Vi tog nattoget til København natten til den 24. februar, idet vi skulle flyve om morgenen til Punta Cana med Premair. Vi ankom til København lufthavn ca. kl. 06.00 og skulle først checke ind omkring 09.30, så ventetiden blev brugt på at nyde en kande kaffe m. rundstykker og ost. Pris kr. 99,00 – det var pebret.

Først på aftenen lokal tid ankom vi til Punta Cana, og lufthavnen viste i sit ydre allerede, at vi nu var kommet til en anden verdensdel – Caribien.

        Alle billeder er fotos taget analogt i år 2000 og senere skannet til digitale billeder

Vi satte os til bords ca. kl. 21.00 på vores hotel Bávaro Village. Vi var godt trætte, men maden og vinen gjorde godt. Personalet er meget smilende og sørger hele tiden for vores velbefindende. Det er et resort med all inklusive, så vi kan spise og drikke, hvad vi vil, og hvornår vi vil. Der er 4 restauranter og også én lige ved stranden. Hotellet er bygget i 1998, så alt er næsten nyt og meget pænt.                     

 De fleste dage gik vi en tur langs stranden. De fleste gange gik vi til højre. Efter ca. ½ times gang kom vi uden for hotelområdets strand. Det kunne man se ved, at der var et stort skilt, hvor man blev advaret om, at nu var der ingen overvågning længere, og at det var på eget ansvar at gå der. Det er dog ikke farligt at gå der om dagen – om aftenen skal man selvfølgelig ikke gøre det.

Stranden var meget flot, hvor der ingen hoteller var. Gik man videre rundt om en pynt med palmer, var der en lang, halvøde, kridhvid sandstrand med palmer. Vandet var helt azurblåt/grønt. 

Efter nogle dage var vi på en dagstur til øen Saona. Vort første stop var Alto Chavon – en kunsterby. Her har man bygget en by med inspiration fra græsk/italiensk byggestil, bl.a. med et stort amfi-teater. Det tog ca. 10 år at færdiggøre byen. Mange kunstnere optræder der, og entre-indtægterne bliver brugt til at hjælpe fattige børn ilandet.                                                                                                                                                                                                                                                   

Fra Baya-Hibe gik det med 7-8 meter lange motorbåde til øen Saona. Vi røg ind i et rigtigt tropisk regnskyl på vejen derover. Det varede nok ca. et kvarter ud af de ca. 40 minutter, det tog at sejle derover, så vi var godt gennemblødte, da vi kom frem. Det lykkedes dog at blive tør igen inden så lang tid, idet solen kom frem lidt senere. Øen er et naturreservat, hvor turister skal tage væk fra øen igen kl. ca. 15.00. Vi fik frokost på stranden og alt det, vi ville have at drikke, bl.a. lokalt rom, som drikkes meget af de lokale for at holde deres fattige liv ud. Rom bliver lavet af sukkerrør, som de dyrker selv. Det er meget billigt, 15 kr. for 350 ml.

   Badning i lagunen ved Saona Island

Turen tilbage fra øen gik bl.a. til en lavvandet sandbanke, hvor vi sprang af båden og badede, alt mens der blev serveret rom eller cola. Da vi sejlede væk fra øens spids, så vi en strækning med strand, hvor palmerne hang helt ud over vandet – det var flot.

Efter en uges ophold på øen skulle vi på en dagstur til Santo Domingo med en lokal guide, som snakkede engelsk. Det var dog svært at høre, hvad han sagde, for mikrofonen var ikke ret god. Det tog ca. 4 timer at køre dertil, for vejen er ikke specielt god, men de var ved at bygge en motorvej, som skal gå fra Santo Domingo til Punta. Den skulle vist være færdig omkring år 2002.

På turen derind kunne vi rigtigt se de huse, befolkningen bor i. Det er påfaldende at se den store kontrast mellem rig og fattig. Folk i små blikskure kunne bo klods op ad pæne villaer. De allerdårligst stillede var de mange haitianere, som var indvandret illegalt. Der boede bl.a. en koloni af dem ved jernbanen ude ved sukkerrørsplantagerne.

Da vi kom til Santo Domingo, kørte vi til Zona Colonial. Her ligger Museo Alcazar de Colón. Det blev bygget i 1509 af Columbus’ søn Diego, som var guvernør derovre. Det var jo Columbus, som opdagede Den dominikanske Republik i 1492.

   Catedral Primada de America                                                                                   Skolebørn  

Vi besøgte også den nye verdens ældste katedral – Catedral Primada de America. Den har 14 kapeller og blev bygget i 1514. Katedralen blev senere (i 1586) benyttet som hovedkvarter af sørøveren Drake og hans folk. Da han flygtede, røvede han det meste af værdi.

Senere gik vi en lille tur i gågaden, hvor der var en del tiggerbørn. Der ser man rigtigt nogle af de fattige – ude i hotelområderne lægger man ikke mærke til dem. Det er trist at se disse fattige børn, men det skyldes mangel på sociale reformer.

Bussen kørte langsomt forbi præsidentpaladset og til slut forbi det kæmpestore mindesmærke over Columbus – Faro a Colón. Det blev bygget under den korrupte præsident Jaquin Balaguers regeringstid. Prisen var USD 200 mio (ca. 1,4 mia. d.kr.). Vanvittigt. Det siges at indeholde Columbus’ knogler, men dette er dog usikkert.

 Mindesmærke over Columbus – Faro a Colón                                                           Kunstmaler

Den 5.3. startede vi kl. 08.30 på en utroligt god landtur med Monster Trucks. Det er lastbiler med siddepladser (åbent lad). De har 16 hjul. Det er gamle militærbiler (Tatra) fra Tjekkiet.

Først var vi ude at besøge en gammel dame og se hendes hus på landet, som er typisk dominikansk stil. Ca. 30-40 m2 med et lille soveværelse i den ene ende og stue i den anden ende. Køkkenet var i en separat bygning. Ligeledes toilettet – en lokumsspand. Bebyggelsen lå i et bakket område med alskens tropisk vegetation.

  Lokale

Kokospalmer, kongepalmer, som er de højeste palmer, der findes, grapefrugter (store), appelsiner, bananpalmer, papaya og store mangotræer voksede spredt. Hos en anden bondemand lavede de ost. Det smagte faktisk helt godt. Her så vi bl.a. rødlige, modne kakaofrugter. Det er kernerne, man laver kakao. Vi blev også budt på dominikansk kaffe hos den gamle dame, for de dyrker selv kaffe derovre.

Derefter var vi til hanekamp, men kun som demonstration, for hanerne havde ”boksehandsker” på, så de ikke kunne skade hinanden. Hanekam er de indfødtes ”nationalsport”, eller hvad man nu skal kalde det. Folk bliver altid visiteret for våben, før de går ind i arenaen, da temperamentet nemt kan løbe af med dem. De spiller jo om penge.

En lille skole blev det næste stop. Det var et mindre rum med en lille tavle og udslidte pulte med stole. Børnene går i skole 4 timer om dagen, enten formiddag eller eftermiddag. En lærerløn er på ca. 7000 pesos (3500 kr.). En stuepige på hotellet tjener ca. 2500 pesos om måneden (1250 kr.). Man betaler en skat på 10%, hvis man tjener over 8000 pesos pr. måned, men der er ikke ret mange, som tjener over 8000 pesos, så derfor er der selvfølgelig ikke mange penge til sociale ting – skatten er heller ikke progressiv som i Danmark, så man betaler kun 10%, uanset om man tjener 10.000 eller 100.000 pesos pr. måned.

  Woodo-doctor

I sukkerrørsplantagerne besøgte vi en woodo-doktor. Det kostede 207 pesos at konsultere ham, men så sagde han også nogle bønner for en. Skulle man have noget af den medicin, som han havde i de små tilstødende bagrum – bl.a. vestlig medicin, kostede det ekstra.

  Monstertruckken som vi kørte i.                                                                                 I sukkerrørsplantagen. Okser fragter høsten hjem med oksekærre.

  Det var folk fra Haiti, som arbejdede i sukkerrørsplantagerne. De var meget fattige, kunne vi se, bl.a. på deres usle boliger. De kunne tjene ca. 100 pesos om dagen ved det hårde arbejde, som dominikanerne ikke gad lave. Før man hugger sukkerrørene ned, brænder man dem først lidt af, da de derved bliver lettere at komme til.

 Man er i dag mere påpasselig med at afbrænde skovene og fælde dem, da man har set resultatet af for meget fældning på bl.a. Haiti, hvor det har givet problemer med for lidt regn.

Efter 14 dages dejlig ferie gik det hjemad igen. Det var en ret ubehagelig flyvetur, for der var turbulens i næsten 2 timer over Atlanten, så 2 eller 3 passagerer blev rigtigt dårlige og måtte have ilt.

Vi kom dog hjem til sidst, godt trætte efter en lang flyvetur, men vi var enige om, at det havde været en pragtfuld tur med masser af oplevelser og smukke omgivelser.

  Jytte & Bjørn Larsen. Aalborg

2000