Tags: rejsebeskrivelse, zürich,  byfe rie,               Rejsebeskrivelse Schweiz, schweiz rejsebeskrivelse

  Tilbage til  

  Forsiden                                                                                           

 

         

      Den kendte løvestatue skuer ud over Zürich søen.

 

Rejsebeskrivelse fra Schweiz august 2020

 

Vi fik lyst til en lille miniferie til Zürich i Schweiz på egen hånd, så vi bookede fly og hotel gennem FDMs hjemmeside, 4 nætter, med afrejse fra Aalborg via København. På trods af corona-krisen var der direkte fly fra København til Zürich.

 

Vi skulle have ansigtsmaske på både inde i lufthavnen og i flyet undtagen, når vi sad stille ved et bord.

 

Da vi ankom til Københavns lufthavn, kunne vi tydeligt se, at der ikke var ret meget gang i den, for der var ikke særligt mange mennesker i lufthavnen, og mange butikker var lukkede. Det var helt mærkeligt at se, for det har vi aldrig oplevet før.

 

Vi blev lidt forsinkede, da vi skulle lande med Swiss Air, for der var vist tordenvejr og lidt storm, så flyet kunne ikke lande. Men vi landede med en halv times forsinkelse, dvs. godt 5. Vi blev anbefalet at tage toget ind til banegården, for det var hurtigere end sporvognen. Det tog kun ca. 10 minutter og kostede i alt 13,50 scweizerfranc, dvs. godt 90 kr. Kursen er godt 7.

 

Vi spurgte om vej til vores hotel, da vi kom til banegården, og der var ikke ret langt, så vi kunne sagtens gå derhen. Vi skulle over Bahnhofbrücke og derefter hen til Seilergraben, hvor Hotel du Teatre ligger. Det er et lille hyggeligt hotel lige ved siden af den gamle by med masser af hyggelige gågader og restauranter.

 

Vi fik værelse på 4. sal, et ok værelse, selvom det ikke var så stort.

 

Fakta om Schweiz

 

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Bern med 132.000 indbyggere (metropolområde: 660.000 indbyggere).
  • Befolkning: 8,5 mio.
  • Religion: Romersk-katolsk og protestanter.
  • Sprog: Tysk 70 %, fransk 19 % og italiensk 8 %.
  • Areal: 41.277 km² - næsten på størrelse med Danmark

 

                

      Mange hyggelige gågader                                                                              Kæmpestor hængebøg i en en af parkerne ved søen

 

Klima: Schweiz er gennemskåret af floder, dale og de høje alper. De høje bjerge bevirker, at vejret i Schweiz er ustabilt. Nord for Alperne er klimaet som i Nordeuropa, mens det syd for bjergene minder meget om det klima, man finder i middelhavslandene.

 

I de Schweiziske alper findes mere end 74 bjerge, der er over 4.000 m høje. Heraf befinder 55 sig helt i Schweiz, og over 19 ligger langs grænsen til Italien. De tolv højeste bjerge i Schweiz befinder sig i Wallis-Alperne. Det højeste bjerg, der helt ligger på schweizisk territorium, er bjerget Dom i Wallis-Alperne med en højde på 4.545 m.o.h. Schweiz' kendteste bjerg i udlandet er Matterhorn (4.478 m.o.h.), der ligeledes ligger i Wallis-Alperne.

Samfund og politik

Schweiz er et sammensat land og har både tysk, fransk og italiensk som officielle sprog. Schweiz er kendt for sit direkte demokrati, som er enestående på verdensplan. Alle vigtige love siden 1848 er kommet som et resultat af folkeafstemningerne. Et andet særligt træk ved det ellers moderne land er, at kvinder ikke fik fuld stemmeret i alle kantoner før 1990.

I Schweiz er omkring en fjerdedel af indbyggerne arbejdsimmigranter, og i de seneste år har landet fået en del negativ international opmærksomhed for de racistiske toner i politikken og deres stramninger af indvandringspolitikken. Det har især vakt opsigt, at Schweiz har valgt at fastholde verdens strengeste regler for statsborgerskab, og at minareter (bønnetårne på moskeer) blev forbudt i 2009.

                                 Edderkopblomst                                                                                              Vægmalerier med gamle motiver pryder mange huse

Schweiz har gennem mange år holdt en neutral linje i udenrigspolitikken, og mange internationale organisationer har derfor valgt at etablere sig i landet, med Røde Kors som den første i 1864. FN også har sit europæiske hovedsæde i Genève.

Økonomi og handel

Schweiz er i dag et af verdens rigeste lande, med lav arbejdsløshed og en højtuddannet befolkning. Den schweiziske økonomi er meget stabil og har udvidet sig dramatisk i efterkrigstiden. Det er især finans- og forsikringsvirksomhed og turisme, som Schweiz tjener penge på. Landets politiske stabilitet, stærke valuta og "Bankgeheimnis" (schweiziske banker er kun i undtagelsestilfælde forpligtet til at give oplysninger om deres kunder) har tiltrukket en masse udenlandske investeringer og kapital.

Schweiz er med sin storslåede natur og verdensberømte bjerge et af ​​Europas førende turistlande. Flere steder er turistindustrien den vigtigste industri.

I 1992 blev Schweiz medlem af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), og regeringen har ansøgt om medlemskab i EU, noget en folkeafstemning senere afslog. Landet har siden haft en bilateral handelsaftale med EU.

I 2005 tilsluttede Schweiz sig også Schengen-samarbejdet.

Den første aften fandt vi en lille tyrkisk cafe, hvor vi sad udenfor og spiste i det gode vejr. Vi fik lammekebab durum og en stor øl. Det smagte godt. Det kostede i alt 35 CHF. Generelt er der dyrt i Schweiz og især i Zürich, som er den dyreste by i verden. De små etniske restauranter er dog ikke helt så dyre.

 

Da vi havde spist, gik vi længere hen ad de hyggelige gader, hvor der sad en del mennesker, men vist slet ikke så mange som på en normal sommer. Vi fik også at vide på hotellet, at der kun var 20% af det antal gæster, de plejede at have, så det var hårdt. De behøver ikke at bruge mundbind i Schweiz undtagen i offentlige transportmidler og i lufthavnen.

 

     

      Lindenhof, en park, som ligger lidt højt. Der var en flot udsigt over hele byen.

 

Da vi gik, så vi nogle flotte gamle huse og en kirke undervejs og gik også helt ned til floden Limmat, som løber igennem hele byen og ender i Zürichsøen.

 

Zürich er den største by i Schweiz og har ca. 416.000 indbyggere. Den er hovedstad i kanton Zürich og ligger naturskønt ved Zürichsøen - Bern er hovedstaden i Schweiz.

 

Zürich er en flot by, så vi brugte de fleste dage på sightseeing i byen, bl.a. langs floden, hvor der var mange gamle og hyggelige gader undervejs, og der lå også en del cafeer. Zürich har mange flotte bygninger fra bl.a. Middelalderen. Der er også rigtigt mange flotte fontæner med udsmykninger. De var fra gamle dage. Der findes også en del kirker.

 

Turister så vi ikke særligt mange af. Det er også et problem her, at de mangler indtægter fra turister. For der kommer jo f.eks. ingen kinesere, japanere, amerikanere m.fl.

 

Efter et stykke tid kom vi til Lindenhof, en park, som ligger lidt højt. Der var en flot udsigt over hele byen. Derfra gik vi videre ud til søen, som lå flot med bjerge i baggrunden. Vi gik et stykke ud langs søen og så blandt andet et flot springvand ude i vandet. Vi satte os på en bænk et stykke tid, inden vi gik ud til lystbådehavnen. Der var også en park med nogle flotte blomster.

 

Da vi gik tilbage, gik vi på den anden side af floden og kom hen til en flot kirke med 2 tårne, Fraumünster. Den blev bygget på resterne af et tidligere kloster for aristokratiske kvinder, som blev grundlagt i 853.

 

             

   Langs floden Limmat                                                                                     Smukt springvand

 

Vi var inde at se kirken, som havde nogle flotte mosaikker, men var ellers ikke særligt prangende.

 

Coop findes også i Zürich, og der lå en butik ikke ret langt fra vores hotel. Der er et kæmpe udvalg af alt muligt mad, så Kvickly er vand ved siden af. Man skal se sig for, når man krydser gaden, for man skal holde øje med både sporvogne og biler. Der er rigtigt mange sporvogne i Zürich.

 

Vi spiste flere gange på den tyrkiske lille cafe, som vi havde spist på den første aften, for det var rimelige priser. Vi snakkede en del med ejeren. Hans barnebarn og konen var der også. Han havde boet 34 år i Schweiz. I Schweiz betaler folk meget mere selv, bl.a. skal de selv betale for en corona-test, ca. 250 CHF, dvs. omkring 1800 kr. De betaler også selv ind til sygeforsikring, omkring 1000 CHF om måneden betalte den tyrkiske ejer. Men deres løn er også meget højere. Mange mennesker tjener mindst 10.000 CHF om måneden, dvs. 70.000 kr.

 

Der er også et dårligere børnepasningssystem. Det fortalte en dansker, vi mødte i lufthavnen, som boede hernede sammen med sin mand. Hun gik hjemme og passede børnene, fordi det var for dyrt og besværligt at få dem passet.

 

Hver aften gik vi tur i de hyggelige gader, hvor der sad mange på fortovscafeerne, selvom der nogle aftener var lidt køligt.

 

En aften kom vi også forbi kirken Fraumünster, hvor nogle unge mennesker spillede og sang nede ved floden. Det lød godt, og der var en del mennesker forsamlet for at lytte til dem.

 

 

                     

        Langs floden Limmat                                                                                      Broen med tusinder af kærlighedslåse

           

En af dagene tog vi også en halvanden times sejltur på Zürich søen om formiddagen. Den dag var der rigtigt fint vejr, ca. 23 grader og sol. Nogle af de andre dage var der overskyet.

 

Vi gik ud til søen, som det tager godt en halv time at gå ud til. Der var ikke ret mange med båden på det tidspunkt, sikkert også på grund af corona-virus.

 

Søen er meget stor og lang, 40 km lang.

 

                 

      Tur på Zürichsøen

 

Da vi var kommet lidt ud på søen, kunne vi se bjerge med sne på toppen i det fjerne. Vi sejlede tæt på bredden og kunne på den ene side se vinmarker opad skråningerne. Der lå mange flotte og dyre villaer tæt på vandet med en pragtfuld udsigt. Vi gjorde stop flere steder for at samle flere passagerer op, og nogle stod af.

 

                 

      Langs søens bredder lå dyre huse med adgang lige til vandet                    Fra båden kunne man se de sneklædte bjerge i det fjerne  

     

Vi var tilbage kl. halv 12 efter en hyggelig tur. Derefter gik vi videre langs med søen og fandt en lille park, hvor vi satte os på en bænk og spiste vores medbragte mad. Der lå mange og solede sig på græsplænerne i parken. Der er mange rekreative steder i Zürich.

 

Efter et stykke tid gik vi tilbage mod centrum. Vi gik en anden vej, langs en sideflod, hvor vi ikke havde gået før. Det var en hyggelig tur.

 

Vi skulle selvfølgelig også smage Moewenpick is, som er schweizisk is. Prisen er dobbelt end hvad den koster herhjemme!

 

Vi havde egentlig planlagt at ville have været på en udflugt til alperne, men på grund af de få turister var der ingen ture dertil.

 

Den sidste dag gik vi om eftermiddagen hen på banegården og købte billetter til toget, som vi skulle med til lufthavnen næste morgen.

 

Den sidste morgen stod vi tidligt op, for vi skulle afsted til lufthavnen lidt over 6. Det tog kun 5 minutter at gå over til banegården. Der var ikke mange mennesker på gaden.

 

Der gik tog til lufthavnen cirka hvert kvarter, og det tog et kvarter at køre derud. Der var ret tomt der, sikkert også på grund af corona. Vi skulle gå opad i den kæmpestore lufthavn. Da vi kom til det rigtige indcheckningssted for SAS flyene, kom vi til at vente i omkring 3 kvarter, inden de åbnede for check-in, for de gjorde det præcis 2 timer før. Der var dog masser af tid, for der var ingen kø ved Security.

 

Lufthavnen ser ret ny ud.

 

Vi skulle flyve med SAS, og vi kom afsted til tiden, 9.25. Flyet var kun halvt fyldt op. Der var ingen servering på grund af corona-krisen. Men Swissair kunne godt servere drikkevarer og et stykke chokolade på vej herned, så det er lidt underligt med forskellen. Men pyt, det var kun halvanden time, vi skulle flyve.

 

Da vi ankom til København lufthavn, skulle vi igennem paskontrollen. Det plejer vi ikke at skulle i transit, men det var fordi de skulle checke, at alle turister skulle være i Danmark i 6 dage, for ellers kunne de ikke få lov at komme ind i landet.

 

SAS flyet til Aalborg var også rettidigt. Det fly var også kun cirka halvt fyldt. Da vi kom til Aalborg, fik vi foretaget en Covid-19 test, for det kunne man i lufthavnen, så det var nemt.

 

Der var rigtigt lunt, da vi kom hjem, ca. 24 grader, men dog lidt overskyet. Det gjorde dog ingenting.

 

Vi syntes, vi havde haft en rigtig dejlig tur.

                                                                                           

                                                                                            Os med de obligatroriske mundbind på grund af Covid-19

 

                                                                                                              Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                          Aalborg

                                                                                                             

  Tilbage til 

  Forsiden