Tilbage til                                                                                             

I forbindelse med vores rejse til Rumænien og Moldova besøgte vi også Transnistrien.

Vi kørte i næsten en time fra Moldovas hovedstad, Chisinau, før vi kom til grænsen til Transnistrien, "landet, der ikke findes". Det er en lille enklave på 4.000 km2, 225 km lang, 12 km bred på det smalleste sted og 25 km på det bredeste sted. Det er ikke internationalt anerkendt, fordi det er en udbryderstat fra Moldova og grænser op til Ukraine. Det hørte til Ukraine indtil efter 2. verdenskrig.

Landet har en grænse, der skal krydses. Der var en russisk fredsbevarende styrke der. Vi skulle ind på grænsekontoret for at vise pas og fik en slags visum, en lille lap papir, der gav tilladelse til at være i landet et bestemt antal timer. Det gik rimeligt hurtigt. Landet har egen mønt, eget politi og hammer og sejl i deres flag. De har også stadigvæk statuer af Lenin, for landet er meget russisk-venligt. Man må ikke bruge latinske bogstaver, men de blev dog brugt nogle steder. Ellers var det russisk.

   
    Fra en Landsby i Transnistrien, som grænser op til Ukraine. Husets opbygning og farve er rigtig typisk for både Rumænien, Moldova og Transnistrien.

En trediedel af befolkningen er moldovere, en anden trediedel er russere, og den sidste trediedel er ukrainere. Moldoverne bliver chikaneret, bl.a. på den måde, at deres afgrøder bliver ødelagt af russere, inden de skal høstes.

Befolkningen kan også få enten russisk eller moldovisk pas. Nogle bliver betalt af Rusland for at tage til Moldova og få et moldovisk pas, for så kan de stemme i Moldova på det kommunistiske parti, hvilket er en fordel for Rusland. Hvis folk i Transnistrien selv kunne bestemme, ville de helst tilhøre Rusland. De er meget glade for deres land og har ikke lyst til at rejse til udlandet for at arbejde, som de gør i Rumænien og Moldova.

En almindelig løn er ca. 1300 kr. Nogle får pension både fra Rusland og Transnistrien, så det bliver i alt ca. 2000 kr. om måneden.

Vi krydsede Nistri floden, som ligger ved grænsen. Derfor hedder landet Transnistrien.

   Vi krydsede Nistri floden                                                                              En af de mange flotte springvand                                                                                 

Vi kunne se, da vi kørte rundt ude på landet, at der var mange små lodder med masser af grønsager, frugttræer og bærbuske, og måske en enkelt ko, men ingen græsplæne og næsten heller ingen blomster. Alt blev udnyttet. Vi så også mange frugtplantager og solsikkemarker.

Vi kørte først op til et munkekloster, som lå lidt højt oppe. Det så ret velholdt ud, og kirken var også flot. Der var 2 kirker, en sommerkirke og en vinterkirke. Der er 70 munke i klostret. Vi skulle have tildækkede knæ og skuldre, og kvinderne skulle have tørklæde på.

Efter besøget på klostret kørte vi til hovedstaden Tiraspol, som faktisk er en flot by, især i bymidten, hvor de har lavet meget byfornyelse, sagde Carmen. Vi kørte gennem hovedgaden, hvor vi så den ene flotte bygning og plads efter den anden med statuer af Lenin. Der var også en statue af en russisk general, som hed Aleksandr Suvorov. Han gjorde tjeneste i det russiske imperium og levede fra 1730 til 1800.

    Flere Leninstatuer foran bygninger.

    Tiraspol har været igennem en stor forskønnelsesproces bl.a. med store springvand.

                                                                                                                               SHERIFF navnet på den tidligere præsidents supermarkeder.

Vi så mange supermarkeder og tanskstationer med navnet Sheriff. Det er den tidligere præsident, som ejer dem. Han ejer også det flotte sportsstadion.

Derefter kørte vi hen til brandy-fabrikken Kvint, hvor vi blev mødt af en guide, der skulle fortælle om brandy- og vinproduktionen. Vi skulle først have brandysmagning og frokost, for det var blevet sent. Vi smagte 5 forskellige slags brandy - de må ikke kalde det cognac, for det er kun Frankrig, som må bruge det navn. Vi drak det sammen med maden. Vi er dog ikke helt vilde med brandy/cognac.

Bagefter var vi henne i en af kældrene med egetræsfade fyldt med brandy. Der var 25.000 egetræsfade. De eksporterer til 28 lande, især Rusland og Kina, men også Europa. De producerer også vin og vodka.

Derefter kørte vi ind til bymidten igen, hvor vi gjorde holdt en halv time, så vi kunne gå lidt rundt selv. Der var et rigtigt flot springvand og andre flotte bygninger, bl.a. katedralen og rådhuset, som havde røde, blå og grønne farver.

Det gik hurtigt med at komme ud af Transnistrien igen. Carmen skulle bare samle de små sedler sammen og give dem til grænsekontrollen. Så var det overstået. Men det var spændende at se det lille land.

                                                                                                                Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                           Aalborg