og lette nu. Lufthavnen blev bygget i 1941 af briterne, så de kunne forhindre tyskerne i at overtage Færøerne. I starten var det kun en militærflyveplads, og først i 1963 blev lufthavnen åbnet for civil trafik.
Flere fakta om Færøerne:
Færøerne består af 18 øer Areal: 1399 km2 Klima: Milde vintre (3,5 grader) og kølige somre (ca. 11 grader) Indbyggertal: Ca. 50.000, hvoraf de ca. 20.000 bor i Torshavn Styreform: Selvstyrende del af det danske rige Indflyvning til Færøerne Hovederhverv: Fiskeri og lakseopdræt Møntfod: Krona. Samme værdi som danske kroner. Færøske pengesedler, danske mønter. Man kan også bruge danske pengesedler og dankort.
Vores landing var også perfekt, og da vi kom ind i den lille lufthavn, gik vi hen til det eneste bagagebånd, som var der, og fik vores kufferter, hvorefter vi gik hen til informationen og købte et Travel card, som var gældende en hel uge, både til busser og færger. Det kostede 700 kr pr person.
Da klokken ikke var særligt mange, kun 12 lokal tid - de er 1 time bagefter os - og vejret var fint, besluttede vi os for at gå til Sørvagur, hvor vores guesthouse for den første nat lå. Det var kun ca. 2 km fra lufthavnen, så vi tog den med ro og nød udsigten undervejs. Vi satte os også et sted og spiste vores madpakke, mens vi nød den smukke udsigt og masser af blomster, især engkabbelejer.
Sørvagur har en befolkning på ca. 1000 mennesker, og i byens havn ligger der både fiskerbåde og færger, som sejler til Mykines. Desuden er der turbåde til bl.a. Tindholmur.
Vi ankom til Guesthouse Hugo ca. kl. 1. Det lå lige ved siden af havnen. Det er et ret lille sted med kun 4 værelser. Da vi kom, var der ingen der, men der var en seddel på døren, hvor der stod, at vi bare kunne gå op på værelset, for der var ikke låst. De behøver ikke at låse dørene her på Færøerne, for de har aldrig indbrud.
Det var et lille, men hyggeligt værelse med udsigt over fjorden fra køkkenet. Det lå lige ned til vandet. Der var fælles køkken og bad, så vi kunne selv lave kaffe og te, samt også lave mad, for der var ingen steder at spise i byen, såvidt vi kunne se.
Sommeren byder på et kæmpe blomsterflor Guesthouse Hugo
Da vi havde sat vores kufferter ind på værelset, gik vi en lang tur i det gode vejr, med vekslende skydække og ca. 12 grader og stille vejr. Vi gik langs fjorden ud til en lille bygd, som hed Bøur. Undervejs så vi masser af får på de stejle skråninger. Det var utroligt, at de kunne gå der uden at falde ned. Der var også masser af både små og store vandfald, som kom oppe fra fjeldene. Vi hørte og så også nogle fugle, vi ikke havde set før, bl.a. tjaldur, som har orange næb. Det er Færøernes nationalfugl.
Der var godt 4 km til Bøur ad vejen langs fjorden, hvor der ikke var ret meget trafik, så det var en meget rolig rute at gå. Gåturen var umagen værd, for det var en meget hyggelig lille idyllysk bygd, hvor der var græs på mange tage. Der var også en del sorttjærede huse og flotte blomsterkrukker i de små haver. Det var smalle og hyggelige gader og et flot vandfald, og der var også en lille hyggelig kirke, som vi kiggede ind i. Fra byen var der en flot udsigt over nogle flotte og surrealistiske klippeøer, Tindholmur (se fotoet helt foroven) og Drangamir.
Bøur
På tilbagevejen snakkede vi med en ældre dame, som hed Hervør. Hun og hendes mand havde tidligere boet i en lille bygd, hvor de havde et lille landbrug, men havde senere bygget et hus i Bøur lige ned til vandet.
Da vi kom tilbage til Sørvagur, så vi bl.a. rhododendron og fuchsia, så de kan åbenbar godt vokse her, men kun hvis de er plantet på en sydvendt skråning, fortalte en kvinde, som vi snakkede med, mens hun gik og arbejdede på et jordstykke i udkanten af byen. Det var små nyttehaver, folk kunne leje. Hun var fra Vendsyssel - meget pudsigt, men gift med en færing. Hun dyrkede bl.a. jordbær og kartofler og sagde, at de godt kunne blive modne, men jordbærrene var først modne i august og kartoflerne kunne tages i juli måned, så det er noget senere end i Danmark.
Der er ikke ret mange træer på Færøerne, men inde i byerne er der nogle forskellige, bl.a. lærk og ahorn. Ude i fjeldene græsser fårene dem ned.
Da vi kom ind i byen, gik vi hen til købmanden for at købe noget laks, vi ville have til aftensmad, for vi kunne ikke finde nogle spisesteder. Vi ville også have haft en øl, men man kan slet ikke købe øl og vin i almindelige butikker, kun specielle steder, ligesom Systembolaget i Sverige.
Vi var tilbage ved halv 6 tiden, og da var værtinden Amy der. Hun viste os køkkenfaciliteterne, og vi fik betalt for opholdet. Vi fortalte hende, at vi havde tænkt på at tage en taxa til Gasaladur dagen efter. Hun sagde, at det var vanskeligt at få en taxa, men hun ville gerne køre os derop og tilbage igen for 100 kr., så det sagde vi ja tak til.
Aftensmaden kom til at bestå af et stykke laks, som blev tilberedt i mikrobølgeovnen, samt nogle skiver squash og en skive rugbrød. Mens vi sad i opholdsrummet, kom Amy med de madpakker, vi skulle have til morgenmad. Vi fik en lang snak med hende. Hendes mand sejlede og var afsted 4 uger ad gangen og var også hjemme 4 uger. Nogle af deres 4 børn boede i Viborg i Danmark. Mange færinger har familie i Danmark.
Mens vi sad og snakkede, kom der nye gæster, så alle 4 værelser blev besat. Det er ret vanskeligt at finde overnatning heroppe om sommeren, for fra i år er SAS også begyndt at flyve herop, og Færøerne er ikke helt gearet til de ekstra turister. Der er dog også en del private, som lejer værelser ud.
Det begyndte at regne ved 8-tiden, og da vi kom ind på værelset lidt over 9, regnede det faktisk en del.
Fredag 23. juni – Gasaladur og til Torshavn
Det regnede en del af natten, og da vi stod op ved 7-tiden, regnede det stadigvæk lidt, og der var meget diset op over fjeldene. Vi sov ikke specielt godt, for der var meget lydt.
Vi mødte nogle af de andre gæster til morgen, bl.a. en mand fra Italien og en pige fra Shetlandsøerne, Sally. Hun var rejst herop alene for bl.a. at studere fugle, for hun skrev artikler og bøger om fugle.
Da vi havde spist vores morgenmad, som bestod af juice, yoghurt, sandwich, æble og en müsli bar - samt kaffe, som vi selv lavede, gik vi en tur ned til havnen, som lå lige ved siden af vores guesthouse. Det regnede lidt og var lidt køligt. Vi så færgen til Mykines, men den kunne ikke sejle i dag på grund af dårligt vejr. Det er vist
rimeligt tit, den ikke kan sejle.
Vi blev hentet af Amy kl. 10, og da var vejret klaret lidt op. Sally skulle også med. Hun kørte os den samme vej, som vi gik i går, forbi Bøur. For at komme til Gasaladur, skulle vi igennem en tunnel, som blev bygget i 2006. Den var 1,7 km lang. Før den tid måtte postbudet tre gange om ugen trave op over fjeldet til og fra Bøur, og den isolerede bondebygd med den ligeledes svært tilgængelige naturhavn var i fare for at uddø. Men i dag er der blevet bygget et lille guesthouse, og der er også en cafe samt en kombineret butik og postmuseum. Byen blev kendt på grund af dokumentarfilmen -1700 meter fra fremtiden.
Man kalder stien for Postruten, og det er en populær tur for garvede vandrere. Den begynder ca. 3 km vest for Bøur.
Vi standsede ved et berømt vandfald nær Gasaladur, Mulafossir, hvor det blæste meget, så vandfaldet flød næsten opad. Huffington Post beskrev det som "The World's Most Breathtaking Waterfall". Der var også et fuglefjeld der, hvor vi bl.a. så søpapegøjer.
Vi kørte bagefter ned til Gasaladur, hvor vi så de få huse og et ret stort sommerhus, som den rigeste kvinde på Færøerne ejer. En del af husene havde græs på taget. Vi blev kun i byen et kort stykke tid, inden vi kørte tilbage til Sørvagur. Da vi kom tilbage, lavede vi en kop kaffe og spiste vores mad sammen med Amy og Sally fra Shetlandsøerne.
Amy kørte os i lufthavnen kl. 12, fordi hun regnede med, der var en bus derfra til Torshavn på det tidspunkt. Det viste sig dog, at der først var en bus kl. 2, så vi sad og snakkede med Sally et par timer. Der var klaret lidt op i mellemtiden.
Vi kunne se, at SAS flyet i formiddags var aflyst. Sikkert på grund af vejret, for SAS har ikke så godt navigationsudstyr som Atlantic Airways til at kunne lande i dårlig sigtbarhed.
Det var en flot tur med lufthavnsbussen. Vi kom forbi nogle øer, Hestur og Koltur, og der var også masser af vandfald undervejs. Vi kunne rigtigt se vejret ændre sig på de 50 km til Torshavn. Nogle steder var der næsten opklaring, mens der var regn andre steder. Det blæste dog meget. For at komme fra Vagar til den næste ø Streymoy skulle vi køre igennem en lang tunnel.
Det tog knap en time at komme til Torshavn, hvor vi skulle skifte til en bybus, nr. 1. Det er gratis at køre med bybusser i Torshavn. En kvinde fortalte os, at det havde været gratis i ca. 5 år. Vi kom af næsten lige ved skolehjemmet, hvor vi skulle bo. De var ikke helt færdige med at gøre værelserne klar, for der havde været studerende der indtil kl. 12. Men i skolernes sommerferie bliver det brugt som hotel, ligesom man gør nogle steder på Island.
Vi brugte ventetiden på at drikke en kop kaffe i cafeteriet og checke mails m.m.
Vi fik et værelse på 3. etage med en meget flot udsigt over noget af byen og havet. Der var blevet solskin på det tidspunkt, men der var meget vind. Vi skulle dele badeværelse med et værelse mere, men det er ok. Der kom dog ikke nogen i værelset ved siden af den første nat, så vi havde badeværelset for os selv.
Vi fik pakket ud og slappet lidt af, inden vi skulle ned at spise.
Det viste sig dog, at vi ikke kunne spise på skolehjemmet den første aften – det var faktisk kun 1 aften, vi spiste der, for der var ikke så mange gæster endnu, så de lavede kun suppe.
Derfor gik vi ned i byen. Værten her, Willi, tilbød godt nok at køre os ned i byen. Det afslog vi dog. Folk er simpelthen så flinke og hjælpsomme her på Færøerne. En mand, som vi spurgte om vej nede i byen, tilbød også at køre os.
Det tog ca. 20 minutter at gå ned i centrum, for det gik nedad det meste af vejen. Det betød dog så, at det gik opad tilbage ...Vi fandt en hyggelig restaurant i nærheden af havnen, Hvonn, hvor vi fik en pizza og en pastaret samt en færøsk øl, Vedrur (vædder). Det smagte godt. Vi kunne se, at de var ved at stille scene og fadølsanlæg op udenfor. Det var fordi der skulle være festival dagen efter, bl.a. med de danske kunstnere, Mads Langer, Thomas Helmig, Hanne Boel og Gulddreng.
Mens vi sad på restauranten, begyndte det at regne, og også på vejen hjem kom der et par byger, så vi måtte krybe i læ et par gange. Det lykkedes dog at komme hjem uden at blive alt for våd.
Lørdag 24. juni – Klaksvik
Vi sov ok, men vågnede ret tidligt, også fordi der er så lyst heroppe. Det bliver næsten ikke mørkt om natten.
Vi stod op kvart i 7 til lidt regn og temmelig blæsende vejr. Vi gik ned for at spise morgenmad kvart over 7. Det var meget fin morgenmad, både havregryn, yoghurt, müsli, godt brød, rundstykker, æg og bacon, forskellige slags pålæg, ost og marmelade, samt frugt og grønsager. Det var dejligt.
Efter morgenmaden gik vi ned i byen for at tage bussen til Klaksvik. Vi havde regntøj på, for det regnede stadigvæk lidt – vi havde altid regntøj med på vores udflugter, for vejret skifter hurtigt. Det tog ca. en halv time at gå ned til busterminalen, som lå nede ved havnen, på halvøen Tinganes, hvor det gamle alting lå. Også i dag er Tinganes centrum for regeringsmagten, og de velholdte bygninger rummer kontorer og mødesale for Færøernes lagmand og landsstyre. Og bagved, på Reyn, har kunstnere og andre fra Torshavns kreative klasse købt sig ind i de tidligere fattigmandshuse, slået flere af dem sammen, forsynet dem med fladskærme og wellness-badeværelser og gjort dem trendy. Nogle af dem bliver dog ikke brugt om vinteren, og det er nogle irriterede over.
Tinganes (parlamentet)
Vi var heldige at få en plads på de forreste sæder i bussen til Klaksvik, så vi havde en god udsigt. Hele turen tog halvanden time, og vi kørte på 3 forskellige øer for at komme dertil, Streymoy, som vi bor på, Eysturoy og Bordoy. Der er tunneller mellem de fleste øer, men vi kørte også over en enkelt bro. Vejret skiftede meget på turen. Der var både sol, skyer og regn. Tunnellen mellem Eysturoy og Bordoy blev indviet i 2006 og er 6,2 km lang. Tunnelens loft og vægge er forsynet med grå, grønne og violette bølger.
Nogle steder kunne vi se ret lavtliggende skyer, som dækkede fjeldtoppene. Der var rigtigt mange vandfald undervejs. Nogle af dem var meget store og flotte. Vi så også får, og nogle af dem gik ude på vejen, så bilister skal bære agtpågivende.
Vi ankom til Klaksvik lidt før 11, hvorefter vi gik en tur op i byen. Klaksvik er Færøernes 2.største by. Foruden fiskeri ernærer man sig bl.a. ved brygning af øl, idet Færøernes største og ældste bryggeri Foeroya Bjoer, ligger i Klaksvik, og sygehuset er byens største offentlige arbejdsplads. Der kommer også en del store krydstogtskibe til byen, men der var ikke nogen den dag, vi var der. Skilt i busserne. Sprogforskelle!
Vi gik først op til den flotte og specielle kirke, Christianskirkjan. Den er fra 1963 og er både ud- og indvendigt en kombination af moderne stil og traditionel byggeteknik. Murene er af færøsk basalt, og kirkerummet er beklædt med træ. Den smukke altertavle, Den store nadver, blev oprindelig malet til Viborg Domkirke i 1901 af Joakim Skovgaard.
Efter besøget i kirken gik vi op i en af de øverste gader, hvor der lå mange typiske færøske huse, både gamle og ret nye. Der var en del rhododendron og fuchsia, som begge var i fuldt flor nu. Vi så også solbærbuske, så de må åbenbart godt kunne nå at modne.
Vi har ikke set ret mange lejligheder, især ikke i de mindre byer. Amy fortalte i går, at man faktisk var nødt til at købe et hus eller få bygget et, for lejligheder findes næsten ikke.
Senere gik vi ned til havnen og hen ad hovedgaden med mange butikker, bl.a. med færøske strikketrøjer. De er flotte, men ret dyre, så de sælger ikke så mange trøjer og andre hjemmestrikkede ting til turister, fortalte Amy i går.
Vi var i Klaksvik ca. 2 1/2 time, hvorefter vi tog bussen tilbage 13.30. Den blev fuldstændigt fyldt op undervejs af unge mennesker, som skulle til festival i Torshavn. Det er en 12-timers festival, som de har hvert år, og der er både danske og færøske musikere. Der var så mange, der ville med bussen, at buschaufføren var nødt til at sende bud efter en bus mere, som kom og hentede nogle af de unge mennesker.
Klaksvik Den smukke Christianskirkjan
Da vi kom til Torshavn, mødte vi et venligt par i færøsk nationaldragt. Bjørn ville gerne tage et billede af dem, og det var ok. Tilfældigvis skulle de til kvindens søsters bryllup, og derfor var de i nationaldragt. Vielsen skulle finde sted på Skansen, en fæstning, som i dag bruges som udkigspunkt. Fra 1580 og op gennem 1600- og 1700-tallet var den forsvarsværk mod de utallige sørøvere, der kom til Færøerne for at hærge og plyndre. Der var 4 mindre kanoner og 2 kanoner fra 2. verdenskrig stillet op der.
Manden var Digital Marketing Chef hos Atlantic Airways, så han var interesseret i at høre, hvorfor vi var taget til Færøerne, og hvad vi syntes om det. Vi kunne bl.a. sige, at Atlantic Airways var betryggende at flyve med, da de jo havde det nyeste navigationssystem, som gjorde at deres fly kunne lande i meget dårlig sigtbarhed. Dette kunne han også bekræfte. Vi fulgtes med dem op på Skansen, hvor alle bryllupsgæsterne også samlede sig, mange af dem i nationaldragter. Vi overværede næsten hele vielsen, som var noget anderledes end vi var vant til fra Danmark, men det var også specielt at holde det på Skansen. Det var vist første gang, det skete. Vi fik senere at vide af nogle andre danskere, som overnattede hos en af brudeparrets venner, at brudgommen slet ikke var troende, og derfor ville han ikke giftes i en kirke. Der var taler af både moderen og et par andre inden selve ritualet, og der var også et mandskor, som sang et par sange. Vi fik dog at vide af Willi fra vores guesthouse, at et traditionelt færøsk bryllup ligner det danske. Men det var en sjov oplevelse at få med fra vores tur.
Bagefter gik vi op gennem de gamle huse og de smalle gader i Tinganes. Det var meget spændende. Det var i disse gader, filmen Barbara blev optaget. Den er instrueret af Nils Malmros og er fra 1997. Den skal forestille at foregå i 1700-tallet.
Et par flotte bryllupsgæster i nationaldragter. Unge skal ud at ro
Vi kunne høre musikken fra festivallen, men valgte at gå hjem i stedet for. Det går rimeligt meget opad, så det var lidt hårdt noget af vejen. Vejret var blevet fint på det tidspunkt, sidst på eftermiddagen. Da vi kom hjem, var der kommet flere gæster.
Vi fik en snak med Willi, før vi skulle spise. Han og hans rumænske kone bor normalsvis på New Zealand, men er på Færøerne de 7 uger, skolehjemmet er åbent som guesthouse.
Vi fik en god suppe med brød til aftensmad. Vi var de eneste, som spiste der.
Efter spisningen sad vi lidt i opholdsrummet, hvor der var wi-fi.
Sidst på aftenen kom der 2 hollandske mænd til at bo inde på værelset ved siden af vores.
Søndag 25. juni – Nolsoy
Vejret var fint, da vi stod op kl. halv 7, delvis sol og skyer. Det ændrede sig dog hurtigt til gråvejr, men heldigvis kom der ingen regn den dag.
Da vi havde spist morgenmad, gik vi ned til færgen Ternan, som vi skulle med til øen Nolsoy, som ligger kun 20 minutters sejlads fra Torshavn. Færgebilletter var også omfattet af vores travel card, så det kostede os ikke ekstra. Der var ikke ret mange med færgen kl. halv 10. Den er temmelig stor, for det er også en bilfærge.
Nolsoy er en stille og rolig ø med kun ca. 250 indbyggere. Det er blevet attraktivt at slå sig ned der som pendler på grund af de høje huspriser i Torshavn, og siden nolsingerne i 2005 takkede ja til at høre under Torshavn kommune, er gaderne blevet nyasfalteret og kloakkerne renoveret. Nolsoy er den laveste af de 18 øer, idet dens højeste punkt kun er 371 m.
Færgen lagde til ved den eneste bygd på øen, Nolsoy bygd. Vi gik først hen igennem bygden, som ikke er ret stor, men den har dog en slags byport, hvaltænder lavet af sten. Lige ved siden af er der et mindesmærke for Ro-Ove, Den legendariske sømand Ove Joensen, der i 1986 roede over Atlanten i en klassisk færøsk træbåd og fik en heltemodtagelse, da han ankom til Langelinie efter 41 døgn på havet.
Nolsoy Korndalur - fortidsminder fra 1300-tallet
Da vi havde set lidt af bygden, besluttede vi os for at gå på en vandretur ud mod Bordan, som ligger på sydspidsen af Nolsoy, og hvor der er et fyrtårn. Det kalder de "tårnet ved verdens ende" fra William Heinesens romaner. Det er også et af fem fyrtårne, der blev opført på Færøerne i 1890'erne som led i den danske fyrplan og et af tårnmotiverne på 20-kr. mønterne.
Vi gik dog ikke helt ud til fyrtårnet, for det var en tur på 2 ½ time hver vej, og det var en ret vanskelig og lidt glat rute, fordi det havde regnet dagen før, så efter en times vandring, som gik meget opad, vendte vi om. Vi fik dog et flot udkig ned over bygden, og vi så og hørte mange forskellige fugle. Nolsoy har bl.a. verdens største koloni af stormsvaler, 500.000. De kommer kun ud om natten, så vi så dem ikke.
Inden vi startede på vandreturen, kiggede vi på nogle af øens fortidminder, som lå lige uden for byen. Der ligger otte stentomter få hundrede meter fra bygden, resterne af Korndalur, den oprindelige beboelse. Bopladsen blev opført omkring år 1300, men fra midten af 1500-tallet begyndte beboerne at flytte ned til den nuværende bygd, hvor der var bedre læ for sydvestenvinde, og sidst i 1700-tallet blev det sidste hus forladt.
Vi mødte andre vandrere på turen, blandt andet et canadisk ægtepar på 69 og 70 år. De var meget friske og skulle ligge i telt på øen om natten. Det måtte være en kold fornøjelse, for der var nok kun omkring 10 grader om dagen. Vi mødte dog flere, som havde telt med i deres rygsæk, så Færøerne er rigtigt et sted for naturelskere. Det canadiske par havde også rejst i rigtigt mange lande og var nu på en tur til både Færøerne, Island og Grønland. I alt skulle de være væk omkring halvanden måned.
Vi tog færgen tilbage til Torshavn kl. halv 2. Derefter gik vi en anden vej hjem til skolehjemmet for at se den store, flotte og monumentale kirke, Vesturkirkjan. Den er bygget i 1975. Fra siden ligner den en færøsk slupp (havgående sejlskib) for brune, brusende sejl.
Vi var hjemme omkring kl. 3, hvor vi tog kaffe på værelset, som vi kunne få gratis i kantinen.
Lidt over 6 gik vi ned i byen for at spise. Der var ikke så mange restauranter, der havde åbent om søndagen, så vi fandt et pizzaria, hvor vi fik kebab med salat. Vi kunne dog ikke få øl dertil, for han havde ikke tilladelse til at sælge øl og vin.
Mandag 26. juni – Kirkjubøur
Vi vågnede som sædvanligt lidt over 5, nok fordi der er meget lyst på værelset, men stod først op kvart i 7. Da var der fint solskinsvejr og vindstille. De 2 hollandske mænd var vist taget af sted, da vi stod op, for vi hørte dem ikke mere. Willi lovede, at der ikke kom flere til at bo ved siden af os, så det var dejligt.
I dag tog vi bybus 5 ud til Kirkjubøur, som ligger ca. 15 km uden for Torshavn. Der var også nogle mennesker med fra det krydstogtskib, som ankom tidligt i morges, fra P&O Cruises. Der var bl.a. et par med fra Singapore, og de var meget begejstret for naturen. Turen derud tog ca. 20 minutter og foregik ad temmelig snoede veje. Der var en flot udsigt til flere øer, Sandoy, Hestur og Koltur.
Undervejs så vi en del gæs gå på markerne. Vi har set både høns og gæs mange steder. De kan gå ude hele sommeren, for der er ingen ræve eller andre vilde dyr, som kan tage dem.
Kirkjubøur var et gammelt bispesæde, som indtil Reformationen var landets åndelige og kulturelle centrum.
Kirkjubøur i det fjerne Domkirkeruinen ved siden af kongsgården
Domkirkeruinen er et synligt bevis på stedets betydning, men ved Reformationen i 1540 blev bispesædet nedlagt, og Kirkjubøur mistede betydning. I glansperioden lå der omkring 50 huse, men ved en storm i midten af 1800-tallet blev et stort stykke land ud for den nuværende sognekirke skyllet væk.
Katedralen hedder Magnus katedralen, og man startede byggeriet i 1300-tallet, men ved ikke, om den nogensinde blev færdiggjort. Man regner med, at den engang har været overdækket, men i dag står den som et tomt rum med 1,5 meter tykke mure, 26,5 meter lang og 10,8 meter bred. Den er optaget på UNESCO's verdensarvliste
Ved siden af Magnus katedralen ligger Olavskirken fra 1111. Den er den eneste færøske middelalderkirke, som stadig er i brug.
Oppe bagved kirkerne ligger den sortmalede Kongsbondegård med de røde vinduesrammer og græstag. Det er et af de ældste beboede træhuse i verden, flot vedligeholdt og meget smuk. Den ældste del af bygningsværket stammer fra 1000-tallet og fungerer i dag som museum, hvor besøgende foruden den gamle røgstue (datidens køkken/alrum) bl.a. kan se rummet, der i middelalderen var præsteskole.
Kirkjubøargardur er Færøernes største gård og har i foreløbig 17 generationer tilhørt og været beboet af den kunstneriske og indflydelsesrige Patursson-familie.
Vi blev på stedet en time og tog bussen tilbage kl. 11. Vi kunne have taget vandreturen tilbage, men den ville tage 2 timer, og det havde vi ikke rigtigt lyst til. Vi skiftede bus undervejs, til nr. 3, og vi var så heldige, at den kørte næsten helt op til Nordens Hus, som vi havde bestemt, at vi ville se i dag.
Huset ligger på toppen af Torshavn, mellem grønne bakker, næsten som en del af landskabet. Og mere nordisk bliver det ikke. Skabt af norske og færøske sten, svensk træ, islandsk tørv, dansk glas og stål og møbleret med finske stole. Det er et flot hus, som blev bygget i 1983. Vi så nogle flotte fotografier fra Færøerne derinde, og huset bliver brugt til koncerter, foredrag og andre nordiske arrangementer.
Da vi havde set huset, gik vi videre ned til en plantage, som lå i nærheden. Der satte vi os på en bænk og spiste vores medbragte mad. Derefter gik vi videre ind i plantagen, hvor der var en lille dam med ænder samt et mindesmærke for de faldne sømænd, der sejlede fisk til briterne under 2. verdenskrig.
Bagefter gik vi hen til William Heinesens hus, som lå i nærheden. Den store færøske forfatters hus er nu museum, men vi så det dog kun udefra, for man kunne vist kun komme ind at se det om eftermiddagen.
Bagefter gik vi hjem til vores hotel, hvor vi slappede af resten af eftermiddagen.
Vi havde læst, at der også var en kinesisk restaurant i Torshavn, så vi besluttede at gå derhen om aftenen. Den lå nede ved havnen i nærheden af Skansen. Vi fik 2 forskellige retter, en med fisk og en med noget oksekød og grønsager. Vi fik en færøsk øl dertil. Det var udmærket. Der var helt fyldt op i den lille restaurant.
Vi besluttede os for at tage bussen hjem. Om aftenen går den en gang i timen til hverdag. I weekenden går der ingen bybusser om aftenen.
Tirsdag 27. juni – Eidi og Gjogv
Da vi havde spist morgenmad, tog vi bybussen ned til centrum og gik derefter over til busterminalen for at tage bussen til Klaksvik 9.20. Vi så færgen fra Smyril Line lægge til kaj. Den sejler til Færøerne og Island flere gange om ugen.
"Kæmpen og Kællingen" i det fjerne.
Vi stod af bussen efter godt en halv time, i byen Oyrarbakki, hvor vi skulle skifte til en mindre bus. Undervejs til Oyrarbakki var der ikke helt så mange vandfald, som vi så i lørdags. Det skyldtes, at det ikke havde regnet ret meget de sidste 3 dage.
Lidt før Oyrarbakki kunne vi se et havneområde, hvor der blandt andet ligger en oliehavn, klar til, foruden nutidens stortrawlere, fragtbåde, off-shore- og krydstogtskibe, at tage imod, når olien - forhåbentlig - for alvor kommer. Vi så også en del lakseopdræt.
Vi var 5, som skiftede til bussen til Eidi og Gjogv. Det var en flink chauffør, som var halvt dansker, der kørte bussen. Han hed Jan. Han fortalte, at han kørte for det private busselskab, som hedder HK Busser. I den forbindelse kørte han også med Nilles gæster. Blandt andet skulle han køre dem i lufthavnen om eftermiddagen. Han var så flink at stoppe et par steder, hvor der var en rigtig flot udsigt, så Bjørn kunne tage nogle gode billeder. Undervejs til Eidi kom vi forbi Færøernes højeste vandfald, Fossa, på 110 m.
Efter cirka 20 minutters kørsel kom vi til byen Eidi. Det er en relativ stor bygd, der med småbygderne Ljosa og Svinair udgør Eidis kommune med knap 700 indbyggere. Selve Eidi snor sig på begge sider af en smal tange, og midt i byen ligger en stor stenkirke fra 1881. De havde bygget en fodboldbane, så nu brugte de den gamle fodboldbane til campingplads.
Vi holdt pause i Eidi 10 minutter, så der lige var tid til at gå lidt rundt. Der var gråvejr, men vindstille. Derefter fortsatte vi mod Gjogv, og det var virkelig et flot og øde område at køre igennem, med smalle veje og hårnålesving op i bjergene, som var ret høje. Vi kom bl.a. forbi Færøernes højeste bjerg, Slættarindur, som er 882 m højt. Vi kunne også se de to sagnomspundne klipper, "Kæmpen og Kællingen", der stolte står i havet. Sagnet fortæller, at de i tidernes morgen var tyveknægte, der i ly af nattens mørke havde samlet de 18 øer sammen for at flytte dem til Island. Undervejs sakkede Suduroy agterud, de kom op at skændes, og da morgensolen brød frem, blev de forvandlet til stenstøtter og blev stående, hvor de står den dag i dag. De er henholdsvis 75 m og 73 m høje.
På markerne langs vejen så vi flere tjaldur (strandskader), samt selvfølgelig en del får.
Vi kom til Gjogv efter cirka et kvarters kørsel i bjergområdet. Gjogv betyder egentlig naturhavn og ligger i en slugt, som bygden er bygget op om. Om sommeren valfarter turister hertil for at vandre, dykke eller bare slappe af og nyde roen. Man kan betragte udsigten fra Marys bænk med det lille kongekroneskilt, som blev indviet ved kronprinsparrets besøg i 2005. Der kommer ca. 35.000 turister hertil årligt, så det er virkelig et populært sted. Også mange færinger lægger turen forbi, og nogle er så begejstrede for stedet, at de har bygget sommerhus der.
Vi ville gerne have brugt noget tid i byen, men vi ville komme til at vente i over 4 timer, før vi kunne komme tilbage igen, og det syntes vi var for længe, for der var også lidt køligt, kun omkring 10 grader, så vi valgte at tage med bussen tilbage til Oyrarbakki. Der skulle vi kun vente godt en times tid, inden vi kunne komme med bussen fra Klaksvik. Vi satte os i græsset med udsigt over vandet og spiste vores medbragte mad.
Da vi kom tilbage til Torshavn ved halv 2 tiden, var der fint vejr. Vi købte noget frugt i et lille supermarked. Vi kunne se, at priserne på fødevarer er ligeså høje som i Danmark og nogle gange højere, fordi de skal importere det meste, især fra Danmark.
Der var også fint vejr, da vi gik ned i byen om aftenen. Vi har lagt mærke til, at ved mange af husene er der en lille græsmark, som hører til husene, og der går der et par heste og græsser. Det virker helt mærkeligt inde i en "storby".
Vi gik ned forbi den store kirke, men der var lukket, så vi kunne ikke komme ind at se den. Da vi kom ned til vandet, gik vi ind imellem altingets røde bygninger med de smalle gader. Der var meget hyggeligt.
Onsdag 28. juni – Vestmanna
I dag var vores sidste hele dag her. Den havde vi besluttet at bruge på en tur til Vestmanna, for den retning havde vi ikke kørt i før.
Vi tog bybussen kvart i 9 og skulle videre med bussen til Vestmanna lidt over 9. I starten var det samme bus som den til lufthavnen, men vi skulle skifte til en minibus i Kollafjördur lige før den underjordiske tunnel. Der var også nogle få andre, som skiftede til den bus. Det tog ca. 25 minutter at køre den sidste strækning til Vestmanna.
Der var rigtigt fint vejr, da vi kom til Vestmanna, så vi besluttede os for at tage på en sejltur ud til fuglefjeldet, selvom det ikke havde været vores plan fra starten af. Vi kunne dog ikke komme med før kl. 11, for turen kl. 10 var udsolgt. Turen kostede 295 kr. pr. person og varede 2 timer.
Mens vi ventede, gik vi bl.a. lidt rundt i turistcentret. Der var et museum, der hed Saga museet. Der er 17 barskt livagtige personer i det lille museum. Der føres man gennem færingesagaen fra de irske munke op til i dag. En blodig fortælling om mere end 1000 års vold, drab, vikingehævn, sørøveroverfald, afhuggede lemmer og afskyelige afstraffelsesmetoder. En mand dinglede i et reb, dømt til en hængning for at have stjålet 12 fisk, otte oste og forskellig anden mad.
Med båd til fuglefjeldene Græssende får på de stejle skrænter Ind i grotter!
Båden til fuglefjeldet var ikke særligt stor - der kunne nok være omkring 30 personer i alt på den. Vi sad oppe foroven for at have så godt udsyn som muligt. "Kaptajnen" fortalte undervejs, hvad vi så, blandt andet var der i starten nogle store lakseopdræt-steder. Det er en stor industri på Færøerne.
Sejlturen til fuglefjeldet var en stor oplevelse. Vi kunne bl.a. se får gå på de stejle skrænter. Vi kunne ikke forstå, at de kunne holde balancen, men det kunne de heller ikke altid, for nogle af af dem faldt i vandet og druknede. Når de skulle hentes, enten for at blive klippet eller slagtet, blev de hejset op i reb op over fjeldet, som nogle steder var mere end 600 m høje. Ellers gik de ude hele året rundt. Der var dog et lille skur, hvor de kunne gå i læ i dårligt vejr.
Vi fik set en masse forskellige fugle undervejs, bl.a. terner og søpapegøjer. Båden sejlede ind i en del grotter, hvor der var rigtigt mange fugle, som havde reder inde i klippevæggen, bl.a. mallemukker, terner, lomvier og søpapegøjer, der hvilede sig på klippeafsatser. Klippevæggene gik lodret op inde i grotterne. Vi sejlede også ind i en mørk grotte. Det var utroligt, at der var plads nok til båden der. Men kaptajnen var dygtig. Undervejs var der en klippe, som lignede et elefanthoved. Den var 90 m høj.
Båden vippede lidt nogle steder, men vi havde taget søsygetabletter, så det var ikke noget problem. Det begyndte også at regne lidt på den sidste del af ture. - på den første del var der solskin - så vi fik det lidt køligt.
Det var en meget spændende tur, og da vi kom i land efter 2 timer, gik vi ind i cafeen for at få varmen med en kop kaffe og et krus varm kakao. Bussen kom nemlig først godt en time efter vi var kommet i land, og det var begyndt at regne lidt. Fuglefjeldene ved Vestmanna
Kvart over 2 kom minibussen for at hente os, og den kørte os helt til Torshavn uden skift. I Torshavn var vejret fint, så vi har rigtigt set, at vejret kan skifte meget mellem de forskellige steder.
Vi tog bybussen hjem og fik betalt vores værelse og bestilt en taxa til dagen efter. Vi fik også pakket lidt, inden vi gik ned i byen for at spise. Vi havde bestilt bord på Hvonn, hvor vi havde spist den første aften. Vi fik pasta carbonara og en flaske rødvin. Det var hyggeligt, og maden smagte godt. Da vi skulle betale, snakkede vi med tjeneren. Hun sagde, at der var faktisk ingen kriminalitet på Færøerne. Man behøvede overhovedet ikke at låse sin dør eller bil, og det var yderst sjældent, der skete et mord. Der kunne gå flere år imellem. De har godt nok et fængsel, men hvis folk skal sidde i fængsel i længere tid, bliver de sendt til Danmark.
De har faktisk heller ingen flygtninge heroppe. Man har ikke ønsket at tage imod dem, og flygtningene har måske heller ikke haft lyst til at komme til Færøerne, sagde hun.
Vi tog bussen hjem og fik pakket det sidste, inden vi gik i seng.
Torsdag 29. juni – hjemrejse
Vi stod op kl. halv 5, for vi skulle hentes af en taxa kl. 5 for at blive kørt i lufthavnen. Denne type taxa kaldes en shuttle transport og koster 200 kr. pr. person. Der var også en ung færøsk kvinde med i taxaen, som skulle besøge familie i Nordjylland. Næsten alle færinger har familie i Danmark. Vi fik en del at vide om fåreavlen af både hende og også chaufføren, Charles.
Der var pragtfuldt vejr, masser af sol og helt vindstille, så det var lidt vemodigt at sige farvel til Færøerne. Vi synes, vi har set og oplevet meget heroppe. Det har været en rigtig god tur, og alt i alt var vejret også med os, for vi havde kun en enkelt dag med en del regn og diset vejr. Ellers var der klart vejr og også sol ind imellem.
Vagar lufthavn er meget lille med kun 2 check-in skranke og 2 gates, så det gik hurtigt med at få checket ind og komme igennem sikkerhedskontrollen. Flyet var præcist og lettede i strålende solskin, så der var en god udsigt ned over øerne. Så det var noget af en skuffelse at komme hjem til øsende regnvejr. Alle deltagerne i DGI stævnet, som startede den dag i Aalborg, var heller ikke så glade for regnvejret. Men det er selvfølgelig altid rart at komme hjem til sit eget hus igen.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
Tilbage til
|
