Rejsebeskrivelse Dubai - Abu Dhabi

 Forsiden                                                                                             

            Sheik Zayed Moské, Abu Dhabi                                                                    Klik på billedet for at gøre det stort

 

Rejsebeskrivelse fra Dubai og Abu Dhabi – krydstogt i den persiske golf 16.-28. januar 2020

 

Vi havde flere gange snakket om, at vi godt kunne tænke os at prøve et krydstogt, og vi kunne også godt tænke os at komme til bl.a. Dubai, så da vi så, at Benns havde et 13 dages krydstogt til Emiraterne (Dubai og Abu Dhabi), og også staterne Qatar og Oman, bestemte vi os for det. Det ville være en helt anderledes oplevelse end tidligere rejser. Det var en rejse, hvor vi var 16 danskere, som rejste sammen, men ikke med rejseleder. Vores krydstogtskib hed MSC Lirica og er italiensk.

 

Torsdag 16. januar - Afrejse til Dubai

 

Vi stod op kvart i 4, for vi skulle starte vores tur i Aalborg lufthavn med at flyve til København 6.20.

 

Vi fløj til tiden, så vi var i København lidt over 7. Vi skulle dog ikke flyve videre til Frankfurt før klokken 10. Vi skulle flyve med Lufthansa til Frankfurt og også med det flyselskab videre til Dubai.

 

Flyet fra Frankfurt til Dubai var en A-330 med 8 sæder på tværs. Vi var heldige at sidde ved vinduet, hvor der kun var 2 sæder. De andre i gruppen, vi var 16 i alt, sad i nærheden af os. Der var både nogen fra Jylland og Sjælland.

 

Turen gik fint, og der var god service, med varm mad og rødvin. Flyveturen skulle have taget 6 timer, men tog et kvarter ekstra, fordi Lufthansa ikke ville flyve over Irak. I stedet fløj vi over Balkan og Saudi Arabien.

 

Der sad en kanadisk familie ikke ret langt fra os. Deres børn var noget af en pestilens det første lange stykke tid. Pigen på 3-4 blev fuldstændigt hysterisk, fordi hun ikke måtte se tegnefilm, mens vi lettede. Det stod på i hvert fald over en halv time. Faderen havde travlt med sin smartphone hele tiden!., så det var mest moderen, som tog sig af børnene.

 

Vi landede lidt over 11 om aftenen lokal tid. De er 3 timer foran os i Dubai. Der var 19 grader. Vi skulle først igennem paskontrol. Der var ret stor kø, for der kom en del fly næsten samtidig med os. Men det gik rimeligt hurtigt. Bagefter hentede vi bagagen og gik ud for at finde Benns agent. Det var nemt nok, og da vi alle 16 var samlet, blev vi kørt til krydstogtskibet, MSC Lirica, et stort italiensk skib med plads til næsten 2000 passagerer. Vi skulle igennem sikkerhedskontrol, inden vi fik vores Cruise card, som skulle bruges både som nøgle og til køb af drikkevarer m.m. på skibet. Man betaler aldrig med kontanter. Vi skulle også bruge kortet, når vi skulle i land.

 

Vores kufferter blev heldigvis bragt op næsten med det samme. Vi kom dog først i seng ved halv 2 tiden, godt trætte.

 

Fredag 17. januar – Sightseeing i Dubai

 

Vi vågnede lidt før 8. Der var en flot morgenbuffet med mange forskellige ting. Personalet var simpelthen så flinke og kom hurtigt med kaffe og ryddede væk. De kommer fra mange forskellige lande, især Asien.

 

I Dubai og de andre lande i Emiraterne er der mange flere indvandrere end lokale indbyggere, men indvandrerne kan ikke få statsborgerskab, selvom de er født der, og tit bliver de underbetalte, selvom landet er meget rigt. Her er eksempler på, hvor rige de egentlig er i Dubai:

 

  • Jo lavere nummer man har på nummerpladen, jo rigere er man.
  • Nummerpladen med tallet 1 kostede 44 millioner dollar.
  • Lokalbefolkningen får et hus med 8 værelser, når de gifter sig, samtidig får de 140.000 kr. i lommepenge af staten.
  • En indfødt i Dubai ejer i gennemsnit 14 biler. Biler koster cirka det halve af det, de koster i Danmark.
  • Ingen behøver at betale skat.
  • Billigste suite på Burj Al Arab, verdens eneste 7-stjernede hotel, koster 13.500 kr. pr. nat og den dyreste 115.000 kr. Der findes kun suiter, ingen almindelige værelser.

 

                

 

Øvrige fakta:

 

Dubai er både en by og et emirat i landet De Forenede Arabiske Emirater. I De Forenede Arabiske Emirater er der i alt 7 emirater, hvoraf Dubai er det med den største befolkning og det næststørste arealmæssigt efter Abu Dhabi målt i samlet areal.

 

De andre emirater er Abu Dhabi, Ajman, Fujairah, Ras Al-Khaimah, Sharjah og UMM Al-Qaiwan.

 

Dubai ligger sydøst for den persiske golf på den arabiske halvø. Den har Abu Dhabi mod syd og Sharjah mod nord og øst. Saudi-Arabien og Oman er nærmeste naboer.

 

Indbyggertal: Godt 2,5 mio.

 

Dubai producerer langt mindre olie end Abu Dhabi og forsøger derfor at få andre indtægtskilder, blandt andet turisme.

 

Da vi havde spist morgenmad, tog vi hop-on-bussen. Den havde vi bestilt gennem skibet. Vi skulle først med en shuttle bus ind til Dubai Mall. Det tog næsten en halv time, for der er store afstande i Dubai, så det er umuligt at gå fra havnen ind til byen. Derefter skiftede vi den grønne rute - der er også en blå og en rød rute. Vi tog den grønne rute, både fordi det var den korteste, og fordi vi kom ud til Burj Al Arab, som også kaldes "Sejlet" på grund af dets sejlformede arkitektur. Det er et af de 2 ikoniske vartegn for Dubai - det andet er Burj Khalifa. Vi stod af i nærheden af hotellet og gik hen til det. Man kunne godt se, at det var et rigtigt luksushotel. Det er verdens mest luksuriøse.

          

Vi mødte en inder der, som var turistguide. Han fortalte, at det regnvejr, der kom sidste weekend, og som var så voldsomt, at lufthavnen var lukket på et tidspunkt, og der var oversvømmelser, ikke var naturligt, men forårsaget af noget kemisk for at skabe regn, så Dubai kunne blive mere grøn inden Expo 2020 i oktober.

 

Vi tog bussen tilbage ved middagstid og gik ind i Dubai Mall, som med sine 1.124.000 m2 er verdens største shoppingcenter arealmæssigt, og rummer over 1200 forretninger inkl. orientalsk souq, restauranter, biograf, akvarium og undervandszoo, skøjtebane, legeland og et ægte dinosaurskelet i fuld størrelse. Der var rigtigt mange flotte og helt anderledes forretninger, end vi var vant til. Det var så stort, at det var svært at finde rundt og finde ud igen, da vi ville tilbage til skibet.

 

Vores hovedformål med at komme ind i Dubai Mall var at komme op i Burj Khalifa, verdens højeste tårn på 828 m, for indgangen til tårnet er i underetagen i Dubai Mall. Tårnet var dog lige ved aldrig at blive bygget færdigt, for da finanskrisen kom, måtte Dubai indse, at der ikke var penge til at bygge tårnet, der på det tidspunkt hed Burj Dubai, færdigt. Sheikh Khalifa fra Abu Dhabi trådte gavmildt til med en pose penge, og byggeriet kunne afsluttes som Dubais mest kendte vartegn og verdens højeste menneskeskabte bygning. Som tak for hjælpen tog tårnet navneforandring til Burj Khalifa. Der er over 160 etager og har den længste elevatortur i verden. Udover flere hundrede lejligheder og et hotel ligger der også et observationsdæk, bar, souvenirbutik og restaurant i tårnet.

 

                                                                                                                                   Burj Khalifa, verdens højeste tårn på 828 m

 

                    

       Den imponerende udsigt fra Burj Khalifa ned på de andre højhuse af normal størrelse!

 

 

Vi havde købt billetter på nettet hjemmefra til kl. halv 2. Men der var så lang kø, at klokken vist var kvart over 2, inden vi var oppe på 125. etage, hvor der er observationsdæk hele vejen rundt, så man kan se hele Dubai deroppefra. Det var en meget speciel oplevelse at kigge ned på højhusene, som virkede ret små oppefra.

 

Vi var deroppe i godt en halv time, men der var også kø for at komme ned igen. Da var klokken næsten halv 4, så vi orkede ikke mere sightseeing. Vi vekslede penge og gik hen og fik en cappuccino på en lille cafe inde i centret. Der var gratis WiFi, så det benyttede vi os af. På skibet skal man betale for det.

 

Vi tog bussen tilbage ved 5-tiden og gik op for at kigge på soldækket, da vi kom tilbage. Det var meget stort.

 

Vi spiste i hovedrestauranten kl. halv 7. Det kalder de 1st seating. Den anden er først klokken 9, som det oprindeligt var meningen, vi skulle have, sammen med de andre danskere, men det syntes vi var for sent, så vi fik det ændret. Vi skulle sidde ved et bestemt bord på hele turen, hvis ikke vi spiste i buffetrestauranten. Vi havde et 4-mands bord, men vi havde det for os selv i aften. Vi fik 3 retter, som vi selv kunne vælge. Det smagte rigtigt godt.

 

Klokken halv 9 var der øvelse på dæk 6, hvor redningsbådene også er. Vi fik vist, hvordan vi skulle tage redningsvesten på.

 

Vi skulle sejle klokken 10, så vi gik op på dæk 11 for at se det sejle afsted. Vi kunne se Dubais skyline med masser af lys. Man kunne bl.a. se Burj Khalifa og Burj Al Arab.

 

Lørdag den 18. januar – Sightseeing i Abu Dhabi

 

Vi ankom til Abu Dhabi kl. 7 i morges. Vi kunne slet ikke mærke skibet vippe, men der er heller ikke mange bølger i det her område.

                                                                                                                                       Guldbelagt bue!

Fakta om Abu Dhabi:

 

Abu Dhabi er hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater og er det største emirat. Der er ca. 1 mio. Indbygger i byen Abu Dhabi og i alt ca. 9 mio. i Emiraterne. Byen regnes for en af de rigeste hovedstæder i verden.

 

Det er ikke mere end 50 år siden, at Abu Dhabi bare var en lille fiskerby, men siden Sheikh Khalifa overtog styret efter sin far i 2004, er der sket store ændringer.

 

Udviklingen i byen har været mere kontrolleret end i Dubai, så man kan stadig finde tidslommer med traditionelle souq'er og opleve en fiskeauktion, hvor de lokale fiskere falbyder dagens fangst.

 

Abu Dhabi har mange flotte haver og parker, brede boulevarder, enorme arkitektoniske bygningsværker, moderne shoppingcentre, dyre luksushoteller og golfbaner i verdensklasse.

 

Abu Dhabi producer 85% af den olie, der produceres i Emiraterne.

 

Efter morgenmaden tog vi en taxa ud til den store moske, Sheikh Zayed Grand Mosque. Det tog knap en halv time og kostede 60 dirham (AED), dvs. godt 100 kr. Chaufføren var fra Sri Lanka. Vi kunne se moskeen på lang afstand.

 

                

       Sheikh Zayed Grand Mosque i Abu Dhabi.                                                         Marmorbelagt overalt og guldpyntet. 

 

Det var lidt omstændeligt at komme derhen, for vi skulle starte i en underjordiskbygning ved siden af moskeen, hvor vi skulle have billetter, som dog var gratis. Derefter gik vi et langt stykke i bygningen og skulle have tørklæde på og lange bukser og lange ærmer.

 

Moskeen var helt vildt flot og kæmpestor. Der er marmor over det hele, og den var så hvid og skinnende, at det næsten skar i øjnene. Den har mere end 80 hvide kupler toppet med guld, fire minareter og er omgivet af små pools. Søjlerne var bemalede med blomster, og det var væggene også. Vi har aldrig set så flot en moske før. Men Abu Dhabi er også en meget rig stat. Vi så den også indvendigt, hvor der hang de flotteste Swarovski lysekroner. De var meget imponerende. De har en diameter på 10 meter, en højde på 15 m og vejer mere end 10 tons. Swarovski er en østrigsk producent af glas og er meget kendt for dyre smykker og krystal.

 

                

       De imponerende Swarovski krystallysekroner med en diameter på 10 meter, en højde på 15 m og vejer mere end 10 tons.

 

Moskeen blev indviet i 2007 og rummer blandt andet verdens største håndknyttede tæppe. Den har plads til 40.000 mennesker og er åben for alle, også ikke-muslimer. Den er opkaldt efter Sheikh Zayed, som anses for at være Emiraternes founding father. Han døde i 2004, og hans mausoleum befinder sig nord for moskeen.

 

Vi gik rundt en times tid, hvorefter vi tog en taxa tilbage til byen, til havnepromenaden. Denne gang var chaufføren fra Nepal, en Gurkha. Han snakkede vældigt, især da vi fortalte, at vi også havde været i Nepal. Denne tur kostede næsten 50 dirham. Han lagde meget vægt på ikke at ville snyde folk. Han fortalte, at han sendte penge hjem til sine forældre i Nepal, for det syntes han, at han skyldte dem som tak for, at de havde forsørget ham i hele barndommen.

 

                

       Taxachaufføren fra Nepal, var Gurkha, hvilket han var meget stolt af. Fiskerbåde i Abu Dhabi havn.

 

Vi gik en tur henad promenaden, som er 8 km lang. Vi kunne se et flot hotel i det fjerne, Emirates Palace. Det er et luksushotel, som er omgivet af grønne plæner, springvand, slanke palmetræer og hvid strand. Det kunne vi dog ikke se på afstand. Indvendigt er der flotte hvælvinger, kupler, guld og marmor med m.m., så det er ikke for almindelige mennesker.

 

Der var ikke mange mennesker på promenaden, kun turister. Vi gik hele vejen hen til krydstogtskibet, ca. 6 km. Der var 23 grader, så det var lidt varmt, men til at holde ud.

 

Da vi kom hen til terminalen, gik vi på WiFi og fik skrevet til børnene.

 

Vi spiste frokost inde i burgerrestauranten, hvorefter vi slappede af på soldækket. Der er også pools, men de var lidt for dybe til mig. Der var dejligt vejr. Vi har haft sol hele tiden indtil nu, men det regner næsten heller ikke hernede. Om sommeren kan der blive næsten 50 grader, så der bevæger folk sig ikke ud om dagen.

 

Ved 4-tiden gik vi hen for at få kaffe og kage. Man kan faktisk spise og drikke det meste af døgnet, for når restauranterne ikke er åbne, er der både en burgerbar og en pizzabar, så man behøver ikke at sulte…

 

Vi gik op i buffetrestauranten i aften for at spise. Der var en del forskelligt, både grønsager, salat og forskelligt kød. Vand, kaffe og te er gratis der.

 

Vi skulle sejle kl. 9, så vi gik op på dækket for af se skibet sejle afsted.

 

Søndag 19. januar – Øen Sir Bani Yas

 

Da vi stod op, var skibet kommet til øen Sir Bani Yas, som også hører til Abu Dhabi. Vi lå for anker ca. 1 km fra øen, som er en eksklusiv ø med 36 km gylden sandstrand fyldt med solsenge, parasoller, restauranter, cafeer m.m.  

 

Da vi havde spist morgenmad, sejlede vi derover med små overdækkede både. Det tog 5-10 minutter. Da vi kom i land, gik vi først en tur langs stranden på den side, hvor der var en lagune med mangrove m.m. Der var også en del fugle.

 

Den inderste del af øen er indrettet som et naturreservat, hvor mere end 10.000 vilde dyr går frit rundt, bl.a. giraffer, strudse, gazeller, flamingoer og geparder. Det var vi dog ikke henne at se. Men der arrangeres kørsel rundt i reservatet med 4-hjulstrækkere.

 

Da vi havde gået rundt, gik vi hen og lagde os på en solseng med en parasol. Det kostede ikke noget. Vi var også ude at bade, selvom der var lidt sten det første lille stykke. Vandet var ca. 22 grader, så det var ok.

 

                    

 

 

Der var gratis WiFi på hele stranden, så vi fik sendt messenger og mails til flere forskellige. Vi var lidt overraskede over, at der var så godt WiFi på hele stranden, men det er et udpræget turiststed. Vi mødte nogle danske kvinder fra Fyn, som lå ved siden af os. Ellers er det ikke mange danskere, vi har mødt. De havde bestilt direkte hos krydstogtskibet.

 

Ved halv 2 tiden gik vi tilbage mod båden. Inden vi tog båden tilbage, spiste vi buffet på øen, som også var gratis for skibets gæster.

 

Vi sejlede tilbage ved halv 3 tiden og gik derefter op til buffeten for at få en kop kaffe og et stykke kage. Ved halv 5 tiden gik vi ned igen. Vi skulle have det fine tøj på til gallamiddagen, som der var på skibet 3 gange i løbet af krydstogtet.

 

Skibet sejlede mod Qatar allerede kl. 5 i dag.

 

De allerfleste havde mørkt jakkesæt og slips på, men der var dog nogle, som ikke havde slips på, og nogle enkelte havde heller ikke jakke på. Kvinderne var i fint tøj.

 

Det var gourmet mad, vi fik, så det smagte vældigt godt. Vi fik en flaske rødvin dertil. Vi troede egentlig, at der ville være lidt underholdning ved gallamiddagen, men det var der ikke. Folk kunne dog hilse på kaptajnen bagefter i et andet lokale.

 

Vi gik lidt rundt bagefter, på dæk 6, hvor der er mange forskellige ting, bl.a. det store teater, hvor der er shows om aftenen, samt et bibliotek og nogle barer, samt selvfølgelig også nogle butikker med dyre smykker m.m.

 

Vi gik tilbage til kahytten ved 9-tiden.

 

                                                                                   Tryk her for at fortsætte til Qatar

 

Søndag 26. januar – tilbage til Dubai efter at have besøgt både Qatar og Oman

 

 Skibet havde lagt til kaj i Dubai, da vi stod op halv 8. Der var gråvejr og lidt vind.

 

Da vi havde spist morgenmad, hentede vi vores pas, som de beholdt her på skibet på hele turen. Derefter skulle vi gå hen til terminalen for ar få checket pas. Derefter kunne vi gå ombord igen.

 

Vi slappede af i dag og blev på skibet. Der var stadigvæk lidt gråvejr, men dog opklaring ind imellem.

 

Da vi havde spist aftensmad, pakkede vi vores kufferter, for de skulle sættes uden for døren inden midnat. Vi beholdt vores toilettaske og lidt tøj, som vi skulle bruge dagen efter.

 

Mandag 27. januar + tirsdag 28. januar – Sightseeing i Dubai og hjemrejse

 

Vi stod op lidt før halv 8 og pakkede det sidste, inden vi forlod kahytten for sidste gang. Vi kunne se, at der allerede var kommet nye gæster, for de gik rundt i lange bukser og med deres håndbagage. De kunne først få deres kahytter kl. 2.

 

Vi lå ude på en solvogn et par timer efter morgenmaden. Vejret var fint.

 

Vi forlod skibet for sidste gang ved halv 2 tiden. Vores bagage skulle vi hente uden for terminalen, så det gjorde vi ved halv 3 tiden, hvorefter vores gruppe blev hentet af Benns agent Knight Tours.

 

                

       Verdens eneste 7-stjernede Hotel Burj Al Arab.                                            Hotel Atlantis på den kunstigt anlagte palmeø Palm Jumeirah

 

Vi kørte på sightseeing i Dubai, først ud til "Sejlet", det dyre og flotte hotel Burj Al Arab, som vi også så den første dag, men denne gang stoppede vi ved stranden og fik et godt blik til det. Derefter kørte vi videre ud til The Palm, den kunstige ø formet som en palme. Det er en halvø forbundet med fastlandet med vejbroer og et monorail system. Palm Jumeirah, som halvøen hedder, er tydelig fra luften og fra de høje etager i byens skyskrabere.

 

Palmerne er en menneskeskabt kunstig halvø, hvor der både er bygget private boliger og hoteller. På vejen derud så vi den ene flotte bygning efter den anden.

 

Vi gjorde stop ved Hotel Atlantis, et helt vildt flot hotel på øen. Det ligger lige ned til vandet. Det har et stort akvarium, som er meget kendt og har ca. 65.000 "indbyggere", hajer, rokker, muræner, koralfiskene, snegle, krabber og mange andre. Besøgende kan både dykke, snorkle og komme på guidede ture i akvariet, og kan man ikke få nok af fisk, tilbyder hotellet særlige suiter under vandet med panoramavinduer ud mod akvariet og fiskemylderet.

 

Efter besøget ved Atlantis kørte vi videre ind til byen, til det lidt ældre kvarter, som hedder Deira. Det var der, Dubais handelseventyr begyndte allerede før nogen havde tænkt på byplanlægning, kunstige øer eller shoppingcentre så store som mindre provinsbyer. Her ligger de gamle souq'er, og de første internationale firmaer, større hotelkæder og banker slog sig ned der for omkring 50 år siden.

 

Vi var først inde på et lille museum, som lå i et gammelt fort. Det skildrede udviklingen i Dubai fra omkring starten af 1900-tallet og op gennem tiden. Det var ret spændende.

 

Derefter sejlede vi med en vandtaxa, en abra, en gammel åben båd, som sejlede os over på den anden side af Dubai Creek, den store flod, som løber igennem Dubai. Derovre lå souq området, hvor vi først gik en tur gennem krydderi-souq'en. Souq’en er delt op i forskellige gader med hver deres speciale. Vi følte dog, at vi løb spidsrod, så vi fik hurtigt nok af at gå der. Men der var godt nok mange forskellige krydderier, også mange, vi ikke kender.

 

Derefter gik vi hen i guld-souq'en ( se Billede ) sammen med vores guide. Han var fra Egypten. Der lå den ene butik efter den anden i den gade, med masser af guldsmykker, med højt karattal. Det er den største gade for seriøse guldkøbere. Der er i alt ca. 100 guldsmedebutikker, og de er certificerede, så der snydes ikke. Men priserne er ret høje for os almindelige mennesker, men de lokale Dubai indbyggere har selvfølgelig masser af penge at købe for.

 

Ved godt 7-tiden kørte vi hen til den dhow, hvor vi skulle spise aftensmad, mens vi sejlede på floden Dubai Creek. En dhow er den traditionelle skibstype i området. De blev bl.a. brugt til perlefiskeri i gamle dage. Vi sad på dækket, selvom det var lidt køligt. Vi sad sammen med de 2 par, vi havde snakket mest med på skibet. Vi sejlede afsted ved halv 9 tiden, og det så flot ud med de forskellige turbåde med forskellige farver lys, som kom sejlende. Vi fik buffet, og det smagte godt. Vi fik vand, juice og cola dertil. Der var et par stykker, som købte en øl, men den kostede ca. 70 kr. Det er vist fordi det er et muslimsk land, at alkohol er så dyrt.

 

Lidt før 10 var der optræden nedenunder af en mand, som udførte en nordafrikansk dans, hvor han drejede rundt og rundt i et hurtigt tempo. Det var godt                                                                                                                    udført.                                                                                                                    

                                                                                                                                                        

Lidt over 10 kom vi i land igen og blev kørt til lufthavnen. Guiden gik med ind i lufthavnen og fortalte os, hvor vi skulle checke ind. Det gik rimeligt hurtigt. Derefter vekslede vi det valuta tilbage, som vi havde i overskud, og bagefter skulle vi igennem sikkerhedskontrol og med et tog til den rigtige terminal.

 

Vi sad og snakkede med Lisbeth og Ibrahim, et flinkt par fra Hadsten, indtil vi skulle med flyet til Frankfurt. Det var en 7 timers flyvetur om natten, hvor vi prøvede at sove lidt, for de slukkede lyset kort tid efter afgang. Vi fik ikke noget at spise, kun noget at drikke, men vi var også godt mætte efter vores Cruise om aftenen. I stedet fik vi morgenmad ved halv 5 tiden lokal tid, for vi havde sat uret 3 timer tilbage.

 

Vi landede ca. 6.15 og skulle videre kl. 7.55, så der burde være god tid, men sikkerhedskontrollen var simpelthen så omfattende, at det var grotesk. Næsten alle blev kropsvisiteret, og Bjørn skulle også have set sin håndbagage igennem, så det tog altsammen tid. Men der var heldigvis nok tid.

 

Da vi kom til København, sagde vi farvel til de fleste af vores rejsefæller, for de skulle ikke flyve videre. Vi ventede 2 1/2 time, hvorefter vi blev kørt ud til SAS flyet. Men da vi kom derud, var kabinepersonalet ikke kommet, så vi blev kørt tilbage til gaten. Det var lidt af en farce. Det var så først godt en halv time senere, vi kom afsted. De havde også skiftet fly. Vi ved ikke, hvorfor. Men vi kom endelig afsted.

 

Vi var hjemme i Aalborg ca. 13.15, og turen hjem gik hurtigt, for bilen holdt i lufthavnen. Vi kunne se vintergækker i fuldt flor, så det var dejligt at se. Vi nyder altid at komme hjem igen, selvom vi har haft en meget spændende og anderledes ferie. Vi er ikke blevet afskrækket af krydstogter, for det er en behagelig rejseform, og man får set mange nye steder uden at skulle pakke kufferten mange gange undervejs.

 

 Tilbage til Forsiden

 

                                                                            

                                                                                                           Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                          Aalborg