Tilbage til FORSIDEN Tags: rejsebeskrivelse cuba, cuba rejsebeskrivelse, rejsebeskrivelser cuba, cuba rejser, havana, fidel castro, rundrejser cuba

Rejseruten: Havana-Viñales-Cayo Levisa-Cienfuegos-Trinidad-Cayo Guillermo Så blev turen til Cuba en realitet. Vi har snakket om flere gange, at vi gerne ville til Cuba, og nu skulle det være, også inden Cuba ændrer sig alt for meget. Når Fidel Castro dør, og hvis USA ophæver deres blokade, vil der sikkert strømme rigtigt mange amerikanere hertil. Der er efterhånden mange bureauer, som har Cuba på deres program. Vi valgte Lamatours i Viby. Vi kendte dem ikke i forvejen, men de havde en kombination, som passede os godt. F.eks. kunne vi selv vælge afrejsedato og afrejseby, og da vi bor i Aalborg, var det oplagt at tage ruten Aalborg-Amsterdam-Havana med KLM. Deres tur var en kombination af planlagte ture (med engelsktalende guide) og med dage på egen hånd ind imellem,

og i slutningen af rejsen kunne vi selv vælge vores badeferiested, så vores tur var med følgende rute: Havana-Viñales-Cayo Levisa-Cienfuegos-Trinidad-Cayo Guillermo. Nogle af transporterne var med Viazul bus, og andre med privat-chauffør.

KLIK på billederne for at gøre dem store

Rejseruten Havana Få steder er der det specielt smukke syn

med kokospalmer helt ud til vandkanten

Vi fortrød overhovedet ikke dette valg. Alt fungerede perfekt, så stor ros til Lamatours. Vi blev altid hentet til tiden og fik set alt det, vi gerne ville. Vi snakkede med andre danskere, som ikke var helt så begejstrede for deres rejsebureauer – eller i hvert fald ikke deres samarbejdspartnere på Cuba, for de var ikke altid blevet hentet, når de skulle.

Torsdag 23. januar 2014 – Afrejse til Havana

Vi stod op allerede halv 4 og kørte i lufthavnen kl. halv 5, for vi skulle flyve til Amsterdam godt 6 og derfra videre til Havana. Det var dejligt at komme væk fra sneen og kulden i Danmark.

Vi havde 3 timer til at skifte fly i Amsterdam, så vi var ikke under pres. Det var en Airbus A330 med 8 sæder på tværs, vi skulle flyve med. Det var en lang tur, ca. 11 timer. Der er næsten 8000 km til Cuba. Der var rigtig god forplejning ombord. Vi fik god mad 2 gange, og drikkevarerne var gratis.

Vi landede 15.45 lokal tid, hvor der var 23 grader. Vi skulle først igennem immigrationen, inden vi skulle hente vores kufferter. Heldigvis var de med flyet, for en gangs skyld, når vi er fløjet via Amsterdam.

Vores agent tog imod os ved udgangen. Hun hed Martha og var fra Latin America Travel, som er Lamatours agent i Cuba.

Inden turen til hotellet med taxa vekslede vi penge, for man kan ikke veksle til cubansk valuta hjemmefra. Det var spændende at se området, vi kørte igennem ind til Havana. Der var masser af gamle amerikaner-biler på vejene, og vi kørte igennem nogle steder i byen, hvor husene var meget forfaldne.

Vi ankom til vores hotel Beltran de Santa Cruz i Old Havana efter godt en halv times kørsel. Vores chauffør kunne snakke engelsk og fortalte en del om forholdene i Cuba. Vi gav ham 2 CUC - pesos convertibles, som er den valuta, turister bruger, og som cubanerne meget gerne vil have, for de kan købe mange flere forskellige varer med dem. Deres egen valuta hedder pesos cubanos og er det, som bruges til små butikker eller isboder m.m. Lønnen til en læge er ca. 600 pesos om måneden, dvs. ca. 150 kr. om måneden, så det er ikke ret meget. Folk, som arbejder i turistbranchen, hvor de får drikkepenge, kan tjene en del mere, så det er ikke altid hensigtsmæssigt, at så mange højtuddannede forlader deres job for i stedet at arbejde i turistbranchen.

Vores hotel er et gammelt palæ fra kolonitiden, som er lavet om til hotel. Det er meget hyggeligt, men ikke ligefrem luksus. Det er dog fint nok. I Cuba skal man ikke forvente for meget.

Da vi havde været i bad og pakket lidt ud, gik vi ned på Plaza Vieja, som vi boede lige ved siden af. Det er en flot plads med mange flotte bygninger fra kolonitiden fra 1600-1800 tallet. Vi fandt en udendørs restaurant, hvor vi kom i snak med et engelsk par. De tilbød, vi kunne sidde sammen med dem, så vi fik en hyggelig snak, mens vi spiste. Vi fik en rejecocktail og en øl hver, for vi var ikke særligt sultne. Maden var nu ikke noget særligt, men der var en hyggelig stemning med levende musik. Vi gik hjem ca. kl. 21, for vi var trætte efter den lange flytur og tidsforskellen.

Fredag 24. januar – Byrundtur i Havana

Vi vågnede allerede kl. 3, fordi vi ikke havde vænnet os til tidsforskellen endnu. Vi stod dog først op kl. 6.

Vi fik checket alle vores vouchers m.m., inden vi gik ud for at spise morgenmad, som vi kunne få fra kl. 7. Morgenmaden blev serveret ude i gårdhaven, så vi sad lige uden for vores værelse. Det var hyggeligt. Vi fik frisk frugt, juice og kaffe med ristet brød, omelet og marmelade. Det var fint. Der er 11 værelser på hotellet, så der var ikke mange, som skulle have morgenmad. Vi fik selskab af en papegøje, som satte sig på en af stolene ved vores bord.

Kl. 9 kom Martha og en anden guide fra vores agent. Hun hed Jami. Martha fortalte om programmet for hele turen, og bagefter tog Jami os med på en gåtur i Havana, især den gamle bydel. Det var egentlig en 3 timers tur, men den tog næsten 4 timer. Det var kun os, hun havde med, så vi kunne få svar på en masse af vores spørgsmål, og vi fik forklaret en masse historie. Det var meget interessant.

Propagandabilleder på mur

Vi startede på Plaza Vieja, som ligger tæt på vores hotel. Rundt om pladsen ligger der flotte palæer fra kolonitiden, som alle er blevet restaureret, efter at den gamle bydel kom på Unesco's verdensarvsliste i 1982. Der hang billeder ved hvert hus, som viste, hvordan det så ud både før restaureringen og så nu. Selve pladsen er også blevet restaureret, for der var parkeringsplads der i 50'erne.

Derefter gik vi ned til Plaza San Francisco, hvor kirke- og klosterkomplekset San Francisco de Asis ligger. Næste stop var Plaza de la Catedral, hvor Havanas katedral ligger. Det er en barok katedral med facade af bølgende kalksten. Den var meget imponerende og flot. Vi så også Plaza de Armas, hvor der var et idyllisk bogmarked med fortovsrestauranter, gøgl og musikoptræden.

Efter at have set alle disse flotte pladser kom vi ned til havnen, hvor der var bygget en fæstning både på den ene og den anden side af havet. Den første hedder Castillo de la Real Fuerza og er forsynet med 6 m tykke og 10 m høje mure og er omgivet af voldgrave. Den blev indviet i 1582, men fik aldrig vist sit værd i kamp, fordi forsvaret af byen snart blev overgivet til to nye borge. I stedet var den et par hundrede år bolig for Cubas guvernører, samtidig med at guld, sølv og andre værdifulde varer på vej fra Amerika til Spanien blev opbevaret her. På toppen er der en lille bronze-statue, La Giradilla. Figuren forestiller Doña Isabel de Bobadilla, hvis mand, guvernøren Hernando de Soto, i 1539 sejlede ud for at erobre Florida, men omkom under togtet. Kvinden døde af sorg kort tid efter. La Giradilla er siden blevet symbolet på Havana og optræder også på romfirmaet Habana Clubs logo. Det var et flot syn at kigge på de 2 fæstninger.

Vi ville også gerne se Capitolio, som er en efterligning af The Capitol i Washington, men dog lidt mindre. Det er en meget høj bygning, men man kan ikke komme derind for tiden, for den er ved at blive restaureret, ligesom mange andre bygninger. Vi så folk i gang med murerarbejde og maling m.m. rigtigt mange steder. Penge fra turisterne bliver brugt til projekterne, og det skaffer også job til mange mennesker, så det er godt, for der findes ikke understøttelse til folk, som godt kan arbejde. Alle får dog rationeringsmærker til de mest almindelige fødevarer, så der er ingen, som direkte sulter. Al skolegang og uddannelse er også gratis.

Ved siden af Capitolio så vi Hotel Inglaterra, som er det ældste hotel i Havana. Der boede Camilla og Jacob, da de var i Cuba for en del år siden.
På vej tilbage gik vi gennem Centro Havana, som er den bydel, de fleste lokale bor i. Det så meget forfaldent ud de fleste steder. Der har ikke været råd til at renovere bygningerne siden revolutionen i 1959, og der bor mange familier sammen i små lejligheder, fordi de ikke har råd til andet.

På vores gåtur kom vi også fordi et par af de barer, Hemingway ofte kom på, La Floridita og Bodeguita del Medio, samt det hotel, han boede på, inden han købte sit eget hus. Hotellet hedder Los Ambos Mundos, og der er et lille museum i det værelse, han boede på. Det var altid det samme værelse, han boede på.

Vi tog afsked med Jami lidt før 1 ved et vekselsted, hvor vi vekslede flere euro til CUC, som er forkortelsen for pesos convertibles. Derefter gik vi hjem og fik lidt at spise, inden vi gik afsted igen. Vi ville gerne se El Malecon, som er den fem km lange strandpromenade, hvor folk samles i deres fritid. Det tog ca. en halv time at gå derned. Der var høje bølger, som skyllede op over molen engang imellem. Vi satte os på en lille cafe på den anden side af vejen, hvor vi fik en cappuccino hver, mens vi kiggede på alle de gamle amerikanske biler, som kørte forbi. De er alle fra tiden før revolutionen i 1959, så nogle af dem ser noget havarerede ud.

Om aftenen gik vi ned på en paladar, som var ejet af en tidligere fisker, fortalte Jami os. Derfor havde de mange gode fiskeretter. Vi var de eneste, som var der, men der var også kun 4 borde derinde. De boede selv inde bagved. Ejeren selv kom og anbefalede en af deres hummerretter. Den valgte vi samt en øl. Hummeren kostede 14 CUC og øllen 1,75 CUC, dvs. ca. 80 kr. for maden. Det er ret billigt. Bagefter fik vi en god mojito. Det bliver drukket meget herovre, bl.a. fordi det var Hemingways yndlingsdrinks. Ejeren viste os nogle videoklip fra sit sommerhus ude i nærheden af Holguin, en by i det østlige Cuba, samt fra en fisketur. Han lejede sommerhuset ud til turister, så det var nok også lidt reklame!!

Vi gik tilbage ca. kl. 20. Der var musik igen ved den restaurant på Plaza Vieja, hvor vi spiste den første aften. Vi stod og lyttede lidt til det. Vivian, den engelske kvinde, vi havde siddet sammen med den første aften, så os åbenbart og kom over for at snakke lidt med os.

Lørdag 25. januar – Hemingways hus + museum

Nu har vi vist nogenlunde vænnet os til tidsforskellen, for vi vågnede først ved 7 tiden, så det var dejligt.

Vi havde bestemt os for at ville ud at se Hemingways hus, som ligger i byen San Francisco de Pauli ca. 25 km uden for Havana. Vi gik op til Parque Central for at finde en taxi. Det blev en gammel grøn Chevrolet Styline de Luxe fra 1951, sagde chaufføren, med 6 cylindre. Det var sjovt at prøve at køre i sådan en gammel bil. Vi skulle give 18 CUC for turen, så det var ret billigt.

KLIK på billederne for at gøre dem store

Hemingways hus

Landskabet ændrede sig en del, da vi kom uden for byen. Der var meget grønt med kokospalmer og bananpalmer, og mange af husene så ikke forfaldne ud.

Det tog ca. 25 minutter at køre ud til Hemingways hus, så vi var der ca. halv 10. Vi kunne dog ikke komme ind før kl. 10, så vi gik lidt rundt i byen. Hans hus ligger inde bag nogle store træer, så han har boet meget ugenert sammen med sin kone. De lejede det fra 1939 og købte det i 1940. Han boede der indtil 1959, og det ser ud, som da han forlod det. Han må have været ret velhavende og tjent godt på sine bøger, for det var et ret stort og flot hus. Vi kunne dog ikke komme ind i det, men måtte kigge ind ad dørene og vinduerne. Der var mange turister deroppe, bl.a. 2 danske grupper, en fra Apollo og en fra Bravo Tours.

Hans fiskerbåd Pilar ligger i baghaven. Han havde også en swimmingpool.

Vi var ved hans hus ca. en time. Vi prøvede at finde en taxi ved huset, men de var allesammen optaget, så vi gik ned på hovedgaden i byen, hvor vi tog den lokale metrobus ind til byen. Det var en oplevelse i sig selv. Vi betalte 2 CUC i alt, men normalt betaler man med pesos cubanos, så vi fandt ikke ud af, om det var den rigtige pris, men chaufføren tog i hvert mod pengene og puttede dem i lommen, og vi syntes det var billigt. Bussen var fuldstændigt proppet hele vejen, og vi var de eneste turister. Folk var flinke til at rejse sig for gamle mennesker og kvinder med børn.

Det tog ca. en halv time at køre ind til Parque Central. Derfra gik vi ned til Museo de la Revolución, som vi gik ind for at se. Der kunne man se hele historien både før og efter revolutionen, med masser af fotos, dokumenter, tøj m.m. Det var meget spændende. Det ligger i et engang så flot palads, måske fra kolonitiden, som fra 1920'erne var beboet af korrupte, USA-støttede præsidenter. Det kostede 8 CUC for os, men kun 8 CUP (pesos cubanos) for lokalbefolkningen, men det er også fair nok, for de tjener jo ikke ret meget.

Bagefter gik vi tilbage til Plaza Vieja igennem nogle lokale gader med forfaldne huse. Vi stod lidt og kiggede på kortet, og da kom der en mand og en kvinde og gav hånd og snakkede vældigt, men vi ved efterhånden af erfaring, at der kan være en bagtanke med det, selvom cubanerne generelt er meget søde og hjælpsomme. Det viste sig også meget hurtigt, at de gerne ville have penge. Vi gav dem ikke nogen, men gjorde det nogle gange til andre. Dog er tiggeri ikke et stort problem. Det er også sikkert at gå rundt i gaderne, også de lokale gader, i hvert fald om dagen, især fordi der er en del politi på gaden. Om aftenen bør man dog holde sig til gaderne i Havana Vieja, fortalte Jami i går.

Det var efterhånden blevet kaffetid, så vi satte os på en udendørs cafe nede i nærheden af Plaza Vieja, hvor vi fik en cappuccino. Det var dejligt lunt. I dag var der meget varmere end i går, nok omkring 28 grader og masser af sol og næsten ingen vind. I går var der mere gråvejr og vind, så da var temperaturen ca. 24 grader.

Om aftenen gik vi ned på en restaurant på Plaza Vieja. Der var masser af liv og musik på pladsen, sikkert fordi det var weekend. Vi fik kylling med ris og salat. Bagefter fik vi en daiquiri - også en af Hemingways yndlingsdrinks. Den smagte rigtigt godt.

Der kom en gruppe og spillede cubansk musik, mens vi sad der. Det lød godt, så vi købte en CD med deres musik. Der sad nogle cubanere ved et bord ved siden af os, og en af dem begyndte at danse med sin mor på 85 år. Hun var vældig frisk. Manden (hendes søn) fortalte os, at han kun var på ferie, for han var flyttet til Tyskland for at arbejde. Der er en del cubanere, som rejser udenlands for at arbejde, fordi de kan tjene meget mere der. De må gerne rejse ud af landet nu.

Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 21. Vi pakkede de ting, vi skulle have med til Viñales dagen efter, for vi ville ikke have alt vores bagage med. Vi skulle jo tilbage til hotellet her i Havana.

Søndag 26. januar – Viñales

Vi sov ikke særligt godt i nat, jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Der var mere larm uden for værelset end de andre aftener, måske fordi det var lørdag.

Vi stod op lidt over 6, for vi skulle videre til Viñales i dag. Vi fik vores kufferter sat i depot og fik en varm sandwich, et glas juice og en kop kaffe inden vi tog afsted, for det var det eneste, vi kunne nå, inden Martha kom og hentede os kvart over 7. Vi skulle gå ned til et andet hotel for at komme med Viazul bussen til Viñales.

Vi var de første, der kom på, men vi var rundt i byen for at hente flere, så vi blev i alt 16, fra mange forskellige lande, bl.a. England, Tyskland og Spanien. Vi kørte igennem Miramar, det moderne Havana med bl.a. ambassader og andre store og flotte bygninger.

Der var en slags motorvej til Viñales, men den var dog ikke i helt så god stand som vores motorveje. Der var ikke ret mange biler på vejen, for der er ikke ret mange, som har råd til en bil. I stedet så vi en del små hestevogne og fodgængere. Vi fik at vide af guiden, at

folk samles rundt omkring ved vejkanten, hvor de så viser penge frem. Det er fordi, de håber på at komme op at køre med nogen af de

Udsigten fra vores hotelværelses balkon. Limstensbjerge i Viñales

biler, der kommer forbi, og så betaler de lidt for det.

Det tog godt 2 timer at køre til Viñales dalen, hvor der var meget grønt. Der dyrkes rigtigt meget tobak der, og første stop var hos en tobaksbonde. Vi så planterne på marken og så også, hvordan bladene blev hængt til tørre inde i laden. Det er et stort arbejde. I alt tørrer de i 50 dage, inden de er klar til brug. 90% af bladene bliver solgt til staten, og resten kan bonden selv beholde. Dem laver han selv cigarer af, som han sælger til bl.a. de turister, der kommer på besøg. Vi så også, hvordan de boede. Der dyrkes også majs, søde kartofler, maniok, kasava og diverse frugter, såsom papaja, mango, bananer m.m.

Det er primitive dyrkningsmetoder, de har. Vi så ikke ret mange traktorer, men i stedet heste og okser, som trak redskaberne. Der er ikke indlagt vand i de små gårde, så de har vandtanke.

Bagefter kørte vi op til et udkigspunkt lige ved siden af hotel Los Jasmines, som vi skulle bo på. Der var en meget flot udsigt ned over dalen med Mogotes, limstensbjerge.

Næste stop var et stor murmaleri, Mural de la prehistoria, som er 120 m højt og 140 m bredt. Det forestiller forhistoriske dyr og mennesker og blev malet omkring 1960 af lokale bønder under ledelse af Leovigildo Gonzales, som var elev af den meksikanske murmaler Diego de Rivera. Det tog 5 år at færdiggøre det.

Derefter kørte vi hen til en grotte, Cueva del Indio, hvor man regner med, at Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne. Det lykkedes dog ikke, for efter 80 år under spansk herredømme var hele den oprindelige befolkning udryddet, både på grund af sygdomme, som spanierne bragte med sig, og fordi spanierne dræbte dem. Senere hentede spanierne slaver fra Afrika, så Cubas befolkning er en blanding af flere racer. Vi gik et stykke ned i grotten, og derefter skulle vi ud at sejle på en underjordisk sø. Det var meget interessant.

Da vi kom op igen, var klokken omkring 2, så der var tid til frokost, som vi skulle have på restauranten lige ved siden af grotten. Der var levende musik, mens vi spiste. Vi fik snakket en del med nogle af de andre deltagere. Der var bl.a. et engelsk par med, som solgte tøj til Vero Moda, så manden havde tit været i Danmark. Han fortalte, at ejeren af firmaet (Bestseller), Anders Holck Povlsen, er meget rig og ejer meget jord i Skotland (vi har efterfølgende læst på nettet, at han ejer 130.000 hektar jord i Skotland, så det er faktisk lige så meget som Prins Charles).

Efter frokost blev vi kørt hen på vores hotel. Det var kun os, der skulle blive her. Resten skulle tilbage til Havana. Vi fik et værelse på 2. sal, hvor der var en pragtfuld udsigt ned over dalen. Udsigten fra terrassen bød på kongepalmer og flamboyant træer med store orange blomster, og vi så ørne komme flyvende flere gange. Hele tiden hørtes fuglekvidren og cikader. Der gik også køer og heste nede i dalen, og en hvid hejre sad på ryggen af en ko. I baggrunden rejste limstensbjergene sig. Det var utroligt frodigt.

Vi gik ned til poolen, da vi havde sat vores lille bagage på værelset. Der var pragtfuldt, og vi tog en svømmetur i poolen. Vandet var dog ikke særligt varmt, men ok.

Bondegård i Viñales Tobaksplanter Tobaksblade til tørre

Man kunne spise aftensmad på hotellet, men vi valgte at gå ned på en lille paladar, restaurante Vera, som lå i nærheden af hotellet. Solen var ved at gå ned, så det så flot ud. Solen går ned ca. halv 7. Det var et hyggeligt sted, og vi fik noget godt mad. Det var oksekød med masser af tilbehør, flere forskellige slags ris, bønner, søde kartofler, maniok, kasava og salat. Vi kunne slet ikke spise det hele. Restauranten var en slags hytte med palmetag, og lige pludselig faldt der en frø ned fra loftet og landede ikke ret langt fra min tallerken, dog heldigvis ikke oven i maden. Jeg blev lidt forskrækket. Den forsvandt, inden tjeneren nåede at gøre noget.

Der var rigtigt mange cikader, da vi gik hjem, og også mange stjerner.

Mandag 27. januar – Viñales

Vi stod op ved 7-tiden i dag. Vi hørte haner gale og en kat mjave. De går løse rundt på hotellet.

Da vi åbnede døren til balkonen, var der et flot syn ud over dalen. Der lå en tåge hen over limstensbjergene.

Morgenmaden var mere varieret end på hotellet i Havana. Det var buffet, og der var mange ting at vælge imellem. Vi mødte de englændere, vi spiste sammen med den første aften i Havana. De kom også i går og skulle være her 2 nætter.

Kalkungrib ved kalvekadaver Vejen til Viñales Oksekærre

Vi havde en dag på egen hånd i dag, så vi besluttede os for at gå ned i Viñales by. Der er 4 km derned. Man skulle dog passe lidt på, for der var ingen fortov, og der kom faktisk en del biler og busser. Der kom også en del lastbiler, som var fyldt med mennesker på ladet, de stod op.

Inden vi gik ned mod byen, gik vi hen til en paladar, som vi havde set i går aftes. Den så hyggelig ud, så vi bestilte bord til om aftenen. Den ligger med udsigt over dalen.

Vi mødte et engelsk par, som gik den modsatte vej af os. Ellers var det kun de lokale, som gik der. De boede privat nede i byen. Der er nemlig kun 3 hoteller i Viñales, hvoraf vores er det ene. Men da der kommer rigtigt mange turister til området, som er på Unesco's verdensarvliste, har regeringen givet private lov til at leje værelser ud, de såkaldte casas particulares, så der er flere hundrede af dem her.

Vi så en grib, som var i gang med at spise et kalvekadaver. Desuden mødte vi en kvinde med et barn. Hun sagde, at hun skulle på sygehuset med sit barn, som var sygt, så hun ville gerne have 10 CUC til bussen. Den troede vi nu ikke på, men gav hende alligevel 1 CUC og en pakke tyggegummi.

Det tog ca. en time at gå ned i byen. Vi gik lidt rundt og kiggede, inden vi gik tilbage igen. Der var varmt, ca. 27 grader, så det var dejligt at slappe lidt af på balkonen, inden vi gik ned til poolen over middag, hvor vi nød det dejlige vejr, ca. 28 grader, hvilket var en stor kontrast til den snestorm, de havde i Danmark.

Vi gik ned til den paladar, vi havde reserveret bord i, ca. kl. 7. Da var solen næsten gået ned. Vi var de eneste gæster. Vi sad under et palmetag, og det var halvt åbent, men det var ikke koldt. Vi fik først kyllingesuppe, derefter grillet hummer med salat, 2 slags ris, kasava og majs samt bønner i en brun sovs. Det smagte rigtigt godt, og vi kunne ikke spise det hele. Det var ret billigt, kun 8 CUC pr. person for maden, selvom det var hummer.

Der kom ikke flere gæster, så vi spurgte ejeren, om det var normalt. Det var det ikke, og han forstod ikke helt, hvorfor, men han sagde, at der havde været en jinetero på hotellet. Det er en, som falbyder alt, så han havde åbenbart i samarbejde med en anden restaurant overtale nogle gæster til at gå derhen. Restauratøren havde givet ham kommission for at skaffe kunder og måske tale dårligt om de andre restauranter. Det er unfair konkurrence, men sikkert vanskeligt at gøre noget ved.

Tirsdag 28. januar – Cayo Levisa

Vi stod op ca. halv 7 i dag, for vi skulle på en heldagstur til Cayo Levisa, som er en lille ø ca. en halv times kørsel fra Viñales. Da vi stod op, lå der tåge nede i dalen. Det så meget flot ud. Viñales dalen har et særligt mikroklima med fugtige nætter og kølige morgener, som har skabt grobund for verdens bedste tobak.

Vi kørte i en bus, hvor der var 18 deltagere i alt, plus guiden. Vi skulle sejle fra en lille by, som hedder Palma Rubia. Det var en ret gammel færge, vi skulle sejle med, men det gik nu fint nok. Vi ankom ca. kvart i elleve og havde dagen på egen hånd til gåture, badning og afslapning. Der var også frokost med i turen.

Det er en meget lille ø, og der er et enkelt hotel der med ca. 25 bungalows. De så meget hyggelige ud. Stranden er ca. 3 km lang. Langs resten af kysten er der bl.a. mangrove, men også andre træer.

Vi gik så langt, som man kunne, og på det sidste stykke var der ikke andre mennesker. Øen er ikke overrendt, der kommer kun ca. 100 turister om dagen. Bjørn plantede et par kokosnødder en 2-3 meter fra vandkanten, hvilket han som regel gør, når vi er i troperne.

Vi skulle tilbage kl. 5, men der var ingen færge, da vi kom hen til færgelejet. Den kom først kvart over 5. Det er noget, vi har måttet vænne os til, at man ikke altid kommer afsted til tiden her i Cuba.

På den anden side blev vi hentet af en taxa, som kørte os til Havana, hvor vi denne gang skulle overnatte 1 gang. Chaufføren kunne ikke snakke engelsk, hvilket der faktisk var flere taxa-chauffører og også mennesker på gaden, som ikke kunne, så det var nyttigt, at jeg kan snakke lidt spansk. Nutildags lærer børnene dog engelsk fra 4. klasse.

Det var dårlige veje, vi kørte på i starten, ligesom et vaskebræt, og der var også huller, bilen skulle køre udenom. Det blev mørkt undervejs, og det var faktisk lidt farligt, for der var hestekøretøjer på vejen, som ikke havde lys, og det havde cyklisterne heller ikke.

Vi var på hotellet ca. halv 9. Denne gang fik vi et værelse på 1. sal. Der var vinduer ud til gaden, så der var lidt larm indtil ret sent. Vi orkede ikke at gå nogen steder, så vi tog lidt fra minibaren.

Onsdag 29. januar – Trinidad

Vi stod op godt halv 7, for vi skulle videre til Trinidad. Vi gik ned til et hotel ved havnen, hvor vi skulle hentes af en Viazul bus kl. 8.40 - troede vi. Da bussen ikke var kommet efter et kvarters tid, gik vi ind i receptionen og spurgte, om den godt nok ville komme. De sagde, at nogle gange gik der en time, inden bussen kom, for det her hotel var sidste stop inden afgang til Trinidad. Der gik en hel time, og det viste sig at være en bus fra Transtur, et stort busselskab, for på grund af den store kongres i Havana, som foregår i disse dage, hvor præsidenterne fra alle Latinamerikamerikanske lande mødes, havde Viazul lavet en aftale med dem.

Bussen var helt fyldt op, så vi kunne ikke sidde sammen. Jeg sad ved siden af en englænder, som rejste alene, og vi snakkede lidt sammen. Bjørn kom at sidde ved en, som sad med høretelefoner, så det eneste, han sagde på hele turen, 3 timer til Cienfuegos, som vi skulle til først, var "yes", da Bjørn spurgte, om han også skulle til Trinidad. Der var også en del danskere og nordmænd med. Vi har faktisk mødt danskere alle de steder, vi har været, så Cuba er et populært sted for danskere. Der er mange måder at kombinere rejsen på, har vi erfaret.

Vi gjorde et stop efter halvanden time, så vi kunne strække benene lidt. Derefter kørte vi videre til Cienfuegos, hvor vi skulle sætte nogle af gæsterne af. Cienfuegos er en flot by, som ligger ud til havet i den sydøstlige del af Cuba. Byen blev grundlagt, da franske emigranter fra Bordeaux og Louisiana fik de spanske myndigheders tilladelse til at etablere en koloni her i 1819, så mange af husene er i fransk stil.

Fra Cienfuegos gik det videre mod Trinidad, hvor vi kunne se de bjerge i baggrunden, som Fidel Castro og hans mænd brugte til at forberede revolutionen, Sierra Maestra. Det tog i alt 5 1/2 time at komme til Trinidad.

Trinidad er også på Unesco's verdensarvliste ligesom flere andre steder i Cuba. Det skyldes en perlerække af prægtige bygninger fra kolonitiden, som er ret velholdte. Trinidad er Cubas tredieældste by efter Baracoa og Bayamo og blev grundlagt i 1514. Mange af palæerne og kirkerne blev bygget af rige sukker-plantageejere, idet området omkring Trinidad var rigt på sukkerplantager.

Vi blev sat af ved Iberostar Hotel, hvor vi blev hentet af en taxa, som kørte os hen til vores casa particular. Vi blev budt velkommen af værtsparret Tony og Yvonne samt deres familie. De var vældigt søde. Tony kunne snakke nogenlunde engelsk, men Yvonne kunne ikke ret meget. Vi fik et dejligt værelse på 1. sal. Der var varmt, men heldigvis var der aircondition. Vi havde taget gaver med til dem, bl.a. sæbe, altmuligklude (vi havde hørt fra en, at dem ville de meget gerne have), et tøjdyr og farver. Vi gav dem også noget brugt tøj, også børnetøj. De blev meget glade for tingene.
Vi fik en Cuba libre og en kop kaffe som velkomst. Den nød vi på deres hyggelige tagterrasse med udsigt over byen. Der var varmt, selvom vi sad i skyggen. Her er varmere end i Havana og Viñales. Der var mulighed for at vaske tøj, og der var også en tørresnor, så vi fik vasket det mest nødvendige og hængt det op. Aftensmad den første aften var inkluderet i turen, så vi fik først bønnesuppe, derefter kyllingebryst med ris, pommes frites og salat. Det smagte godt. Vi fik et lille stykke kage til dessert. Det blev også serveret på tagterrassen. Det var hyggeligt at sidde der i den lune aften og tænke på, hvilken kulde og sne vi var sluppet for.

Der var et stort køleskab, som vi kunne tage øl og sodavand samt vand fra og så bare skrive det på en seddel.

Tony kom op for at snakke lidt, mens vi spiste. Han var kemiingeniør, men stoppede, fordi han tjente for lidt. Han begyndte så at køre taxi og gjorde det i 15 år. Han har også været i Danmark og Tyskland. Nu har han 2 taxier, som han har ansatte til at køre, og for halvandet år siden begyndte de at leje værelser ud. De har 2, men vi var de eneste, som boede der nu.

Torsdag 30. januar – Byrundtur i Trinidad + Playa Ancón

Vi stod op til dejlig morgenmad med frugt, yoghurt og varme boller med ost, pålæg og marmelade. Vi snakkede lidt med tjeneren, som fortalte, at han arbejdede her morgen og aften, og om dagen arbejdede han for sin far i den by, hvor han boede, så han har en lang dag.

Han fortalte også om vandforsyningen. Det koster 20 CUC pr. år at få vand til huset, plus 1 CUC pr. person pr. måned, som bor i huset. Det føres til husene i Trinidad gennem rørledninger, men nogle gange er der for lidt vand. Ude på landet får de vand i tanke.

Kl. 9 kom vores guide Alex for at tage os med på en byrundtur i Trinidad, især i den koloniale bydel med prægtige palæer, kirker, gallerier, restauranter m.m. Mange af palæerne er omdannet til museer, bl.a. Museo histórico, som giver et indblik i den hæmningsløse ødselhed, 1800-tallets overklasse levede i samtidig med, at den mishandlede slaverne på sukkerplantagerne. Den højloftede forhal med italiensk marmorgulv er udstyret med guldspejle, plysmøbler og flotte lysekroner. Det sættes dog i fæl kontrast til de lænker og slavepiske, der ses i husets indre gemakker. Vi var også en tur oppe i tårnet, hvorfra der var en flot udsigt over kysten, bjergene og byens bulede teglstenstage.

Trinidad er nemlig kendt for sine teglstenstage og brostensbelagte gader. Der findes også flere torve, bl.a. Plaza Mayor i den koloniale bydel, samt Parque Céspedes, som vi boede næsten lige ved siden af.

Vi gik også i nogle af de lokale gader med små butikker, bl.a. frugtboder og en slagterbutik, hvor kødet lå fremme i varmen. Der var ca. 30 graders varme, så det ville nok ikke blive accepteret af fødevaremyndighederne i Danmark!!

Vi fik en drink på et populært sted for turister. Alex fortalte os meget om livet i Cuba. Han var både journalist og lærer, og bagefter havde han studeret sprog og socialkultur, så han kunne både engelsk, fransk og engelsk. Han arbejdede som guide i højsæsonen, som er fra november til april, og resten af året arbejdede han som lærer. En gennemsnitsløn var 375 pesos cubanos, så det er ikke ret meget, for tøj m.m. var dyrt, og man kunne kun få ordentligt tøj, hvis man købte det i butikker, hvor man skulle betale med CUC.

Alex fortalte også, at på mange af torvene mødtes mange mænd om morgenen og begyndte at snakke om baseball. Baseball er Cubas nationalsport, og mændene kunne snakke om det næsten hele dagen. Vi kunne også se, at de viste mange baseball-kampe i fjernsynet.

Vi har også bemærket, at der er meget rent i gaderne. Det er en del af deres mentalitet at holde det rent, men der er også gadefejere, som sørger for at fjerne affald.

Gåturen varede ca. 3 timer, så vi var tilbage ved huset ca. kl. 12. Derefter pakkede vi vores badetøj, for vi havde bestemt, at vi ville ud til Playa Ancón, som ligger 12 km uden for byen. Vi fandt en taxi, som ville køre os frem og tilbage for 14 CUC.

Det var en flot og lang strand med hvidt sand. Det er en udmærket strand på Cubas sydkyst, men ikke en af de flotteste! Vandet var også dejligt lunt, i hvert fald 25 grader, og meget roligt. Vi fandt en parasol, som var lavet af palmeblade, så vi kunne ligge i skyggen. Der slappede vi af nogle timer, inden vi kørte tilbage til byen med den samme taxa. Han havde åbenbart ventet ude ved stranden, indtil vi ville hjem.

Da vi kom tilbage, gik vi ned til togstationen for at finde ud af, hvornår toget ud til sukkermøllernes dal gik, for det var vores plan at tage derud næste dag. Derefter gik vi hjem til huset og fik en Cuba libre oppe på tagterrassen. Det var rigtigt hyggeligt.

Der var kommet nye gæster i det andet værelse. Det var et svensk par på vores alder, som også rejste med Lamatours og derfor havde været de samme steder som os, bare en dag senere. Vi skulle spise sammen på tagterrassen, hvor vi fik suppe og fisk med kartofler, ris og salat. Det smagte meget godt. Bagefter sad vi og snakkede en times tid med dem. Det var hyggeligt.

Fredag 31. januar – Sukkermøllernes Dal

Efter morgenmaden gik vi ned til togstationen for at komme på tur til sukkermøllernes dal (Valle de los Ingenios). Vi troede, der gik et almindeligt tog kl. halv 9, for det havde vi fået at vide af en, men det passede ikke, så vi kom til at vente en time på veterantoget, som kører en tur for turister kl. 9.30 (gennem Cubatur). Det kostede 10 CUC pr. person. Der var en del danskere med på turen, bl.a. dem, der også var med bussen fra Havana til Trinidad.

Det tog en time i langsomt tempo at køre ud til Hacienda Manaca Iznaga, gennem et landskab med bananplantager, sukkerrørsmarker og palmer. Der lå også en del små gårde - eller snarere huse. Bønderne lever i små kår, kan man se. Dalen var i 1700- og 1800-tallet en af Cubas mest produktive sukkerrørsområder, og op mod 12.000 slaver knoklede i dalens over fyre sukkermøller.

Da vi kom til haciendaen, gik vi forbi en masse boder med ting, de prøvede at sælge til os turister. Vi gik først hen til et 45 m højt tårn - det højeste i kolonitidens Cuba - hvis klokker kimede til morgenbøn, når den 16 timer lange arbejdsdag begyndte. Det blev også brugt som observationspost og alarmklokke i tilfælde af en slaves flugt eller udbrud af brand. Vi gik op i det og havde derfra en rigtig god udsigt over dalen (Billedet herunder).

Vi var også henne for at se en presse fra 1800- tallet, som oprindeligt blev trukket rundt af slaver eller okser. Ca. 350 slaver levede på plantagen i 1840-erne.

Efter godt en times ophold der kørte vi videre med toget hen til en ranch, hvor der var mulighed for at ride på heste eller få noget at spise eller drikke. Der var vi halvanden time, inden vi kørte tilbage til Trinidad.

Vi var tilbage ca. halv 3 og fik en kop kaffe på tagterrassen, da vi kom tilbage til vores casa particular. Det var tiltrængt efter at været så meget ude i varmen.

Vi gik op i den koloniale bydel, hvor der kommer mange turister, for at finde et sted at spise. Vi fandt et sted oppe på en slags tagterrasse, hvor der var en god udsigt ned over nogle af de gamle gader. Vi fik grillet svinekød med ris og grønsager, men først fik vi en forret med grillet banan og lidt salat. Vi har også næsten hver gang fået nogle runde brød, som minder om tvebakker. Dem putter man f.eks. en slags hvidløgsdressing på.

Da vi havde spist, gik vi hen til casa de la música, som består af mange trapper og lidt danseplads. Der mødes rigtigt mange turister fra ca. kl. 21, hvor der bliver spillet salsa-musik, og både lokale og turister danser salsa. Vi sad der ca. halvanden time, og der var masser af liv. Vi fik en mojito, og efter et stykke tid kom Irene og Lars, vores svenske naboer. De satte sig ved vores bord, men musikken var for høj til at man kunne snakke sammen.

Vi gik hjem ca. kl. 22 i den lune aften, nok omkring 25 grader. Det nød vi rigtigt. Det er ikke farligt at gå alene i gaderne her, så det er rart.

Lørdag 1. februar – Cayo Guillermo

Vi fik taget afsked med vores værtsfamilie og Irene og Lars i morges, for vores tur gik videre til det næste sted, Cayo Guillermo. Vi blev hentet kl. halv 9 af en taxa, som kørte os og vores bagage hen til hotel Iberostar, selvom der kun var omkring 300 m derhen. Ved hotellet blev vi hentet af en taxa, som skulle køre os til Cayo Guillermo.

Det var en køretur på ca. 4 timer gennem meget forskelligt landskab og ikke ret mange biler. Det var underligt at køre på veje med så lidt biler, men i stedet masser af hestevogne. Efter knap 3 timers kørsel kom vi til en dæmning på 27 km, som førte over til Jardines del Rey, som øerne hedder. Først var der dog en kontrolpost, hvor vi skulle vise pas, for det er ikke alle og enhver, som får lov at komme over på øerne. Der bor vist ingen cubanere derovre, de bliver kørt i busser dertil hver morgen for at arbejde på hotellerne.

Jardines del Rey består af de 3 beboede øer Cayo Coco, Cayo Guillermo og Cayo Paredon Grande samt 400 små ubeboede øer. Øerne byder på hvide sandstrande, klitlandskaber og mangrovesumpe, der er et paradis for fugle. Vi så bl.a. flotte flamingoer, da vi nærmede os vores hotel Villa Cojimar, som har ændret navn til Allegro Club Cayo Guillermo.

Vi ankom ca. kvart i 1 til det flotte all inclusive hotel, hvor der var en dejlig brise, for der var omkring 30 grader. Vi blev kørt ned til vores værelse nr. 137 i en vogn, som lignede lidt en golfvogn. Det var et kæmpestort værelse med havudsigt og kun 20 m til vandet. Det var pragtfuldt. Der var 3 store senge, så der ville også være plads til en familie med børn. Der kommer en del canadiere hertil, for der er direkte afgange fra bl.a. Toronto, og det tager kun omkring 3 1/2 time at flyve hertil.

Vi gik hen og spiste frokost, inden vi gik ned til stranden, hvor vi gik til begge sider, så langt som vi kunne. Undervejs var vi ude at bade i det lune vand, som vist var omkring 26 grader. Det var dejligt. Vi gik helt ud til det sidste hotel, som hedder Sol Cayo Guillermo. Der boede Camilla og Jacob, da de var her for ca. 7 år siden. Der er heldigvis ikke specielt mange turister og ikke en masse gøgl. Det er dejligt.

Buffeten om aftenen var fin. Der var både fisk og kød og en masse tropiske grønsager. Vi fik en drink udenfor bagefter. Det var dejligt at sidde i den lune aften.

Søndag 2.februar – Strandliv

Vi vågnede til lyden af palmerne, der susede i vinden, for vi boede tæt på stranden. Det var dejligt, at der var en brise, for ellers ville det være for varmt.

Vi gik hen for at spise morgenmad ca. 7.15. Der var en varieret buffet, så det var fint. Derefter gik vi en tur langs stranden. Der var højvande. Der er stor forskel på høj- og lavvande, og det skifter flere gange i døgnet. Når der var højvande, var stranden meget smal og palmer stod flot i vandkanten og svajede! Om eftermiddagen, når der var lavvande, og nu var stranden bredere.
Vores hotel er nok det mindste af de 4 hoteller, som ligger på Cayo Guillermo, men det kan vi godt lide. Godt nok var der også underholdning ligesom på andre all inclusive hoteller, men det var i meget mindre målestok.

Vi havde lagt lidt tøj og et par stykker sæbe m.m. til rengøringskonen. Hun blev åbenbart meget glad for det, for hun havde formet vores håndklæder til en svane og skrevet en sød seddel som tak.

Senere på dagen gav vi en CUC til ham, som gik og ordnede have, for vi regnede ikke med, at der var ret mange, som gav ham drikkepenge. Han blev meget glad og takkede. Om eftermiddagen, da vi gav en CUC til bartenderen, var der ikke nogen særlig tak. De er sikkert så vant til at få drikkepenge, at de tager det som en selvfølge.

Over middag slappede vi af ved poolen. Der var også en frisk brise, fordi den ligger næsten helt ud til havet, så det var meget behageligt.

Mandag 3. februar – Playa Pilar

Vi kunne ikke få kaffe til morgenmad, for deres kaffeautomat var gået i stykker. Tingene i Cuba er jo ikke altid i så god stand. De fandt dog en løsning, så de kunne servere kaffe lidt senere.

Efter morgenmad ville vi en tur til Playa Pilar. Der var flere cubanere, som havde sagt, at der skulle vi endelig tage hen, for den var så flot. Det havde vi også selv læst. Det var meningen, at vi ville tage en lokalbus fra hotellet, som kostede 5 CUC pr. person både frem og tilbage, så vi gik uden for hotellet et stykke tid, før bussen skulle komme, men lidt efter kom der en taxa. Chaufføren spurgte, om vi skulle til Playa Pilar, hvilket vi sagde ja til, men at vi ville tage bussen. Han tilbød at køre til samme pris, så det sagde vi ja til. Så kunne vi også selv bestemme, hvornår vi ville tilbage igen. Han fortalte, at han boede 140 km væk, så han arbejdede 12 dage i træk og havde så 3 dage fri. Det er ikke meget fritid, han så har!!

Vi kørte forbi de andre 3 hoteller, og ude i nærheden af Playa Pilar, som ligger 6 km vest for det sidste hotel Sol Cayo Guillermo, var de ved at bygge et nyt hotel. Chaufføren sagde, at det var et samarbejde mellem Frankrig og Cuba, hvor Cuba ejer 51% og Frankrig 49%, så Cuba bestemmer mest. Det er deres politik at have hånd i hanke med udviklingen, så udenlandske firmaer ikke scorer hele gevinsten ved deres investeringer.

Vi blev sat af ved en flot gangbro, som førte igennem et grønt område og hen til en restaurant, hvor Hemingway boede under sine fiskeriekspeditioner. Han har åbenbart været mange steder på Cuba. Hans båd hedder også Pilar ligesom stranden.

Playa Pilar er den lille øs største attraktion. Stranden er dejligt bred med hvidt sand og lavt og roligt grønt vand. Vandet var rigtigt godt at bade i, men det er vandet ved vores hotel nu også. Vi fandt et sted, hvor der faktisk ingen mennesker var, for de fleste lagde sig på liggestolene i nærheden af strandboden, som solgte drikkevarer.

Et lille stykke ude i vandet ligger der en lille ø, som hedder Isla Media Luna. Der havde Cubas diktator Batista sommerhus i 1950'erne. Vi syntes dog, at øen så ubeboet ud nu.

Vi var på stranden ca. 3 timer og blev hentet igen ca. kl. 12. Vi blev sat af ved Iberostar, for vi havde hørt, at man kunne veksle penge der med sit visakort, for vi havde ikke flere euro tilbage. Det viste sig dog, at de lige havde lukket på grund af frokost og først åbnede igen kl. 1. Vi besluttede os så for at vente til efter frokost. Vi gik langs stranden hen til vores hotel, for der var ikke særligt langt.

Vi var færdige med at spise frokost godt 1. En ting, som har undret os lidt, er, at der aldrig ligger skeer på bordene. Dem skal man altid spørge efter. Måske har de ikke særligt mange skeer!! Efter frokost gik vi. hen til Iberostar igen langs stranden. Vi var der lidt før halv 2, men fik så at vide, at banken først ville åbne kl. halv 2. Vi har lært, at man ikke altid kan regne med deres tider. Nogle gange bliver der heller ikke åbnet for buffeten til tiden.

Vi fik vekslet penge, så vi ikke behøvede at tænke på det, når vi kom tilbage til Havana. Der er jo ikke en hæveautomat eller en bank på næsten ethvert gadehjørne som herhjemme eller i resten af Europa!!

Da vi havde spist aftensmad, satte vi os henne ved en af barerne, Lobby bar Hemingway. Der er et stort billede af ham. Vi fik en daiquiri. Drinks bliver serveret i små plastic krus, men de fleste andre gæster havde selv medbragt termokrus hjemmefra, så de kunne få store drinks deri.

Tirsdag 4. februar – Sidste dag på Cayo Guillermo

Vi snakkede med en af de kvindelige tjenere her til morgen. Hun boede i Morón, som ligger inde på fastlandet. Der bor mange af de ansatte, og de bliver kørt hertil meget tidligt om morgenen. Hun arbejdede om morgenen i buffet-restauranten, og til frokost arbejdede hun i en anden restaurant. Hun var 37 år og havde 2 børn, en på 19 år og en på 2 1/2, som hendes mor passede, mens hun var på arbejde. Måske har man ikke ret meget med vuggestuer og børnehaver.

Da vi havde spist morgenmad, gik vi en tur ud fra hotellet og hen til broen og dæmningen, som fører over til Cayo Coco. På vejen derhen kom vi forbi en sø, hvor der var mangrove og en masse fugle, bl.a. mange flotte flamingoer. Desværre stod de lidt langt væk, så vi kunne ikke få et godt billede af dem.

Flamingoer ved Cayo Guillermo Hemingway på dæmningen Hotellets lobby

Henne på broen stod der 2 statuer af Hemingway. Den ene forestillede ham med en fiskestang.

Da vi kom tilbage, fik vi afklaret med en repræsentant fra Cubatur, at vi først skulle af sted kl. 13 den følgende dag, for Martha vidste nemlig ikke i starten af turen, om det ville blive om morgenen eller eftermiddagen, vi skulle flyve tilbage til Havana. Det blev vi glade for at høre, for så ville vi have hele formiddagen her på hotellet.

Derefter gik vi en tur langs stranden, og om eftermiddagen slappede vi igen af. Der var lidt flere skyer og også lidt mere vind i dag, men det var faktisk dejligt.

Der er et ret stort kite surfing område ved stranden i nærheden af vores hotel, og der er også en kite surfing skole. Området er også perfekt til denne sport, for der er altid vind.

Onsdag 5. februar – Retur til Havana

Vi stod op til en flot morgen med masser af sol og ikke ret meget vind. Det var vores sidste dag her, så vi pakkede det meste, inden vi gik en tur langs stranden og gik ud at bade i havet. Vi skulle først checke ud kl. 12, så der var god tid til både at få en kop kaffe og senere et par burgere, inden vi blev hentet af en minibus fra Transtur, som skulle køre os i lufthavnen. Der var også et ungt spansk par fra Mallorca, som skulle med bussen. De havde ikke været særligt tilfredse med personalet. Vi har dog overhovedet ikke haft noget at klage over.

Vi skulle også hente en gæst på 2 af hotellerne på Cayo Coco. Der er 10 hoteller på Cayo Coco, hvilket ikke er særligt mange, når man tænker på øens størrelse.

Det tog omkring en time at komme til lufthavnen. Vi var der ca. kl. 2, men skulle først flyve halv 5, så det undrede os lidt, at vi skulle være der så tidligt, for det tog ikke ret lang tid at checke ind og komme igennem sikkerhedskontrollen. Det er en meget lille lufthavn med ikke ret mange afgange hver dag. De tager ikke det med sikkerheden særligt alvorligt, i hvert fald ikke, når man flyver indenrigs, for vi skulle ikke tage vores IPad op af tasken, og vi fik også lov til at beholde vores vandflasker med indhold. Den var ikke gået i Europa.

Det var et meget lille fly, vi skulle med. Flyselskabet var Aerocaribbean, og der var kun plads til omkring 16 passagerer, så der var lidt trangt. Det var et propelfly, så det tog halvanden time at flyve til Havana. Vi landede i en anden lufthavn end den vi kom til fra Amsterdam, for de har både en international og en indenrigslufthavn.

Vi blev hentet af en guide og en mindre bus fra Transtur. Der var stop ved 4 forskellige hoteller. Vi blev sat af ved Amadores, det hotel, som vi er stået på ved tidligere, så vi troede, vi kendte vejen tilbage, men var dog nødt til at spørge en enkelt gang. Der var mørkt, og gaderne var ikke særligt meget oplyst, men guiden havde sagt, at det var sikkert nok at gå der, så det troede vi på, og der skete heller ingenting, kun de sædvanlige tilbud om en taxa. Det får man tilbudt hele tiden.

Vi ankom til det samme hotel som de andre gange, Beltran, ca. kl. 7. Vi fik et større værelse denne gang, men der var lidt fugtigt der. Der var også fugt på væggene, så heldigvis vi kun skulle være der 1 nat.

Vi spiste på en restaurant på Plaza Vieja, som vi havde spist på før. Det var dejligt lunt. Vi snakkede om, at vi skulle nyde den sidste lune aften i Cuba og med cubansk musik, for der var også musik den aften, ligesom alle andre aftener.

Mens vi sad og spiste, var der en anholdelse i gang lige bagved os. Der var 5 betjente, som anholdt 2 mænd, og den ene blev lagt i håndjern. Vi ved ikke, hvad de havde gjort.

Torsdag 6. februar – Hjemrejse

Det var lidt svært at falde i søvn, for vi havde vindue ud til gaden, og de lokale er jo ude til ret sent og snakker ret højt, og kl. 4 om morgenen blev vi vækket af en eller anden vogn, måske en hestevogn eller skraldevogn.

Da vi havde spist morgenmad gik vi ud for at suge de sidste indtryk af Havana til os. Det var en varm dag, nok 30 grader. Vi gik en tur ved El Malecon først, og derefter gik vi op ad den brede boulevard, Paseo de Prado, hvor vi satte os på en bænk og iagttog folk. Den er ca. 10 m bred og i hvert 500 m lang og går fra havnen og op til Parque Central. Nogle skolebørn blev undervist på boulevarden, bl.a. i gymnastik. Der var et par skoler ved siden af boulevarden, men der er sikkert både varmt og trangt derinde.

Vi gik tilbage til hotellet lidt før middag, så vi kunne pakke de sidste ting, inden vi skulle checke ud kl. 12. Vi fik kufferterne anbragt i et aflåst rum, for vi skulle først hentes kl. halv 3 for at køre i lufthavnen, så vi gik hen på en lille cafe, hvor vi fik lidt at drikke.

Vi blev hentet af taxaen lidt før halv 3. Det viste sig at være den samme chauffør, som kørte os fra Cayo Levisa til Havana, ham som ikke kunne snakke engelsk, så jeg måtte øve det spanske igen.

Vi troede, at Martha skulle med derud, men vi så ikke noget til hende. Men det gik ok alligevel med at få vekslet tilbage til euro, checket ind - vi var åbenbart nogen af de sidste - og få betalt udrejseskatten på 25 CUC per person.

Vi havde godt 10 CUC tilbage, som vi ikke kunne veksle, så vi købte en burger og et par flasker vand. Vi satte os ved et bord, hvor der sad nogen, og sjovt nok viste det sig at være de irere, vi snakkede med i lufthavnen, da vi kom. Så vi fik os en sludder, indtil vi skulle ombord.

Flyet hjem var også næsten fyldt op, og vi fløj til tiden. Flyturen ville KUN tage 8½ time på grund af medvind, så det var næsten 2 timer hurtigere end herover.

Fredag 7. februar – hjemme igen

 Flyturen gik godt. Der var faktisk ingen turbulens, og servicen ombord var fin. Vi fik sovet en lille smule, men da det var midnat i Cuba, var den allerede 6 om morgenen i Europa, så vi skulle have morgenmad. Vi landede omkring halv 8 i Amsterdam – til regnvejr, så det var noget af en kontrast.

Kl. 10 fløj vi videre til Aalborg og var helt hjemme omkring kl. 12. Det var dejligt, at næsten al sneen var væk.

Vi må sige, at vi har haft en uforglemmelig tur med rigtigt mange indtryk. Cuba er et meget specielt og anderledes land, end vi har oplevet før. Vi var meget glade for, at vi også fik set det rigtige Cuba, for de turister, som kun kommer til All Inclusive hotellerne, ser jo ikke ret meget til, hvordan cubanerne lever.

Det bliver spændende at se, hvor længe cubanerne vil forholde sig loyalt til det nuværende styre. Nogle af dem, vi snakkede med, var dog meget tilfredse med den gratis skolegang og uddannelse og gratis lægehjælp, men de var overhovedet ikke tilfredse med den lave løn. Det bliver der forhåbentlig snart gjort noget ved.

                                                                           Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                     Aalborg                      

Tilbage til FORSIDEN