|
Tilbage
til
Rejsebeskrivelse fra Albanien 27.8.-3.9.2018
Denne gang gik turen til Albanien. Vi syntes, det kunne være spændende at komme dertil, for landet har været meget isoleret i over 40 år, da den kommunistiske leder Enver Hoxta styrede det med hård hånd. De senere år har turismen gjort sit indtog, og der er sket en stor udvikling. Men der er stadigvæk fattigdom, og priserne er meget lavere end på andre turistmål. Mandag 27. august - Afrejse til Albanien
Turen startede kl. 11 i formiddags, hvor vi kørte til Billund, for man kan ikke flyve til Albanien fra Aalborg, da vi denne gang valgte at gøre turen som en charterferie. Vi skulle rejse med Apollo, som er det eneste charterselskab i Danmark, som har rejser til Albanien.
Køreturen til Billund tog godt 2 timer, hvorefter vi checkede ind - selvbetjening. Vi skulle flyve med DAT, Danish Air Transport kl. 4 til Korfu, for der ligger ingen lufthavn i nærheden af kysten i Albanien, kun i Tirana, hovedstaden. Vi skulle sejle til Saranda fra Korfu og derfra køre en times tid til Himare nord for Saranda.
Vi fløj til tiden, og turen tog kun 3 timer. Flyet var slet ikke fyldt op.
Da vi kom til Korfu, skulle vi, der skulle til Albanien, først med en bus ned til havnen. Vi var vist godt 40 i bussen. Der var gæster fra både Billund, København og Stokholm. Der var faktisk flest svenskere. Det tog ca. et kvarter at køre derned. Apollo havde hyret deres egen båd, en hurtigbåd, som vi skulle sejle med til Saranda. Det var meningen, at vi bagefter skulle sejle til Himare, men der var for mange bølger, så vi skulle med minibus i stedet for. Sejlturen tog ca. 3 kvarter, og båden vippede noget, da vi kom ud midt på det joniske hav. Vi ankom til Saranda omkring halv 10 om aftenen. Det er en stor by, en turistby. Den er dog ikke længere så attraktiv som tidligere, da det var en havneby, for der er blevet bygget alt for mange, ikke særligt pæne hoteller. Mange bruger byen som transitby for at komme til andre seværdigheder i Albanien. Vi var ca. 12 med minibussen til Himare, flest svenskere. Det tog ca. halvanden time og var en lidt hård tur, både fordi det var mørkt, der var sving hele tiden og han kørte rimeligt stærkt. Der er bjerge hele vejen langs kysten.
Vi ankom til Himare lidt før halv 12. Apollo har 2 hoteller i Himare, som ligger ca. 40 km nord for Saranda. De allerfleste skulle bo på Hotel Prinos ligesom os. Det ligger lige ud til vandet. Vi fik værelse på første sal, nr. 102, med udsigt til bjergene. Nogle var med havudsigt, men vi var glade for, at vores vendte den anden vej, for vi havde kun sol om formiddagen, hvor vi alligevel ikke var der, og om eftermiddagen var der dejlig skygge. Det var rart, når der var omkring 30 grader.
Tirsdag 28. august - Gåtur til den gamle by
Vi havde altandøren til at stå lidt åben i nat, for vi ville ikke have air kondition om natten. Det resulterede i, at vi blev vækket godt halv 6 af en hane, der galede, så vi måtte døren. Bystranden Himare Beach fin hvid sandstrand.
Der kom sol på balkonen godt halv 8, men omkring middagstid var der heldigvis skygge. Der ligger en primitiv campingplads lige neden for vores værelse, hvor der er en del telte. Der var lidt larm fra en bar i nærheden, men det stoppede omkring midnat.
Morgenmaden var fin, med yoghurt, figenmos, både kogte æg og spejlæg, franskbrød, ost, pølse, tomat og agurk samt mælk, juice og kaffe, så vi blev godt mætte.
Omkring kl. 9 gik vi afsted. Vi ville udforske Himare og se lidt af det albanske landskab.
Fakta om Albanien: Areal: 28.748 km2 Landegrænser: Grækenland i syd, Makedonien i øst, Kosovo i nordøst og Montenegro i nord. Landskab: Primært bjerglandskab med bakker. Højeste punkt: 2,764 m Antal indbyggere: Godt 3 mio. Ca. gennemsnitsløn pr. Måned: 400 euro, men mindstelønnen er ca. 240 euro pr. måned, så det er ikke meget.
Udover albanere bor der en del grækere i Albanien, især i området omkring Himare.
I knap 40 år var Albanien et meget isoleret land på grund af det kommunistiske diktatur under Enver Hoxta (1944-1985). I den periode blev der bygget omkring en million beton-bunkere, som blev spredt ud over hele Albanien som forberedelse på en invasion, som aldrig kom. Hoxta blev ved med at fortælle folk, at de snart ville blive angrebet udefra, og på den måde kunne han holde befolkningen i et jerngreb i så mange år.
Det er især i de seneste år, at der er sket meget i Albanien, og der er blevet åbnet op for turisme. Der er blevet bygget mange nye veje, som er ret gode, men dog meget snoede på grund af bjergene. Vi synes at der køres meget stærkt på de snoede veje, og mange overhaler selvom vejen snart svinger! Der sker mange ulykker.
Vi boede ca. 1 km syd for Himare, så det tog ca. et kvarter at gå ind til centrum. Himare er den største by mellem Saranda og Vlora. Der er gymnasium, hospital, flere hæveautomater m.m. I de mindre byer er der ikke altid hæveautomater. De fleste indbyggere er etniske grækere, og dengang landet blev åbnet op i starten af 90'erne, var der mange, der rejste sydpå til Grækenland for at arbejde der. Men på grund af større stabilitet i Albanien og på grund af turismen er mange kommet tilbage igen. Vi kunne også se, at mange restauranter er græsk-inspirerede og har græsk mad på menukortet.
Gade i Himare med ældre kvinde i typisk sort tøj. Lokal butik med ejeren som venter på kunder.
Himare er en hyggelig by, som er meget mindre turistet end Saranda.
Vi gik forbi bystranden, hvor der var mange mennesker. Vi gik ind på et vekselkontor, hvor vi fik vekslet euro til den lokale valuta, lek. Det kunne vi nemlig ikke gøre hjemmefra.
Mange huse så lidt forfaldne ud, og fortovene var heller ikke for gode, så vi kunne godt se, at det stadig er et fattigt land. De håber dog på at komme i EU, og hvis det sker, får de sikkert noget udviklingsstøtte. Der er dog en del korruption i landet, men ikke særligt meget kriminalitet. Der var varmt, næsten 30 grader, men vi besluttede os for at gå op til den gamle by, som ligger lidt uden for byen, og det gik meget opad. Det var lidt hårdt, så vi måtte holde pause af og til. Vi kom forbi en kirkegård, som vi gik ind og besøgte. Det er altid spændende at se, hvordan andre lande indretter deres kirkegårde.
Bagefter gik vi op til det gamle slot, Himare castle, som ligger 240 m over havet på en bakketop. Det kostede 100 lek pr. person at komme derop, så det var billigt. På vejen op til ruinerne var der hyggelige huse, som folk boede i, mange af dem etniske grækere. Mange af dem havde vindruer til at gro i haven. Slottet, eller borgen, blev bygget allerede i det 1. århundrede. Der var en rigtig flot udsigt oppe fra toppen, ned over en populær strand, Livadh. Vi kunne se, at der også havde været en kirke deroppe, for ruinen af alteret var der stadigvæk.
Da vi kom ned derfra, gik vi hen på en lille lokal cafe ( Billeder derfra senere i beskrivelsen) lige over for indgangen. Det var et meget lille sted, hvor vi fik en dobbelt espresso, en cappuccino og en æblejuice. Den samlede pris var 300 lek, dvs. ca. 18 kr., så det var meget billigt. Generelt er der billigt i Albanien. Lam grilles i gadekøkkenet Efter godt en halv times tid havde vi samlet kræfter til turen hjem, som heldigvis gik nedad det meste af tiden. Vi regnede ud, at vi nok gik i alt ca. 12 km.
Da vi kom tilbage på hotellet godt 1, kunne vi heldigvis sidde i skyggen på balkonen. Det var dejligt. Efter frokost gik vi ned på stranden, hvor vi lå et par timer. Vi var også ude at bade. Vandet var lunt, ca. 25 grader. Der var gratis solvogne og parasoller, så det var dejligt.
Gåtur op til Gamle Himare
Gamle Himare Hyggelige gader
Vi gik ud at spise kl. 7. Vi gik hen på en restaurant i nærheden af vores hotel, lige ud til vandet. Den hed Taverna Strolis. Vi kunne se solen gå ned derfra. Det var rigtigt flot. Vi fik først græsk salat. Til hovedret fik jeg stegte rejer, og Bjørn fik en hel fisk. Et par store kolde øl dertil var skønt. Det var dejligt i det varme vejr. Der kom rigtigt mange gæster derhen lidt senere.
Vi kom i alt af med 2600 lek, dvs. ca. 140 kr., så det var helt vildt billigt.
Vi gik en tur på strandpromenaden bagefter i det lune vejr. Der var masser af cikader. Vi sad lidt på balkonen, da vi kom hjem, for der var lunt. Der var musik inde på en bar ved siden af, ligesom i går, men da stoppede det til midnat, og det gjorde det også i aften.
Onsdag 29. august - Gåtur ned i byen
Efter morgenmaden gik vi ned i byen. Først gik vi hen til Sipa Tours, hvor vi bestilte en jeepsafari tur til lørdag. Vi skulle give 60 euro pr. person incl. mad og drikke. Det var noget billigere end hos Apollo. Det er altid billigere at købe ture lokalt. Ham, vi købte turen af, hed Elvis, og han fortalte, at turismen først var begyndt for alvor for 10-15 år siden, især efter 2005, hvor der var kommet stabilitet i landet. I 1997 var der borgerkrig, som varede et par år. Det var folk i det sydlige Albanien, som var utilfredse med den diktatoriske ledelse, og desuden var de utilfredse med de pyramidespil, som forårsagede, at folk blev franarret deres opsparing. Der blev begået indbrud i våbenlageret, så der kom ca. en halv million våben i omløb. Det var især kystbyerne, der var blevet renoveret med hoteller, strandpromenader m.m., og strandpromenaden i Himare var blevet lavet for ca. 5 år siden. Turisme er en af de største industrier i Albanien nu og vil sikkert vokse endnu mere de kommende år.
Derefter gik vi ned til Himare Beach (800 meter fra hotellet), hvor vi begge 2 var ude at bade, for den var bedre at bade ved end vores strand, Potami Beach. Det var en finkornet sandstrand uden rullestensten. Vandet blev hurtigt dybt, men der var ingen bølger, så det var fint. Da vi havde været ude at bade, gik vi hen på en af cafeerne ved promenaden, hvor vi fik en cappuccino hver. De kostede kun 9 kr. pr. stk., så det er godt nok lave priser, de har her. En gennemsnitlig månedsløn er omkring 3000 kr., så det er ikke meget.
Om eftermiddagen slappede vi af ved vores egen strand. Der var heldigvis lidt vind, og vi kunne ligge i skygge under parasollen.
Ved 4-tiden gik vi op og lidt videre hen ad vejen. Der lå også en strand og nogle hoteller og barer, men der var ikke pænere end ved vores strand. Bænke opstillet på strandpromenade under de skyggefulde fyrretræer.
Vi gik altid ud at spise ved 7-tiden, hvor solen var ved at gå ned. Det så flot ud. Vi gik hen på en hyggelig restaurant, som hed Portofiro. Vi sad udenfor, og der var grønne planter omkring os. Vi fik lammekoteletter med pommes frites og tzatziki samt også brød. Vi fik en liter albansk rødvin dertil. Den var god. Den samlede pris var 2000 lek, dvs. 120 kr. Vi bliver overraskede hver gang over de lave priser.
Da vi kom tilbage ved 9-tiden, sad vi lidt ude på balkonen.
Torsdag 30. august - Vandretur ud til en fårehyrde og Livadh stranden Der blev bygget over 1 million bunkere under den kommunistiske diktator Enver Hoxta (1944-1985).
Også i dag blev vi vækket af hanegal kl. halv 6 - det gør vi hver dag. Men vi var nogenlunde udsovede.
Efter morgenmaden var det meningen, at vi ville tage bussen ud til Livadh, eller i hvert fald et stykke ud, men det viste sig, at der først ville komme en bus igen kl. 11, fik vi at vide. Det er lidt svært at finde ud af, hvornår busserne kører, for der er hverken deciderede stoppesteder eller busplaner. Man rækker bare armen ud, når man vil med. Busserne går ikke så tit, så det er ikke helt nemt at bruge offentlig transport her fra Himare. Vi besluttede os derfor for at gå derud, for vi havde hørt, at det skulle være en rolig strand.
På vejen ud af byen så vi en del motorcyklister og folk på scooter. De brugte ikke hjelm! Det er åbenbart ikke lovpligtigt i Albanien. Og så som de kører, må der ske mange alvorlige ulykker. Der er faktisk mange biler hernede, også en del Mercedes, så det er ikke alle, der er fattige.
Det tog omkring en time at gå ned til stranden. Det første stykke var den samme strækning som den første dag, så det gik en del opad. De sidste 2 km var en ret øde strækning, hvor vi bl.a. så en fårehyrde ude i området sammen med sine får. Han boede i et primitivt lille hus eller skur. Bjørn gik hen til ham. Der var mange oliventræer på den strækning. Desuden så vi et par af de mange bunkere, som Hoxta fik opført i sin regeringstid. De var runde og lå inde i bakkerne.
Fattig albansk fårehyrde. Boede i et usselt skur beklædt med tæpper. Var i gang med at lægge grene som hegn.
Det gik noget nedad for at komme ned til stranden. Der lå nogle hoteller og en del cafeer, men stranden var ikke noget særligt, for der var mange sten. Så vi var ikke ude at bade der. I stedet satte vi os på en cafe og fik en cappuccino og en cola, for vi havde det varmt efter den timelange gåtur. En af tjenerne fortalte, at de arbejdede 17 timer om dagen og kun tjente omkring 60 kr. om dagen, så det er godt nok ikke meget, hvis det er rigtigt. Han var ikke særligt tilfreds med at være i Albanien. Man kan få mange oplysninger ved at få en snak med lokale.
Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 1 og slappede af resten af dagen.
Vi gik ud at spise klokken 7. Der er en pragtfuld temperatur om aftenen. Vi gik ikke særligt langt, for der ligger mange restauranter langs strandpromenaden. Vi fik først en græsk salat. Derefter fik jeg en musaka, og Bjørn fik kalvekød. Det hele smagte godt skyllet ned med øl.
Vi gik en lille tur langs promenaden. Der var lidt mørkt, for der var ikke så mange gadelamper ud til vandet. Vi var tilbage ved halv 9 tiden.
Fredag 31. august - Afslapning
Efter morgenmaden gik vi ned i byen, ned på strandpromenaden, hvor vi var ude at bade først, hvorefter vi gik hen for at få en kop cappuccino. Inden vi gik hjem, gik vi hen til Elvis hos Sipa Tours for at betale turen i morgen. Det var heldigvis i orden, det hele, så vi gik hen for at hæve og veksle penge. Vi skulle betale 120 euro i alt, men havde heldigvis fået at vide af Elvis, hvad det svarede til i Lek, for det viste sig, at vi ikke kunne hæve på vores visa-kort i banken. Det skulle vi gøre i automaten, og der kunne vi kun hæve lek. Det gjorde vi så.
I banken fik vi dog vekslet nogle af de euro, vi havde tilbage, så vi havde penge nok til resten af dagene. Det tog en evighed at få vekslet penge, meget længere tid end på vekselkontoret, som vi brugte første gang, vi vekslede. I banken skulle de også se pas.
Elvis fortalte, at pensionister får lidt pension, men ikke meget, og det er mest folk, som har haft et arbejde, der får en nogenlunde pension, men på grund af de pyramidespil, som franarrede folk deres opsparing sidst i halvfemserne, var der mange, som ikke havde ret mange penge. Der er dog gratis sygehus, læge og skole.
Efter frokost gik vi ned til vores egen strand. Der var næsten ingen vind i dag, og det var der heller ikke dagen før.
Vi havde købt en lille flaske raki, som vi smagte om eftermiddagen. Den var lidt stærk, men vi kunne godt huske den fra Grækenland.
Vi fandt en ny restaurant om aftenen, som vi spiste på. Den var også hyggelig. Vi fik græsk salat først, og derefter fik vi en fisk hver. Vi ved ikke, hvad det var for en fisk. Der var dog ikke noget tilbehør, men vi havde græsk salat tilbage, og vi fik også en stor kurv med brød.
Vi fik gratis frugt bagefter. Det var melon og fersken, så det var god service.
Lørdag 1. september - Jeepsafari Restauranten Ujvara i Borshi med vandfald i flere niveauer.
Vi skulle på jeepsafari i dag, så efter morgenmaden gik vi ned for at blive hentet af en bil kl. 9.30. der skulle køre os til Borshi. Det var ikke en taxa, men en almindelig bil, en Mercedes. Chaufføren ringede til Sipa Tours og gav telefonen til Bjørn, så han kunne få at vide, at det var den rigtige person, der var kommet for at hente os. Det var meget betryggende og god service.
Det tog cirka en halv time at køre til Borshi, hvor vi mødtes med resten af gruppen i centrum af byen. Undervejs til Borshi så vi en del bunkere oppe i bjergene. Der var 8 jeeps i alt med mange forskellige nationaliteter, en del polakker, italienere, tjekkere, ukrainere m.m. Generelt kommer der flest østeuropæiske turister til Albanien, især polakker. Der kommer dog også en del tyskere og italienere.
I Borshi er der et gammelt slot tilbage fra 1258, men nu er det også en turistby med en meget lang strand.
Vi var først inde på en restaurant, som hedder Ujvara. Der var meget idyllisk i deres baghave, hvor bordene stod på terrasser omgivet af flere vandfald. Der fik vi en iskaffe og en cola, inden vi kørte videre.
Vi kørte mod Qeparo og derefter op i bjergene ad humpede grusveje. Det ville ikke være muligt for en almindelig bil at køre der. Vi så nogle geder undervejs og masser af oliventræer.
Jeepsafari med Sipa-Tours
Den genopbyggede kirke i Pilur
Da vi kom til landsbyen Pilur efter cirka en times kørsel, gik vi først hen til kirken og kirkegården. Vores guide hed Victor, og det var ham, der fortalte på engelsk. Han fortalte, at det var en ortodoks kirke. Det er ortodokse albanere, som bor der i byen og i mange andre byer. Kirken blev ødelagt under Hoxtas regime. Det gjorde faktisk alle kirker, for religion var forbudt i kommunist-tiden, ligesom i Sovjetunionen. Han sagde, at de allerfleste var ortodokse kristne, ikke muslimer. Han fortalte også, at Albanien er et patriarkalsk land, og det er kun 20% af kvinderne, som arbejder.
Henne på kirkegården var der en del flotte grave, men selve området var ikke særligt velholdt. En flot grav kostede 10.000 euro, så det var helt vildt dyrt, men det var fordi granit og marmor var meget dyrt. Hele familien skillingede sammen til gravstedet, og tit fik de også penge fra familiemedlemmer i udlandet, for udover de 3 millioner, der bor i Albanien, bor der 4 millioner uden for landet, og de sender penge hjem for at hjælpe familien, for ellers ville det være vanskeligt for folk ude på landet at klare sig.
Der sad en gammel mand henne ved kirkegården med poser med oregano og salvie, som han solgte. Vi købte 2 poser oregano af ham, til 100 lek (6 kr.) pr. pose, så det var billigt.
Derefter gik vi hen til det sted, hvor vi skulle spise frokost, Cipa village. Der stod mange figentræer langs den sti, vi gik nedad for at komme til restauranten. De dyrker mange figner i Albanien, og de spiser dem både friske og som marmelade. Vi fik altid figenmarmelade om morgenen.
Landsbyen Pilur Æsel i skyggen. (30 grader!)
Frokost på den hyggelige restaurant Cipa Village i Pilur. Traditionel middag med lam, modne figner, tzatziki, stegte tomater, kartoffelsalat, vandmelon og peberfrugt
Vi fik en dejlig albansk frokostbuffet og sad ved store borde i det fri i skygge. Der var lammekoteletter, græsk salat, grillede peberfrugter, tzatziki, kartoffelsalat, godt brød, friske figner og vandmelon. Det smagte rigtigt godt.
Da vi gik tilbage til vores jeep, kunne vi se en del typiske landsbyhuse. Nogle af dem så lidt forsømte ud. Der bor omkring 50 mennesker i Pilur. Ude i bjergene kom vi bl.a. forbi en lille gård, der var blevet forladt.
Derefter kørte vi til Bay of Palermo, hvor der ligger en gammel borg nærmest på en ø. Den blev bygget af Ali Pasha Tepelena, som var en albansk fyrste i det osmanniske rige, omkring 1788. Der var en flot udsigt ned over havet fra toppen. Blandt andet kunne man se hen til en stor tunnel, som var sprængt ind i klipperne. Den blev bygget som beskyttelse til de undervandsbåde, som Sovjetunionen anbragte i området sidst i halvtredserne. Da Albanien brød forbindelsen med Sovjet og vendte sig mod Kina i stedet for, efterlod Sovjetunionen modvilligt de fleste undervandsbåde der.
Derefter kørte vi til Borshi igen, hvor vi skulle være ved en strand et par timer. Der var fyldt med flere tusinde oliventræer, kunne vi se, da vi kørte derned. De stod i lange, lige rækker.
Liggestole og parasoller var med i turen. Vandet var dejligt lunt, men der var en del sten, så det var nødvendigt med badesko.
Ved 4-tiden blev vi kørt tilbage til Himare i en af deres jeeps, og vi var tilbage på hotellet omkring halv 5 efter en rigtig dejlig dag.
Vi spiste på en af de restauranter, som vi havde spist på tidligere. Vi fik græsk salat og fisk igen. Bjørn fik sardiner og små blæksprutter, og jeg fik en slags fiskefilet, selvom den ikke lignede det, som vi i Danmark forstår ved fiskefilet... Men det smagte godt. Vi fik også altid brød til vores mad. Vi købte 2 store albanske øl dertil. Bagefter fik vi gratis frugt igen, honningmelon og vindruer.
Bagefter gik vi en lille tur og hørte cikader. Henne ved en af restauranterne var der musik, sikkert fordi det var lørdag. Der var en mand, som spillede og sang. Det lød ok. Vi satte os på balkonen, da vi kom hjem ved halv 9 tiden.
Søndag 2. september - Vandretur igen
Vi spiste morgenmad sammen med Marianne i dag. Hun er den eneste dansker på hotellet foruden os, så vi havde nogle hyggelige snakke sammen. Hun rejser også meget.
Da vi havde spist morgenmad, gik vi en lang tur. Vi gik igen op til den gamle by. Det var lidt hårdt og varmt, for det går opad meget af tiden. Da vi kom op til det sted, hvor man kan gå op til den gamle borg, satte vi os på den meget lokale cafe, som vi også sad ved den første gang, vi gik derop. Vi fik en cappuccino og sad i skygge under et kæmpestort kastanjetræ. Vi skulle dog passe lidt på hvepse, for dem havde de også dernede.
Albaner ville sælge hjemmelavet olivenolie og krydderier Kirken i det gamle Himare. Tårnet står for sig selv.
Den lokale cafe oppe i det gamle Himare. Her koges vandet til cappuccinoen.
Gammel venlig albansk kvinde udenfor sit hus oppe ved borgen. Bryllupspar på strandpromenaden nede i Himare by.
Da vi havde siddet der et godt stykke tid, gik vi lidt videre ned ad gaden i den gamle by. Der lå en del forfaldne huse fra før i tiden, men nogle af dem var blevet renoveret. Vi gik også op til kirken ad en sti, som gik langs med stien op til borgen. Der var rigtigt hyggeligt at gå der, for i folks haver var der blandt andet figentræer - vi plukkede et par stykker. De var rigtigt gode. Desuden havde de lavet skygge med vindrueranker. Det har vi set mange steder.
Henne ved kirken var der en lille skole, hvor der var malerier på muren. Det så flot ud.
Selve kirken var lidt speciel, idet tårnet stod ca. 10 m fra selve kirken. Det var ikke bygget sammen med kirken. Vi kunne dog ikke komme ind i kirken, for den var låst.
Det var ikke så hårdt at gå tilbage til byen, for da gik det nedad.
Vi gik hen på strandpromenaden nede i byen, hvor vi var de at bade. Vi havde hørt nogle biler lidt før, som dyttede og var bryllupspyntede. Vi var så heldige, at brudeparret og deres gæster, omkring 15-20 personer, kom gående henad strandpromenaden, mens en fotograf filmede dem. Senere kunne vi se en slags fyrværkeri lidt oppe i bjergene, så måske de holdt festen der.
Vi var tilbage ved halv 2 tiden, og da vi havde spist frokost, gik jeg en tur på stranden, der hørte til vores hotel.
Der har været varmt og ca. 30 grader hver eneste dag.
Om aftenen gik vi hen på Taverna Strolis, den samme restaurant, som vi spiste på den første aften. Derfra kunne vi se den flotte solnedgang. Vi fik først bruschetta og tzatziki, derefter en traditionel albansk ret med grønsager og kalvekød, en slags gryderet. Det smagte godt. Vi fik albansk rødvin dertil. Efter spisningen gik vi ned på stranden, hvor vi satte os på et par solvogne og kiggede op på stjernerne i den lune aften, mens cikaderne sang. Det var hyggeligt.
Mandag 3. september - Hjemrejse
Efter morgenmaden pakkede vi det meste, inden vi gik en tur, for vi havde god tid. Vi var tilbage lidt over halv 11 og fik lidt at spise, inden vi checkede ud af hotellet ved 12 tiden. Vi hyggede os sammen med Marianne og drak en cappuccino, inden vi blev hentet af en minibus ved 1-tiden.
Vi troede, vi skulle køre til Saranda, men i stedet blev vi kørt ned til havnen, for vi skulle sejle til Saranda. Det tog ca. en halv time. Der skulle vi dog vente ca. halvanden time i havneområdet, indtil de gæster kom, som boede i Saranda. Derefter sejlede vi til Korfu. Det tog godt en halv time. Køreturen videre til lufthavnen tog ca. et kvarter. Der skulle vi vente i et udendørs område, for lufthavnen er ikke ret stor, så der er ikke plads til alt for mange på en gang. Vi fik at vide, at vi først kunne checke ind 2 timer før afgang, men vi kunne faktisk checke ind 2 1/2 time før. Så smukke solnedgange fra Taverna Strolis Restaurant
Det var en lidt omstændelig affære at checke ind, men gik dog rimeligt hurtigt. Der var trængsel i den lille afgangshal, men det lykkedes os dog at finde et sted at sidde, for vi skulle vente næsten et par timer.
Vi skulle flyve kl. 8 om aftenen, og heldigvis kom vi afsted til tiden. DAT flyet var slet ikke fyldt op, så vi sad alene på en række med 3 sæder. Det var rart. Der var dog ikke meget benplads i flyet, så vi var glade for, vi kun skulle flyve 3 timer. Vi landede kl. 23 til ret lunt og tørt sommervejr, stadigvæk, så det var rart.
Vi var hjemme ca. kl. 2 om natten, godt trætte. Det var dejligt at være hjemme igen og se både det grønne græs og blomsterne, selvom vi har haft en rigtig dejlig tur med en masse gode og spændende oplevelser. Det er altid interessant at se noget nyt.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
Tilbage
til
|
