|
Afrejsen. Torsdag 8.11.2012 Mange forventningsfulde
tanker strømmede gennem hovedet. Dette var vores tredje tur til Den dominikanske
Republik. Vi var der også i 2000 og 2002, men da boede vi i Punta Cana, som
ligger på østkysten ud til Atlanterhavet. Denne gang skal vi bo i Bayahibe, som
ligger på sydkysten ud til det caribiske hav. Vi har valgt Bayahibe for at se
noget andet, og fordi denne by ligger tæt på øen Isla Saona, som er en meget
smuk bounty-ø. Det er som nævnt 10 og 12 år siden vi var der sidst.
Den Dominikanske Republik har alt det, som gør et land rigtigt caribisk. Flere bjergkæder deler landet op i store frodige naturområder, de fleste er nationalparker. På få timer kan man bevæge sig fra de kølige alper ned til smukke dale, hvor man dyrker jordbær, sukkerrør og tobak året rundt. Og lige ved siden af ligger tørre sletter med kaktus i blomst. Det hele er omkranset af en kystlinje med flotte hvide koralsandstrande, mange steder flankeret af kokospalmer. Sammen med det azurblå vand danner det den ramme, som har gjort Den Dominikanske Republik til at have ingredienserne til et bounty-land. Vi fløj direkte fra Aalborg lufthavn med Thomas Cook – booket gennem Spies. De havde en enkelt afgang fra Aalborg denne vinter, så det var nemt. Flyet startede dog i Stokholm, så over halvdelen af gæsterne var svenskere.
På grund af, at det var første gang, Spies fløj direkte til Punta Cana fra Aalborg, bød de på champagne og kage ved gaten. På kagen stod der: Spies fra Aalborg til Punta Cana. Det var en overraskelse.
Det var et stort fly, en Airbus 330 med plads til 396 passagerer, og det var helt fyldt op. Der var ca. 230 svenskere og ca. 140 danskere med. Vi sad på række 47, hvilket var et udmærket sted, 47H og K. Der var 52 rækker i alt. Vi blev næsten en time forsinket, bl.a. fordi det tog temmelig lang tid at få brændstof på.
Vi ankom til Punta Cana kl. 18 lokal tid efter 10 timers flyvning. De er 5 timer bagefter Danmark. 10 timer er lang tid at sidde i et fly. Vi fik serveret mad 2 gange. Drikkevarerne skulle vi selv betale. Der var 27 grader, da vi ankom, så vi svedte lidt i vores lange bukser. Punta Cana lufthavn er blevet meget større siden vi var her på 10 år siden, men der kommer jo også mange flere turister end dengang. Vi skulle udfylde et indrejsekort, som vi brugte noget tid på, men hende i kontrollen kiggede næsten slet ikke på det, så vi kunne såmænd have skrevet hvad som helst. Men ellers gik det hurtigt med at komme igennem paskontrol m.m. og ud til bussen. Der ventede vi dog længe på de sidste. Bussen var fuld af gæster, som alle sammen skulle bo på Viva Windham Dominicus Beach i Bayahibe, et stort og flot resort med 613 værelser og bungalows. Der var flest svenskere med bussen, kun 14 danskere.
Det tog ca. 1 time at køre dertil, for nu er der motorvej fra Punta Cana til Santo Domingo. Der var ikke meget trafik, men nogen har vist misforstået motorvejsprincippet – den bruges i hvert fald på en anden måde end i Danmark – for vi mødte både en fodgænger i siden og en knallert med 2 personer på, uden hjelm og uden lys. De lever livet farligt. Senere så vi også knallerter inde i byen med 4 personer på.
Vi havde bestilt et almindeligt værelse, men var så heldige at få en bungalow med havudsigt, kun 10 meter fra stranden. Det nød vi rigtigt.
Fredag 9.11. - 1. tur til Isla Saona
Vi sov ikke ret godt i nat, selvom vi først gik i seng kl. halv 11 lokal tid. Men vi har nok ikke vænnet os til tidsforskellen endnu. Derfor stod vi op allerede kl. 6, for vi ville med på en tur til Isla Saona, som er en flot bounty-ø ikke ret langt fra Bayahibe. Den er 110 km lang og er en del af nationalparken Parque Nacional del Este. Der bor ca. 1000 indbyggere på øen, de fleste i fiskerlandsbyen Mano Juan. Der kommer rigtigt mange turister til øen, enten med speedbåd eller katamaran. Men når klokken er 3 om eftermiddagen, skal de forlade øen igen.
Vi fandt ud af i går aftes, hvor Seavis har kontor, for vi vidste fra nettet, at de havde en god tur derover og lægger ind til en kyst med nogle gode muligheder for at tage flotte postkortagtige fotospots, som blandt andet var en del af turens mål. Vi kunne dog ikke få at vide på hotellet, hvor deres kontor lå, for de vil gerne beskytte deres eget udflugtsfirma. Så besluttede vi selv at gå ud på gaden og kigge, da vi havde spist aftensmad. Det blev sent, fordi vi først skulle hen med vores kufferter. Der var meget stille på gaden ved 10-tiden om aftenen, for det er en lille by.
Bjørn gik hen på Seavis kontoret, da vi havde spist morgenmad. Man kunne spise morgenmad fra kl. 7. Det var en overdådig morgenbuffet, og vi sad helt ude ved vinduet, som vender ud mod havet. Der var et flot udsigt.
Det kunne godt lade sig gøre at få en tur allerede i dag. Grunden til, vi gerne ville af sted den første dag, var at vejrudsigten lovede godt vejr i dag. Turen kostede 65 USD pr. person incl. mad og drikke. Vi blev samlet op af en taxi henne ved Seavis kontoret og kørt ned til båden. Der var kommet mange flere både siden vi var der for 12 år siden. Vi skulle sejle i speedbåd derover, og vi var en blandet flok af mange nationaliteter, men ingen danskere. Bådene sejlede meget hurtigt. Vi sejlede først til en ”natural pool”, som er et meget lavvandet område med grønt vand. Der badede vi en halv times tid og fik rom og cola. Derefter sejlede vi videre til Isla Saona. Vi sejlede i alt ca. 3 kvarter og kom ind på en skøn strand. Vi skulle være der 3 timer, så vi startede med at gå en tur hen ad stranden til højre (ansigtet mod havet), hvor der var flotte postkortmotiver, som Bjørn ivrigt forevigede med fotokameraet. Som sædvanlig plantede han også et par spirende kokosnødder så tæt ved vandet som muligt, således at de ikke umiddelbart bliver trådt på. Kokospalmer, som står svajende helt ude ved vandet er meget ofte det "stof" som bounty-postkort er lavet af. Han finder de spirende kokosnødder ved at gå op blandt palmerne. Her er der altid nogle, som er igang med at slå rod.
Saona Island Jytte nyder den klare lagune
Vi fik salat og kylling samt frugt til frokost. Vi kunne også få øl og rom, men vi tog vand i stedet for. Vi skulle af sted igen halv 3, denne gang med en katamaran. Det tog halvanden time, og der var bare gang i den. Nogle blev også fulde. Der blev danset meget, og især de lokale er helt vildt gode til det. De danser merengue og en afart, som hedder bachata, meget sensuelle danse. Merengue opstod blandt de fattige omkring år 1854 og var meget lidt velset blandt bedre stillede, der betragtede den som vulgær. Den var vild og uden de formelle trin, som kendetegnede europæernes dans. Der blev ført kampagner for at stoppe den, men det lykkedes ikke. Der var en fra Seavis, som fortalte, at børn lærer dansen helt fra små, og det siges, at de næsten kan danse, før de kan gå.
Vi var hjemme godt halv 5, hvor vi blev kørt hjem med en taxi. Det var med i prisen, men vi gav chaufføren 1 dollar. Vi havde også lagt 1 dollar til rengøringskonen, så da vi kom tilbage, så der en svane i håndvasken – formet af et håndklæde og med en blomst i. Det var meget dekorativt. De lever bl.a. af de drikkepenge, de får, for deres løn er ikke særligt høj, vistnok omkring 150 dollars om måneden. Bjørn hentede en cappuccino til os, som vi sad og nød på verandaen, mens vi så solen gå ned. Der var ret varmt på verandaen. En hollænder, som arbejde ved Seavis, syntes også, der var varmt, fordi det er så fugtigt. Vi havde også tænkt, at vi syntes, der var varmere nu end de 2 gange, vi har været der i februar. Selvfølgelig skyldes det nok også, at det karibiske hav er mere roligt end Atlanterhavet, men generelt mener vi, det er mere humant at komme hertil i februar på grund af den meget mindre nedbør på denne tid af året. Der er også flere myg i november. Vi blev stukket en del gange, især når det lige havde regnet, og når det blev mørkt.
Der er stor buffet både morgen, middag og aften, så der er meget at vælge imellem. Efter aftensmaden satte vi os for at drikke en coco loco, men den var nu ikke så god, som huskede den fra for 10 år siden. Bagefter gik vi hen i teatret, hvor der var underholdning masser af dans. Det var de rigtigt gode til. Det startede kvart i 10, men halv 11 var vi trætte og gik hjem.
Lørdag 10.11.
Vi faldt i søvn næsten med det samme og sov indtil kl. halv 7. Det var dejligt.
Der er mere vind i dag og også nogle skyer, men det er faktisk dejligt, for så er det ikke helt så trykkende.
Vi gik også ud til søsterhotellet Dominicus Palace og Ibero Star. Stranden er dog ikke nem at gå på. Den skråner en del og er heller ikke ret bred, men der er godt at bade, og vandet er lunere i havet end i poolen. Jeg købte en sarong i en af strandbutikkerne til 15 dollars. De forlangte først 17 dollars.
Kl. 7 mødtes vi med Peter og Anne Birgit ovre ved La Roca. Vi havde en hyggelig aften, men maden var nu ikke noget særligt, buffeten er faktisk bedre. Vi gik hjem omkring kl. 10.
Søndag 11.11. - Bayahibe
Vi stod op ca. kvart over 7. Vi plejer at være heldige at få et bord lige ud til stranden og palmerne, når vi spiser morgenmad.
Efter morgenmaden gik vi hen og bestilte en landtur hos det selskab, der er på hotellet, Windham Resorts hedder det vist. Turen kostede 77 dollars pr. person og er i morgen. Bagefter tog vi en lille lokalbus med plads til ca. 10 personer, så den var meget lille. Den kørte ned til Bayahibe, som ligger 10 minutters kørsel fra vores hotel. Det kostede 1 dollar eller 50 pesos pr. person. Vi gik ud forbi alle bådene, som skulle til Saona, og forbi en lille kirkegård, inden vi nåede ud til Dream Hotel, men der kom en vagt og sagde, at vi ikke måtte gå på deres strand. Mange hoteller har privat strand, som andre ikke må gå på. Vi gik også en tur den anden vej og kom bl.a. ud til en cricketbane, hvor de lokale var ved at spille kamp. Derefter gik vi lidt ind ad en sti, som førte forbi nogle marker og huse. Vi tog bussen tilbage omkring kl. halv 1, hvorefter vi spiste frokost og gik ned til poolen ved La Roca. Der kom lige pludselig en byge, som dog kun varede godt 5 minutter. Der kom faktisk en byge næsten hver dag, nogle gange var det dog om natten eller sidst på eftermiddagen.
Vi gik ned for at spise kl. halv 8, og bagefter satte vi os udenfor sammen med Anne Birgit og Peter, hvor vi fik en kop kaffe og te. Aftenerne her er rigtigt dejlige – dem kommer vi nok til at savne, når vi kommer hjem. Vi gik hjem ca. kl. 10.
Mandag 12.11. - Landtur
Vi blev hentet halv 9 til vores landtur. Det var med en gammel amerikansk skolebus, de havde lavet om til tur-bus. Den var meget farvestrålende, og der stod DOMINIBUS på den. Der blev samlet gæster op både på vores hotel og Dominicus Palace, så vi var 29 i alt, flest italienere, men også nogle fra Schweiz, Martinique m.m. Vi var de eneste danskere. Guiden snakkede 4 sprog, men da han fandt ud af, at vi forstod tysk, droppede han engelsk, fordi vi var de eneste, der ønskede det sprog. Det var også ok.
Vi kørte først ind i Casa de Campo, som er et kæmpe feriested med både hotel, villaer og golfbane. Det blev etableret af 2 cubanske brødre, som er milliardærer. De stod også for opførelsen af lufthavnen i La Romana og ejer masser af sukkerrørsplantager og marker til kvæg. Desuden har de været med til at finansiere motorvejen. Der bor mange rige i Casa de Campo, både udlændinge og dominikanere. Tiger Woods har en villa der, så han kan bruge golfbanen til sin træning.
Inde i Casa de Campo ligger Altos de Chavon, som er en smuk, men lidt kunstig middelalderby, der ligger højt med udsigt ned over floden Rio Chavón. Her er brostensbelagte gader, små springvand og 30 spanske kolonibygninger i 1500-tal stil, men byen er kun ca. 40 år gammel. Der er også et stort amfiteater med plads til 3000 mennesker. Nogle af de kendte sangere har sunget der, bl.a. Julio Iglesias og Pavarotti, og entreindtægterne går til at hjælpe de fattige i landet. Nogle lokale var klædt i gamle dragter og dansede til Merengue musik. Fra byen kunne vi se ned til et grønt jungleområde ved siden af floden. Der har de indspillet King Kong, Rambo II og Anaconda.
Derefter kørte vi ned til floden for at sejle 3 kvarter på en pram, hvor der blev serveret rom og andre drikkevarer, og der blev danset merengue. Vi prøvede det også.
Da vi kom i land igen, kørte vi hen til nogle sukkerrørsmarker, hvor vi smagte på et sukkerrør. De høster sukkerrør fra november til juni, så de var næsten lige startet. Det er haitianere, som arbejder der. De høster sukkerrørene med machete, og ifølge guiden ønsker de ikke at få maskiner i stedet for, for så vil mange af dem jo blive arbejdsløse, og arbejdsløsheden er høj i forvejen, især for haitianere, som ingen uddannelse har, og hvoraf mange er illegalt i landet. Sukkerrørene bruges især til at lave rom af, og man eksporterer også meget sukkersaft til andre caribiske øer, der ikke længere dyrker sukkerrør, men stadig har en stor romproduktion, bl.a. til den tidligere danske ø, St. Croix.
De kan høste 3 tons om dagen, hvilket giver 9 Euro i løn. Vi ved ikke, hvor mange dage om ugen de arbejder. Der bor ca. 2 mio. haitianere i landet, og de har de dårligste jobs, især de, som kun snakker kreolsk. Hvis de kan flere sprog, f.eks. fransk, spansk og/eller engelsk, kan de få gode jobs på bl.a. hoteller.
Vores guide fortalte en del om de sociale forhold i landet, bl.a. lønninger. En rengøringskone tjener ca. 150 Euro pr. måned og en arbejder ca. 200-225 Euro. En lærer i den offentlige skole tjener 400 Euro og en privatskolelærer 600 Euro. Folk kan godt klare sig for de lønninger, de har, især hvis begge ægtefæller arbejder.
Hvis man tjener mindre end 500 Euro om året, betaler man ikke skat, mens dem, der tjener mere, betaler 10%, dvs. der er ingen progressiv skat. Derfor er det ikke så mærkeligt, at de rige er meget rige på grund af den lave skat.
Der er 3 forskellige befolkningsgrupper, 75% mulatter (en blanding af tidligere slaver og spaniere), 20% haitianere og 5% hvide.
Vi kørte forbi en haitiansk landsby. Det så ekstremt fattigt ud. På vejen tilbage gav vi børnene nogle skriveblokke og blyanter, som vi havde købt i Boca de Yuma, en fiskerby, hvor vi spiste frokost. Den ligger nærmest på en klippe ud mod Atlanterhavet og tiltrækker især dybhavsfiskere. Der besøgte vi også en børnehave.
Inde i Casa de Campo ligger Altos de Chavon
Bjørn Sukkerørsarbejdere Monstertruck transporterede os
I den haitianske landsby måtte vi ikke komme ud af bussen, men skulle give børnene tingene ud af vinduet. De var mange, og de var ret vilde efter at få en ting, selvom det bare var en blyant. Det var sørgeligt at se så meget fattigdom. Vi fik at vide, at vi ikke måtte give dem penge, for så ville de sikkert hellere bruge tid på at tigge i stedet for at gå i skole.
På tilbagevejen besøgte vi et kasino, Monte Carlo. Der begyndte det at regne, og det regnede stadigvæk, da vi kom hjem.
Vi syntes, det havde været en rigtig god tur, og der var meget af det, vi ikke havde set før.
Tirsdag 13.11.
I dag har vi slappet af. Efter morgenmaden gik vi en tur i Dominicus, den lille by, som vores hotel ligger i. Der er nogle internetcafeer, små butikker, restauranter og turoperatører. Vi gik ud forbi nogle lejligheder, der var til salg, og nogle var ved at blive bygget. Der ligger nogle flotte villaer i byen, som sikkert ejes af enten udlændinge og/eller rige dominikanere. Da vi kom et stykke hen ad vejen, gik vi ind på en sti gennem noget skov, men jeg blev simpelthen bidt af så mange myg, at vi vendte om til sidst og gik en anden rute i gaderne. Inden vi gik hjem, gik vi ind i et minimarked og købte en flaske dominikansk rom til hver af børnene.
Inden frokost tog vi en dukkert i poolen ved La Roca, men efter frokost gik vi hen på stranden lige ved siden af den store restaurant. De har i aftes og i nat kørt en masse nyt sand på stranden der, fordi meget var skyllet væk, så der var larm fra en gummiged til ud på natten. Det så rigtigt flot ud i morges.
Efter aftensmaden satte vi os udenfor, hvor vi fik en drink, der hedder Caipirinha. Den var frisk og god. Det er egentlig Brasiliens nationaldrik, men drikkes åbenbart også i Den dominikanske Republik. Den laves af rørsukker, lime og bachaca, som er en slags likør, der laves på saft af sukkerrør. Den minder om rom, og måske er det rom, de bruger i Den dominikanske Republik. Efter et stykke tid kom både Anne Birgit og Peter samt Bodil og Hans Jørgen, så vi sad og hyggede os indtil ca. kl. halv 11.
Onsdag 14.11. - La Romana
Vi havde aftalt med de 2 andre par, at vi skulle følges ad ind til La Romana kl. 9. La Romana er et ret stor by med ca. 300.000 indbyggere. Det er en forholdsvis rig by – ikke mindst takket være store turistindtægter blandt andet fra det enorme Casa de Campo feriecenter et par kilometer øst for byen. La Romana opstod på grund af sukkerrør i midten af 1800-tallet. Især cubanske og amerikanske firmaer opkøbte enorme landområder for at dyrke sukkerrør, og byens økonomi er stadig afhængig af produktionen. Den største arbejdsplads i byen er sukkerfabrikken med godt 20.000 ansatte. Den blev bygget i 1917 af udenlandske investorer, netop da sukkerpriserne begyndte at stige.
Der er også en cigarfabrik i La Romana. Der laves rigtigt gode cigarer i Den dominikanske Republik, ligeså gode som dem på Cuba. Dette skyldes, at mange cigarproducenter flygtede til Den dominikanske Republik efter revolutionen på Cuba, hvor Fidel Castro kom til magten. De tog vigtige tobaksfrø og masser af viden med sig. Og da der er ligeså gode betingelser for dyrkning af tobaksplanter der som på Cuba, er landet i dag verdens største producent af håndrullede cigarer.
Det var meningen, at vi ville tage bussen derind, men da vi stod og ventede ved busstoppestedet, kom der kom en taxa-chauffør og spurgte, om vi ville med ham. Han skulle have 800 pesos i alt, dvs. ca. 133 kr., så det bestemte vi os for at sige ja til, selvom det var dyrere end bussen, som koster 60 pesos pr. person, dvs. 10 kr., men når vi var 6 om at dele, var det ikke så galt.
Vi blev sat af ved Jumbo Centret, hvor vi gik ind og købte gaver til børnebørnene. Det er et kæmpe supermarked, som de ellers ikke har ret mange af herovre. Det er mest meget små butikker, vi ser.
Derefter gik vi hen til Parque Centrale, bl.a. for at se, hvor bussen til Santo Domingo går fra. Vi satte os på en bænk, og lidt efter kom der en mand og satte sig ved siden af os. Vi kom lidt i snak, men det viste sig, at han gerne ville have penge, så vi gik lidt efter. Vi så dog kun nogle få tiggere på hele turen.
Vi så et par kirker og nogle typiske butikker, men ellers gik vi ikke ret meget rundt. Vi tog bussen hjem ca. halv 12. De proppede ca. 20 mennesker ind i en minibus beregnet til 12-13 personer. Det tager de ikke så tungt herovre, men vi tænkte godt nok på, at det var lidt farligt, hvis der skulle ske en ulykke. Det tog ca. ½ time at komme hjem.
Det var blevet rutine, at vi skulle smage en ny drink næsten hver aften, så denne gang blev det en mojito. Den var rigtigt god.
Torsdag 15.11. Denne dag blev brugt til afslapning og en lille gåtur ad vejen. Vi gik også lidt på landevejen mod Bayahibe, men der var ingen fortov, så der var ikke så nemt at gå. Derfor vendte vi om efter et stykke tid. Eftermiddagen blev brugt ved poolen.
Efter aftensmaden fik vi en Margarita. Den var god, men en Mojito er bedre.
Fredag 16.11. - Santo Domingo
Vi stod op kvart i 7, for vi ville tage ind til hovedstaden Santo Domingo på egen hånd, dvs. med lokalbusser. Det blev en oplevelse i sig selv. Vi tog af sted ca. kl. 8, først med den lille minibus, som først kørte hen og vendte ved et hotel. På vejen tilbage igen stoppede chaufføren pludselig. Han skulle ud at tisse. Han skulle også have benzin på et sted, så det blev til et par svinkeærinder. Da vi kom ind til La Romana, blev vi kørt hen til en mindre bus ved Parque Duarte. Den kørte os hen til stationen, hvor vi stod på en ekspresbus til Santo Domingo, en vældig fin og stor bus med air condition og videofilm. Folk var simpelthen så flinke og fortalte os altid, hvor vi skulle gå hen for at tage den rigtige bus, men engelsk forstår de ikke noget af, så jeg måtte forsøge mig med mit spanske og håbe, at jeg forstod lidt af det, de sagde, men de snakkede som regel for hurtigt.
Inden vi kørte af sted, startede folk med at bede, og en kvinde sang en lille sang. Måske beder de for, at turen må gå godt! Turen ind til Santo Domingo tog halvanden time, og på vejen ind til vores bestemmelsessted kørte vi igennem lokale gader med masser af mennesker og masser af små butikker. Det så ret fattigt og beskidt ud.
Santo Domingo blev grundlagt i 1496 af Columbus’ bror, Bartolome, som Den Nye Verdens hovedstad. Columbus opdagede jo øen Hispaniola, hvor de 2 lande Den dominikanske Republik og Haiti ligger, i 1492, og derefter blev øen koloniseret af Spanien, som var interesseret i at finde guld. Hovedstaden er spækket med historiske minder, og meget af den er bevaret i dag. Det historiske område hedder Zona Colonial, og vi blev sat af bussen i nærheden af dette område, dvs. for enden af byens største handelsgade El Conde, en flot gade, som vi gik ned igennem for at komme til Parque Colón, hvor der står en statue of Columbus. Zona Colonial er en del af Unescos verdensarvliste på grund af de velbevarede bygninger fra kolonitiden.
Santo Domingo Alcazar de Colón, som er et palads fra 1510
Vi så flere forskellige ting i området. Vi var bl.a. inde i Alcazar de Colón, som er et palads fra 1510, som Diego Columbus, Christoffer Columbus’ ældste søn boede i, mens han var vicekonge. Columbus’ efterkommere ejede huset indtil 1577. Siden har det været varehus, lagerbygning og fængsel, indtil det blev forladt og forfaldt og nærmest var en losseplads. Da det skulle genopbygges på præsident Trujillos ordre i 1957, var der kun murrester tilbage, og renoveringen var først færdig i 1992. Man har forsøgt at gøre det så autentisk som muligt. Det meste af interiøret er hentet fra huse fra lignende perioder, og bl.a. Diegos seng er autentisk, hvilket man kan se på hovedgærdet, der bærer hans våben.
Vi var også henne at se andre bygninger:
Basilica Menor(billedet med statuen), en stor katedral, som blev påbegyndt i 1514, men først færdig i 1540. Den blev senest renoveret i 1998, hvor den fik marmorgulv. Den fylder 3000 m2, er 16 meter høj, 54 meter lang og 23 meter bred.
Pantheon Nacional, hvor der er vagtskifte hver anden time. Her hviler de fleste af landets helte i stor pomp og pragt overvåget i dagtimerne af galla-klædte soldater. Oprindeligt var det en jesuitter-kirke.
Fortaleza Ozama, en borg, som blev bygget som noget af det første i byen, og store dele af den står intakt. Borgen var en kort overgang guvernørens bolig, men blev derefter brugt til fængsel og torturkammer. Columbus sad fængslet her, før han blev bragt hjem til Spanien.
Vi var i området godt et par timer – vi kunne genkende meget af det fra dengang vi var der i 2000.
Vi prøvede at finde bussen tilbage, men det var lidt vanskeligere end som så, og de folk, vi spurgte, og som kun snakkede spansk, pegede i forskellige retninger, og nogle foreslog at tage en taxi derhen, med til sidste lykkedes det at finde den i nærheden af Av. Mexico. Vi kom forbi en masse små lokale butikker på vejen. Det var meget spændende, for de helt anderledes og meget mere primitive end hjemme i Danmark.
Bussen fra La Romana til Santo Domingo kostede 180 pesos pr. person, dvs. 5 dollars. Vi betalte i dollars, for vi havde næsten brugt vores pesos. Man kan næsten altid betale i dollars, også i supermarkedet.
Den lille minibus, vi kørte med til Bayahibe, var fyldt meget op, ca. 18 personer. Jeg sad på bagsædet ved siden af en mand, som sad og læste op af bibelen. Bagefter fortalte han, at han skulle ned at male billeder i Bayahibe, de flotte, naivistiske billeder, vi har set, med mange farver, for at holde de onde ånder væk. Han havde sin egen butik nede i Bayahibe. Han sagde, det kun tog 10 minutter at male et billede. Det kan vi nu ikke helt forstå.
Vi var sultne og tørstige efter den lange køretur, så vi fik os en burger fra snackbaren, inden vi gik tilbage til vores bungalow.
Mange af dem, der arbejder på hotellerne i Bayahibe, bor i La Romana, for vi så nogle fra La Romana bussen stå af ved forskellige hoteller.
Lørdag 17.11.
Vi stod sent op i dag, ca. halv 9, fordi vi sad og hyggede os sammen med de 2 andre par indtil kl. 12 i går aftes.
Efter morgenmaden gik vi først hen for at bestille bord på den meksikanske restaurant til i morgen, søndag. Derefter gik vi igen en tur, men ikke så længe, for vi syntes, det var lidt for varmt. Resten af dagen stod den på afslapning.
Søndag 18.11.
Det har regnet i nat, så der var meget fugtigt. Derfor kom vi til at svede meget, da vi gik den samme tur som i går, også selvom det var en time tidligere. Bagefter lagde vi os ved poolen. Det var dejligt at blive lidt kølet af i poolen. Der er lidt flere skyer i dag, i hvert fald her i formiddag. Det er dejligt.
Over middag gik vi over til Dominicus Palace, bl.a. for at se deres sø med skildpadder. Den ligger i et flot haveanlæg ved poolen. Senere gik Bjørn hen og bestilte en tur mere til Isla Saona,- (med et andet indhold end den første) også hos Seavis. Det lykkedes ham at få turen 10 dollars billigere end sidste gang. Man kan næsten altid prutte om priserne. Vi syntes også, der skulle ske lidt igen, for det er ikke os at slappe af for mange dage i træk.
Der var hyggeligt at spise på den meksikanske restaurant, men maden mættede meget. Vi gik ret tidligt hjem, for vi var trætte.
Mandag 19.11. - 2. tur til Isla Saona
Vi gik hen til Seavis kontoret lidt over 9 for at komme til Isla Saona igen. Vi blev kørt ned til Bayahibe med taxa og kom med en speedbåd fra et andet sted end sidst. Der var en hel gruppe franskmænd og nogle russere med. Turen var også lidt anderledes på den måde, at vi sejlede lidt tættere på kysten og ind igennem et mangrove område. Det havde vi ikke prøvet før. Vi så også 5-6 pelikaner, der sad på en udgået hvid træstamme ude i vandet. Vi sejlede på Catuano passagen og stoppede et øjeblik ved Puerto de Catuano, hvor der var rester af en mole. Der så vi en del stribede fisk. Vi stoppede selvfølgelig også ved the natural pool – det gør alle speedbåde, så vi kunne bade og drikke rom.
Da vi gik i land udforskede vi kysten. Når man kigger ud på vandet, gik vi en 10 minutters tid til venstre hen til de palmer (fotospots - bl.a. billedet på Dominkaner forsiden), som var så flotte og hang ud over vandet, de samme, som Bjørn fotograferede i sidste uge. Han nåede det heldigvis, inden der kom skyer og nogle byger. Fotograferingen skulle nu være i "kassen", sagde han.
Han gik senere et langt stykke ud til højre, hvor han også syntes, der skulle plantes et par kokosnødder. Ideen med at genplante palmer er god nok, fordi der flere steder, hvor turister hyppigt færdes, ikke gives ro til, at nye kokosnødder selv kan slå rod. Turister sparker til dem eller "forstyrrer" dem på anden måde. Dette er en af grundene til, at strandene ofte bliver bredere og bredere.
Der var dog rigtigt mange myg omkring middagstid, fordi der kom regn, så det var faktisk kun nede ved vandet, der ikke var nogen.
Der var en del sælgere på stranden. Vi købte et par røde koral-øreringe, men det var mest fordi vi havde medlidenhed med sælgeren, som var handicappet. Denne anden tur havde været rigtigt vellykket, da den viste os helt andre sider af naturreservatet Isla Saona, samt forøget tid til at nyde naturens stille skønhed. Og at det så rent billedmæssigt gav nogle flotte resultater var kun prikken over i'et.
Vi sejlede med katamaran hjem. Vi blev sat af på stranden ved vores hotel, så det var dejligt. Da var klokken ca. kvart i 5, så vi satte os for at få en cappuccino, inden vi gik hjem.
Vi smagte en ”Melon ball”, da vi havde spist aftensmad. Det var en grøn drink med vodka, men den smagte ikke særligt godt. Vi gik hjem omkring kl. 9, for vi var trætte efter al havluften fra turen i dag.
Tirsdag 20.11.
Denne dag blev brugt til afslapning. Bjørn har fået lidt dårlig hals, måske på grund af vores air-condition.
Onsdag 21.11.
Vi stod først op ved halv 9 tiden i dag. Efter morgenmaden gik vi en lille tur, men det var for varmt, og Bjørn var træt på grund af sin dårlige hals. I stedet lagde vi os ved stranden.
Der er flere turister i denne uge end den første. Der er ekstremt mange italienere, mange af dem rygere, hvilket nogle gange var lidt generende for os ikke-rygere, som var i klart mindretal. Efter frokost gik Bjørn hen i vores bungalow og lagde sig, men jeg gik hen til poolen. Jeg var der indtil ca. kl. 3, for da begyndte det at regne. Derefter sad jeg lidt på verandaen og læste, og kl. 4 gik jeg hen og hentede kaffe med mælk til os.
Vi sad på verandaen indtil godt 6, hvor vi sad og kiggede på den tropiske regnbyge og bådene, der kom tilbage fra bl.a. Saona. Der var en flot solnedgang, som vi nød for sidste gang.
Efter aftensmaden fik vi igen en drink sammen med de andre, så klokken blev 11, inden vi gik i seng.
Torsdag 22.11.
Efter morgenmaden pakkede vi og gik ned med kufferterne ca. kl. 10. Derefter gik vi hen til poolen, for vi kunne beholde vores håndklæder indtil vi skulle afsted. Der var også mulighed for at tage et brusebad, inden man skulle have sine lange bukser på til hjemturen. Dem har vi jo ikke haft på i 2 uger nu.
Vi kørte i lufthavnen kl. halv 5 og var der ca. halv 6. Det tog ikke så lang tid at checke ind og komme igennem sikkerhedskontrollen. Denne gang skulle vi også udfylde papirer, 2 slags. Dem gad de heller ikke kigge på i kontrollen, de satte bare et stempel bagpå en af dem, og den anden krøllede de bare sammen og lagde i et hjørne på skrivebordet – en ren farce.
Vi sad og ventede i afgangshallen sammen med Anne Birgit og Peter. Den er også blevet meget større, med flere forskellige rum. Vi havde en ventetid på et par timer, men endelig kom vi af sted, ca. kl. 9. Vi havde de samme pladser som på udturen, 47H og K. Det lykkedes os heldigvis at falde i søvn, så måske sov vi omkring 4 timer.
Fredag 23.11.
Men når man synes, at man har haft en pragtfuld ferie, som til fulde har opfyldt forventningerne til rejsen, både med hensyn til fotomotiver, omgivelser og oplevelser, så er det ok at komme hjem til en dansk novemberdag med 7 grader!!
Som konklusion på turen vil vi dog foretrække at tage derover i januar/februar, hvor der ikke er så høj luftfugtighed, men hele tiden en frisk havbrise. Da vi nyder at gå lange ture, ville vi også foretrække Punta Cana i stedet.
Hvis ikke man kun ønsker at tilbringe de 2 uger på ryggen ved poolen, så er der også rigeligt med muligheder for at tage på ture både med lokalbusser og turoperatører på stedet, dvs. man behøver ikke at kede sig. Det kræver dog, at man skal beregne ca. 2000 kr. pr person til udflugter, men det er stadig ikke dyrere end mange rundrejser, også set i lyset af, at opholdet er all inclusive.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
|
Det
har helt sikkert forandret sig en smule, men den tropiske natur vil stadig vise
sig med dejlige dufte, lyde og farvespil. 
Efter
morgenmaden gik vi hen på en internet cafe, hvor vi sendte mail til børnene og
Bjørns søskende. Bjørn lagde også nogle få billeder ind fra kameraet og sendte
dem til vores yahoo mail, for en sikkerheds skyld. Internet kostede 100 pesos
for ½ time, dvs. ca. 16 kr., så det var ikke så galt (senere fandt vi dog en
anden internet cafe, hvor vi kunne få en hel time for 100 pesos, så den brugte
vi de næste gange). Bagefter gik vi rundt på hotellet for at finde ud af, hvad
der fandtes af faciliteter. Vi fik også bestilt bord på en af a la carte
restauranterne, La Roca, Roca, hvor vi skulle spise om aftenen sammen med et par
fra Hadsund, Anne Birgit og Peter. Vi kom til at snakke meget med dem og så et
par fra Nørresundby, Bodil og Hans Jørgen, og vi sad tit om aftenen og hyggede
os alle 6 med en drink. De havde også rejst en del, så vi havde jo fælles
interesser.
Bussen
hjem var dog ikke en ekspresbus, så det tog næsten 2½ time at komme til La
Romana, fordi den stoppede mange steder, men så fik vi set nogle af de mindre
byer, bl.a. Boca Chica og Juan Dolio med deres fattige huse og små butikker. Vi
holdt også stille næsten en halv time i en af byerne, fordi hjælpechaufføren
havde travlt med at overtale folk til at tage med – han blev ved med at råbe ”Romana”,
også efter at chaufføren begyndte at råbe, at han skulle komme ind, og folk i
bussen begyndte at råbe ”vamonos” – lad os køre. Nogle dage senere tog Anne
Birgit og Peter derind sammen med Bodil og Hans Jørgen, og de sagde det samme,
så måske får de provision for hver passager, de får med.
Vi
ankom til Stokholm ca. halv 12, for svenskerne skulle sættes af først. Vi
troede, vi skulle med det samme fly videre, men det viste sig, at vi skulle
skifte til et andet Thomas Cook fly. Det var lidt omstændeligt, og flyet var
slet ikke klart, da vi kom, og de skulle også først have fat i en co-pilot, så
vi blev forsinket 1 time. Vi vi landede i Aalborg kl. halv 3 om eftermiddagen,
til en kølig og grå novemberdag.