Rejsebeskrivelse Georgien

 Forsiden                                                                                             

             

        Treenighedskirken                                                                                       Klik på kortet og det stort. Se også et kort over ruten.  

 

Rejsebeskrivelse fra Georgien oktober 2019

 

Vi havde flere gange snakket om, at det kunne være spændende at besøge Georgien og Armenien, som er lande ved Kaukasus, vi ikke vidste så meget om. Derfor besluttede vi os for denne tur med Risskov Rejser, og det var en rigtig stor oplevelse, hvor vi blev meget klogere på deres historie, og hvordan de klarer sig over for deres ”store” nabolande, f.eks. Rusland og Tyrkiet.

 

Mandag 14. oktober – afrejse

 

Vi skulle flyve fra Billund, så vi kørte derned om eftermiddagen, for vi skulle først flyve 19.30.

 

Det gik hurtigt med at checke ind og komme igennem sikkerhedskontrollen, for der var ikke så mange mennesker på den her tid, ved 5-tiden.

 

Vi skulle flyve til hovedstaden i Georgien, Tblisi, via Riga med Air Baltic. Flyet til Riga var 20 minutter forsinket, så vi blev lidt nervøse, for i forvejen havde vi kun 45 minutter til at skifte. Derfor skrev vi til Steen, vores rejseleder, som skulle med fra København, for at fortælle ham det. Han skrev, hvad vi skulle gøre for at nå det, så vi måtte tage chancen. Vi var åbenbart 15, som skulle flyve fra Billund. I alt var vi 23.

 

Vi kom afsted 19.50 med et propelfly med plads til 76 personer, så det var ikke særligt stor, men der var god benplads. Det var på grund af modvind, at flyet var forsinket, men vi havde så medvind til Riga. Turen tog 1 time og 3 kvarter, men der var kun 25 minutter til at skifte, og vi skulle også igennem paskontrol, så det var i sidste øjeblik, vi kom ombord. Det var et flottere og større fly, en Airbus, også med god benplads, så det var dejligt.

 

Flyturen gik fint og tog 3 timer. Flyet var fyldt op. Vi ankom til Georgiens hovedstad Tblisi kl. 3.15 lokal tid, for de er 2 timer foran os. Der var 11 grader.

 

Vi var spændte på, om vores kufferter var med, når nu der ikke var ret lang tid til at skifte, men det var de heldigvis. Vi mødtes med vores lokalguide Kristine i lufthavnen og kørte ud til hotellet, Gallery Inn. Det var et fint hotel, og værelserne var fine.

 

Vi har allerede snakket med flere par.

 

Fakta om Georgien:

 

  • Statsform: Republik.
  • Befolkning:  Ca. 4,5 mio.
  • Hovedstad: Tbilisi.
  • Areal: 69.700 km² (Danmark 43.094 km²).
  • Religion: Ortodokse kristne 83 %, muslimer 11 %, armensk-apostolske 4 %.
  • Sprog: Officielt georgisk, men der tales også aserbajdsjansk og armensk.
  • Klima: Georgiens klima er meget varieret. I den vestlige del af Georgien er der subtropisk klima, men i den østlige del af Georgien minder det mere om et kontinentalt klima.

 

Georgien er en selvstændig stat i Østeuropa. Landet har grænser til Rusland i nord og øst, Tyrkiet og Armenien i Syd, Aserbajdjan i sydøst, og Sortehavet i vest. Hovedstaden er Tblisi, med cirka 1.200.000 indbyggere.

Befolkningens etniske sammensætning består af 83,8 % georgiere, 6,5 % aserbajdsjanere, 5,7 % armeniere, 1,5 % russere og 2,5 % af øvrige folkeslag. Forventet levealder er for mænd 74,2 år, og for kvinder 81,2.

Georgien er en tidligere sovjetisk republik. Den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin var født og opvokset i Georgien.

Efter Oktoberrevolutionen, som var anden del af den russiske revolution i 1917, hvor det gennem et statskup lykkedes bolsjevikkerne at styrte den russiske regering, som var kommet til magten ved Februarrevolution, hvor zaren trådte tilbage, erklærede Georgien sig selvstændigt den 26. maj 1918, men den 16. februar 1921 blev Georgien indtaget af Den Røde Hær og indlemmet i Sovjetunionen.

I slutningen af 1980'erne udviklede der sig en stærk georgisk uafhængighedsbevægelse. Den 9. april 1991 erklærede Georgien sig igen uafhængigt, hvilket førte til krige i provinserne Abkhasien og Sydossetien, og den georgiske regering har stadig ikke kontrol over Sydossetien og størstedelen af Abkhasien.

Geografi:

 

Georgien har en overdådig og afvekslende natur. Landets nordlige del er præget af Store Kaukasus' sneklædte tinder og sydvendte bjergskråninger. Højeste punkt er Kezbeki (5047 m). Mod syd ligger Lille Kaukasus, hvis lavere bjergkæder fortsætter ind i Tyrkiet og Armenien. Herimellem ligger frugtbare, tætbefolkede dallandskaber og kystsletter ud mod Sortehavet.

Ca. 40% af det bjergrige land er dækket af tæt og varieret nåle- og løvskov. Kaukasus beskytter landet mod kulden fra nord, og i lavlandet er der subtropisk klima med store nedbørsmængder (1000-2800 mm om året). De vestlige dele af bjergene får også meget nedbør, og vintrene er meget snerige. Især på nordvendte bjergsider når sneen ikke at smelte bort om sommeren, og landet har et stort antal små gletschere. Mod øst bliver klimaet mere kontinentalt og tørt.

Religion:

 

Georgien antog kristendommen i begyndelsen af 300-tallet. Den georgiske kirke har siden da været landets nationalkirke gennem alle politiske omskiftelser og er i dag det største trossamfund i den georgiske republik. Herudover findes nogle religiøse minoriteter med hjemstedsret i landets historie såsom jøder, armenske kristne, muslimer, katolikker mfl.

 

                   

     Kristne                                                                                                             Muslimer

 

Tirsdag 15. oktober – Byrundtur i Tblisi

 

Vi vågnede kl. halv 9 lokal tid, dvs. halv 7 dansk tid, selvom vi kun havde sovet ca. 4 timer. Vi gik ned og fik morgenmad lidt over 9. Der var en del forskelligt, både havregryn, yoghurt, salat, frugt, æg, brød og pålæg m.m., så det var fint.

 

Vi mødtes med Steen og lokalguiden samt de andre i gruppen kl. 11, for vi skulle på byrundtur til fods. Der var fint solskinsvejr med 21 grader.

 

Tblisi er en stor by med 1,3 mio. Indbyggere. En trediedel af landets befolkning bor der. Vi gik først ned til den gamle bydel, som ligger i den smalleste del af dalen, hvor de farverige huse ligger op ad skråningerne. Byen ligger faktisk på Silkevejen, så man kunne inddrive skatter fra karavanerne, som kom med silke og krydderier fra Kina.

 

Vi startede med at veksle penge på et af de mange vekselkontorer, hvorefter vi gjorde det første stop ved Metekhi kirken, der er opført i slutningen af 1200-tallet. Fra kirken var der en flot udsigt ned over byen og floden Mtkvari, som løber igennem byen. Vi gik ind og kiggede i kirken, som er en ortodoks kirke. Vi skulle have tildækkede knæ og skuldre, og kvinderne skulle have tørklæde på. Der var ingen bænke derinde. Der var en masse ikoner på væggene.

 

Derefter gik vi ned til kabelbanen, som vi tog op til et gammelt fæstningsværk, Narikala, hvor der var en endnu bedre udsigt ud over hele byen. Vi gik ned fra toppen, så vi fik gået nogle kilometer, også på lidt toppede brosten, så man skulle se sig for.

 

Da vi kom ned i byen igen, havde vi en times fritid til at spise frokost eller få en kop kaffe. Vi gik hen i gågaden og sad der sammen med Anni og Ole, som vi har snakket en del med. De kommer fra Viborg.

 

            

      Tblisi                                                                                                               Udsigten fra borgen ud over byen med bl.a. Fredens Bro

 

Derefter gik vi tilbage for at mødes med de andre og gik derefter hen til fredens bro, som er en meget ny og flot gangbro, med en speciel arkitektur. Der var stor modstand mod den, fordi man ikke mente, den passede til det gamle byggeri, som var i det område på det tidspunkt. Vi kunne dog se, at man var i gang med at renovere en gammel bygning - uden at overholde nogle som helst sikkerhedsregler, som ville være gældende i Danmark. Der er dog ikke penge til de helt store renoveringer.

 

Vi skulle hen på Nationalmuseet til sidst, men da der var ret langt derhen, kom vores bus og hentede os. Vi kunne se, at der var nogle flotte boulevarder og en del grønne områder, men også enkelte boligblokke fra Sovjetunionen. De så ret slidte ud og trængte til maling. Det var det samme syn i alle de andre byer, at boligblokkene fra Sovjettiden trængte til renovering.

 

På Nationalmuseet så vi en udstilling om Sovjettiden, hvor folk i Georgien havde det hårdt. Mange blev dræbt eller deporteret.

 

Vi så også ting fra bronzealderen og smykker fra tiden før Kristus.

 

            

 

 

Vi var hjemme ved halv 5 tiden efter en spændende dag. Vi lavede en kop kaffe og te, for der var elkedel og kaffe og te på værelset, og slappede lidt af, inden vi skulle mødes halv 7 for at køre hen på en lokal restaurant, hvor de serverede georgisk mad. Vi tog afsted klokken halv 7, hvor det begyndte at blive mørkt, så det var næsten på samme tid som i  Danmark. Det var et meget hyggeligt sted, og vi fik mange forskellige småretter, georgiske specialiteter. Vi købte også en flaske georgisk rødvin. Den var rigtigt god. Den kostede 53 lari, deres lokale valuta. Det svarer til ca. 120 kr.

 

Det var en rigtig hyggelig aften. Da vi gik afsted, var der stadigvæk fint vejr, men der er ikke decideret lune aftener på den her tid af året.

 

Vi var hjemme ved halv 10 tiden, lidt trætte efter er lang dag.

 

Onsdag 16. oktober – Afsted mod Kaukasus/Gudauri

 

Vi stod op ved halv 8 tiden efter en god nats søvn. Vi pakkede der allermeste, inden vi gik ned for at spise morgenmad.

 

Vi skulle afsted kl. halv 10, og vi måtte gå et lille stykke med kufferten, for på grund af parkerede biler i den smalle gade kunne bussen ikke komme forbi. Det tog noget tid at komme ud af byen, for der var myldretid, fordi mange først møder på arbejde kl. 10. De fleste arbejder fra 10 til 18. Vi kom også til at holde i et kryds, fordi 2 biler åbenbart var kørt lidt ind i hinanden, og så stod de 2 parter og skændtes om, hvem der havde skylden. Det var 2 kvinder, der var sure på en mand, som måske var skyld i uheldet.

 

I udkanten af byen var der også mange boligblokke fra Sovjettiden, De så også meget slidte ud.

 

Vi kørte godt en times tid, inden vi kom til vores første stop, det ortodokse kloster Jvari, som er højt beliggende og med udsigt ned til Georgiens gamle hovedstad Mtskheta og til floderne Mtkvari og Aragvi. Mtkvari løber også igennem Tblisi og starter i Tyrkiet, og den anden kommer fra bjergene.

 

Oppe fra klostret var der også udsigt til et højt bjerg i Kaukasus bjergene, Kazbeki. Det er 5047 m højt og er en af de 6 bjergtoppe i Kaukasus, som er over 5000 m høje, men det er kun Kazbeki, som ligger i Georgien. De andre 5 ligger i Rusland. Der var masser af turister ved klostret, så det er en stor seværdighed.

 

Derefter kørte vi ned i den gamle hovedstad Mtskheta. Den har været beboet siden ca. 1.000 år f.Kr. og havde dengang en gunstig beliggenhed på handelsruten ved floderne Mtkvari og Aragvi. Her blev der handlet med bl.a. parfume, metal og smykker.

 

Vi gik gennem en hyggelig gågade med masser af små butikker med alskens slags specialiteter såsom georgisk is, slik og granatæblejuice. De dyrker rigtigt mange granatæbler hernede. Vi så også en bod med honning, som de laver meget af. Der var dog helt fyldt med hvepse omkring honningglassene.

 

            

 

 

                 

      Svetitskhoveli katedralen

 

Længere henne ad gaden lå Svetitskhoveli katedralen, som var Georgiens religiøse centrum i flere hundrede år og nu er på Unesco’s verdensarvliste. Komplekset består også af en kirke, et klokketårn og en port. Vores lokalguide Kristine fortalte en del om kirken, hvorefter vi var inde at se den. Vi skulle også her have tørklæde på, og Bjørn måtte tage lange bukser på, for knæene og skuldrene må ikke være synlige i Georgiens kirker.

 

Der var tid på egen hånd bagefter, så Bjørn og jeg gik tilbage til gågaden for at finde en cafe. Vi så tilfældigvis et skilt, der viste ned til en cafe ved floden, så der gik vi ned ad nogle smalle gader, hvor vi så nogle hyggelige huser og haver med grønsager, appelsiner og vinranker med vindruer på. Cafeen ved floden var en lille hyggelig en i en slags have med terrasser både oppe og nede, så vi satte os op ovenpå lige ud til floden, hvor vi fik en kop kaffe hver. Det var et hyggeligt og roligt sted. Der var også nogle englændere der.

 

Vi gav 7 lari i alt, dvs. ca. 17 kr., så det var billigt. Vi gav serveringsdamen 1 lari i drikkepenge, og hun takkede og smilede meget. Det var åbenbart en del penge for hende. De tjener ikke særligt meget, for det er stadigvæk et fattigt land.

 

 

Kl. halv 2 kørte vi videre mod Kaukasus bjergene ad den såkaldte militærvej, som er den eneste vej med en grænseovergang til Rusland. Georgien har et ret anstrengt forhold til Rusland, og især fra 2006 til 2012, hvor den daværende præsident gerne ville vende sig mere mod vesten og måske have landet med i NATO. Da lukkede Rusland grænsen til Georgien og sendte alle de georgiske gæstearbejdere, som arbejdede i Rusland, hjem til Georgien, og de forbød al import af varer fra Georgien. Det var bl.a. vin, mineralvand og grønsager. De åbnede dog grænsen igen i 2012, også for at gøre Ruslands adgang til Armenien nemmere. Armenien er en god ven af Rusland.

 

Der tager rigtigt mange russere på ferie i Georgien, for folk i Georgien kan snakke russisk, så det er nemt for de russiske turister at begå sig der. Men hvis folk fra Georgien skal til Rusland, skal de have visum, og det tager 5-6 uger. Så Rusland spiller med musklerne.

 

Undervejs mødte vi en del flokke af får og køer, fordi de flytter dem fra sommergræsningsmarker til vintergræsningsmarker på denne tid af året.

 

Det sidste stykke vej gik det meget opad, for vi kom op i 2000 m højde. Vi holdt et par fotostops, bl.a. ved en fæstning, som hed Ananuri. Der var en flot udsigt til de flotte efterårsfarver på træerne på bjergskråningerne.          Granatæbler presses

 

Vi ankom til vores hotel Gudauri Inn i Gudauri, ved 5-tiden. Gudauri er et kendt skisportssted. Vi fik et værelse på 4. etage, et udmærket værelse med balkon. Vi slappede lidt af, inden vi skulle ned at spise kl. 7. Det var buffet. Det smagte godt. Vi kunne dog kun være der indtil kl. 8, for da kom der et nyt hold. Men vi satte os ind i baren sammen med Anni og Ole indtil kl. halv 10. Det var hyggeligt.

 

Torsdag 17. Oktober – Treenighedskirken m.m.

 

Efter morgenmaden gik vi en lille tur nedad en sti, som lå lige uden for hotellet. Den førte ned igennem nogle birketræer med flotte efterårsfarver, og i det fjerne kunne vi se en stor fåreflok på bjergskråningen. Vejret var pragtfuldt, sol og helt stille vejr. Der var 17 grader lidt over 9, men vi kunne se, at der havde været frostvejr om natten. Der er store temperaturforskelle mellem dag og nat her om efteråret.

 

            

      Monumentet skal symbolisere evigt venskab mellem Georgien og Rusland. En hyrde hviler sig mens hestene græsser.

 

Vi kørte afsted på tur kl. halv 10 op i Kaukasus bjergene. Da vi kørte igennem byen Gudauri, kunne vi se, at der bliver bygget meget, fordi skiturismen vokser meget de her år. På vores hotel var de også ved at bygge mere til, faktisk en bygning mere. Der findes 4 skisportssteder i Georgien, og Gudauri er det mest populære. Georgien forsøgte også at få vinter-OL hertil, men det lykkedes ikke.

          

Efter ca. 3 kvarter kom vi til et kæmpe monument og minde fra Sovjettiden, som symboliserer det evige venskab mellem Sovjetunionen og Georgien. Det virker dog lidt bizart, for dengang det var meningen, at Rusland skulle hjælpe Georgien mod osmannerne og perserne i 1783, fordrev russerne godt nok fjenderne, men de besatte Georgien, så det faktisk var besat indtil Sovjetunionens opløsning i 1992 - kun med en kort periode med selvstændighed efter 1. Verdenskrig. Det var dog et vældigt flot monument, og de russiske turister, som kommer til Georgien, er vældigt begejstrede for det.

 

Da vi kørte videre, så vi nogle steder en række lastbiler holde i en lang række i siden. Det skyldes, at de kun må køre på veje på bestemte tidspunkter for ikke at forstyrre den almindelige trafik for meget, fordi vejen er ret smal og snor sig meget i bjerglandskabet.

 

Vi kom forbi en del små landsbyer. Kristine fortalte, at de faktisk er afskåret fra omverdenen om vinteren på grund af den megen sne. Det bliver meget koldt om vinteren i højderne, godt 2000 m over havet, så der er ikke noget at lave om vinteren bortset fra pasning af husdyrene og fjernsynskiggeri m.m. Derfor rejser mange unge fra landsbyerne ind til de større byer og vender ikke tilbage igen.

 

Efter et par timer kom vi til byen Stepantsminda - eller Kazbegi, som den også hedder, hvor vi skulle skifte til minibusser med firehjulstræk for at køre op til Treenighedskirken. Den ligger på et bjerg i 2.170 m højde. Kirken blev bygget i 1400-tallet, og det siges, at kirken i sin tid var den eneste i regionen med et kors på toppen. Fra kirken kunne man se over på flere bjerge med sne på toppen, bl.a. det 3. højeste bjerg i Georgien på 6047 m. Det kaldes Dronningen. Steen sagde, at vi faktisk var heldige med det klare vejr, for tit er der skyer omkring bjerget. Oppe ved kirken var der faktisk ret lunt.

 

              

               Treenighedskirken ligger øde og smukt på en bjergtop.

 

Omkring middagstid kørte vi ned i byen Stepantsminda igen. Træerne i gaderne havde flotte efterårsfarver. Det var en lidt større by med en del restauranter. Der kommer mange russiske turister dertil, for den ligger kun 15 km fra Sydossetien, som hører under Rusland, så priserne er høje her, også fordi de ikke har meget tilovers for russerne, så de vil gerne have dem til at betale meget, og det gør de.

 

Vi fik vekslet lidt flere euro til lari, for vi kunne se, at vi ikke havde nok til hele turen i Georgien. Derefter gik vi hen på en cafe og fik en kop kaffe.

 

Da vi mødtes igen kvart i 2, gik vi hen på en filtfabrik, hvor vi så, hvordan de lavede håndlavede filtprodukter på traditionel georgisk måde. De blev lavet af georgisk uld fra får og geder. Det var interessant at se.

 

Derefter kørte vi tilbage til hotellet ad den samme vej. På et sted på vejen holdt der en række af lastbiler, flere kilometer mod nord, mod Rusland. Det skyldtes, at de kun måtte køre ind over grænsen på et bestemt tidspunkt. Vi gjorde et enkelt stop undervejs, ved en kirkegård for tyske krigsfanger, som var blevet tvunget til at bygge den vej, vi kørte på, militærvejen, lige efter 2. verdenskrig, af Sovjetunionen. Mange af dem døde under arbejdet og blev begravet på en kirkegård ved siden af vejen. Steen og Kristine serverede cha cha, en slags raki, lavet af druer. Det var stærkt. Det var åbenbart en tradition for at ære de døde..

 

Vi var tilbage på hotellet ca. halv 5, hvor der var meget flot vejr og cirka 20 grader, selvom vi var oppe i 2000 m højde. Vi skulle også spise kl. 7 i dag, og vi sad sammen med et par fra Sjælland i aften, Kirsten og Torsten. Klokken 8 satte vi os alle 4 ind i baren og hyggede os en times tid.

 

Fredag 18. oktober - Hulebyen Uplistsikhe m.m.

 

I dag skulle vi køre halv 9. Det var endnu en flot solskinsdag. Vi kørte ca. 1 time mod syd på den samme vej, som vi kørte på, da vi kørte nordpå for 2 dage siden, inden vi kom til vores første stop, hulebyen i Uplistsikhe. Undervejs fortalte Kristine en masse om de sociale og økonomiske forhold, så vi blev meget klogere på landet.

 

Den største indtægtskilde i Georgien er landbrug, især vin, tørret frugt, grønsager og honning. Den andenstørste indtægtskilde er turisme, som stiger år for år. Sidste år kom der ca. 8 mio. turister til landet, hvoraf mange dog var endagsturister fra Rusland eller Armenien, som kom for at handle m.m. 

 

Gennemsnitslønnen er 400 euro. I Tblisi er lønnen dog noget højere for de fleste, ca. 1.200 euro, mens den i mange landsbyer er lavere end de 400 euro. For at få det til at løbe rundt bor mange familier sammen, så ofte bor 3 generationer sammen i et hus, især på landet.

 

Der er en arbejdsløshed på ca. 14%  ifølge regeringen, men nogle tror, at den måske er højere. Tidligere var der dog en arbejdsløshed på ca. 50%,  så det er blevet meget bedre. Mange emigrerede dengang og sender penge hjem til familien i Georgien. Der er ingen understøttelse til folk, som godt kan arbejde, men bare ikke har et arbejde, men folk med et handicap får 300 lari om måneden, dvs. ca. 800 kr.

 

Internt fordrevne fra Abkhasien - ca. 250.000 - samt 200.000 fra Sydossetien får lidt penge fra staten. Vi så nogle af de "byer", der var blevet bygget til dem.

 

Pensionsalderen for mænd er 65 år og 60 år for kvinder. Pensionen er meget lille, kun 300 lari pr. måned, dvs. ca. 750 kr. De må dog gerne arbejde uden at blive trukket i pension. Det er også nødvendigt, hvis ikke de har noget familie, som kan hjælpe dem, for man kan ikke klare sig for et så lille beløb. Nogle pensionister har en ekstraindtægt ved at sælge frugt og grønsager ved vejen. Vi så rigtigt mange biler langs vejen, som var fyldt op med grønsager m.m. fra folks private haver. På den måde kan de tjene en ekstra skilling.

 

            

      Etagebyggeri fra sovjettiden                                                                        Landsbyhus

 

Staten har indført noget nyt, en fremtidsfond, hvor folk sparer 2%  op gennem arbejdet, så det beløb vil de få udbetalt udover de 200 lari, når de går på pension.

 

Lægehjælp er gratis for handicappede, pensionister, børn og unge, indtil de tager en videregående uddannelse. De, som arbejder for staten, betaler 30% af lægeregningen, mens privatansatte har private sundhedsforsikringer. Ca. 30% af befolkningen har ingen forsikring og skal betale det hele selv.

 

Der findes mange gode hospitaler, både offentlige og privateisær i Tblisi, og der er også læger nok.

 

Med hensyn til skat er minimum indkomstskatten på 20%. Men folk med en indtægt over 75.000 lari skal betale mere i skat, op til 40%, så der er progressiv skat ligesom i Danmark. Momsen er på 18%, så det er egentlig ret meget.

 

Ejendomsskatten er kun 1%, og skal kun betales én gang, når man køber huset.

 

Der er ingen afgift på biler, kun en lille vægtafgift pr. år. Vi har undret os over, at rattet sidder i højre side på mange biler. Det skyldes, at de importeres af private direkte fra Asien, fra nogle af de lande, der har venstrekørsel.

 

Skolegangen er tvungen i 9 år. Faktisk alle børn kommer også i vuggestue og børnehave. Skolegangen starter, når børnene er 6 år og er gratis. Alle børn skal lære engelsk, og de skal også vælge et andet sprog, som kan være tysk, fransk eller russisk.

 

Universitet er ikke gratis, men hvis folk er dygtige, kan de få et stipendiat. Der findes mange gode universiteter. De bedste er dog i Tblisi. Det er dog ikke så nemt for universitetsuddannede at få job, så man forsøger at få flere til at blive håndværkere og bl.a. kokke.

 

Hulebyen Uplistsikhe ligger flot ved floden Mitkvari, og oppe fra toppen var det et flot syn at kigge ned på den samt de flotte træer med deres gule blade. Vi havde virkelig valgt en god årstid for vores tur.

 

                   

        Hulebyen Uplistsikhe                                                                                     Smuk grønt efterårsløv prægede også landskabet

 

Uplistsikhe er en af de ældste bosættelser i området, og først blev hulerne brugt til beboelse og senere som forsvar over for fjender. Byen blev først nævnt i 600-tallet. Vi var der en times tid, hvorefter vi spiste lidt frokost henne på en cafe ved siden af, inden vi kørte videre mod Gori. På vejen dertil så vi rigtigt mange huse, hvor der var vinranker både foran og bagved. Dem foran rakte helt ud over fortovet. Mange af husene så forfaldne ud.

 

I Gori skulle vi besøge Stalins fødehjem og det museum, der er bygget ved siden af det. Da Stalin blev Sovjetunionens hersker, rev man alle huse ned i området og byggede et slags græsk tempel omkring hans fødehus, og det blev åbnet i 1957. Selve fødehuset var meget lille. 

 

Museet var kæmpestort og i flere etager. Det indeholdt en masse fotos og ting fra hele hans liv. Det var meget interessant. Hans togvogn stod udenfor. Den brugte han, når han skulle ud at rejse, for han turde ikke flyve. Den var pansret, og der var også plads til hans livvagter. Vi var inde at se kupeerne.

 

               

      Maleri af Stalin fra da han var ung.                                                              Stalinmuseet

 

Bagefter kørte vi igennem den flotte og bjergrige Javakheti region. Vi kørte langs floden næsten hele tiden. Det var rigtigt flot med de gule blade på træerne. Der lå byen Borjomi med den flotte park, som er kendt for dets mineralvand. Det tog ca. 10 minutter at gå derhen. Vi smagte på mineralvandet, som var lunkent. Det smagte dog ikke særligt godt. Selve byen er ret turistet med masser af souvenirbutikker. Det var blevet lidt sent, så der var lidt køligt.

 

Vi kørte videre ved halv 6 tiden og ankom til byen Akhaltsikhe godt halv 7. Da var det ved at være mørkt. Vi skulle bo på hotel Lomsia en enkelt nat. Vi fik et kæmpestort værelse på 3. sal lige ud til gaden. Vi skulle spise kl. halv 8. Det var buffet og var fint. Vi sad sammen med John og Birte, et andet par fra Viborg. Vi købte en georgisk vin til kun 15 lari, dvs. ca. 40 kr., så det var billigt.

 

Lørdag 19. oktober – Hulebyen Vardzia + Armenien

 

Vi stod op ved halv 7 tiden efter en god nats søvn, selvom der var nogle hunde, som gøede ud på natten. Der er mange løsgående hunde i Georgien, men de er meget fredelige og er som regel også blevet vaccineret. De så ud til at have det godt.

 

Vi kørte afsted kl. halv 8. Vejret var også fint i dag. Vi kørte igennem nogle flotte bjerglandskaber igen i dag, hvor træerne havde de flotteste efterårsfarver. Vi holdt pause ved et lille sted ved floden, hvor vi kunne gå ud på en hængebro og tage nogle flotte billeder. Jeg købte en pakke valnødder der, for i Georgien har de mange valnøddetræer. En stor portion kostede kun 10 lari, dvs. ca. 25 kr.

 

Derefter kørte vi videre mod hulebyen Vardzia, som ligger et stykke uden for Akhaltsikhe. Den er meget større end den, vi besøgte i går. Den blev fundet af Kong George d. 3. i 1100-tallet. Det var dronning Tamara, som byggede det. Hun var den eneste regerende dronning i Georgien og levede fra 1160-1213. Landet havde sin storhedstid under hendes regering.

 

           

     Hulebyen Vardzia

 

Der boede omkring 50.000 mennesker i hulebyen. Vi blev sat af på en parkeringsplads ved administrationsbygningen. Bjørn og jeg gik op til det sted, hvor vi skulle starte turen. Det tog godt 10 minutter, men det tog lang tid, inden de andre kom derop, for de blev kørt i minibus, men der var 2 hold skoleelever, som først skulle køres derop. Det var et spændende kompleks, og der var faktisk også en lille kirke der, hvor der var en masse fresker, og der var malet i hele loftet. Den var flot.

 

Bagefter var vi 5, som gik ned den samme vej, mens resten fortsatte og skulle gå ned gennem nogle tunneller, som var lidt vanskelige at gå i. Bjørn valgte at tage hele turen.

 

Da vi andre kom ned, gik vi ind på restauranten, hvor Jette og Lise fra Sjælland sad, for de var slet ikke gået derop. Jeg satte mig sammen med dem ved et bord helt ude ved floden. Der var hyggeligt. Jeg fik en portion oksekødssuppe. Det smagte godt. Bjørn kom efter godt en halv times og fik en kop kaffe.

 

Klokken 13 startede vores tur mod grænsen til Armenien. I starten var vejen ok, men senere blev den meget dårlig, så efter en times tid stoppede bussen, og vi skulle skifte til 3 minibusser i stedet for. Dem kørte vi i ca. halvanden time, og det var virkelig en humpet vej det meste af vejen, selvom de flere steder var i gang med at gøre den bedre. Kristine kørte i samme minibus som os. Chaufføren var armener, men kunne ikke snakke georgisk, selvom han havde boet i Georgien hele sit liv, så han og Kristine snakkede russisk sammen, for hun kan ikke snakke armensk. Der bor en hel enklave af armere i det nordlige Georgien, som aldrig har lært at snakke georgisk. Kristine kaldte dette område for det glemte Georgien. Landskabet var helt anderledes end det, vi lige havde kørt i. Der var store, flade områder, hvor de dyrkede kartofler og gulerødder, samt korn. Vi så en gammel mejetærsker på en mark. Der kom et par enkelte regnbyger. Det var første gang, vi havde oplevet regn på turen.

 

Først kom vi til den georgiske grænse, hvor vi skulle have stemplet vores pas. Derefter kørte vi en kilometer længere hen til den armenske grænsekontrol, hvor vi skulle gå igennem med vores kufferter og få stemplet vores pas igen. Vores kufferter skulle også gennemlyses.

 

Her fortsætter turen til Armenien – TRYK PÅ KNAPPEN FOR AT GÅ TIL ARMENIEN    Armenien

 

Efter nogle dage i Armenien sluttede vi af i Georgien igen.

 

Onsdag 23. oktober – Retur til Tblisi

 

Sidst på eftermiddagen kom vi til den georgiske grænse, dog et andet sted, end dengang vi kørte fra Georgien til Armenien. Vejen her var meget bedre end ved den anden grænseovergang. Vi skulle skifte bus og have en ny guide. Vi vekslede også vores resterende armenske valuta tilbage til euro.

 

Vores nye guide hed Leo - det kaldte han sig på engelsk. Det tog kun knap en time at køre til Tblisi, til det samme hotel som i starten, Gallery Inn. Vi var heldig at få et kæmpestort værelse, mens andre fik et lillebitte et.

 

Kvart over 7 skulle vi mødes for at spise afskedsmiddag på en restaurant i den gamle bydel. Det var et ret stort sted med musik og optræden. Jeg havde dog ikke fået appetitten tilbage efter en dags tid med dårlig mave i Armenien og var også træt, så jeg spiste ikke ret meget.Vi var hjemme ca. kvart i 10. Der var også andre, som havde fået lidt dårlig mave i Armenien.

 

Torsdag 24. oktober og fredag 25. oktober - hjemrejse

 

Jeg havde det fint, da jeg vågnede ved 7-tiden og kunne også spise en lille smule til morgenmad.

 

Klokken 9 skulle vi køre ud til det største vindistrikt i Georgien, Kakheti, i det østlige Georgien. Georgien har produceret vin i 8.000 år, og ved den traditionelle vinproduktion lagres vinen i lerkar, ikke træfade. Der bliver produceret 45 millioner flasker vin om året, 80% til Rusland, men også til Kina, Polen og Ukraine, og lidt til EU, især Italien.

 

Druerne bliver høstet i slutningen af september og første halvdel af oktober. 99% af vingårdene er privatejet. Kun 1% er statsejet, mens alle var statsejet i Sovjettiden.

 

Der findes 600 forskellige druer i verden, deraf 400 i Georgien. Der er forsvundet 30 sorter, fordi de ikke var gode nok. Saperavi er den mest brugte drue i Georgien.

 

Det regner ikke nok, så man er nødt til at kunstvande vinmarkerne. De henter vand fra floden.

 

Georgiens vigtigste indtægter er landbrug, sværindustri og turisme. Turismen er steget meget de seneste år.

 

Der var meget grønt i det område, vi kørte i, med den ene vinmark efter den anden., men også grønsager og små marker med køer. Vi så rigtigt mange små boder langs veje, hvor de solgte deres egne produkter, ost, honning, grønsager og kød.

 

Ved halv 12 tiden kom vi til byen Signaghi, som ligger flot med udsigt over en dal. Der var dog lidt diset. Det var en turistby, kunne vi se, men det var sidst på sæsonen, så der var ikke så mange turister. Vi gik først op på byens museum, hvor nogle malere skildrede hverdagslivet i gamle dage. Derefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede på boderne, inden vi kørte hen til en restaurant i forbindelse med en vingård i udkanten af byen. Vi fik en god georgisk frokost, igen med masser af grønsager til forret og grillet svinekød til hovedret.

 

 

            

      Langs vejene ude på landet har mange georgiere sat boder op.              En smuk georgisk blomst

 

Vi kørte tilbage til Tblisisi ved halv 3 tiden og var hjemme omkring kl. 5. Vi købte lidt brød og frugt samt en georgisk rødvin i nogle små butikker i nærheden af hotellet. Rødvinen skulle vi have med hjem. Ejeren af butikken smed en skål efter en lille mand, som stod i døren, og skældte ham ud. Han undskyldte og forklarede, at det var en, som generede hans kone, når hun stod alene i butikken. Vi spiste brød og frugt på hotellet, for vi havde ikke lyst til at gå ud at spise. Først var vi dog henne hos Torsten og Kirsten for at drikke en kop kaffe.

 

Vi pakkede vores kuffert og tog et lille hvil, inden vi skulle afsted kvart over 1.

 

Det tog ca. en halv time at køre i lufthavnen. Vi vekslede de lari tilbage til euro, som vi ikke havde fået brugt. Det gik ret hurigt med at komme igennem pas- og sikkerhedskontrol. Selvom det var nat, var der faktisk mange mennesker i lufthavnen.

 

Vi kom afsted ca. et kvarter forsinket, så der var ikke meget tid til at skifte fly i Riga, ligesom på udturen. Vi skulle igennem både pas- og sikkerhedskontrol ved mellemlandingen i Riga, fordi vi kom fra et ikke EU land, så det tog også tid. Men heldigvis nåede vi det, og vores kufferter kom også med.

 

Vi landede i Billund godt halv 9 om morgenen, og så gik det ellers hjemad efter en rigtig spændende tur og med gode rejsefæller og en meget dygtig guide, Steen Ramsgård. Han vidste en masse om området, og vores lokalguider kunne også fortælle en masse om historien m.m. i de 2 lande.

              

                                                                                           

                                                                                                              Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                          Aalborg

                                                                                                             

 Forsiden