|
KLIK på dette billede for at gøre det stort.
Rejsebeskrivelse fra Marokko 26.1.-5.2.2023
Nu var det blevet muligt at besøge Marokko igen efter corona-epidemien, så det bestemte vi os for. Der er dog ikke charterturister dertil endnu, som der ellers var for nogle år siden, så vi valgte en tur på egen hånd, som vi bestilte gennem Drømmerejser i København. De bestilte flybilletter til Marrakech med Air France fra Billund via Paris, Charles de Gaulle lufthavnen, transport med taxa fra Marrakech til Agadir samt 10 nætter på hotel Kenzi Europa i Agadir. Fordelen ved at rejse med rutefly er, at man selv kan bestemme afrejsetidspunkt og rejselængde.
Fakta om Marokko:
Marokko er et land i Nordvestafrika. Det grænser op til Middelhavet mod nord, Atlanterhavet mod vest, Vestsahara mod sydvest og Algeriet mod øst.
Indbyggertal: Ca. 34 millioner Areal: 446.550 km2 Hovedstad: Rabat (2 mio. indb.) Største byer: Casablanca (3,5 mio), Fez (1,2 mio.), Marrakech (1,3 mio.), Tanger (980.000).
Sprog: Arabisk og tre berbiske sprog, fransk og lidt engelsk, især i turistområderne og blandt de unge. Analfabetiske: 31,5% (mænd: 21,4%, kvinder: 41,2%) Religion: 98,7% muslimer, 1,1% kristne, 0,2% andre, heraf ca. 6.000 jøder Erhverv: 39% landbrug, 20% industri, 41% servicefag og turisme. Ca. 2 mio. arbejder i udlandet.
Marokko er et af regionens mest stabile lande og er et kongedømme. Kongen hedder Mohammed 6 og er ret populær, fordi han har sørget for en del reformer, selvom det går langsomt. Det er dog især i byerne, at der sker fremskridt. Landbefolkningen er stadigvæk fattige, og der er flest analfabeter der.
Geografi:
Landskabet domineres af Atlasbjergene, som gennemskærer landet fra sydvest til nordøst og fortsætter ind i Algeriet. I Marokko ligger de tre parallelle kæder, Anti Atlas, Høje Atlas (Toubkal 4165 m) og Mellematlas. Mod nord ligger Rifbjergene, som afgrænser den smalle kystslette mod Middelhavet. Tilsammen dækker egentlige bjergområder mere end to tredjedele af arealet, og landets gnsntl. højde er 800 m. Vest for Atlasbjergene ligger kystsletter med frugtbar landbrugsjord og størstedelen af landets befolkning. Berber i Taroudant
Langs med kysterne er der typisk Middelhavsklima med vinterregn og sommertørke. Landets indre har mere kontinentalt klima, i bjergene med kolde, snerige vintre og mod syd og øst med meget varme somre. Langs med kysten og især mod nord er nedbøren ret stor, men de lange, tørre somre gør, at den naturlige vegetation næsten alle steder er tørkepræget. Mod syd aftager nedbøren mod egentligt ørkenklima, men i bjergene kan der falde sne.
Torsdag 26. januar -
Afrejse
Vi kørte til Billund kl. 10, for vi ville være i god tid. Der var ikke så mange mennesker i lufthavnen, så det gik rimeligt hurtigt med at få checket ind og komme igennem sikkerhedskontrollen.
Vi havde god tid, for vi skulle først flyve 15.20.
Flyet til Paris var helt fyldt. Det var en City hopper, så der var kun 2 sæder i hver side. Vi fik en sandwich samt kaffe og juice, så det var fin service på så kort en strækning, kun halvanden time. Man kunne også godt få øl eller vin. Vi ankom til terminal 2G, men skulle flyve videre fra 2E, så vi skulle med en bus fra den ene ende af terminalen til den anden. Der var faktisk ret langt.
Flyet til Marrakech var også fyldt op, men det var et meget større fly. Turen tog 3 1/2 time, og der var samme forplejning som fra Billund til Paris.
Vi landede godt 23 om aftenen og skulle derefter igennem diverse kontroller. Først skulle vi aflevere vores health form, vistnok på grund af corona. Den havde vi heldigvis udfyldt hjemmefra, for ellers ville det have taget noget tid at gøre det i lufthavnen. Manden, som tog imod dem, samlede dem dog bare i en bunke, så vi kunne ikke rigtigt se ideen med dem.
Kenzi Europa Hotel ved kysten i Agadir. Agadir var vores udgangspunkt for flere ture i Marokko.
Derefter skulle vi igennem paskontrollen, som tog noget tid, for der var kommet flere fly ind på næsten samme tid. Og for at det ikke skulle være løgn, stod der en mand et andet sted og kontrollerede, at der var kommet stempel i passet. Til sidst skulle alle kufferter gennemlyses, før vi endelig kunne gå ud og møde vores chauffør, som var bestilt hjemmefra. Han var ikke så god til engelsk, men vi fik da snakket noget med ham på den 3 timer lange tur fra lufthavnen til Agadir. Desværre kunne vi ikke se ret meget af landskabet på grund af mørket. Der var ret køligt, kun omkring 10 grader.
Taxachaufføren fortalte, at der kom flest franskmænd på ferie, men også en del englændere. Vi har også allerede oplevet, at der er flere, der snakker fransk end engelsk. Fransk er deres 2. sprog i skolen, mens engelsk er deres 3. sprog.
Vi ankom til Kenzi Europa Hotel lidt over 3 og fik et godt værelse på anden sal med udsigt over poolområdet og altan mod sydøst, så der var sol der indtil næsten halv 2.
Vi faldt heldigvis hurtigt i søvn efter en lang dag.
Fredag 27. januar - Kasbah m.m.
Vi vågnede halv 9 efter godt 4 timers søvn.
Vi kunne få morgenmad indtil kl. 10. Der var mange forskellige ting, så det var fint. Der var gråvejr, da vi stod op, og der kom en byge, mens vi spiste morgenmad.
Efter morgenmaden gik vi ned på den brede strandpromenade. Solen kom frem efter et lille stykke tid, så der blev fint vejr, nok omkring 19 grader. Vi kunne godt se, at der ikke er højsæson på den her tid af året, men der var alligevel en del turister. Der var dog ikke varmt nok til at bade, i hvert fald ikke i dag. Men vejret var perfekt til sightseeing.
På vejen op til Kasbahen/borgen kom en lokal ridende på en dromedar. Kasbahen ligger højt oppe på toppen af det 236 m høje bjerg
Agadir er Marokkos førende badeby, og før corona var der også en del charterrejser dertil fra Danmark. Langs en halvmåneformet bugt ligger der resorthoteller på stribe, vajende dadelpalmetræer, en livlig strandpromenade og et pariserhjul med udsigt over hele bugten. Der bor omkring 700.000 i byen, og de lever både af turisme og fiskeri.
Vi gik forbi marinaen, som er ret ny og har plads til over 300 lystbåde. Vi kunne se, at der gik en del politifolk på strandpromenaden, og også et par militærfolk med maskingeværer. De passer godt på turisterne, nok især efter mordet på de 2 skandinaviske piger for nogle år siden.
Derefter besluttede vi os for at gå op til kasbahen, som ligger højt oppe på toppen af det 236 m høje bjerg. Det tog cirka en time at gå derop. På vej derop mødte vi en mand med en dromedar. De har en del dromedarer i Marokko, men ingen kameler. De bruger dem meget til turisterne. Kasbahen er den befæstede bydel, som oprindeligt blev opført i 1540'erne som et led i det arabiske Saadi-dynastis forsøg på at fordrive portugiserne. Det lykkedes, og i en lang periode med fred blev kasbahen brugt til beboelse. Den blev forstærket i 1752, men ellers stod den stort set uforandret, indtil et voldsomt jordskælv ramte byen i 1960. Kasbahen blev ligesom resten af byen lagt i ruiner, og nu står kun de delvist genopbyggede porte og mure tilbage.
Der er blevet lavet en svævebane for dem, som ikke har lyst til at gå den lange tur derop, men gerne vil se den flotte udsigt ud over havet og byen. Bjerget er en udløber af Høje Atlas. Vi kunne også se ned over den store fiskerihavn. Det er verdens største sardinhavn og Marokkos største fiskerihavn.
Da vi kom tilbage til vores hotel ved halv 2 tiden, gik vi hen til det bureau, som solgte ture fra vores hotel, Okeytours, for at bestille en tur til Marrakech dagen efter.
Kl. 4 gik vi ned for at få kaffe og kage. Der var nogle gode pandekager. Vi sad udenfor. Det var dejligt, selvom der var lidt vind. Der har været omkring 19 grader i dag. Udsigten fra kasbahen/borgen ud over Agadir
Vi havde halvpension, så vi spiste aftensmad på hotellet hver aften. Vi kunne spise aftensmad fra kl. 19. Der var stadigvæk lyst på det tidspunkt. Det blev først mørkt omkring kl. halv 9.
Der var buffet, bl.a. med mange forskellige kogte grønsager og sardiner. Det var dejligt, for vi turde ikke rigtigt spise de rå grønsager. Der var også varm fisk og andet kød. Desuden en del forskellige kager og frugt, så der var rigeligt at vælge imellem.
Da vi gik tilbage på værelset, var der køligt, kun ca. 10 grader. Der var som regel køligt om aftenen og morgenen.
Lørdag 28. januar - Marrakech
Vi stod op allerede kvart i 6, for vi skulle på tur til Marrakech i dag. Der var helt mørkt, da vi stod op. Der bliver lyst mellem 8 og halv 9 om morgenen, men det bliver først mørkt ved halv 9 tiden om aftenen, så det er meget senere end i Danmark.
Vi blev hentet af en taxa ca. 7.15 og kørt hen til en stor bus, som næsten blev fyldt op. Vi var omkring 30, mange forskellige nationaliteter, franskmænd, italienere, englændere, tyskere m.m., men ingen danskere.
Der var en rigtig dygtig guide med, som hed Akram Keddar.
Bussen kørte rundt til flere forskellige hoteller for at samle folk op, inden vi endelig kom ud af byen. Der er heldigvis motorvej meget af vejen, for tidligere tog det 5 timer at køre til Marrakech, men nu kan det gøres på ca. 3 timer. Motorvejen blev bygget for 12 år siden. Vi kørte igennem Atlas-bjergene i det område, som hedder Anti-Atlas. I det fjerne kunne vi se High Atlas, hvor der var sne på toppen. Det højeste punkt er Jebel Toubkal på 4.167 m o.h.
Efter et stykke tid kom vi til et sted, hvor der var hyrder med geder. Nogle af gederne klatrede oppe i træerne (se billedet foroven), hvor de spiste bladene af argantræerne. Det er et fænomen, som kun findes i det sydvestlige Marokko, for det er også kun her, der er argan-træer. Dem så vi rigtigt mange af. Argantræet findes kun i Soussdalen, der strækker sig fra Essaouira og Agadir mod øst ind i Algeriet. Træet ligner et oliventræ og vokser uendeligt langsomt, men kan til gengæld blive op mod 400 år gammelt.
Det bærer små, grønne blomster om foråret, og fra maj til september bliver blomsten til en lille, gullig frugt. Gederne æder både skuddene, bladene og frugten. For menneskene er det en fordel, idet man ved at lade gederne høste frugten undgår de mange torne. Og så skulle det give en særlig smag, at frugten har været en tur gennem geden. Hyrderne samler ekskrementerne op, brækker skallen op og presser olien ud af de små kerner, som findes inde i frugten. Smagen er nøddeagtig, og olien kan bruges, som den er, på brød eller blandet med mandler og honning til en lækker dessert kaldet hamlou. Olien bruges desuden i kosmetik og cremer, som sælges til høje priser. Man kan også købe det i Danmark.
Vi kom også forbi en del berber-landsbyer. Berberne var den oprindelige befolkning og bor især ude på landet. De ernærer sig ved landbrug og vævning, udvinding af arganolie m.m. Mange af dem er fattige og analfabeter. For at få dem til at blive på landet, slipper de for at betale skat. Det fortalte vores guide.
Mens Frankrig havde Marokko som koloni, blev berberne diskrimineret, men nu er de accepteret på lige fod med araberne, og det berbiske sprog er også officelt.
Vi kørte også forbi appelsinplantager og drivhuse med tomater, men nogle steder var der meget bart.
Vi havde et stop undervejs på en rasteplads, hvor vi fik en kop kaffe.
Efter godt 3 timers kørsel kom vi til Marrakech. Marrakech er Marokkos 4.største by med ca. 1,3 mio. indbyggere og har længe været centrum for handel, håndværk og historie. I middelalderen var Marrakech en vigtig by for handel med slaver, guld og elfenben, som kom med karavaner helt fra Timbuktu. I dag er Marrakech stadig en mangfoldig metropol, hvor arabere, berbere, ørkenfolk og udlændinge myldrer rundt mellem mure i den karakteristiske støvet lyserøde laksefarve.
Medinaen i Marrakech. Menneskemylder i de smalle gader med cykler og scootere...
Æsler bliver brugt meget til transport
Arganolie kværnes ud af arganfrøene. Hos smeden.
Vi kørte først igennem den nye bydel og kom derefter hen til den gamle bydel med medianen. Vi stod af ved den højeste minaret i Marrakech, som er 77 m høj. Medinaen er indrammet af den 19 km lange kasbah-mur og er byens historiske centrum. Der er et mylder af labyrintiske gyder, hvor der er et virvar af turister, gadesælger, lokale familier og traditionelle kunsthåndværkere. Akram guidede os igennem mange af gyderne, og vi var også inde i en Riad, som er en gårdhave med et hus omkring. Oftest er huset opført i to-tre etager, og alle værelser har en dør, der vender ind mod gårdhaven. Udefra kan riaden være camoufleret af høje mure, og det er svært at se, at der bag døren ligger en lille oase. Riaderne var i gammel tid de rige familiers foretrukne boligform, og i nyere tid er riaderne blevet populære som restauranter og luksuriøse pensionater, hvor man kan bo under næsten private former. Indtægterne fra restaurant- og hoteldrift finansierer restaurering og vedligeholdelse af de ofte flere hundrede år gamle bygninger.
Under vores guidede tur kom vi også forbi nogle gamle døre med 2 steder at banke på. Hvis man bankede på det ene sted, vidste kvinderne i huset, om det var en mand eller kvinde, der bankede på, for de måtte ikke åbne for en mand.
Der var simpelthen et eldorado af forskellige butikker, men ejerne var ikke påtrængende, hvis man bare gik forbi. Der var ikke nemt at komme frem i de smalle gyder, for der kom også cykler og scootere, så man skulle passe på.
Slangetæmmere med deres ensformige fløjtespil på den centrale plads i Marrakech, Djemaa el Fna
Vi så også mange løse katte i gyderne. De er hellige hernede, ifølge islam.
Efter et stykke tid var vi inde på et slags apotek, hvor vi fik en demonstration af forskellige krydderurter, cremer, te osv., altsammen naturlige produkter af arganolie m.m. Man kunne også købe tingene, og det var der mange, der gjorde.
Derefter gik vi videre til den restaurant, hvor nogle skulle spise.
Vi andre gik videre til den centrale plads i Marrakech, Djemaa el Fna, sammen med Akram. Han viste os, hvor vi skulle mødes for at tage bussen hjem igen sidst på dagen. Pladsen var fyldt med larm fra bl.a. slangetæmmernes jamrende fløjtespil, den evindelige trommen fra de store berberbands, historiefortællernes dramatiske eventyr, de insisterende henna-tatovører, skopudsere, sælgere fra gadeboderne og de mange tilråb fra appelsinjuice-sælgerne, som serverer friskpresset juice fra dybgrønne karafler. Indtil for 100 år siden blev pladsen brugt som offentlig henrettelsesplads, men i dag er det musikken, maden og markedet, folk samler sig om. Pladsen er lige så populær blandt lokale familier og par på solnedgangs-spadsereture som blandt turister, lommetyve, akrobater og tiggere.
Djemaa el Fna pladsen Gammel dør med 2 steder(rund ring) at banke på, den ene for kvinder
Vi mødte dog heldigvis hverken lommetyve eller tiggere, men der var godt nok mange mennesker derinde, og mange kom kørende på scootere og cykler og sågar i biler, så man skulle se sig for.
Vi gik lidt rundt og kiggede på slangetæmmere og folk med aber. De ville gerne have folk til at betale for at få taget billeder med enten en abe eller en slange.
Efter et stykke tid gik vi op på en restaurants tagterrasse, hvor vi fik en cappuccino. Derfra var der en god udsigt ned over pladsen, så det var hyggeligt at sidde der i fred og ro. Senere gik vi ned gennem en gyde mere for at komme hen at se Palais de la Bahia, som var ejet af storvesiren Bou Ahmed. Han arvede paladset efter sin far, som det lykkedes at stige fra slavestatus til en position som storvesir. Det er nu museum, og man kan se nogle af de 150 rum, som der var i paladset, til både hans koner og konkurbiner. Vi gik dog ikke ind i det, men nøjedes med at se det udefra og sidde på en bænk. Der var en allé ned til paladset, hvor der var mange appelsintræer. Marokko er kendt for sine rigtigt gode appelsiner, især i den sydlige del af landet.
Vi mødtes med gruppen kl. 17.30 og kørte derefter tilbage til Agadir. Undervejs så vi nogle drenge spille fodbold på en jordbane, hvor det støvede noget. De har jo ikke mange græsbaner.
Vi var først hjemme på hotellet ved 22-tiden efter en oplevelsesrig dag.
Udsigten fra en restaurants tagterrasse, hvor vi fik en cappuccino Søndag 29. januar - Strandpromenaden
Vi stod op lidt over 7 og kunne tage det afslappet ved morgenmaden, for vi skulle først mødes med Abdel fra Okey Tours kl. 11, så vi kunne betale den tur, vi ville på om tirsdagen.
Da vi havde betalt for turen, 40 euro pr. person (400 dirham), gik vi ned til strandpromenaden og ned til lystbådehavnen. Vi ville have været nede ved fiskerihavn en, men det fik vi ikke lov til. Nogle politifolk sagde, at det måtte vi ikke. Vi ved ikke helt, hvorfor. Vi så faktisk rigtigt mange politifolk i dag, men der var også flere mennesker på stranden, for de lokale havde jo fri i dag. Der var en del, der spillede fodbold på stranden, og nogle var også ude at bade.
Rigtigt mange kvinder går med tørklæde, også her i Agadir, og vi så også nogle med burka, men ikke ret mange.
Efter vores gåtur lagde vi os ved poolen, for der var fint vejr i dag og ikke ret meget vind, så der lå faktisk mange der. Det var dejligt. Vi var dog ikke ude at bade, for så lunt var det heller ikke. Der var ca. 19 grader, men vinden kan godt være lidt kølig.
Om aftenen kunne vi høre cikader. De sang ret højt.
Mandag 30. januar - Souk
Souken i Agadir Marokko er storavler af appelsiner
Da vi havde spist morgenmad, gik vi ned til stranden. Klokken var 9 på det tidspunkt, så det var lidt køligt. Det blev først lunere omkring kl. halv 11. Vi gik ud til venstre så langt vi kunne komme, og derefter gik vi ned på stranden og fortsatte lidt længere ud, men efter et stykke tid måtte vi ikke gå længere, fordi kongens sommerpalads lå ud til stranden, og man måtte åbenbart ikke gå forbi hans bolig.
Derefter gik vi op mod byen for at se souken. Det var lidt svært at finde den, så vi spurgte en lokal mand om vej. Det viste sig, at han var sproglærer på universitetet og var på vej på arbejde, så han tilbød at tage os med i sin bil, for han skulle samme vej. Det var pænt af ham. Folk er meget flinke, men nogle beder om penge for at hjælpe. Det er dog folk, som selv henvender sig, og tit ser de lidt forhutlede ud. Den slags hjælp sagde vi altid nej til.
Det viste sig dog, at souken var lukket om mandagen, men vi fik set noget af det lokale liv og lokale cafeer, og forskellige butikker. Der var bl.a. nogle butikker, hvor mænd sad og syede på symaskiner, måske duge.
På vejen tilbage kom vi forbi en stor park, men den var også lukket om mandagen.
Vi var hjemme omkring halv 1. Da var der stadigvæk sol på altanen, så vi spiste vores frokost derude.
Vi har wi-fi på værelset, så vi kunne se på nettet, at Danmark blev verdensmestre i håndbold i går for 3. gang i træk. Det var flot. Men vi kunne desværre ikke se det hernede. De viser kun udsendelser på arabisk og fransk.
Tirsdag 31. januar - Taroudant og Tioute
Vi stod op i kvart i 7, for vi skulle på udflugt til Taroudant og Tiout med Okeytours, som er på vores hotel. Det var også dem, vi var med til Marrakech.
Inden vi gik ned for at spise morgenmad, hørte vi, at der blev kaldt til bøn. Det gør der vist 5 gange om dagen.
Vi blev hentet 8.30 af en minibus, hvor der var plads til 8. De 6 andre var franskmænd, så det var lidt svært at kommunikere med dem, for de fleste af dem kunne ikke ret meget engelsk, men det lykkedes nogenlunde, idet jeg ikke helt har glemt mit franske.
Vi kørte først mod Taroudant. Noget af vejen var den samme som til Marrakech, så vi kom også forbi det træ, hvor gederne kravlede oppe i træerne, men i dag var det ikke i solopgangen. Der var køligt i dag, for det blæste en del, og der var ikke næsten ingen sol. Der blev omkring 20 grader.
Bymuren i Taroudant
Landskabet var meget forskelligt. Nogle steder var der meget tørt, mens der andre steder var masser af appelsinplantager og også et par bananplantager, og der var masser af drivhuse, sikkert med tomater. Vi kom igennem en del berber-landsbyer, som så lidt mistrøstige og fattige ud. Undervejs så vi også en del kærrer med et æsel foran. Der blev transporteret meget forskelligt på kærrerne, bl.a. appelsintræer.
Efter godt en times tid kom vi til byen Taroudant. Der bor ca. 70.000 indbyggere, primært berbere. Den ældre del af byen er omkranset af over 5 km honningfarvede bymure, som stammer fra 1500- og 1600-tallet, da Saadi-dynastiet havde magten og gjorde Taroudant til et vigtigt administrativt center. Bymuren er på UNESCOs verdensarvsliste. Bymure og -porte er blevet restaureret, og rundt langs dem er der visse steder anlagt åbne pladser med springvand og daddelpalmer samt mandeltræer, som byen og dens omegn i Soussdalen er berømt for.
Vi var oppe at gå lidt på bymuren, inden vi kørte hen i nærheden af souken og gaderne med handlende. Der hang kød næsten ude på gaden, så det kan ikke være godt om sommeren, og der var masser af vogne med frugt, grønsager, fisk og nødder. Det var spændende at gå at kigge på, for det er jo en helt anden form for handel, end vi er vant til i Danmark. Inde på torvet gik der bl.a. en ældre berber rundt, som spillede på fløjte og havde en sjov hat på. Der var næsten ingen turister. Det var meget lokalt, også med små lokale cafeer, hvor især mændene sad og drak en kop te.
Efter en times vandring i byen kørte vi videre til en mindre berberlandsby, Tioute. Vejen dertil var ikke helt så god som de andre veje, som var fine og brede. Der var meget tørt mange steder, men der regner heller ikke ret meget, faktisk kun lidt om vinteren.
Oasebyen Tioute
Vi kom til byen efter ca. en halv time og kørte gennem byen ad en slags lervej. Der var ingen asfalt. Vi kørte opad en bjergskråning til Tioute-kasbahen. Den lerfarvede kasbah skyder op over de støvede, vajende daddelpalmer i oasen, der omringer kasbahen, og fra toppen af kasbahen er der udsigt over palmelunden og dalen. Kasbahen blev brugt som kulisse for filmatiseringen af Ali Baba og de fyrretyve røvere i 1954.
Vi skulle spise frokost inde i den restaurant, der er inde i kasbahen. Det var lave borde med lave stole, man sad på, typisk marokkansk stil. Vi fik tagine med kylling og oliven først. Skiver af syltet citron var der også deri. Det serveres i en stor skål til flere personer, et lertøjsfad med kegleformet låg. Ved tilberedningen sætter man tagine over den åbne ild. Både fadet og retten kaldes tagine. Det smagte godt.
Næste ret var couscous med bl.a. græskar og oksekød. Det er også en typisk marokkansk ret. Til dessert fik vi mandariner.
Efter frokost var vi på en gåtur knap en time med en lokal guide. Vi gik ned igennem palmelunden, hvor vi så mange forskellige ting, også et område, hvor de lokale kommer og holder picnic i weekenden. Der var vandingskanaler, som sørger for vand til palmerne og de grønsager, som også dyrkes der. Vandet kommer fra Atlas-bjergene, så de mangler ikke vand der.
Det var en interessant gåtur. Bagefter kørte vi direkte tilbage til Agadir. Det tog cirka halvanden time. Der var ikke nogen ved poolen eller ved bordene udenfor, for det blæste for meget.
Onsdag 1. februar - Souken
Efter morgenmaden gik vi op op til Souk el Had. Det var en tur på cirka 3 km, hvor vi i starten gik i ret pæne kvarterer ad en rigtig bred vej. De var en del steder i gang med at lave vejarbejde og bygge nye hoteller. Vi har set rigtigt meget vejarbejde og byggeri her i Agadir, så de satser åbenbart endnu mere på turisme fremover.
Den lange brede strandpromenade i Agadir Strandpromenaden ender ude ved lystbådehavnen
Vi kom op til souken ca. kvart i 10. De var ikke helt færdige med at pakke ud, men vi fik alligevel et rigtigt godt indtryk af de forskellige varer. Næsten det hele var indendørs. Der var simpelthen så mange stande med grønsager og frugt, bl.a. så vi en kæmpestabel appelsiner, men det sydlige Marokko er jo også kendt for deres gode appelsiner.
Vi så også, at de kom kørende med vogne med kyllinger i, som sikkert skulle slagtes. Der var ikke noget dyrevelfærd over det, for de blev bare smidt fra en lastbil over i vogne og kørt ind i hallen.
Da vi havde set det meste af souken, gik vi ned mod vandet. Da vi kom ned på strandpromenaden, satte vi os på en forhøjning og spiste en appelsin. Der kom en del handlende hen til os, men de gik hurtigt igen, når vi sagde nej tak. Der kom dog også en med smykker, og han begyndte at snakke. Han kendte både København og Stokholm og en svensk pige... Lidt efter ville han have, at jeg skulle prøve et armbånd, men da vi sagde nej, for han op som trold af en æske og forsvandt hurtigt. Det var lidt morsomt, så hurtigt det kunne ændre sig.
Resten af dagen slappede vi af.
Torsdag 2. februar - Gåtur på strandpromenaden
Efter morgenmaden gik vi tur på strandpromenaden, først hele vejen ud til lystbådehavnen og derefter tilbage den anden vej helt derud, hvor strandpromenaden ender. Den er dejligt bred og med gymnastikredskaber nogle steder. Der var flot solskinsvejr og stille vejr. Der var dog køligt i morges, men det ændrede sig ved 10- tiden.
Vi satte os for at slappe af på kanten af promenaden, og mens vi sad der, kom der en kvinde forbi og sagde: Nå, der er nogen danskere. Hun var den første dansker, vi havde snakket med hernede. Hun var 75 år og rejste alene. Hun havde været i Marokko mange gange. Hun fløj med Norwegian fra København til Marrakech og havde været her næsten 14 dage.
Om eftermiddagen gik vi igen hen og fik kaffe og pandekager. Det serverer de hver eftermiddag. Bjørn elsker deres små pandekager med chokolade eller honning.
De traditionelle lerpotter/taginer, hvor man tilberedte/kogte maden. Marokkanere hygger sig på en lille fortorvscafe
Vi har bemærket, at tjenerne har forskellige farver jakker på. Dem med sorte jakker lavede ikke så meget, kun hvis der var meget travlt, mens det var dem med blå og grå jakker, der arbejdede mest. Vi tror dem i blå jakker var mere erfarne end dem i grå jakker. Der var ikke ret mange kvindelige tjenere, men det er heller ikke almindeligt for kvinder at arbejde, når de får børn. Der findes heller ikke ret mange børnehaver, så det er svært at få børnene passet. Den chauffør, som hentede os i Marrakech, var gift og havde børn, men hans kone var stoppet med at arbejde, da de fik børn. Hun var ellers farmaceut.
Da vi havde spist aftensmad, gik vi en tur henad gaden. Det var første gang, vi gjorde det om aftenen. Men der var faktisk ret lunt, nogenlunde som på de Kanariske øer på denne tid af året. Der var nu ikke særligt meget liv, men butikkerne var stadigvæk åbne, og frisørerne var også stadigvæk i gang.
Vi kunne se, at et stort shoppingcenter var lukket, sikkert efter corona, og var ikke kommet i gang igen. Der var også et stort hotel nede på strandpromenaden, som var lukket, så det er ikke alle, der har klaret den, da alle turisterne blev væk i lang tid. Marokko havde også restriktioner i meget lang tid og forbød næsten folk at komme ind i landet endnu længere tid end andre lande.
Da vi kom tilbage, var der underholdning med 2 musikere, som sang og spillede. Det lød godt, og nogle dansede til musikken. Der var vist underholdning hver aften.
Fredag 3. februar
Der var også flot vejr i dag, så vi gik den samme tur som i går ved strandpromenaden. Den tager ca. 2 timer uden pause, så det var nok 8-9 km i alt.
Over middag lå jeg ved poolen. Vi kunne se, at nogle lå der meget af dagen. Der var også mange, som havde all inclusive.
Da vi havde spist aftensmad, gik vi en tur ned på strandpromenaden. Der var masser af liv. Især var der mange lokale, sikkert fordi det var weekend nu. Der var handlende, der solgte balloner og ting, der blinkede, og nogle havde konkurrencer, bl.a. med bue og pil, hvor de skulle ramme en skive. Der sad også mange udendørs på cafeer, men det måtte have været køligt, for der var kun 13-14 grader. Vi kunne også høre musik flere steder.
Lørdag 4. februar - Souken m.m.
Der var også fint solskinsvejr i dag, vores sidste dag her.
Vi gik op til souken igen i dag. Der var et vældigt leben der, og der kom også nogle turister for at kigge.
Bagefter gik vi ned til stranden, men undervejs fandt vi et vekselkontor, hvor vi vekslede vores overskydende dirham til euro, selvfølgelig til en lidt lav kurs, men pyt...
Sidst på eftermiddagen pakkede vi det meste, så det var gjort, inden vi spiste. Efter aftensmaden gik vi en tur opad gaden. Der var faktisk ret lunt, så det ville vi nok savne, når vi kom hjem i kulden. Der var cikader et par steder.
Vi lyttede til musik, da vi kom tilbage, og vi tog en lille svingom, inden vi gik op og pakkede det sidste. Bagefter var der nogen, som begyndte at danse marokkansk dans.
Søndag/mandag 5.-6. februar - Hjemrejse
Vi stod op allerede kvart over 5, for vi skulle hentes kl. 6. Chaufføren kom heldigvis til tiden, så det var dejligt. Vi havde kontaktet vores agent for at få navn og telefonnummer på chaufføren for en sikkerheds skyld. Han kunne noget engelsk, men ikke specielt meget.
Vi fandt dog ud af, at han tjente 2500 dirham om måneden, dvs. 250 euro, så det er ikke meget. Chauffører får dog som regel også drikkepenge, så det hjælper på det. Vi gav ham 40 dirham, for det var en tur på ca. 3 timer.
Det var en flot lufthavn, men der var mange mennesker. Heldigvis havde vi god tid, for det var en omstændelig affære at komme igennem det hele. Allerede ved indgangen skulle kufferterne gennemlyses, og efter check-in var der kø både ved sikkerhedskontrollen og bagefter paskontrollen. Ved sikkerhedskontrollen var vi åbenbart kommet til at stille os i en kø kun for mænd, så jeg måtte gå hen til en anden kø. Det er første gang, vi har oplevet, at der var sådanne steder i sikkerhedskontrollen.
Men til sidst lykkedes det at finde gaten, og der var stadigvæk god tid.
Flyet til Paris var næsten fyldt op. Vi fik en sandwich og rødvin i flyet. På den anden side af gangen sad der en ung mand, som vi også havde lagt mærke til i lufthavnen, hvor han gik og snakkede med sig selv. I flyet sad han og pillede bussemænd uafbrudt, så Bjørn var glad for, han ikke sad lige ved siden af ham.
Der var en del turbulens på et tidspunkt, men der blæste også en del. Vi skulle igen skifte fra den ene ende af terminal 2, denne gang fra 2E til 2G, så vi skulle igen med en bus. Vi havde masser af tid, over 6 timer, så det var lidt rigeligt. Og desuden var vi næsten en time forsinket, så vi kom først afsted ved 22-tiden og landede i Billund kl. 23.30.
Vi havde bestilt overnatning på Zleep Hotel i lufthavnen, for vi brød os ikke om at skulle køre hjem så sent. Det er første gang, vi har prøvet det, men det er et udmærket hotel, så vi nød bare at kunne lægge os til at sove med det samme.
Vi fik en rigtig god morgenmad næste morgen, hvorefter vi kørte hjem. Der var ret tåget, men når det var lyst, var det ok.
Vi var hjemme godt middag og kunne se, at vintergækker og erantis var sprunget ud.
Det var dejligt at være hjemme igen, men vi synes, vi har haft en rigtig dejlig og oplevelsesrig tur med en spændende og anderledes kultur.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
|
Befolkning: Arabere 55-60%,
berbisktalende grupper 40-45%.
