Rundrejse i Kina           

 Tags: rundrejse kina, rejsebeskrivelse kina, Den Kinesiske Mur, Kina, Kina rejsebeskrivelse, Jytte og Bjørn Larsen kina,Beijing, Mao, Shanghai, Guilin, Li-floden, Yangshuo, rejser Kina, suzhou, Himmelske Freds Plads,

 Tilbage til KINA  Forsiden                                                                                                                         Tilbage til Startsiden  STARTSIDEN

 Vi var på en pragtfuld rejse til Kina i marts i år fra den 15.3 til den 28.3.2005. Det var en rundrejse, hvor vi startede i Beijing.

 

             

 

 Det er den største plads i verden. Den er på 42 hektar, og der siges at være plads til 1 mio. mennesker. Der var en del folk, som satte drager op på pladsen. Det gør de i øvrigt i alle byer, så det er et festligt syn, når der er mange drager oppe på én gang, og nogle af dem er meget store. Kineserne kaldte os langnæser, og vi blev tit studeret.

 

 Hutongerne

Vi var også en tur ude i hutongerne, hvor vi kørte rundt i cykeltaxaer. Hutongerne er de gamle kvarterer med snævre gader og markeder. Der bor ca. 700.000 mennesker der – i hele Beijing bor der 14 millioner mennesker. Der er dog ikke ret mange tilbage af disse oprindelige boliger, fordi de er dårligt isolerede og dårligt vedligeholdt samt tit uden toilet. Derfor er det fristende at køre bulldozere hen over de lave boligkvarterer og bygge moderne højhuse i stedet for. Man vil dog bevare nogle af dem, fordi turisterne gerne vil se noget af den oprindelige Beijing-kultur. Det var meget spændende at se.

 

 Den Forbudte By                                

Grunden til, den blev kaldt den forbudte by, var, at det kostede hovedet at trænge ind i paladset. Den måler 760 m fra øst til vest og næsten 1 km fra nord til syd. Bag en bred voldgrav og en godt 10 m høj mur ligger bygninger med over 9000 rum, der har huset kejsere og kejserinder, konkubiner og eunukker, kunstnere og præster og utallige embedsmænd og tjenestepiger. Kejserne levede i ufattelig rigdom, totalt isoleret fra livet i resten af det kæmpestore rige.

                                                                                                       

 En cloisonné-fabrik

Her blev der fremstillet vaser i kobber, hvorefter de blev bemalet og brændt. Vi købte et flot eksemplar.

 

                  

     Himmelske Freds Plads                                          Gadehandel                                                              Cykeltransport

 

                  

                                                                                                                                                                       Cloisonné vase

 Den Kinesiske Mur

En af turens turens højdepunkter var turen til muren ved Badaling. Vi gik ad dronningeruten, som sine steder var meget stejl. Men hvor er den dog imponerende-6000 km .Mange steder er den 8 meter høj og 6 meter bred. Man påbegyndte byggeriet 400 f.Kr.,som et værn imod mongolerne.Vi nød begge den drabelige udsigt. Det var lidt køligt, omkring 5 grader, men solskin, så det var perfekt vejr.

 

 Xian

Dernæst fløj vi til Xian, som er berømt for sine 7000 terracotta-soldater.

 

Xian var hovedstad  fra omkring år 1000 f.Kr. til år 907. Den blomstrede især under Tang-dynastiet (618-907). Den har 7 millioner indbyggere nu og blev først internationalt kendt, da man fandt de første terrakottasoldater i 1974

 

                 

    

En aften så vi Tang-dynasti show - det var anderledes smukt at høre den traditionelle kinesiske musik i virkeligheden.

 

Det tager sin tid at komme frem til Den Store Vildgås Pagode

        

Grunden til dette er, at der er alt for mange biler, og de følger overhovedet ikke færdselsreglerne. Det er utroligt, at der ikke sker flere ulykker, for især cyklisterne er frygtløse. De snor sig ind mellem bilerne og ser sig nogle gange hverken til højre eller venstre, inden de cykler af sted. Cyklerne bliver også brugt som en slags ”varebil”, og man ser tit cykler med et læs ting så stort som et hus.

Vildgåspagoden var imponerende, og der var også en lille have der. Den blev oprindeligt bygget i 652 (i Tang dynastiet) i fem etager i indisk stil, fordi den skulle huse værdifulde buddhistiske skrifter, som munken Zyanzang bragte med hjem fra en rejse til Indien. Nu er der 7 etager.Der bor stadigvæk munke der.

 

Træerne var for øvrigt begyndt at springe lidt ud hernede i Xian, bl.a. Magnolia, Forsythia og Kamelia, så de var ca. 1 måned foran os. Der vist omkring 13-14 grader hernede omkring 20. marts, så det var dejligt lunt.

 

 Guilin-Li-floden

Et stort højdepunkt på turen var dagene her i Syd-Kina. Dette grønne limstensbjerglandskab er utallige gange blevet afbildet af kinesiske malere. Siger man traditionelt landskabsmaleri - så er det herfra..

 

Vi skulle ret tidligt op for at tage båden fra Guilin til Yangshuo. Den sejlede halv 10. Vi sejlede i 4 timer. Det var simpelthen så flot med limstensbjergene på begge sider af floden. De piggeagtige bjerge rejse sig lodret op på begge sider af floden. Op til 15 meter høje bambus knejsede langs flodbredden, hvor skarvfiskere med deres fugle hentede dagens fangst. Desværre var det lidt diset, men det er det tit hernede sydpå. Vi fik også frokost på båden, som blev skyllet ned med slangesnaps. Der var en slange i flasken,- men det smagte nu som almindeligt snaps.

 

 

Cykeltur i omegnen af Yangshuo

 

Om morgenen tog vi på cykeltur i omegnen af Yangshuo. Da vi kom uden for byen, var det nemmere at cykle. Vi cyklede i 3 timer og så det ene smukke landskab efter det andet(Gong Nong Bridge)med rismarker, ferskentræer med lyserøde blomster, mandarintræer med modne mandariner, vandbøfler, som bl.a. trak en plov. Vi var også inde hos en familie i et primitivt hus. Kenny, vores guide, fortalte om deres børnepolitik. I byerne må de kun få 1 barn, men på landet må de få 2, hvis det første barn er en pige. Minoriteterne må også godt få 2 børn. Hvis de i byerne får 2 børn, kommer de selv til at betale for det andet barns uddannelse, og de kan endda risikere at miste deres job. Denne børnepolitik er dog ved at give bagslag nu, for mange mennesker vil helst have en dreng, så mange piger er blevet bortadopteret til vesten, hvilket betyder, at der er alt for mange drenge i forhold til piger, og det kommer om nogle få år til at betyde, at der ikke er nok piger at blive gift med.

 

                             

     Xian

 

Tilbage i Guilin besteg vi Fubo Hill og kørte derefter videre ud til Rørfløjtehulen, som er en af de flotteste drypstenshuler i Kina. Indgangen til hulen ligger 27 m over rismarkerne, men man kommer snart 240 m ned i dybet. En godt 500 m lang sti snor sig gennem landskabet af drypstenssøjler, som kineserne kalder forskellige ting, alt efter hvad de ligner. Der er forskellige farver lys, så det giver en flot effekt. Den blev brugt som beskyttelsesrum under 2. verdenskrig.

                         

    Lifloden ved Yangshuo - Guilin

                   

     Skarvfisker ved Lifloden                                          Teplantager i området af Lifloden                                Bambus

 

Efter frokost kørte vi ud til en teplantage.Der fik vi vist, hvordan man laver te, når det skal gøres rigtigt. Plantagen var kæmpestor. Vi købte noget yulong te, så nu har vi te til lang tid. De fortalte, at det dårligste te bliver puttet i de teposer, som vi drikker herhjemme

 

 Shanghai

Da vi kom til Shanghai, 2 timers flyvning fra Guilin, skinnede solen, og der var omkring 10 grader. Vi blev mødt af vores sidste guide, en kvinde, som ikke var ret høj, men hun snakker nogenlunde engelsk. Ellers snakker guiderne ikke specielt godt engelsk. Vi var også overraskede over, så lidt engelsk folk forstod.

Der er registreret 16 mill. mennesker i Shanghai, men der bor omkring ca. 24 millioner der, for man kan godt arbejde i Shanghai og være registreret i en anden by. Det er ikke alle, som kan få lov at være borgere i byen. Det indebærer så, at de må rejse til deres hjemby, når der er valg m.m.

Det højeste hus i Shanghai var 488 meter højt, og der er ca. 7000 højhuse over 8 etager.

 

 Suzhou

Mens vi var i Shanghai, skulle vi på en 1-dags tur til Suzhou – I himlen finder man paradiset. På jorden finder man Suzhou og Hangzhou. Dette er et kinesisk ordsprog, og det betyder selvfølgelig, at der er meget smukt. Man kalder byen Østens Venedig. Den Store Kanal, som er gravet, løber gennem Suzhou og hele vejen op til Beijing, og der er en masse mindre kanaler. Den stammer tilbage fra år 500 f.Kr. Vi startede fra hotellet kl. halv 9. Det tog et par timer at køre dertil, for der var myldretidstrafik, og der var også vejarbejde, fordi de er ved at udvide vejen.

 

Først var vi inde på en broderifabrik, hvor de broderede billeder, som var ens på begge sider. Det var imponerende, og dem, som arbejdede der, var i lære i mange år og skulle have gode øjne.

 

                

                                                                                   Den Ydmyge Administrators have i Suzhou          Suzhou kinas Venedig                              

 Den Ydmyge Administrators have

Bagefter kørte vi til Den ydmyge Administrators have. Den er fra Ming-dynastiet (1368-1644) og Suzhous mest berømte have. Sydkinesiske haver lægger vægt på det elegante og det enkle. Der er harmoni i haverne. Det er et miniaturelandskab af bjerge og søer, pavilloner og terrasser, korridorer og tårne, som skal skabe harmoni. Der var masser af azalier og magnolia i blomst. Så den var rigtigt smuk.

 

Vi spiste frokost på silkefabrikken, hvor vi bagefter så, hvordan man lavede silke af silkeormene. Suzhou er kendt for sin silkeproduktion. Der var også en stor butik, så vi købte flere silketing.Der var rigtigt mange flotte ting, så vi kunne godt have gået rundt i længere tid.

 

Til sidst skulle vi ud at sejle på kanalen. Det var en stor oplevelse at se de gamle huse ud til vandet. De er ikke moderniseret, så vi kunne se lige ind i nogle af køkkenerne, som var ret primitive.

 

Vi kørte hjem kvart over 5, men var først i Shanghai 4 timer senere p.g.a. den voldsomme trafik. Kineserne overholder overhovedet ikke færdselsreglerne.

 

Efter 14 dage gik turen hjem fra Shanghai. CITS, som vi rejste med  skal have megen ros  for en uforglemmelig tur.

  

Jytte og Bjørn Larsen, Aalborg

 

 

 Tilbage til KINA Forsiden