|
Tags: rejsebeskrivelse peru, rejser peru, peru rundrejser, Lima, Cusco, Machu Picchu, inkaerne, titicacasøen, puno, jytte og bjørn, peru rejsebeskrivelse, DIAS-Show med lyd HER
Tur til Peru 19.2.-4.3.06
19.2.06
Vi startede tidligt i morges på vores tur til Peru med Albatros. Vi skulle allerede op omkring kl. 3 om natten, fordi vi skulle med bussen fra Århus til Billund. Flyet fra Billund gik kl. 7.45 til Amsterdam. Vi mødte de andre jyder i flyet til Amsterdam, for vi kom til at sidde sammen. Det viste sig senere, at vi er 14 jyder, så det er over halvdelen af gruppen. I Amsterdam skiftede vi til en McDonnel Douglas MD11 med plads til 282 passagerer, og den var helt fyldt op.
Det var en lang tur. Det tog ca. 15 timer fra Amsterdam, bl.a. fordi vi skulle mellemlande på Bonaire, som hører til de hollandske Antiller, hvor mange hollændere stod af flyet. Vi andre fik også lov at komme ud, mens flyet blev tanket op. Der var 28 grader, så det var varmt. Det er en tør ø, så der vokser ikke ret mange palmer. Der kom nye passagerer på. Bjørn kom til at sidde ved siden af en guide fra TransMeridian Travel. De arrangerer ture i Peru.
Da vi kom til Lima, var min kuffert væk. Den var glemt i Amsterdam, så den får vi først i overmorgen. Det var den eneste kuffert, der manglede – surt. De andre i gruppen kom med mange morsomme bemærkninger.
Vejret i Lima var rigtigt godt, ca. 24 grader. Da vi kom til hotellet, fik vi en drink, en Pisco. Den bestod af druer, lime og sukker. Den var lidt stærk. Der var meget varmt på vores værelse, så vi måtte have vores aircondition i gang. Vi er jo heller ikke vant til så meget varme, når vi er kommet fra kulden i Danmark.
20.2.06
I dag stod vi op halv 6, for vi skulle flyve til Cusco. Vi
fløj kl. 9 og var i Cusco en time senere. Nu er vi lige ankommet til hotellet.
Man skal sørge for at drikke meget
Da vi kom op på værelset, følte jeg mig svimmel, så jeg lagde mig, mens Bjørn gik en tur ned i byen for at filme og tage billeder. Han fik taget nogle gode billeder af handlende m.m. Der bor 300.000 mennesker i Cusco, og mange af dem er indianere, som går rundt i farvestrålende tøj. De handlende er dog meget pågående. Man kan næsten ikke gå i fred for dem.
Klokken halv 2 skulle vi mødes med Solveig, vores rejseleder – hun er kun 23 år, og det er hendes første tur som leder af en gruppe. Sidste gang var hun med som ”føl”. Hendes baggrund er, at hun har boet en del år i Sydamerika, både i Bolivia og Peru, fordi hun var med sine forældre, som er præster og bl.a. har arbejdet meget inden for menneskerettigheder. Derfor er hun meget god til spansk og forstår den sydamerikanske kultur og væremåde. I Peru arbejdede hun ude hos den danske jesuitter-præst Peter Tantholt Hansen, som bor oppe på højsletten ikke så langt fra Cusco. Hun hjalp bl.a. med skolebespisningen, som præsten har oprettet.
Solveig kendte et godt sted, som lå et stykke fra torvet, Plaza de Armas. Det var et meget hyggeligt sted, hvor vi sad ude i en gårdhave. Vejret var også godt – dejligt lunt. Vi fik alpaca på spyd med kartofler. Det er en af de 4 lamatyper. Det smagte godt. Vi gik først derfra omkring kl. 4. Vi gik ned ad de smalle gader fra inca-tiden. De er meget charmerende. Nu er der butikker i næsten alle husene. Vi sad også nede på torvet og kiggede på folk. Vi var hjemme på hotellet omkring kl. 17.00, men da havde jeg det også dårligt igen og lagde mig. Jeg sov lidt, og kl. 7 gik jeg i bad og derefter i seng. Vi orkede ikke at gå ud at spise og var heller ikke sultne.
Cusco Machu Picchu 21.2.06
I dag stod vi op halv 7, for vi skulle på en heldagstur. Der var nogen af deltagerne, som ikke havde sovet ret godt p.g.a. højdesyge. Solveig hentede nogle piller til dem på apoteket. De viste sig at være gode.
Kl. 8 startede vi fra hotellet. Vi kørte først til inka-fæstningen, Sacsaywaman, der er det største og mest imponerende kompleks i nærheden af Cusco. Der er kun ca. 20% tilbage af den oprindelige struktur, for spanierne anvendte stenene til nye kirker og huse i Cusco. De har dog efterladt de største sten, hvoraf én vejer ca. 300 tons.
Derefter kørte vi mod Pisac, hvor der var et sted med lamaer. Der findes 4 forskellige slags: Alpaca, llama, vicuña og guanaco – den er vild. Vi så bl.a., hvordan de behandler ulden og væver tæpper m.m. Derefter kom vi til ”Den hellige Dal” og Urubamba floden. Der er meget frodigt, fordi klimaet i dalen er noget varmere end i Cusco, idet den ligger ca. 600 m lavere. Bl.a. dyrker de mange forskellige kartoffeltyper – der findes vist 7.000 forskellige slags. De dyrker også majs og grønsager. Der findes mange terrasser, og op ad bjergsiderne er der nye tilplantninger af træer, bl.a. det hurtigtvoksende eukalyptustræ, som stammer fra Australien. De plantes som et led i Landbrugsministeriets projekt ”100 millioner Træer”, for at erstatte de træer, som er fældet gennem generationer. Kritikere påpeger imidlertid, at man burde have valgt et ”indfødt” træ for at sikre naturlige livsbetingelser for områdets fugle og insekter. Samtidig er eukalyptustræet særdeles vandforbrugende. Det giver problemer på bøndernes marker.
I Pisac var vi inde på et stort marked. De sælger alt muligt håndværk, strikvarer, keramik m.m. Det er meget billigt herovre. Det er også billigt at gå ud at spise. Vi gav 20 Soles for en god frokost den første dag, godt 40 kr. En øl koster 4 Soles på en restaurant på en restaurant, så det er billigt. Deres trøjer m.m. er også billige.
Efter frokost, som vi spiste i Pisac, kørte vi ud til et lille sted, hvor vi smagte majsøl. De dyrkede selv majsen. Majsen i Den hellige Dal er større end vores majs. Derefter laver de det til øl. Det smagte nogenlunde.
Det er almindeligt, at peruvianerne har marsvin til at gå
rundt i huset, hvor de selv opholder sig – det så vi bl.a. det sted, hvor vi fik
majsøl. De spiser dem også. De
Efter besøget der kørte vi til Ollantaytambo. Denne by har sit gamle særpræg fra inka-tiden i behold. Den er meget hyggelig. Rendestenen løb langs husmuren. Umiddelbart bag byen rejser terrasser med høje mure sig op ad bjergsiden, og på toppen ligger et af inkaernes største forter. Det nåede aldrig at blive bygget færdigt, hvilket giver den besøgende mulighed for at se, hvordan man fik transporteret de store sten på plads.
På hjemturen kørte vi til et sted, hvor vi kunne se bjerget Veronica, som er 5800 m højt. Der var sne på toppen. Det var flot. Det var dog ved at være mørkt, så vi fik ikke alle bjergene at se. Vi kørte også igennem en by, der hedder Chinchero. Bjerget lå i nærheden af den. Vi var hjemme ca. halv 8 efter en god dag. Min kuffert var heldigvis kommet, da vi kom tilbage.
Inde i Machu Picchu 22.2.06
I dag kunne vi sove længe, for vi skulle først mødes kl. 9. Vi skulle på byrundtur for at se soltemplet og katedralen. Det var imponerende bygninger. Soltemplet var inkaernes vigtigste tempel, men spanierne røvede det meste guld, der var der. De store tilhuggede sten i solsemplet var lavet som henholdsvis han- og hunsten. Hanstenene havde en ”tap” og hunstenene et hul, så de kunne gå ind i hinanden. På den måde kunne byggeriet modstå jordskælv, så det var godt fundet på. Spanierne kendte ikke denne byggemetode, hvilket betød, at deres byggeri meget nemmere faldt sammen ved jordskælv.
Katedralen blev påbegyndt i 1559, men først færdigbygget 100 år senere. Den er 4.000 m2 og rummer mange kunstskatte fra kolonitiden.
I dag har jeg haft det godt, ingen hovedpine, hvilket jeg har haft de forrige dage.
Der var demonstration og strejke i byen i dag, så der var masser af mennesker på gaden. De demonstrerede for lavere gaspriser. Ifølge Solveig vil peruvianerne gerne strejke.
Puno Aymaralandbrug Lamaer Der skal også snart være præsidentvalg – i april måned. Solveig fortalte om kandidaterne. De 2, som fører, er en kvinde, som er meget konservativ og pro-amerikansk, og en mand, som har nogle meget ekstreme synspunkter, bl.a. vil han have alle chilenere og også andre udlændinge ud af landet.
Om eftermiddagen sendte vi mails til børnene. De havde også sendt mail til os. Det kostede kun 1½ soles (ca. 3 kr.) for 1 times internetbrug. Derefter satte vi os i hotellets have, da vejret var fint.
23.2.06
I går aftes spiste vi på en restaurant nede på Plaza de Armas. Vi havde udsigt over torvet. Vi fik noget oksekød med ris og stegte kartoffelskiver og en øl. Bjørn fik også en Irish Coffee. Det kostede i alt 76 Soles, dvs. ca. 170 kr. Vi var hjemme omkring kl. halv 9 efter at have gået lidt rundt.
I dag skulle vi op halv 5, for vi skulle med toget kvarter over 6 for at køre til Aguas Calientes, som ligger i nærheden af Machu Picchu. Vi kørte langs med Urubamba floden i 4 timer. Det var en flot tur ved udsigt til høje bjergtinder og næsten jungleagtig vegetation. Fra stationen var der kun en lille gåtur til hotellet. Vi har fået et udmærket værelse med udsigt til bjergene.
Kl. halv 12 skulle vi mødes for at gå ud at spise. Vi spiste på en hyggelig restaurant, hvor de spillede Peru musik. Det lød godt.
Da vi havde spist, kørte vi med bus op til Machu Picchu. Machu Picchu er Perus og – vil nogen sige – Sydamerikas mest spektakulære seværdighed. Man mener, at byen, som har tempelområder, smukt udformede huse og rituelle bade, beboelseskomplekser, terrassemarker og festplads, og hvor der også blev fundet tekstiler, keramik, værktøj og metalting, var et kongeligt palads, bygget af Pachucutec, inkaernes svar på Christian 4., der herskede fra 1438 til 1472. Man mener, der boede omkring 1500 mennesker på Machu Picchu.
Det tog ½ time ad snoede bjergveje at komme derop. Der var solskin, da vi kom derop. Der blev dog mere gråvejr senere, men der var lunt. Det var simpelthen så overvældende og uvirkeligt at se det, som man kun har hørt om. Det er omgivet af en masse jungle og bjerge, som er meget høje og stejle. Der var lidt skyer, som gik nedenfor bjergtoppene. Det var meget fascinerende og mystisk. Vi gik rundt deroppe i 4 timer og fik fortalt en del af Solveig.
Da vi kom tilbage til byen, regnede det. Der kommer byger af og til, men de stopper heldigvis hurtigt igen. På vejen ned til byen mødte vi en dreng på 8 år, som hele tiden løb tværs over bjerget ad en lille sti. Hver gang vi kom omkring det næste sving, stod han igen og vinkede. Han var klædt i indianer-inka tøj og løb utroligt hurtigt. Han løb næsten helt ned til byen og blev så samlet op af bussen, så han kunne få lidt penge af os. Han svedte meget, men det må også have været hårdt at løbe så hurtigt. Vi fandt dog ud af næste dag, at der er mange drenge, som gør det samme. Det er næsten hver gang, der kører en bus ned, at der løber en dreng med. De må kunne tjene nogen penge om dagen på den måde. De er meget afhængige af turisme i Peru, for mange mennesker ville ellers være uden arbejde og penge. Gammel indianerkone Der findes ingen socialhjælp eller understøttelse i Peru. Hvis folk ikke har arbejde, må de klare sig selv. Heldigvis har de som regel noget familie, som kan hjælpe dem. Med hensyn til pension er det kun folk, som har været ansat i et firma, der får pension, og da mange mennesker er selvstændige, er det meget få, som får pension. Man skal også selv betale for lægehjælp, så ude på landet bruger man alternativ medicin, for man har simpelthen ikke råd til at gå til lægen.
Da vi var ude at spise om aftenen, var vi lige kommet ind på restauranten, da lyset gik ud i hele byen. De fandt dog hurtigt nogle stearinlys frem, for de var vist vant til strømafbrydelse. De kunne også godt lave mad til os, for de brugte gas.
24.2.06
I dag er det Bjørns fødselsdag. Han fik et kort af mig og af Camilla og Jacob, men kortet fra dem ville han først læse oppe på Machu Picchu. Vi skulle nemlig op på Machu Picchu igen tidligt om morgenen, så vi kunne se solen stå op ved solporten. Vi tog bussen derop allerede halv 7, så vi startede med at gå kl. 7. Det regnede lidt, mens vi gik ad inka-stien op til solporten, men da vi kom helt op efter godt 1 times vandring, regnede det ikke mere. Det var dog stadigvæk skyet, så vi nåede ikke at se solen, inden vi gik ned igen. Der var dog nogen af de andre, der blev der i længere tid, og de nåede at se skyerne forsvinde. Da vi kom ned, var der strålende solskin, så vi nød udsigten. Vi havde en dejlig madpakke med fra hotellet.
Da vi kom tilbage til Aguas Calientes, tog vi toget tilbage til Cusco. Det kørte kl. 16.00. Vi sad sammen med Tove og Peter, som er vældigt flinke. Hun er sygeplejerske og fuld af sjov, og han er bl.a. medejer af et vinfirma. Alle i gruppen er søde og rare, og vi har det sjovt sammen. Vi var tilbage på hotellet omkring kl. halv 9. Vi tog et bad, og bagefter drak vi en lille flaske rødvin, som vi havde fra flyet. Vi var for trætte til at gå ud at spise, men vi skulle jo lige fejre Bjørns fødselsdag.
25.2.06
I dag skulle vi først op kl. 7, for vi skulle først på tur kl. halv 9. Vi kørte først til Qenko, som betyder zig-zag. Det var et helligt sted med udhugninger og indgraveringer i en limstensklippe. Man finder huler med nicher, hvor inkaerne så vidt vides opbevarede mumier og guldfigurer. Til forskel fra egypterne blev inkaerne mumificeret i fødestilling, så de kunne blive født ind i den næste verden.
Derefter besøgte vi Puca Pucara, som var en rasteplads i inka-tiden. Det sidste sted hed Tambo Machay, som var et helligt afvaskningssted. Til sidst var vi henne ved en butik, hvor man kunne købe strikvarer (der var faktisk handlende ved alle de seværdigheder, vi besøgte, og de gjorde meget for at få solgt noget til os). Jeg købte en ulden trøje af alpaca uld. Den kostede 29 soles, dvs. ca. 60 kr.
Da vi kom tilbage til byen, sendte vi en mail til alle i familien og vennerne. Derefter gik vi ned for at hæve penge, så vi har nok til de næste dage, og bagefter gik vi hen på Inka-museet, hvor der er mange genstande fra inkatiden.. Det var vældigt spændende at se. Sidst på eftermiddagen satte vi os op i haven, hvor nogle af de andre også kom op.
Om aftenen spiste vil alle sammen et sted, hvor der var musik og danseshow. Vi fik buffet med masser af forretter og hovedretter. De er gode til at lave forretter, bl.a. med kartofler i – de har jo mange forskellige kartofler. Vi var hjemme omkring halv 11.
26.2.06
I dag skulle vi op kl. halv 6, for vi skulle køre til Puno. Det første stop var i Andahuaylillas, hvor vi så et flot sixtinsk kapel, der blev bygget sidst i 1500-tallet. Der var nogle meget flotte loftsmalerier. Efter besøget der kørte vi til Raqchi, som er en lille by med store ruiner. En 10 meter høj mur af sten nederst og adobeblokke øverst er de synlige rester af inkaernes tempel til ære for skaberguden Viracocha.
Derefter kørte vi til en restaurant ude på landet, hvor vi spiste frokost. Vi fik 4 retter, så det var fint. Efter frokost kørte vi videre mod Puno og kom snart til Altiplano. Vi standsede ved et pas, som hedder La Raya, hvor vi havde udsigt til et højt bjerg på 5800 m, som hedder Nudo del Vilcanota. Ved passet gik der lamaer og græssede på bjergskråningen. Lamaer har stor betydning for befolkningen, idet de både giver mælk, kød og uld. Samtidig giver de også varme.
Senere kom vi til byen Juliaca, som er meget grim og trøstesløs. Der lå affald overalt. Solveig kaldte den verdens grimmeste by, og det siger ikke så lidt. Kl. godt 6 om aftenen kom vi til Puno, hvor vi skulle bo på Hotel Italia. Det er et udmærket hotel. Vi spiste i hotellets restaurant, for vi orkede ikke at gå nogen steder hen.
27.2.06
I dag er det Benediktes 60 år fødselsdag. Solveig havde fundet ud af det, så hun var den første til at ønske hende til lykke ved morgenmaden. Bagefter kom hun hen til Bjørn og sagde: ”Du har jo også haft fødselsdag”. Hun havde nemlig checket alle pas-kopierne. Næsten alle kom så og ønskede ham til lykke.
Sillustani Kl. 9 kørte vi af sted på vores formiddagstur til Sillustani, som er en gruppe begravelsestårne på en halvø i Umayo-søen 25 km nordvest for Puno. Vi kom forbi fængslet i Puno, hvor bl.a. lederen af ”Den Lysende Sti” sidder fængslet. Den Lysende Sti var en maoistisk bevægelse, som i 1980’erne førte guerrilakrig mod militæret, men det gik også ud over lokalbefolkningen oppe i bjergene. Det er en af grundene til, at så mange flyttede til byen, fordi de var bange for at blive slået ihjel. Terroren betød også en voldsom nedgang i antallet af turister, der besøgte landet og dermed et stort fald i valutaindtjeningen. Hele det centrale højland var livsfarligt at opholde sig for en udlænding. I 1992 blev lederen Abimael Guzmán dog fanget, hvorefter det blev meget sikrere at færdes i bjergområderne.
Vi gik rundt ved ruinerne i Sillustani et par timer. Der var dejligt solskin. Der gik også lamaer deroppe. Der var også en giftig blomst, som Bjørn var lige ved at røre ved, fordi han ville fotografere den. Den kaldes ”star flower”. Den kan bedøve ens hånd 2-3 dage, hvis man rører ved den.
Bagefter kørte vi hen til et lille landbrug, hvor vi så, hvordan de dyrkede den smule jord, de havde. De brugte nogle meget primitive redskaber. Det var meget interessant at se, hvordan de lever. De havde hverken el eller vand. De lavede bl.a. selv ost og håndarbejde, som de solgte. Vi købte 2 tyre af porcelæn, som de også har til at sidde oppe på taget for at holde de onde ånder væk. De er aymara indianere. Der findes både aymara og quechua indianere. Nogle af dem taler kun deres eget sprog, som stammer tilbage til inka-tiden, og ikke spansk, som ellers er hovedsproget.
Vi fik at vide, at der er racediskrimation i Peru, for der bliver set ned på dem, som kun taler quechua. Det er finere at snakke spansk, og man skal helst være så hvid som muligt.
Da vi kom tilbage til Puno lidt over middag, gik vi alle sammen ud for at spise frokost, for Benedicte og Bjørn ville give en drink til hele gruppen p.g.a. deres fødselsdag, så det blev en pisco sour. Den består af druer, lime og en pisket æggehvide samt sukker og knust is. Det var den bedste, vi har fået. Bjørn og jeg fik marsvin (cuy) til frokost, som er en af deres nationalretter. Vi delte en, og den blev serveret med hoved og det hele. Det smagte godt, lidt en mellemting mellem kylling og and. Benedicte og Bjørn fik en gave af Albatros. Benedicte fik et armbånd, og Bjørn en kondor af marmor. Det var en meget hyggelig eftermiddag. Bagefter gik vi ned på hotellet for at hente nogle dollars, som vi fik vekslet i en bank. Vi gik lidt rundt i gågaden, indtil det blev for køligt. Vi satte os også lidt på en bænk på torvet. Vi kunne ikke sidde i fred for skopudserne, som der er mange af.
Vi kom i snak med en backpacker fra New Zealand, som havde rejst rundt i over ½ år. Han var 20. I Cusco snakkede vi med en kvindelig backpacker, som var fra Montreal. Hun rejste også rundt alene.
28.2.06
Sivbåde på Titicacasøen Beboere på sivøerne - Titicacasøen
I dag startede vi med at køre i cykeltaxa ned til havnen, fordi vi skulle på en 2-dages tur ud til nogle øer i Titicaca søen, som ligger ca. 4.000 m over havet. Det er den næststørste sø i Sydamerika (9000 km2) – den største ligger i Venezuela, og det er verdens største sø i over 2.000 m’s højde. De første øer, vi kom til, hedder Uros og er flydende sivøer, som er enestående i Sydamerika. Det er det eneste sted, der lever mennesker på flydende sivøer, hvor de bor i huse af siv og sejler i sivbåde. Denne specielle livsstil opstod, da uro-indianerne for århundreder siden søgte at undgå inkaernes og aymara-indianernes dominans på landjorden. Der bor i alt 1200 personer på øerne, og der findes både børnehave, grundskole, telefon, fjernsyn og radio på øerne. De laver af at sælge deres kunsthåndværk og strikvarer. 20% af befolkningen bor på fastlandet og kommer ud på øerne om dagen for at sælge deres varer.
Øerne er menneskeskabte og laves ved, at man fælder siv og bliver ved med at smide mere og mere ovenpå, indtil det kan bære. Der skal mere siv på, efterhånden som det rådner nedefra, og når sivene til sidst når bunden, må man starte et nyt sted – efter ca. 25 år.
Efter besøget på Uros sejlede vi ca. 2½ time videre ud i Titicaca søen til øen Taquile, hvor vi skulle overnatte. Vi gik i land på en lille sandstrand på den modsatte side af øen end den, hvor de fleste turister ankommer, og hvor der er en trappe med 544 trin. Taquile er 6 km lang og 2 km bred. Der er 2500 indbyggere. Der er ingen veje og dermed heller ingen biler eller cykler, kun kuperede stier. Deres klædedragt er unik for Taquile. Især er mændenes huer specielle. Gifte ænd har strikkede røde huer på. De ugifte bærer en lidt enklere rød og hvid model. Når mange mænd alligevel bærer en rød-hvid hue, er det ikke udtryk for en længsel efter ungdommens frihed, men fordi den er lettere at strikke – mændene strikker nemlig selv huerne!
Da vi kom i land, blev vi mødt af en modtagelseskomite på ca. 10 personer, både børn og voksne. Børnene smed blomster og konfetti på os (dog vistnok på grund af karnevalet), og bagefter hjalp de med at bære vores bagage op til fælleshuset. De er vant til at slæbe på mange ting.
Da vi kom op til fælleshuset, som tog ca. 1½ time, fik vi en kop te, munjate – det smager lidt af mynte. Derefter fik vi frokost, som værtsfamilierne hjalp hinanden med at lave til os. Forretten var quinoa suppe. Den smager utroligt godt. Det er en af deres nationalretter. Quinoa er en slags korn. Derefter fik vi omelet, som også smagte meget godt. Efter frokosten skulle vi fordeles familierne. Bjørn og jeg skulle bo hos 2 mænd et stykke nede i dalen. Vi havde gaver med til dem, bl.a. pasta, sukker og ris, for Solveig sagde, at det var bedst at give sådanne ting i stedet for søde sager. Vi måtte heller ikke give børnene slik eller penge, for den side af øen er ikke blevet ødelagt af turisme som på den anden side af øen. Det var tydeligt at se forskel, for på den side af øen, hvor der er flere turister, kan beboerne godt finde på at tigge om penge eller spørge, om man vil fotografere dem for penge.
Det var anstrengende at gå ned til huset, hvor vi fik et rum med 2 senge og strå på gulvet. Der var ingen elektricitet, så vi fik et stearinlys. Der var heller ingen toilet, kun et hul i jorden. Man skulle stå på 2 brædder, så det var ret primitivt. Da vi havde fået tingene sat på plads, skulle vi op til fælleshuset igen. Det var ekstremt hårdt at gå opad i den tynde luft, så vi måtte standse flere gange for at få vejret. Da vi kom derop, skulle vi se de ting, de laver. De strikker meget – også mændene. Bjørn købte en Peru hue, og nede hos vores familie havde vi købt 3 pandebånd. De kostede 25 soles for 3 – ca. 60 kr.
Efter forevisningen gik vi ind, for det begyndte at regne og blæse. Vi sad inde, til vi skulle spise, for det var blevet koldt udenfor. Vi var dog henne at kigge ud over søen. Der var en pragtfuld udsigt over til bjergene i Bolivia, som er over 6000 m høje, med sne på toppen.
Vi fik også suppe til aftensmad, grøntsagssuppe. Derefter fik vi en ret med bl.a. stegte løg, ris og pommes frites. Efter aftensmaden havde de lavet bål ude i gården, hvor der blev spillet musik, og vi skulle være med til at danse. Det gjorde vi ca. et kvarter, hvorefter vi gik ned til huset i mørke. Vores vært havde en lommelygte, men det var ikke nemt alligevel, for stien var ret kuperet. Vi gik i seng kl. 9, for der var helt mørkt, og vi var trætte. Vi sov dog ikke særligt godt, for det begyndte at blæse og regne, og der var et bliktag, som larmede.
1.3.06
Karneval på Taquileøen Det er almindeligt at mændene på øen strikker huer, vanter m.m.
Vi vågnede ret tidligt, men stod først op kvart i 8. Vi skulle have morgenmad i fælleshuset. Det var tykke pandekager. De smagte godt, dog lidt anderledes end danske pandekager. Derefter gik vi ned til byen, hvilket tog ca. 1 time. Der er karneval den her tid, og på Taquile varer det 4 dage. I dag var dog den dag, hvor der var flest optog, og de konkurrerer mod hinanden på torvet.
De startede ca. kl. 11, hvor vi kunne høre dem rundt omkring med trommer og andet musik, og ca. kl. 1 samledes de alle sammen på torvet i deres farvestrålende dragter. Det var et flot og særpræget syn med masser af trommer, fløjter, kohorn og andre musikinstrumenter. Der var også nogle, som var fulde – de drikker ren spiritus. Vi sad og kiggede på det ca. ½ time, hvorefter vi gik ned til båden ad de 544 trin. Det tog ca. 3 timer at sejle hjem. Det har været et par oplevelsesrige dage.
Vi så for øvrigt Perus nationalblomst, cantuta. Den har røde blomster, som har form som en klokke.
2.3.06
I dag kunne vi sove så længe vi ville, men vi var udhvilede omkring kl. 7. Da vi havde spist morgenmad, pakkede vi vores kufferter, hvorefter vi gik en lille tur ned i byen. Vi så nogle gå rundt med en mobiltelefon i en kæde. Det viste sig at være en mobil ”telefonboks”, som folk kunne ringe fra.
Vi har også set mange større børn slæbe rundt på deres små søskende. Det ser ud som om børnene får lov at passe sig selv meget. Mange er også ude til sent om aftenen.
Kl. 1 skulle vi med bussen til Juliaca for at flyve til Lima. Vi ankom til Lima ca. halv 8, hvor der var lunt, da vi ankom. Vi var på hotellet kl. halv 9, og vi skulle spise vores sidste middag sammen kl. 9. Vi havde samlet ind til Solveig, så hun blev helt rørt, da hun fik pengene. Middagen var på Albatros’ regning. Det var flot.
3.3.06
I dag er det vores sidste dag i Peru. Vi startede kl. 9 med en byrundtur i Lima. Vi kørte først rundt i Miraflores, hvor vi bor – Colonial Inn. Miraflores er mest et forretningskvarter og med en masse restauranter. Det er et af de pæneste kvarterer. Vi så også en park nede ved vandet – Stillehavet – som de kalder kærlighedsparken. Der kommer mange forelskede par, især om aftenen.
Derefter kørte vi til Isidro, som er det rigtigt rige kvarter med mange store villaer og palæer fra kolonitiden. Der ligger også mange ambassader der.
Der er meget trafik i Lima – ligesom i de fleste hovedstæder. Vi så også mange taxier. Det skyldes, at alle og enhver kan købe eller leje en bil og begynde at køre taxa. Der er mange taxachauffører, som har en høj uddannelse, men ikke kan få arbejde, fordi arbejdsløsheden er på ca. 40% i Lima, og hvis man er ca. 35 år, er man allerede for gammel til at få et job. Mange har også chaufførjobbet som ekstrajob for at tjene lidt ekstra.
Der er også meget korruption i Peru. Især politiet er korrupt. Hvis de standser folk i deres bil og finder ud af, at de ikke har en gyldig licens eller overhovedet ikke har kørekort, giver de ingen bøde, hvis de får nogen penge af synderen.
Derefter kørte vi ind til centrum for at se hovedpladsen, Plaza de Armas, med regeringspaladset, som huser præsidenten. Her findes også rådhuset og katedralen, hvor der er mange flotte udsmykninger, og som rummer de jordiske rester af Francisco Pizarro, den spanske ”conquistador”, som grundlagde Lima og tilføjede de regerende inkaer de første sviende nederlag, der skulle blive begyndelsen til enden for Inka-riget. Bagefter gik vi ind på gågaden, hvor vi fik en kop kaffe og te på en fortovsrestaurant, inden vi kørte videre til det arkæologiske og antropologiske museum i distriktet Pueblo Libre, der bl.a. huser en guldsamling fra Chimu-kulturen, som fandtes før Inka-tiden. Vi gik rundt i næsten halvanden time, hvor vi fik fortalt en masse af vores lokalguide, Rosa. Det var meget spændende. Der var jo nogle store præ-inka kulturer, som var meget dygtige. De vigtigste var Chavin-kulturen, den første større bykultur i det nordlige Peru (800-200 f.Kr.), Moche-kulturen, som er kendetegnet ved portrætkunst og erotisk kunst i deres keramik (100 f.Kr.-800 e.Kr.) og Nazca-kulturen, som især er kendt for Nazca-linjerne i ørkensandet (200-600 e.Kr.).
Efter museumsbesøget kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi var lidt over 2. Da var vi også sultne, så vi gik hen på en restaurant sammen med Solveig. Vi var omkring 10, som gik med hende, og vi fik buffet med masser af peruvianske specialiteter, som var meget gode. Vi var der indtil ca. halv 4, hvorefter vi gik tilbage til hotellet og ventede på at skulle køre i lufthavnen kl. halv 6.
4.3.06
Efter er lang flyvetur er vi nu kommet til København ca. halv 10 om aftenen, godt trætte. Vi fløj fra Lima med en times forsinkelse p.g.a. dårligt vejr på vej derover, så vi kom først af sted kl. 22.30 i går aftes. Vi sad og grinede og lavede sjov i lufthavnen med bl.a. Helen og Holger samt Tove og Peter, så de andre passagerer sikkert troede, vi ikke var rigtigt kloge. Vi faldt i søvn, inden vi skulle mellemlande på Bonaire, men der skulle vi ud – der var 26 grader om natten, og derefter var det svært at falde i søvn igen. Vi sov måske et par timer i alt. Vi fik mad 3 gange, så det var fin service. De indhentede forsinkelsen, så vi ankom næsten planmæssigt til Amsterdam, hvor vi havde knap 2 timer til at skifte fly.
Vi fik taget pæn afsked med de andre i gruppen. Vi har fungeret godt sammen, så det var helt vemodigt at sige farvel. Nogen skulle overnatte i København, og vi skulle med nattoget.
Vi synes, vi har haft en pragtfuld tur, som vi ikke vil glemme, meget spændende og en helt anderledes kultur, end vi har set før, men det var nu også rart at komme hjem igen.
Hilsen Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
Tilbage
|
vand og coca-te for ikke at blive dårlig p.g.a. højden.
hedder ”cuy” på spansk og er en stor delikatesse. 
